Klumme
Læsetid: 4 min.

Omsorg og mandhaftighed

Peter Høeg er ked af, at hans sidste bog, 'Den stille pige' fik dårlig omtale, for det betød, at færre læsere fik glæde af bogen. Det svarer til en købmand, der ikke har held med afsætningen af kondomer med jordbærsmag, og derfor er på grådens rand fordi kunderne ikke får fornøjelse af varen
Peter Høeg er ked af, at hans sidste bog, 'Den stille pige' fik dårlig omtale, for det betød, at færre læsere fik glæde af bogen. Det svarer til en købmand, der ikke har held med afsætningen af kondomer med jordbærsmag, og derfor er på grådens rand fordi kunderne ikke får fornøjelse af varen
Kultur
10. september 2010

Dansk litteraturs svar på Hansi Hinterseer, i alt fald i det ydre, Peter Høeg, har i et avisinterview for nylig ytret sig om sin forrige bog, romanen Den stille pige, og dens relative fiasko på bogmarkedet. Det har været en rystende oplevelse, forstår man. Men det der gør ham allermest ked af det, udtaler han, er at den gennemgående negative kritik, og det deraf følgende lavere salg, har betydet, at der så ikke er så mange læsere, der har fået glæde af bogen.

Det kan man da kalde omsorgsfuldhed, der virkelig vil noget! Selvom forfatteren påstår, at han ikke er religiøs, er det nu svært at se helt bort fra det jesusagtige i attituden. Det svarer til en købmand, der ikke har held med afsætningen af kondomer med jordbærsmag, og derfor er på grådens rand fordi kunderne ikke får fornøjelse af varen. Den udeblevne indtjening er ikke noget, vi taler om. Den er af mindre end underordnet betydning mellem medfølende, kristne mennesker, der navnlig og især - for ikke at sige udelukkende - tænker på næstens ve og vel. Og glæder.

Andre forfattere er måske nok mere rå og knap så fintfølende. Hvis de bliver rakket ned, er de ualmindeligt gode til at overbevise deres nærmeste om, at kritikeren er psykopat og idiot. I en efterfølgende, mere ædruelig tilstand ihukommer de sig salig Højholts ord om, at hvis en kritiker rakker ens bog ned, kan det trods alt ikke med hundrede procents sikkerhed fastslås, at det er kritikeren, der er idiot. Grundloven blandt skønskrivere er i øvrigt den, at en bogs kvalitet ikke nødvendigvis har en skid at gøre med, hvor mange der køber den.

Det danske sprog er som bekendt en sjov bette ting. Det er så at sige selvytrende. Under det der bliver sagt, er der et lag, der hvisker tilhøreren i øret, at det der i virkeligheden fortælles, måske er noget helt andet end ordlyden. Det er ikke så mærkeligt, for sproget er meget ældre end de mennesker, der bruger det her og nu. Mennesker er længe om at lære det rigtigt, ligesom vi er længe om det meste. I den første, spæde start er vi fuldkommen hjælpeløse, helt og holdent afhængige af omverdenen, af andres omsorg og beskyttelse. Senere kan man godt, sådan bogstaveligt, stå på egne ben, men i lang tid har man alligevel brug for hjælp og vejledning. Der er visse færdselsregler, man må lære. Men hvornår er man så så voksen og moden, at man ikke længere har brug for andres råd? Det ville være klogt at sige aldrig, men man kan selvfølgelig også sige, at den dag hvor man med erfaringens vished og vælde kan udtale sætningen: »Sådan er det jo«, så har man bestået manddomsprøven. Man er en erfaren mand, god at gæste hvis andre skulle have lyst til at blive belært om realiteterne og sagernes rette sammenhæng. Sådan en mand er vores statsminister blevet med tiden. Han er lille af statur, men det skal man ikke lægge noget i, også liden tue kan vælte det store læs af fine betænkeligheder og unødig parlamenteren i det uendelige. Det ved vi jo. Så når statsministeren kundgør, at nu skal vestjyderne forkæles med motorveje og med erhvervsstøtte, så skal andre ikke komme rendende med deres mistanker om, at han kun gør det for at fedte for landsdelens mange venstrevælgere, der har været stærkt utilfredse med ham og hans parti.

Handlingens mand

Statsministeren, hvor bette han end er, er en handlingens mand. Når nogen får noget, som andre også gerne ville have, men ikke kan få fordi der ikke er råd til det hele, så bliver de selvfølgelig sure. »Sådan er det jo«, tilføjer han - eller rettere: afslutter han. For der er ikke mere at snakke om, realpolitikeren med indsigt i såvel den menneskelige natur som de politiske realiteter har talt. Ugh!

Vicestatsministeren, Lene Espersen, supplerer Lars Mandfolk på sit tungeslaskende vendelboregionalsk og lægger til, at folk i andre udkanter end Vestjylland bare er misundelige. Men hun forstår dem nu godt, siger hun. Hun er nemlig også en kender af den menneskelige natur, hun ved at mennesker af og til bliver misundelige på andre, mere heldige mennesker. Det er menneskeligt, så at sige. Men ellers er misundelse ikke nogen køn følelse, den er rimeligt misklædelig. En uf-følelse. Så er sønderjyderne og lollænderne sat på plads. Enhver ny arbejdsplads er til glæde for hele landet, også hvis den kommer til verden i Vestjylland, udtaler friske Lene fra Hirtshals.

Men, som sagt, sproget både hvisker og sladrer. Det tror ikke rigtig på det, der kommer ud af munden på folk, der har skjulte dagsordener. Peter Høegs omsorgsfuldhed og bekymring for de læsere, der ikke har fået læst hans bog, fordi de er blevet forledt til at tro, den nok ikke var noget at glæde sig over, klinger, ligesom Lene Espersens tungeslaskende medfølelse med de misundelige udkantsfolk og Lars Løkkes løfte om en udstrakt, varm hånd til de vestjyske venstrebønder, hvis stemmer han selv har så hårdt brug for, hult og savner mildt sagt overbevisningens kraft. Men netop fordi det er så indlysende, er der næppe et eneste menneske med bare nogenlunde sprogkundskaber, der tror på dem. Hvorfor siger de det så? Hvordan tør de?

Fordi de, hver på deres måde, er erfarne folk. De ved, at man efterhånden kan slippe godt fra at sige hvad som helst. Og fordi de har en dyb, dyb viden om, at det man lukker ud i offentligheden ikke skal oplyse og forklare. Det skal sælge varen.

Sådan er det jo.

Serie

Vinn & Skæv

Forfatter Bent Vinn Nielsen skriver sig igennem tingene.

Udkom sidste gang i september 2014.

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det offentlige rum er blevet et salgslokale.
Meget klart set meget fint anskueliggjort
BINGO.

Det svarer vel nærmere til at kondomer med jordbærsmag var blevet kritiseret og dårligt testet før de kom i handlen, men at købmanden allerede havde bestilt et stor parti, som dermed ikke blev solgt.
En ringe artikel der igen bare har til formål at rakke ned på Peter Høeg. Hvorfor bliver man ved med at lade folk der ikke kan lide Peter Høeg anmelde ham? For sammenligningens skyld: hvem gider så at høre den samme anmelder, der igennem 30 år har fastholdt at Bob Dylan ikke kan synge, kritisere endnu et album fra manden der stadig ikke kan synge og nu åbenbart heller ikke kan male. Lad dog positive folk komme til i stedet....

men forresten en fed tegning af Ib Kjeldsmark. Den havde været god som forside til "Den stille pige" og i hvert fald ikke gjort noget negativt ved salget.

Anmeldelserne af "Den stille pige" var et fantastisk godt eksempel på, hvor påvirkelige anmeldere er - i forhold til foromtale og forfatter(selv)iscenesættelse. Det kom desværre i vejen for en fremragende og dybt underholdende bog.
Denne gang skal vi så høre om, at Peter Høeg jo har humor. Det har han haft i samtlige bøger, men det er åbenbart for subtilt for det uddannede anmelderkorps, hvis de ikke utrykkeligt på forhånd gøres opmærksomme på, at dette er tænkt som en vaks og humoristisk bemærkning.

-udtrykkeligt - jeg har en svag ringfinger på venstre hånd.