Læsetid: 8 min.

De er de mest straight homoer, du kommer til at møde

Engang var Lebben vampyr, forpint selvmorderske eller ganske simpelt ikke til stede på amerikansk film og tv. Nu er hun i de første lesbiske tv-serier blevet synlig og langhåret, lækker og loadet ligesom populærkulturens andre drama queens. Hvordan er det blevet målet?
Engang var Lebben vampyr, forpint selvmorderske eller ganske simpelt ikke til stede på amerikansk film og tv. Nu er hun i de første lesbiske tv-serier blevet synlig og langhåret, lækker og loadet ligesom populærkulturens andre drama queens. Hvordan er det blevet målet?
16. september 2010

Engang turde ingen på film og tv så meget som hviske ordet »lesbisk«. I dag har den lesbiske kvinde med stort L fået sig nye repræsentanter på amerikansk reality-tv i kraft af seks 'virkelige' langbenede karrierelebber i et paradisisk overklasseleben i det fashionable West Hollywood.

De tre hovedpersoner, filmproducenten, ejendomsmægleren og produceren af L.A. Fashion Week, vælter i The Real L Wordforestillingen om den bajerbællende, brovtende butch-lebbe, når de tapper rundt i høje hæle med cocktails, kaster med håret og fortæller kameraet om deres travle hverdag og seksuelle erfaringer. Serien er kabelnetværket Showtimes reality spin-off på dets mest populære dramaserie nogensinde, The L Word (2004-2009), der handler om en klike af succesrige, hotte L.A.-lebber.

Med den nye, virkelige version med vaskeægte levende lesbiske kan både heteroer og homoer få den langbenede giraf at se. Hun er, ser man bort fra en enkelt overarmstatovering, akkurat som de andre kendte dramaqueens på tv: »Jeg er med til at fjerne frygten for, hvad det vil sige at være homo,« fortæller en af hovedpersonerne, Jill, der sprang ud i Oprah.

»Jeg er med sikkerhed den mest straight homoseksuelle person, du kommer til at møde.«

»L«-ordet fandtes for en håndfuld årtier siden knap i bred populærkultur, og senere kom det til at stå for Lucifer, Lynching og Lidelse: Homoseksuelle måtte se sig gå til grunde på det hvide lærred og fremstå som forpinte ofre for deres abnormalitet. Det seneste årti har bragt en ny form for synlighed, der for første gang fremstiller den lesbiske som en uproblematisk størrelse - et fashionabelt forbillede frem for et offer.

Hun er blevet tv-værtinde, birolle i næsten enhver amerikansk tv-serie og altså senest en slags queer vestkyst-ækvivalent til Sex and the City-pigerne. L for L.A., Langbenet, Loadet og Lykkeligt ude af skabet.

Synlighed er synlighed

Homoerne er allerede, omend undtagelsesvis, inde i billedet ved filmmediets fødsel. I forsøget på at føje lyd til sin lille glughulsbiograf, kinetoskopet, filmer og optager opfinder Thomas Edisons assistent William Dickson i 1895 to mænd, der danser vals til lyden af en skingert filende violinist. Nogle påstår senere, at de to omslyngede mænd på filmstriben er brødre. Andre nyder blot, at der er noget queer i 17 sekunder af den tidligste filmhistorie.

Synlighed er synlighed. Homoerne må tage, hvad de kan få. Oftest ties de ihjel. Hollywood-bøssen tager skikkelse af 'tøsedrengen' ('the sissy'), der vimser rundt som en kvindagtig skvatmikkel og bekræfter filmheltenes stålfaste maskulinitet. Det 'androgyne' er sjældnere det sjove indspark hos kvinderne. Når det 'lebbede' endelig kommer i spil, er det blandt andet for at gafle mænd - som Marlene Dietrich i Josef von Sternbergs Morocco (1930), der med høj hat på skrå flirter med kvinder fra scenekanten for at fange virile Gary Coopers opmærksomhed.

Hvis det 'lebbede' ikke er kvindesnedig æggen af manden, sådan som konventionen lyder i pornofilmshistorien, så er homoerotikken udtryk for rent vanvid. Instruktør og producer Cecil B. DeMille får f.eks. kun lov til at snige et af historiens første kys mellem kvinder gennem censuren i sin Manslaughter fra 1922, fordi et sådant irrationelt begær flot illustrerer filmens bibelske moraler om dekadencens fortærende ondskab.

Da censuren skærpes i 1930'erne giver lebberne sig til kende som kvindeblodslystne ladyvampyrer (Dracula's Daughter, 1936), truende, bryske fængselsmamas (Caged, 1950) eller besatte selvhadere. I The Children's Hour (1961) hænger en skamfuld skolelærerinde sig efter rygter om uudtalte synder med Audrey Hepburn. I Hitchcocks Rebecca (1940) afsløres de unævnelige tilbøjeligheder hos den besatte husbestyrerinde, Mrs. Danvers, da hun begraver grabberne i den afdøde fru Rebeccas undertøjsskuffe. Mrs. Danvers ender med at brænde ihjel - ligesom en helt overvældende mængde af andre mere eller mindre erklærede lebber må lade livet i de følgende årtier.

Oscar-homoerne dør

Da homoernes »seksuelle perversion«, som censuren kaldte det, i slutningen af 1960'erne igen bliver inviteret op på det hvide lærred, og man gerne må sige L-ordet, er det nemlig oftest med tragisk udgang for hovedpersonerne. Filmhistoriker Vito Russo bemærkede i 1981 i et af de bredest anerkendte studier af homoseksuelle på film, at Hollywood endnu ikke havde præsenteret en homoseksuel storfilmshovedrolle, der ikke ender med at blive dræbt, begå selvmord eller dø af en eller anden ubehagelig form for sygdom.

De filmlebber, der siden 1980'erne har klaret skærene i amerikanske storfilm, har da også enten været yderst diskrete som i Boys on the Side (1995), Stegte Grønne Tomater (1991) og Farven Lilla (1985). Eller også har de været mere eksplicitte i deres seksualitet, men så i mere diskret promoverede, ydmygt producerede niche- og tv-film.

I Oscar-ligaen dør de ofte stadig eller kommer slemt til skade: Charlize Theron får dødsstraf i seriemorderdramaet Monster (2003) og får en Oscar. Hilary Swank bliver som transseksuel sønderbanket og henrettet i det mørke drama Boys Don't Cry (1999) og får en Oscar. Hos mændene dør Tom Hanks af aids i Philadelphia (1993) og vinder en Oscar. Den ene langtidsforelskede cowboy bliver myrdet i Brokeback Mountain (2005), som vinder Oscar for bedste manuskript. Sean Penn får en Oscar for rollen som den henrettede Harvey Milk i Milk (2008).

Hvor man tidligere har kunnet ane fobiske motiver bag behandlingen og fremstillingen af homoer på film, har Hollywood nu taget dem til sig - men som ofre med prisvindende dybder af L for Lidelse i sig.

Jeg er 'gay' hver uge

De amerikanske kabel-tv-kanaler er hurtigere til at præsentere billedet af den lesbiske som uplaget, velfungerende individ i en hverdag, der ikke er plaget af seksualitetskvaler og hadkrimininalitet. Den begyndte så småt, da lebben fik sin første hovedrolle på amerikansk tv med stand-up-komiker og studievært Ellen DeGeneres, der i 1997 lavede en ud-af-skabet-'sniger': Først sprang hun ud i Oprah, og ugen efter bekendte hendes sitcom-alias kulør foran 36 millioner nysgerrige seere i Ellen.

I de følgende år fyldte Ellen afsnit om sin nye lesbiske hverdag på amerikanernes tv-skærme som en homotilvænnende indoktrinering, der skulle bevise, at lesbiske også kan have almindelige og genkendelige hverdagsproblemer med forhold og venner. Det var, vurderede hendes tv-kanal, ABC, for mange tv-seere ganske simpelt »too gay«.

»Behøvede næsten hvert eneste afsnit virkelig at handle om at være gay?« spurgte ABC's nyhedsværtinde Diana Sawyer, da Ellen et år efter spring-ud afsnittet blev aflyst.

»Ja!« svarede Ellen.

»Jeg er jo lige så gay hver uge, som Seinfield er straight hver uge.«

Andre serier fulgte siden trop, og lebberne er blevet en hyppig sidehistorie i alment populære amerikanske serier som Grey's Anatomy (2005-), Friends (1994-2004) og Vi Bli'r i Familien (1994-2000). Den (monster) populære ungdomsvampyrserie Buffy the Vampire Slayer(1997-2003) lod endda en fast karakter, den rødhårede vampyrkæmper Willow, være kærester med en anden kvindelig 'slayer', uden at homoseksualiteten blev et problematisk tema.

Ligesom Rosanne Barr i 1994 måtte kæmpe for at gennemtrumfe et kvinde-kvinde-kys i sin ellers heteroseksuelle sitcom Rosanne, fik det lesbiske vampyrdræberpar dog først lov til at udtrykke deres kærlighed med munden, da serien en sæson senere skiftede kanal.

Den synlige lebbeelite

I 2004, samme år som sidste sæson af Sex and the City (1998-2004) løb over tv-skærmene, slap Showtime så omsider lebberne og de seksuelle udfoldelser løs i deres egen serie. Dramaserien The L Word var en slags lesbisk svar på citypigernes bøvlen med kærligheden og underlivet. Takket være blandt andet den androgynt stylede kvindeæder Shane, den hurtigsnakkende sladderjournalist Alice og den smukke powerkvinde, museumsdirektør Bette Porter blev The L Word gennem seks sæsoner kulturelt samlingspunkt og referenceramme for et globalt lesbisk community, der endelig kunne spejle sig i homoseksualitet som 'normaltilstand'.

Serien var også et pirrende kighul for den bredere skare af seere, der var interesserede i at få indblik i (lækre) lesbiskes lystne livsstil. Ganske forståeligt. Det er labert at være lesbisk i The L Word- og det er flot at se på. Ikke at kvinderne ikke havde reelle problemer: Alt fra brystkræft over incest og langtrukne, pinefulde kønsskifteoperationer blev tematiseret, og der blev langet velmanicurerede lussinger ud efter det konservative, homofobiske Amerikas familiepolitik, censurpolitik og militærets paradoksale »don't ask, don't tell«-politik.

Men samtidig blev problemerne præsenteret i ultraglamourøse omgivelser, og hovedkarakterernes skønheds- og succesrate lå milevidt fra den gennemsnitlige amerikanske kvinde, og den 'butchede' kvindetype fik knap en replik indført.

I The Real L Word siger den varmblodede brunette, ejendomsmægleren Rose det sådan om sig selv og sine venner: »Der findes en top én-procent på den lesbiske scene; én, der ser godt ud, har et godt job, klæder sig godt og ved, hvordan man fyrer den af.«

Lidt flere kvindetyper

Efter 100 års langsommelig kamp for synlighed har den homoseksuelle kvinde fået sin egen ret, sit eget program, sit eget talkshow. Hun er ikke længere vampyren, men den, der i ungdomsserier bekæmper vampyrer, og hun behøver ikke længere at dø i slutningen af filmen.

Et af de nye bud på lesbisk synlighed er Lisa Cholodenkos premiereaktuelle spillefilm The Kids Are All Right (2010), der uden selvhøjtidelighed, glorificering eller medlidenhed skildrer en moderne kernefamilie bestående af to mødre (Annette Bening og Julianne Moore), to teenageunger og så mødrenes sæddonor, som børnene nu opsøger.

Filmen udstiller humoristisk de to kvinder, der efter årtiers parforhold er gået i lesbisk sofahyggesymbiose, knuselsker Joni Mitchell og italesætter deres familieproblemer i et enerverende terapi-lingo. Men i stedet for at lave en film om lesbiske, har Cholodenko lavet en film med lesbiske, der humoristisk og selvironisk griber fat om rødderne af det bedsteborgerlige San Francisco-segments klicheer. Det inkluderer udendørs rødvinsmiddage, psykoanalytiske udlægninger af penisbegær, kreativt havedesign og en nonchalant økohippie, der flirter med tanken om at stifte familie.

Med et sådant modeksempel er det oplagt at spørge, om man ikke også på tv kunne eftertragte noget mere 'real'-synlighed end den opstilling af langbenede modegiraffer, som The Real L Word påstår er den nye virkelige lesbiske? Behøver denne ene procent af de synlige elite-lebber virkelig at være hende, som lesbiske skal spejle sig i, og som heteroer gider kigge på?

Og hvornår er verden i øvrigt klar til en lesbisk hverdagsrealistisk giraf a la Rosanne Barr? L for Lavindkomst eller Lavstammet eller bare: Lidt flere kvindetyper?

The Kids Are All Right af Lisa Cholodenko har premiere i dag. Læs anmeldelse og interview fra dagens avis.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu