Omsorg og mandhaftighed

Dansk litteraturs svar på Hansi Hinterseer, i alt fald i det ydre, Peter Høeg, har i et avisinterview for nylig ytret sig om sin forrige bog, romanen Den stille pige, og dens relative fiasko på bogmarkedet. Det har været en rystende oplevelse, forstår man. Men det der gør ham allermest ked af det, udtaler han, er at den gennemgående negative kritik, og det deraf følgende lavere salg, har betydet, at der så ikke er så mange læsere, der har fået glæde af bogen.

Det kan man da kalde omsorgsfuldhed, der virkelig vil noget! Selvom forfatteren påstår, at han ikke er religiøs, er det nu svært at se helt bort fra det jesusagtige i attituden. Det svarer til en købmand, der ikke har held med afsætningen af kondomer med jordbærsmag, og derfor er på grådens rand fordi kunderne ikke får fornøjelse af varen. Den udeblevne indtjening er ikke noget, vi taler om. Den er af mindre end underordnet betydning mellem medfølende, kristne mennesker, der navnlig og især - for ikke at sige udelukkende - tænker på næstens ve og vel. Og glæder.

Andre forfattere er måske nok mere rå og knap så fintfølende. Hvis de bliver rakket ned, er de ualmindeligt gode til at overbevise deres nærmeste om, at kritikeren er psykopat og idiot. I en efterfølgende, mere ædruelig tilstand ihukommer de sig salig Højholts ord om, at hvis en kritiker rakker ens bog ned, kan det trods alt ikke med hundrede procents sikkerhed fastslås, at det er kritikeren, der er idiot. Grundloven blandt skønskrivere er i øvrigt den, at en bogs kvalitet ikke nødvendigvis har en skid at gøre med, hvor mange der køber den.

Det danske sprog er som bekendt en sjov bette ting. Det er så at sige selvytrende. Under det der bliver sagt, er der et lag, der hvisker tilhøreren i øret, at det der i virkeligheden fortælles, måske er noget helt andet end ordlyden. Det er ikke så mærkeligt, for sproget er meget ældre end de mennesker, der bruger det her og nu. Mennesker er længe om at lære det rigtigt, ligesom vi er længe om det meste. I den første, spæde start er vi fuldkommen hjælpeløse, helt og holdent afhængige af omverdenen, af andres omsorg og beskyttelse. Senere kan man godt, sådan bogstaveligt, stå på egne ben, men i lang tid har man alligevel brug for hjælp og vejledning. Der er visse færdselsregler, man må lære. Men hvornår er man så så voksen og moden, at man ikke længere har brug for andres råd? Det ville være klogt at sige aldrig, men man kan selvfølgelig også sige, at den dag hvor man med erfaringens vished og vælde kan udtale sætningen: »Sådan er det jo«, så har man bestået manddomsprøven. Man er en erfaren mand, god at gæste hvis andre skulle have lyst til at blive belært om realiteterne og sagernes rette sammenhæng. Sådan en mand er vores statsminister blevet med tiden. Han er lille af statur, men det skal man ikke lægge noget i, også liden tue kan vælte det store læs af fine betænkeligheder og unødig parlamenteren i det uendelige. Det ved vi jo. Så når statsministeren kundgør, at nu skal vestjyderne forkæles med motorveje og med erhvervsstøtte, så skal andre ikke komme rendende med deres mistanker om, at han kun gør det for at fedte for landsdelens mange venstrevælgere, der har været stærkt utilfredse med ham og hans parti.

Handlingens mand

Statsministeren, hvor bette han end er, er en handlingens mand. Når nogen får noget, som andre også gerne ville have, men ikke kan få fordi der ikke er råd til det hele, så bliver de selvfølgelig sure. »Sådan er det jo«, tilføjer han - eller rettere: afslutter han. For der er ikke mere at snakke om, realpolitikeren med indsigt i såvel den menneskelige natur som de politiske realiteter har talt. Ugh!

Vicestatsministeren, Lene Espersen, supplerer Lars Mandfolk på sit tungeslaskende vendelboregionalsk og lægger til, at folk i andre udkanter end Vestjylland bare er misundelige. Men hun forstår dem nu godt, siger hun. Hun er nemlig også en kender af den menneskelige natur, hun ved at mennesker af og til bliver misundelige på andre, mere heldige mennesker. Det er menneskeligt, så at sige. Men ellers er misundelse ikke nogen køn følelse, den er rimeligt misklædelig. En uf-følelse. Så er sønderjyderne og lollænderne sat på plads. Enhver ny arbejdsplads er til glæde for hele landet, også hvis den kommer til verden i Vestjylland, udtaler friske Lene fra Hirtshals.

Men, som sagt, sproget både hvisker og sladrer. Det tror ikke rigtig på det, der kommer ud af munden på folk, der har skjulte dagsordener. Peter Høegs omsorgsfuldhed og bekymring for de læsere, der ikke har fået læst hans bog, fordi de er blevet forledt til at tro, den nok ikke var noget at glæde sig over, klinger, ligesom Lene Espersens tungeslaskende medfølelse med de misundelige udkantsfolk og Lars Løkkes løfte om en udstrakt, varm hånd til de vestjyske venstrebønder, hvis stemmer han selv har så hårdt brug for, hult og savner mildt sagt overbevisningens kraft. Men netop fordi det er så indlysende, er der næppe et eneste menneske med bare nogenlunde sprogkundskaber, der tror på dem. Hvorfor siger de det så? Hvordan tør de?

Fordi de, hver på deres måde, er erfarne folk. De ved, at man efterhånden kan slippe godt fra at sige hvad som helst. Og fordi de har en dyb, dyb viden om, at det man lukker ud i offentligheden ikke skal oplyse og forklare. Det skal sælge varen.

Sådan er det jo.