Læsetid: 2 min.

Jeg læser sgu hvadsomhelst

Jeg kan sagtens læse en Cartland og have en fest med den, siger Alberte Winding, der selv er aktuel med en ny ungdomsroman
25. september 2010

- Hvilken bog ville du ønske, alle ville læse?

»Som barn ville jeg igen og igen have læst to bøger højt - Villy Vildyr og Mis med de blå øjne. Den første beskriver barnets selvstændighed, og den anden samfundets behov for anarkister og grænserykkere. Det er to sunde bøger at starte sit liv med.«

- Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

»Som ung havde jeg stor glæde af feministisk poesi. Jeg slugte Marilyn Frenchs The Women's Room. Det har nok været en længsel efter kvindelige forbilleder, og dybere set en mor. Min stedmor præsenterede den for mig, og den hjalp mig på mange planer. Også Carlos Castaneda og hans serie om den esoteriske medicinmand Don Juan. Jeg ville ønske, jeg havde haft Haruki Murakamis magiske realisme, da jeg var 17. De to bøger skaber tilsammen en vis balance: I jagten på identitet, bør der være en søgen efter det spirituelle, fordi vores indentitet også bør være kollektiv.«

- Hvad er den værste bog, du har læst?

»Jeg tror ikke, jeg har nogen 'værste bog'. Hey, jeg kan sagtens læse en Cartland og have en fest med den. Jeg læser sgu hvadsomhelst, bare det er på et sprog, jeg forstår. Men kinesisk og arabisk er nu også smukt at se på.«

- Hvilken type læser er du?

»Hvis jeg forelsker mig i en krimiforfatter, læser jeg alt, vedkommende har skrevet. Så i perioder læser jeg mange krimier. Jeg kan lide melankolske og metaforisk tunge romaner og har en tendens til at skrive sådan selv. Det skal jeg arbejde mig væk fra, men det har jo været min skole at læse den type bøger. Jeg var vild med chick-lit i 1990'erne, fordi genren var ny og overraskende. Nu har jeg fået for meget af den slikskål og skal passe på med ikke at skrive chick-lit-melankolske-metaforiske-krimier-med-magisk-realistisk-islæt. Nej, seriøst ... jeg syntes, Melissa Banks The Girls Guide To Hunting and Fishing var en god blanding af sorg og humor, og der vil jeg gerne befinde mig både som læser og forfatter.«

- Hvornår læser du?

»Efterhånden virker det dovent at ligge og læse midt på dagen. Så jeg læser, inden jeg skal sove. Men det kan man jo også gøre midt på dagen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu