Læsetid: 9 min.

'Nogen skal jo være Lars Lilholt, og nu har jeg taget det på mig'

Enten elsker man Lars Lilholt, eller også hader man ham. Helt så enkelt er det bare ikke for hovedpersonen selv, der i sin nye selvbiografi ærligt fortæller om sit livs op- og nedture. Om at være en af danmarkshistoriens bedst sælgende musikere og manden bag alle tiders største kærlighedssang. Men også om at være plaget af angstanfald, fobiske mareridt og manglende selvtillid
Et liv. 'Jeg håber, folk køber den, men jeg vil ønske, de ikke læser den,« siger Lars Lilholt om sin selvbiografi 'Drømme og dæmoner'.

Et liv. 'Jeg håber, folk køber den, men jeg vil ønske, de ikke læser den,« siger Lars Lilholt om sin selvbiografi 'Drømme og dæmoner'.

Sigrid Nygaard

17. september 2010

Jeg holder på en smattet grusvej uden for Silkeborg med motoren i tomgang og blikket stift rettet mod et kort, der for længst er holdt op med at give mening. Jeg vidste, jeg skulle have printet den rutebeskrivelse ud. Nu er det for sent, og der er ingen hjælp at hente, for selv mobilforbindelsen er faret vild her i disen mellem de skovklædte, midtjyske bakker. Så dukker han pludselig op i det regnvåde bakspejl, først som en prik og så som en streg i luften - en høj og ranglet skikkelse iført gummistøvler, sorte cowboybukser og blå, forvasket t-shirt, flankeret af to kridhvide schweiziske hyrdehunde.

»Det er lige dernede,« råber han gennem ruden og peger på et rødt bindingsværkshus, godt gemt af vejen bag en klynge træer.

Man skal vide, hvor man skal lede, hvis man vil finde Lars Lilholt, for lige så eksponeret den 57-årige sanger og sangskriver er i det musikalske landskab, lige så tilbagetrukket lever han privat - på en hemmelig adresse, langt væk fra offentlighedens søgelys.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

De popper op uafbrudt, de dumme floskler om os.
For nylig, 11. september: "Mens store dele af landet slukker og lukker, varmer danskerne sig ved at hade eliten i Sverige."
Men NEJ!!! DANSKERNE varmer sig ikke ved at hade eliten i Sverige! NOGLE danskere gør måske.
Men hold da for pokker OP med at kalde et tilfældigt udsnit af befolkningen af “danskerne”.
Og igen i dag om Lars Lilholt: "Den ene halvdel af Danmark hader ham. Den anden elsker ham."
Man fristes efterhånden til at bruge stærke ord om fænomenet. Jeg vil nøjes med at sige, at det er lodret løgn. Jeg hverken elsker eller hader Lilholt. Og jeg er faktisk dansker.
Vi ser den dumme sprogbrug hele tiden; men jeg og mange med mig er SÅ trætte af som danskere at få påduttet diverse adfærd og synspunkter, som vi ikke deler.

Ifølge gammel tradition stjæler musikere med arme og ben fra hinanden. Alligevel burde Lilholt, der igennem årene har fyldt tonerummet med mange gode sange, kunne tilstå, at "Kald det Kærlighed" er tyvstjålet, især da Lilholt er historieorienteret (f.eks. i "Den anden Kræn").

Allerede da regeringen absolut ville kanonisere og rangordne dansk musik og et fagudvalg pegede på LIlholts "Kærlighed", gjorde jeg opmærksom på det uheldige i, at ikke alene melodien, men også instrumentaliseringen er af Michael Prætorius., en gammel tysk komponist (1570-1621), der ligesom andre komponister og minnesangere i renæssancen videreførte middelalderballaden og dansetraditionen i en række nye danse- og balletformer.

Kompositionen er fra "Suite de Ballets", "Danses de Terpsichore". (Jeg kender den fremført med den karakteristiske fløjtetone, som også var middelalderens instrument.)

Og ja - sådan er det. Lars (Lilholt) har vel aldrig lagt skjul på at han er blevet inspireret (læs: har stjålet) mange af sine melodier fra folkemusikken, både tyske, danske, og såmænd også øst-europæiske folkemelodier. Jeg tror da bestemt, at der står melodi: Prætorius i omslaget på cd'en eller LP'en.

Charley Kristensen

Tom W. Petersen har fuldstændig ret i sin kritik af den utålelige brug af klichéer, som vi f.eks. ser anvendt i interviewet med Lars Lilholt. Fænomenet bliver mere og mere udbredt. Særlig DR og TV2 er slemme til det. Dog kunne man håbe, at Information ville holde sig for gode til den slags. Herfra skal i hvert fald lyde: KAN VI SÅ BLIVE FRI!

@Aaen og Diepgen

Nu kan man jo kun stjæle noget, nogen har ejendomsret til.

Det gælder generelt for den gamle folkemusik, at enten - hvis der er tale om reel folkemusik - har den et kollektivt ophav, udviklet over generationer, eller - hvis der er tale om hofmusik med individuel komponist - er den forlængst nået over sidste salgsdato for ophavsrettens udløb.

At kanonisere folkemusik er helt forkert i forhold til, hvad folkemusik egentlig er. Kanon har som forudsætning, at verden står stille og at enkeltpersoner kan tage ejendomsret over noget, som et fællesskab har været med til at udvikle og fortsat udvikler på.

Vibeke,
jeg nævnte, at et ekspertudvalg under regeringen kanoniserede og rangordnede dansk musk, og at eksperterne satte Lilholts 'Kald det Kærlighed', der er en tro kopi Preatorius, som forbillede for nyeree dansk kultur. Multikulturelt er sagen anderledes, og melodien og instrumentaliseringen er fortrinlig hos såvel Praetorius som Lilholt, men altså ens.

Du skrev stjålet, Per. "Tyvstjålet". Fra en hofkomponist. Det var det, jeg kommenterede på.

Hvorfor bør der stå Prætorius i omslaget? I ved da ikke, hvor han har melodien fra. Det eneste, I ved, er, at han på et bestemt historisk tidspunkt har været i en position så magtfuld, at han som individ kunne tiltage sig ejerskab over den. I modsætning til folkemusikerne i samme historiske periode.

Og uanset, hvor man henter sine melodier, kan resultatet vel i praksis godt være forbillede for nyere dansk kultur.

Nå, nok om det. Jeg synes bare jeres indvending var lidt uigennemtænkt.

Mit indlæg og min indvending gælder den statskanoniserede sangskriver.

Jeg har selv i mindre forsamlinger spillet i mange år og godtager tyveriet, som umærkeligt og sikkert også ubevidstl sker mellem musikere (sammenlign blot Mozart med Haydn eller med hans samtids visetradition), og jeg skal ikke gøre mig bedre af, at jeg så vidt muligt holder mig til den autentiske udgave ("originalen"), især i middelaldreregi, hvor jeg endda stedse forsøger, især på min middelalderfiddel, at opspore og efterprøve den udgave, der virker mest autentisk, i overensstemmelse med middelalderens tonebillede, mens andre og ofte dygtigere musikere end jeg forsøger at forny de gamle melodier og bygge videre på folkemusikken, hvilket er ganske charmerende at høre og væsentligt for musikkens fremtid.