En spændingsroman. Det er hvad Peter Høeg kalder sin nye roman Elefantpassernes børn, der af flere anmeldere roses for at være morsommere og mindre moraliserende end sin forgænger Den stille pige.
Med en fortælling, der indeholder navne som Leonora Ganefryd og Thorkild Thorlacius-Drøbert, en død, udklædt kvinde i kørestol, hæsblæsende flugt fra politiet og en efterretningsmand, der æder så meget roastbeef, at det må køres ind med en gaffeltruck, er der nu skruet op for underholdningen hos Høeg.
Og forfatteren selv er helt bevidst om den actionfyldte og humoristiske stil:
»I Danmark har vi et stærkt skel mellem underholdning og finkultur, det har man ikke i USA. Og vi bør være meget forsigtige med at nedvurdere Hollywood og de amerikanske spændingsforfattere,« siger han.
Ifølge Peter Høeg vælger flere og flere forfattere at benytte sig af underholdningsromanens formgreb i et oprør mod opdelingen af fin og mindre fin litteratur. En opdeling, der stammer fra vores kristne arv, forklarede han til Politiken i forrige uge:
»Hvis noget er godt, skal det gøre ondt, og det højeste billede, vi har i den kultur, er billedet af en mand, som er spigret op på et kors«.
Brudte grænser
Det billede kan litteraturforsker og professor på Syddansk Universitet, Anne Marie Mai slet ikke genkende: »Peter Høeg er helt galt afmarcheret. Det er hverken dækkende for dansk eller europæisk litteratur, der tværtimod er en latterens og selviscenesættelsens litteratur. Han læser ikke sine klassikere godt nok. Kierkegaard understreger netop humoren som affinitet til kristendommen,« siger Anne Marie Mai, der grundlæggende ikke synes, det giver mening at snakke om fin- og triviallitteratur i dag:
»Vi lever ikke længere i en konsensuskultur, hvor bestemte genrer eller forfatterskaber pr. definition tilhører det finkulturelle«.
Samtidig er vi, ifølge professoren, blevet mere specialiserede i vores litteraturforbrug; mens nogle er inkarnerede krimilæsere og ikke kunne drømme om at gribe en digtsamling, er andre fan af spoken words og poetry slam, og hverken interesserede i de store fortællinger eller kortprosa, forklarer Anne Marie Mai.
»Det sker, mens forfatterne selv afprøver alle muligheder, mikser og dyrker crossover mellem genrerne i et omfang, der ikke længere berettiger at tale om en opdeling mellem fin- og lavkultur«.
Anne Marie Mai understreger hermed den tendens, som b.la Peter Høeg indskriver sig i. Og kigger man på det seneste års udgivelser, kunne noget tyde på, at hun har ret.
Sidste år udgav digteren Pia Juul den anmelderroste Mordet på Halland, en roman, der utvetydigt låner motiver og komposition fra krimigenren. Leonora Christina Skov udgav i marts i år den gotiske Silhuet af en synder og i slutningen af denne måned følger Kristian Ditlev Jensen trop med en såkaldt krypto-krimi Opstigende Skorpion. Til december kan mordhungrende læsere så glæde sig til at non-prosaens ukronede konge Henrik Nordbrandt udgiver en julekrimi på forlaget Peoples Press'. Forlaget lover allerede nu en nytænkning af formen.
Forklædt som krimi
Især spændingsgenren er populær blandt de aktuelle forfattere. Alligevel mener ingen af dem, at de alene placerer sig i krimikategorien. I Kristian Ditlev Jensens nye roman myrdes en sort luder på Vesterbro. Da politiet ikke kan opklare sagen, tilkalder de den stærkt vansirede Wolfgang Thornblad, der er officer og lingvist og som parallelt med opklaringen af sagen også ribber op i egen grusom fortid. Skønt det kunne lyde sådan, er der ikke tale om en krimi, forsikrer Kristian Ditlev Jensen:
»Jeg kalder den krypto-krimi, fordi Krypto er noget, som ikke er det, det giver sig ud for at være«.
»Jeg har skrevet en bog, der ser verden igennem stjernetegnet Skorpionen. Skorpionen står blandt andet for det uhyggelige, derfor er kriminalitet kodeordet. Og for at gøre legen perfekt, valgte jeg trafficking, fordi det også i ordets fysiske betydning er grænseoverskridende. Men inderst inde er bogen ikke genrelitteratur, det er en roman. Der er andre, der egner sig bedre til at skrive krimier«.
Samme holdning til brugen af genren gør sig gældende hos digteren Pia Juul: »Jeg har altid været krimilæser og har i næsten alle mine bøger flirtet med genren. Men Mordet på Halland er ikke en krimi - det er bare en roman, hvor der sker et mord,« forklarer hun.
For Pia Juul handler det nemlig hverken om høj eller lav, men i højere grad om god og dårlig: »Allerede i 1941 skrev Agnes Henningsen første bind af otte erindringsbind - med genrebetegnelsen 'Erindringsroman'. Det er let at se hvilken frihed denne genrebetegnelse giver, men om det er andet end en gimmick, ved jeg ikke. Selv tvivler jeg, bare der skal stå digte på mine bøger. Men ordet er jo blot et pejlemærke. Det siger intet om hvorvidt bogen er god. Man må stadig læse, før man ved det«.
Pia Juul rammer Anne Marie Mai's pointe: Der er intet galt i at genrerne krydses, for forskellen ligger i kvaliteten:
»Noget er rigtig godt. Andet er bare dårligt. Men måske skabes den vigtige litteratur netop i brændpunktet mellem genrer,« mener Anne Marie Mai og tilføjer: »Men det er naturligvis sværere, hvis man ikke sælger«.
Tarantino vs. Kieslowski
Og spændingslitteratur sælger. Krimisensationen Lars Kepler var hovedgarant for Gyldendals øgede salg i år og siden Hypnotisøren udkom i januar, er den blevet trykt i over 140.000 eksemplarer. Christian Dorph og Simon Pasternak har også siden 2006 haft stor succes med deres krimier, hvor den seneste blev bedst sælgende efter kun en uge i handlen.
Selvom der umiddelbart er langt fra de to herrers dagligdag på litteraturens højborge Gyldendal og Testrup Højskole, til krimi, Kepler og kulørte historier, så ser de det ikke som noget bevidst fravalg af genrer, fortæller Kristian Dorph:
»Det er ikke et spring væk fra noget, vi kan bare godt lide drama. Tarantino frem for Kie-slowski og til hver en tid Nicolas Winding Refn frem for Thomas Vinterberg«.
Men fordi succesfulde forfattere som f. eks Peter Høeg og Dorph/Pasternak foretrækker højt hår og Hollywood frem for finlitterære femfodsjamber, så bør vi være påpasselige med helt at afskrive skellet mellem fin- og lavkultur, mener sociologen Henrik Dahl:
»Forestil dig samfundet som en vandret slette med små landsbyer, som ikke har noget med hinanden at gøre. Set fra Anne Marie Mai's landsby sker der masser af litterære lån og inddragelse af nye medier. Hun ser, at den akademiske kunst, som hun foretrækker, er åben. Men med al respekt for Anne Marie Mai, så generaliserer hun mere, end rimeligt er. Der er stadig forskel på akademisk og folkelig kunst«.
For Henrik Dahl er stridspunktet den vertikale skelnen mellem høj og lav:
»At noget er oppe og noget er nede er problematisk. Der er brug for en horisontal metaforik i stedet,« foreslår han. Den holdning deler Simon Pasternak. Med sitet dorphpasternak.dk, hvor læsere undervejs kan kommentere tilblivelsen af romanerne, ved han, at grænserne for, hvordan og af hvem kunsten skabes, har rykket sig:
»I vores nye krimi har vi en 80'er digtsamling indlejret, og derved blander vi den mest og den mindst fortællende genre. Men den udviskede grænse mellem genrerne betyder ikke, at alt er lige godt. Der er stadig skel mellem det fantastiske og det jævne. Det er bare ikke længere genrebestemt,« fremhæver han.
»Omvendt elsker vi også plot med kul på. Og det er nok snarere her, jeg ser et skel i romanen lige nu. I holdningen til plottet. Plot anses for plat, fordi det skaber en orden, der ikke findes. For os er plot ikke et verdensbillede, men en kompleks form. Plot er energi og fart på, men når gaspedalen er i bund, kan man forvilde sig længere ind i labyrinten og hvirvle støv - og måske endda et lille 80'er-digt - op«.
