Baggrund
Læsetid: 5 min.

Modens dronninger

De er modebranchens svar på superstjerner i Hollywood. Isdronningen Anna Wintour og rock chick'en Carine Roitfeld er chefredaktører for Vogue og modeverdenens ubestridt mest indflydelsesrige kvinder
De er modebranchens svar på superstjerner i Hollywood. Isdronningen Anna Wintour og rock chick'en Carine Roitfeld er chefredaktører for Vogue og modeverdenens ubestridt mest indflydelsesrige kvinder
Kultur
9. september 2010

Isdronning og rockchick. Sådan karakteriseres modeverdenens to mest magtfulde kvinder. I disse dage indfinder de sig begge i New York, som i dag og en uge frem lægger by til en uge i modens tegn. Der skal granskes sommermode for sæson 2011, og de to Vogue-redaktører, Anna Wintour og Carine Roitfeld, skal hjem og fortælle staben på hver deres glitrende modemagasin i henholdsvis New York og Paris, hvad der kommer til at røre sig i modeverdenen om et år.

Eller rettere sagt; de skal ud fra det, de ser på catwalken til diverse shows, vælge ud, hvad der bliver 'hot' og hvad der bliver 'not'. For den magt har de.

»Anna Wintour har så meget magt, at hun kan make them or break them. Hun er så betydningsfuld, fordi hun er meget vidende og dygtig til sit job. Hun har en klar føling med, hvad der vil hitte, og hvad der bliver det næste,« siger Lotte Freddie, som er forfatter og moderedaktør på dagbladet Børsen.

Beundret og berygtet

På første række til de prominente designeres show sidder Anna Wintour, chefredaktør for amerikansk Vogue i 22 år. Den gyldenbrune manke sidder som altid perfekt i den pagefrisure, som kendetegner isdronningen, som man kalder hende. Frisuren er efterhånden hendes varemærke.

Wintours øjne er dækket af de obligatoriske sorte solbriller.

»De er meget anvendelige,« har hun udtalt i interviewprogrammet 60 Minutes:

»Der er ingen, der opdager, hvis jeg sidder til et show og keder mig - de kan heller ikke aflæse, hvis jeg er virkelig begejstret for noget, så på den måde fungerer de som et slags skjold.«

Hun er altid ulasteligt klædt. Typisk ses Wintour i feminine Chaneldragter, der giver kig til et par velholdte ben, som ender i et par stilige designersko.

»Meget klassisk,« siger Lotte Freddie om Wintours stil.

Hun er dog mere end bare redaktør på USA's førende modemagasin. Den 61-årige chefredaktør er i modebranchen verden over beundret for sit frem- og klarsyn, og samtidig berygtet for sin kølighed og arrogance. Hun vil gerne »være instruktør og producer på hele modeverdenen«, som en af hendes medarbejdere har udtalt i dokumentarfilmen The September Issue, der handler om amerikansk Vogue, men først og fremmest forsøger den at komme tæt på Wintour.

En anden ansat på Vogue beskriver magasinet, der med et oplag på godt 1,2 mio. om måneden er et af de største magasiner af sin slags i verden, som »en kirke med sin egen religion og med Anna Wintour som paven i toppen«.

Wintours tidligere personlige assistent Lauren Weisberger, skrev i 2003 bogen The Devil Wear Prada om den kyniske og overfladiske modeverden. Bogen figurerede på The New York Times' bestsellerliste i et halvt år. Den blev senere filmatiseret og citerer hovedpersonen, der er chefredaktør på et modeblad i New York, som »en tom, snæversynet og bitter kvinde med tonsvis at lækkert tøj og ikke meget andet«.

Elitær rock chick

På forreste række med frit udsyn til alle detaljer på catwalken finder man i denne uge også Anna Wintours franske pendant, Carine Roitfeld.

»Anna Wintour er den klassiske og Carine Roitfeld er den mere rå rock chick af de to,« siger Eva Kruse, direktør i Danish Fashion Institute og tidligere chefredaktør på Eurowoman.

Roitfeld er typisk klædt i sort, enkelt og med grafiske snit og sparsomme, men velvalgte accessories. Hun er smilende og har ikke barrikaderet sine smoky eyes bag store solbriller.

»Når du bliver ældre, bliver du nødt til at være lidt mere rock'n'roll for at bibeholde de unges interesse,« udtalte hun sidste år til The Guardian. I artiklen beskriver journalisten Jess Cartner-Morley hende således: »At høre hende tale er som at få Chanel no. 5 dryppet ind i ørerne ( ...) Hun ligner Iggy Pop og har en magnetisk udstråling frem for klassisk skønhed.«

Carine Roitfeld kom først på alles læber for to til tre år siden, da der verserede rygter om, at man ville smide Wintour på pension og lade Roitfeld styre slagets gang på Madison Avenue.

»Fransk Vogue føler sig nok en smule finere ... eller i hvert fald mere kunstneriske end det amerikanske,« siger Eva Kruse, og Lotte Freddie er enig: »Det er i det hele taget lidt mere elitært.«

Den franske magasinredaktør er også kun for de få. For mens amerikansk Vogue er mere tilgængeligt med sit millionstore oplag, engelsksprogede artikler med mode 'for alle', kan det franske karakteriseres som prêt-à-porter, hvor der er meget mere haute couture over Roitfelds Vogue, der blot trykkes i en tiendedel af storesøsterens oplag. Fransk Vogue er magasinet for modebranchen.

Det er dem, der i virkeligheden sætter modedagsordenen med vovede modeserier, der er fotograferet og layoutet eksperimentelt.

»Jeg kan lide at bringe noget hver måned, der er - hvad skal man sige - lidt politisk ukorrekt,« siger hun til The Guardian og dementerer samtidigt rygterne om, at hun er på vej til at overtage tronen fra Wintour i New York.

Ambassadører

»Det er virkelig ikke mig. Jeg tror, det er meget nemmere at tale til 100.000 franske kvinder i stedet for millioner i USA,« siger hun.

Roitfeld husker altid, hvordan en person går klædt, første gang hun møder dem.

Det handler ikke om at have de rigtige navne stående i ryggen af sin blazer, men mere om, hvordan man sætter sit tøj sammen - og bærer det. Det drejer sig lige så meget om, at man krydser sine ben på en ny, smart og elegant måde.

»Mode skal ikke være behageligt - det skal se godt ud,« siger hun til New York Magazine.

For hende kan diamanter aldrig blive for dyre eller modellerne være for tynde.

Roitfeld havde i flere år en vægt stående på sit kontor. Rygterne gik på, at hun vejede sine ansatte for at kontrollere, om de nu havde taget på i vægt. Selv forklarer hun sig med, at det var for at veje sin bagage.

Vægten er væk fra kontoret på 6. sal på Rue du Fauborg Saint-Honoré i Paris, så Roitfeld har muligvis ikke fået vejet kufferten til modeugen i New York, der nok bugner med Balmain og Balenciaga og andre lækkerier.

For godt skal hun se ud, når hun i paparazzienes blitzlys stavrer fra det ene show til det andet i New York.

Hun er sammen med Wintour modens ypperste ambassadører. De er mode.

»De er jo begge to af modeverdenens mest indflydelsesrige kvinder. Så er de også nogle af de største celebrities i modeverdenen på linje med filmstjerner i Hollywood,« siger Eva Kruse.

The September Issue om amerikansk Vogue og Anna Wintour bliver vist på DR2 den 28. september kl. 20.50

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her