Læsetid: 9 min.

'Nogen skal jo være Lars Lilholt, og nu har jeg taget det på mig'

Enten elsker man Lars Lilholt, eller også hader man ham. Helt så enkelt er det bare ikke for hovedpersonen selv, der i sin nye selvbiografi ærligt fortæller om sit livs op- og nedture. Om at være en af danmarkshistoriens bedst sælgende musikere og manden bag alle tiders største kærlighedssang. Men også om at være plaget af angstanfald, fobiske mareridt og manglende selvtillid
Et liv. 'Jeg håber, folk køber den, men jeg vil ønske, de ikke læser den,« siger Lars Lilholt om sin selvbiografi 'Drømme og dæmoner'.

Et liv. 'Jeg håber, folk køber den, men jeg vil ønske, de ikke læser den,« siger Lars Lilholt om sin selvbiografi 'Drømme og dæmoner'.

17. september 2010

Jeg holder på en smattet grusvej uden for Silkeborg med motoren i tomgang og blikket stift rettet mod et kort, der for længst er holdt op med at give mening. Jeg vidste, jeg skulle have printet den rutebeskrivelse ud. Nu er det for sent, og der er ingen hjælp at hente, for selv mobilforbindelsen er faret vild her i disen mellem de skovklædte, midtjyske bakker. Så dukker han pludselig op i det regnvåde bakspejl, først som en prik og så som en streg i luften - en høj og ranglet skikkelse iført gummistøvler, sorte cowboybukser og blå, forvasket t-shirt, flankeret af to kridhvide schweiziske hyrdehunde.

»Det er lige dernede,« råber han gennem ruden og peger på et rødt bindingsværkshus, godt gemt af vejen bag en klynge træer.

Man skal vide, hvor man skal lede, hvis man vil finde Lars Lilholt, for lige så eksponeret den 57-årige sanger og sangskriver er i det musikalske landskab, lige så tilbagetrukket lever han privat - på en hemmelig adresse, langt væk fra offentlighedens søgelys.

»Du ved måske,« siger han, da jeg har parkeret bilen på gårdspladsen, og hundene er faldet til ro, »at der var nogle tåber, som ikke kunne lade mig være i fred på et tidspunkt. Men nu har de fået et polititilhold, så hvis de viser sig her på adressen igen, så ryger de ind og sidde.«

Han siger det henkastet på vej ind af døren og med ryggen til, for det er ikke noget at snakke om, det er bare sådan, det er, når man er Lars Lilholt. Så er man enten elsket eller hadet, fredet eller jaget - et symbol på det bedste eller det værste, afhængigt af hvem man spørger. Den ene halvdel af Danmark rynker på næsen af hans musik og opfatter den jyske troubadour og storyteller som indbegrebet af dårlig smag, provinsialisme og laveste folkelige fællesnævner. Den anden halvdel består af dem, der har gjort Lars Lilholt til en af danmarkshistoriens bedst sælgende musikere med et cd-salg på knap 2,5 millioner; dem, der tropper op til hans koncerter i en hver afkrog af landet og køber kasketter, t-shirts og nøgleringe med hans navn. Det er også dem, der ved en meningsmåling foretaget af Sonar i 1999 fik placeret »Kald Det Kærlighed« som nummer to på listen over alle tiders danske kærlighedssange - kun overgået af Gasolins »Kvinde Min«.

Ikke noget skønmaleri

Lars Lilholt deler vandene, »men sådan skal det sateme også være,« siger han selv, da vi har sat os til rette ved det aflange træbord midt i stuen, »man kan ikke være elsket af alle, og hvis man rammer halvdelen af landet rent, rammer man også den anden halvdel skævt.«

Lars Lilholt vil hellere tale om noget andet. Foran ham ligger et eksemplar af hans nye bog, selvbiografien Drømme og dæmoner. Han har selv forfattet den uden hjælp fra nogen ghostwriter, og netop skriveprocessen har været en vigtig - måske den vigtigste grund - til at skrive bogen. Som han siger:

»På mange måder har det været som at genopdage mig selv - og det har ikke alt sammen været noget glædeligt gensyn.«

Det er en både velskrevet og ærlig bog, Lilholt har præsteret. På knap 300 sider fortæller han både om angstanfald og fobiske mareridt, om utroskab, slagsmål og sørgelige drukture, om ensomme, dystre dage uden selvtillid og om lyse nætter med kvinder og musik. Vi kommer med ned i kulkælderen, op under loftet og ind under dynen - men hvorfor har han valgt at bruge hele Danmark som skriftestol?

»Jaøøh, lige nu kan jeg da også godt mærke, at jeg har det lidt dobbelt med bogen. Jeg håber, folk køber den, men jeg vil ønske, de ikke læser den. Dybest set har jeg bare villet fortælle mit liv uden at forsøge at farve noget rosenrødt billede af det. 90 procent af de sportsbiografier og musikbiografier, der bliver skrevet, er komplet uinteressante, fordi folk finmaler sig selv. Og sådan noget gider jeg ikke selv læse,« siger han og standser eftertænksomt op, for han har hørt et ord, han ikke bryder sig om, og som han bliver nødt til at kommentere.

»Du kaldte det en skriftestol?«

-Ja, sådan kunne det se ud ...

»Ja, men sådan ser jeg det ikke selv, for jeg søger ikke syndsforladelse. Jeg elsker mig selv.«

-Du elsker dig selv?

»Ja, det gør jeg faktisk. Det har måske taget nogle år at komme hertil, men jeg er jo også snart 58 år gammel.«

Lars Lilholt spejder ud i rummet, som om han leder efter ordene et sted derude.

»Tråden i hele bogen er, at det gælder om at synge sig selv. Hele mit liv har jeg forsøgt at komme til at lyde som Lars Lilholt, og jeg kommer tættere på dag for dag. Nogen skal jo være Lars Lilholt, og nu har jeg så taget det på mig.«

-Hvad vil det sige?

»Altså, hovedopgaven her i livet er jo at blive sig selv, at komme til sig selv. Forandringens paradoks er, at man skal blive til noget, man allerede er i forvejen, og ...«

Lars Lilholt stopper og slår ud med armene.

»Nej, nu begynder jeg sgu at lyde som en hel selvhjælpsbog i psykologi, det er slet ikke mit ærinde, det gider jeg ikke. Og nu har jeg også glemt, hvad du spurgte om.«

Gudernes å

En kølig forårsmorgen for godt et år siden tog Lars Lilholt sig endelig sammen til at konfrontere en fortid, han ikke havde meget lyst til at gense. Sammen med sin kone, Ninna, kørte han op på sit lokale lægehus for at få udleveret en bunke gamle journaler fra en psykiater i Kattesundet i Aalborg, han for 30 år siden havde konsulteret hver 14. dag i tre år.

»Jeg kunne ikke selv læse dem, så jeg fik min kone til at gøre det for mig, mens jeg kørte,« fortæller han.

Papirerne talte om 'en personlighedsforstyrrelse med karakterneurotiske træk' - en tilstand, som forværredes, jo tættere patienten knyttede sig til andre, og som resulterede i angstanfald og fobiske mareridt om stikkende knive, der borede sig ind i kroppen på ham.

»Det var meget invaliderende i de år, det stod på,« husker Lars Lilholt.

-Men hvor kom det fra?

»Ja, det er så hér, det bliver lidt svært,« siger han og tager en dyb indånding, »men jeg tror nok, det kommer fra min mor. Hun havde selv en meget ensom og voldsom barndom, som hun på en eller anden måde fik overført til mig. Det kan man nemlig godt. Men jeg har ikke oplevet svigt i omsorg og sådan noget, jeg har faktisk haft en fremragende barndom. Men ensomheden har altid været der.«

Vi beslutter os for at trække lidt frisk luft nede i bunden af haven, hvor Gudenåen dovent slynger sig forbi. Ninna og hundene går med. For folk heroppe i det midtjyske har Gudenåen nærmest mytisk værdi. Man siger, det er evigheden, der flyder forbi. Men modsat hvad mange tror, betyder navnet ikke, at åen tilhører guderne, nej, navnet betyder, at åen er guden. Lidt ligesom Lars Lilholt og hans band. Han er sit band, det tilhører ham ikke bare. Manden og musikken er til stede i hinanden som i et fikserbillede, hvor det er umuligt at afgøre, hvor den ene begynder og den anden hører op.

»Men sådan er det, når man beskæftiger sig intenst med noget i mange år,« siger Lars Lilholt. »Der findes en irsk historie, jeg godt kan lide, men som jeg desværre ikke husker helt. Men essensen i den er, at jo mere man gør noget, jo mere bliver man det, man gør. Historien handler om en cyklist, der ender med at køre en mand ned, så han dør. Og som straf bliver man enige om at hænge cyklen i stedet for manden, for det kan alligevel komme ud på ét. For mig er det en livsnødvendighed at skrive musik. Oppe på scenen har jeg altid haft det godt. Swinger musikken, så er det ligesom at spille fodbold, så glemmer man sig selv.«

-Er du i virkeligheden mest Lars Lilholt, når du er på scenen?

»Ikke mere, jeg er blevet bedre og bedre til at være mig selv også uden for scenen - blandt andet takket være mit ægteskab med Ninna og de børn, jeg har fået med hende i en sen alder. Lige nu er noget af det, jeg bruger mest tid på, faktisk at være U-13 træner for nogle fodbolddrenge. Meld dig aldrig til frivilligt arbejde!«

Kald det ikke Giro 413

Der er et emne, vi ikke kan komme udenom. »Kald det kærlighed«. Sangen, som flest mennesker i Danmark de sidste 50 år er blevet kærester til, men som i virkeligheden blev skrevet som en slags gravsten over Lars Lilholts forhold til hans ekskone Bente, moderen til et af hans i alt tre børn. Sangen er i dag en fast del af repertoiret, når Lars Lilholt Band drager på turné, men han bliver ikke træt af den, for han har alt for meget at takke den for.

»Den har for eksempel betalt det her hus,« siger han og slår ud med armene:

»Jeg bøjer mig dybt i støvet og siger: 'Tusind tak, du lille sang, at du kan holde mig ud. Du har bragt mig meget held'.«

-Sangen er også blevet kanoniseret, tror du den vil blive stående?

»Den vil nok få lov at overleve mig, som den eneste af de sange, jeg har skrevet. Men den har også kastet lange skygger.«

-Hvad mener du?

»Den har jo været kendingsmelodi i Giro 413, så alle dem, der kun kender mig derfra, opfatter mig som sådan en Giro 413-musiker.«

Lars Lilholt har sunget siden han var 15 år og levet af det, siden han var tyve. Men det var i en endnu tidligere alder, da han var blot syv, at han første gang blev opmærksom på sin kreative åre. Det skete, da han flyttede med sine forældre og tre mindre søskende fra Herlev og ind i et lille gult rækkehus i Aalborg og begyndte at lave dukketeater i kælderen - i bogen kaldet »kælderen under virkeligheden«, fordi det var et sted, voksne skulle bukke sig dybt for at komme.

»Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg sad og skrev teaterstykker og drejebøger til film, som jeg viste frem for alle boligforeningens børn. Jeg var fascineret af, at der kunne sidde 20 små børn, som var helt opslugt af mine fortællinger.«

-Flere af dine sange har også episke forløb - opfatter du dig i virkeligheden mere som end fortæller end som en sanger?

»Ja, jeg synger jo ikke ligefrem som Prince. Men jeg kan fortælle historier med min musik og med min sang, så folk hører efter.«

-Nu har du så også skrevet en selvbiografi, kunne du finde på at kaste dig over skønlitteraturen også?

»Jeg kunne godt lide den tilstand, jeg var i, da jeg skrev bogen. Så ja, jeg går da og leger lidt med tanken.«

-Har du en historie, du kan fortælle?

»Det tror jeg nok, jeg har, flere endda. Jeg har også nogle film. Og et par tegneseriehæfter. Grænsen mellem at skrive musik og at skrive historier er jo flydende. Men jeg ved ikke, om jeg har nok psykologisk indsigt til at skrive skønlitteratur. Jeg er ikke sikker på det. Men det er et forsøg værd.«

-Hvilken genre skal det så være?

»Det ville i hvert fald ikke blive en kriminalroman, for det opfatter jeg som varm luft. Men den ville komme til at svæve i tid og rum, og så ville den være fuld af historier.«

Drømme og dæmoner udkommer i dag på forlaget Lindhardt & Ringhof

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

De popper op uafbrudt, de dumme floskler om os.
For nylig, 11. september: "Mens store dele af landet slukker og lukker, varmer danskerne sig ved at hade eliten i Sverige."
Men NEJ!!! DANSKERNE varmer sig ikke ved at hade eliten i Sverige! NOGLE danskere gør måske.
Men hold da for pokker OP med at kalde et tilfældigt udsnit af befolkningen af “danskerne”.
Og igen i dag om Lars Lilholt: "Den ene halvdel af Danmark hader ham. Den anden elsker ham."
Man fristes efterhånden til at bruge stærke ord om fænomenet. Jeg vil nøjes med at sige, at det er lodret løgn. Jeg hverken elsker eller hader Lilholt. Og jeg er faktisk dansker.
Vi ser den dumme sprogbrug hele tiden; men jeg og mange med mig er SÅ trætte af som danskere at få påduttet diverse adfærd og synspunkter, som vi ikke deler.

Ifølge gammel tradition stjæler musikere med arme og ben fra hinanden. Alligevel burde Lilholt, der igennem årene har fyldt tonerummet med mange gode sange, kunne tilstå, at "Kald det Kærlighed" er tyvstjålet, især da Lilholt er historieorienteret (f.eks. i "Den anden Kræn").

Allerede da regeringen absolut ville kanonisere og rangordne dansk musik og et fagudvalg pegede på LIlholts "Kærlighed", gjorde jeg opmærksom på det uheldige i, at ikke alene melodien, men også instrumentaliseringen er af Michael Prætorius., en gammel tysk komponist (1570-1621), der ligesom andre komponister og minnesangere i renæssancen videreførte middelalderballaden og dansetraditionen i en række nye danse- og balletformer.

Kompositionen er fra "Suite de Ballets", "Danses de Terpsichore". (Jeg kender den fremført med den karakteristiske fløjtetone, som også var middelalderens instrument.)

Og ja - sådan er det. Lars (Lilholt) har vel aldrig lagt skjul på at han er blevet inspireret (læs: har stjålet) mange af sine melodier fra folkemusikken, både tyske, danske, og såmænd også øst-europæiske folkemelodier. Jeg tror da bestemt, at der står melodi: Prætorius i omslaget på cd'en eller LP'en.

Charley Kristensen

Tom W. Petersen har fuldstændig ret i sin kritik af den utålelige brug af klichéer, som vi f.eks. ser anvendt i interviewet med Lars Lilholt. Fænomenet bliver mere og mere udbredt. Særlig DR og TV2 er slemme til det. Dog kunne man håbe, at Information ville holde sig for gode til den slags. Herfra skal i hvert fald lyde: KAN VI SÅ BLIVE FRI!

@Aaen og Diepgen

Nu kan man jo kun stjæle noget, nogen har ejendomsret til.

Det gælder generelt for den gamle folkemusik, at enten - hvis der er tale om reel folkemusik - har den et kollektivt ophav, udviklet over generationer, eller - hvis der er tale om hofmusik med individuel komponist - er den forlængst nået over sidste salgsdato for ophavsrettens udløb.

At kanonisere folkemusik er helt forkert i forhold til, hvad folkemusik egentlig er. Kanon har som forudsætning, at verden står stille og at enkeltpersoner kan tage ejendomsret over noget, som et fællesskab har været med til at udvikle og fortsat udvikler på.

Vibeke,
jeg nævnte, at et ekspertudvalg under regeringen kanoniserede og rangordnede dansk musk, og at eksperterne satte Lilholts 'Kald det Kærlighed', der er en tro kopi Preatorius, som forbillede for nyeree dansk kultur. Multikulturelt er sagen anderledes, og melodien og instrumentaliseringen er fortrinlig hos såvel Praetorius som Lilholt, men altså ens.

Du skrev stjålet, Per. "Tyvstjålet". Fra en hofkomponist. Det var det, jeg kommenterede på.

Hvorfor bør der stå Prætorius i omslaget? I ved da ikke, hvor han har melodien fra. Det eneste, I ved, er, at han på et bestemt historisk tidspunkt har været i en position så magtfuld, at han som individ kunne tiltage sig ejerskab over den. I modsætning til folkemusikerne i samme historiske periode.

Og uanset, hvor man henter sine melodier, kan resultatet vel i praksis godt være forbillede for nyere dansk kultur.

Nå, nok om det. Jeg synes bare jeres indvending var lidt uigennemtænkt.

Mit indlæg og min indvending gælder den statskanoniserede sangskriver.

Jeg har selv i mindre forsamlinger spillet i mange år og godtager tyveriet, som umærkeligt og sikkert også ubevidstl sker mellem musikere (sammenlign blot Mozart med Haydn eller med hans samtids visetradition), og jeg skal ikke gøre mig bedre af, at jeg så vidt muligt holder mig til den autentiske udgave ("originalen"), især i middelaldreregi, hvor jeg endda stedse forsøger, især på min middelalderfiddel, at opspore og efterprøve den udgave, der virker mest autentisk, i overensstemmelse med middelalderens tonebillede, mens andre og ofte dygtigere musikere end jeg forsøger at forny de gamle melodier og bygge videre på folkemusikken, hvilket er ganske charmerende at høre og væsentligt for musikkens fremtid.