Interview
Læsetid: 7 min.

Et opgør med dansk historieskrivning

Siden Anden Verdenskrig har historieskrivningen stødt almindelige mennesker fra sig i bestræbelsen på at være neutral. Men reaktionerne på Anders Fogh Rasmussens kritik af samarbejdspolitikken i 2003 blotlagde en splittelse i historikermiljøet, påpeger historiker Bernard Eric Jensen i ny bog: En splittelse mellem dem, der ønsker at bevare neutraliteten, og dem, der mener, at værdier, etik og moral gør historien levende og interessant for andre end historikere
Siden Anden Verdenskrig har Danmark skrevet historie så neutralt som muligt, men nu er der ved at ske et brud med den danske historieskrivnings-tradition, mener historiker Bernard Eric Jensen.

Siden Anden Verdenskrig har Danmark skrevet historie så neutralt som muligt, men nu er der ved at ske et brud med den danske historieskrivnings-tradition, mener historiker Bernard Eric Jensen.

Kultur
17. september 2010

Poligyllen. Et begreb der bruges flittigt blandt historikere, men ikke giver meget mening for andre, selvom det har stor betydning for alle. Det er en sammentrækning af Politiken og Gyldendal - dog uden 'd' for der er ikke noget gyldent ved det. Det handler om måden at skrive historie på, og ifølge historiker Bernard Eric Jensen er netop seksbindsværket Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie - altså Poligyllen - et godt eksempel på den måde, man i Danmark har skrevet historie på siden Anden Verdenskrig: Så neutralt som muligt.

»Inddelingen i bindene hedder for eksempel 1800-1850 og 1850-1900. Umiddelbart ville det give meget mere mening at lave inddelingen 1814-1848 (fra Freden i Kiel til Grundlov, red.) og 1848-1901 (fra Grundlov til parlamentarisme, red.), men det ville jo signalere, at der er vendepunkter i historien. Begivenheder, der er vigtigere end andre. Og det er netop det, man ønsker at undgå ved at anvende den form for periodisering,« siger Bernard Eric Jensen, der er historiedidaktiker og lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Århus Universitet. I bogen Hvad er historie? argumenterer han for, at der er ved at ske et brud med den danske historieskrivningstradition. Han går så langt som til at kalde den en dansk historikerstrid.

Splittelsen i historikerkredse blev åbenlys, da Anders Fogh Rasmussen i 2003 kritiserede samarbejdspolitikken mellem Danmark og Tyskland under Anden Verdenskrig og brugte den i en nutidig kontekst, mener Bernard Eric Jensen:

»Der er selvfølgelig to forklaringer på, hvorfor han gjorde det. Først og fremmest skulle han legitimere sin udenrigspolitik, men jeg tror også, at kritikken kom ud af en ærlig opfattelse af, at man skal engagere sig for at opretholde et demokrati. Reaktionerne fra historikere delte sig i to lejre: Den totalt afvisende, der end ikke vil diskutere de moralske og politiske perspektiver i en fortidig handling, og den nye generation af historikere, der er mere åbne for brugsaspektet. De var ikke nødvendigvis enige i Anders Fogh Rasmussens dom over samarbejdspolitikken, men de anfægtede ikke hans fortidsbrug - altså det, at han fældede dom og anvendte historien i et nutidigt perspektiv.«

Og det sidste er ikke noget lille skred, mener Bernard Eric Jensen. En åbning for at tillade, at man bruger historien til noget, vil være et brud med den metode, der er blevet anvendt i forskningen siden Anden Verdenskrig.

»Hitler gjorde stor brug af historien for at legitimere sit Tredje Rige, og der var også tale om decideret systematiseret historieforfalskning. Det skræmte historikerne. Indtil 1940 havde man i høj grad anvendt historien som identitetsskabende. Det var næsten hele historieskrivningens formål at danne grundlag for det danske nationale folkefællesskab, men det ændrede krigen. Nu skulle historieskrivningen afidelogiseres,« forklarer Bernard Eric Jensen.

Systemniveau

Forestillingen om den værdifri videnskab blev institutionaliseret. På universiteterne beskæftigede forskerne sig kun med historien på systemniveau. Jo tættere man kommer på de enkeltpersoner, der rent faktisk levede historien, jo sværere er det at holde det værdineutralt, så derfor blev man på det overordnede niveau. Og i folkeskolen var kongerækken kongeeksemplet på den slags uideologisk udenadslære.

»Man tror, at man i saglighedens navn kan forhindre misbrug af historien, men i et velfungerende demokrati vil der altid opstå sammenstød mellem forskellige historieforståelser. Det magtneutrale rum er en illusion,« siger Bernard Eric Jensen.

Selvom kongerækken og udenadslære ikke længere er en del af historieundervisningen, så er der stadig langt mellem forskere og folkeskoleelever.

»Et af resultaterne af den værdifrie videnskab er, at almindelige mennesker føler sig helt fremmedgjort over for historien. Hvis man spørger folk, om de interesserer sig for historie, så vil de typisk sige nej, selvom de ser masser af historiske film, læser biografier og historiske romaner. Men deres forståelse af historie er en helt anden, og det skyldes, at man både i forskningen og undervisningen har bevæget sig langt væk fra det, der fascinerer almindelige mennesker, nemlig dér hvor værdierne er. Dér hvor etiske og moralske dilemmaer sætter folks eget liv i perspektiv, og man spørger, hvad man selv ville have gjort i en given situation.«

Bernard Eric Jensen forudser, at hvis forskerstanden formår at udnytte den popularitet, som historien oplever i disse år med historiebøger skrevet af journalister og andre læghistorikere på bestsellerlisterne og historiske film og tv-serier med millioner af seere, så kan forskningen og folket mødes igen.

»Men der er desværre en tendens til, at man blandt ældre historikere opfatter journalisters fokus på enkeltpersoner og dramaet som en forfladigelse, fordi det adskiller sig så markant fra den herskende forskningstradition, og som nævnt så afviser man kategorisk, at man bruger historien i tilfælde, hvor man selv konfronteres med store dilemmaer. Men man kan efter min mening ikke afvise brugerperspektivet og samtidig tro på demokratiet.«

Overintellektualisering

Bernard Eric Jensen fortæller, hvordan hans nu afdøde kollega, historikeren Svend Sødring Jensen i sine efteruddannelseskurser for historielærere i 1980'erne begyndte at opfordre til, at man anvendte historisk fiktion i undervisningen.

»Reaktionen fra historiedidaktikere var straks, at det gør man bare ikke, men eleverne elskede det, og det virkede. Men det var allerede fra begyndelsen forbundet med en form for skam at anvende fiktion i undervisningen, og lærerne havde og har dårlig samvittighed over at gøre det. På trods af at det er det, der får eleverne til på eget initiativ at interessere sig for faget.«

Med den udbredte fagliggørelse skete der også en overintellektualisering, som betød, at alle der ikke tilsluttede sig den værdifrie og neutrale videnskab blev latterliggjort.

»Historikeren Palle Lauring var enormt elsket af befolkningen, fordi han var en dygtig historiefortæller, og fordi han ikke var bange for at skabe identifikation, men faghistorikere brød sig ikke om hans metode, fordi hans sigte var identitetsskabende. Han ønskede at styrke forestillingen om det danske nationale fællesskab motiveret af en modstand mod EF,« siger Bernard Eric Jensen.

Man kan mene, hvad man vil, om Palle Laurings brug af historien til at afskrække mod optagelsen i EF, men som Bernard Eric Jensen påpeger, så »kan du spørge hvem som helst i min generation, og de vil huske Palle Laurings historiefortælling, mens jeg tvivler på, at ret mange af dem kan huske kongerækken.«

Rigtigt eller forkert

Men selvom Palle Lauring var ugleset blandt faghisto-rikere, så gav hans metode ikke anledning til en ophedet diskussion, på samme måde som Anders Fogh Rasmussens udtalelser gjorde:

»Forskellen er, at Anders Fogh Rasmussen kritiserede. Han havde en vurderende tilgang til historien, og det var i høj grad det som faghistorikere reagerede mod.«

Han vender tilbage til diskussionen om samarbejdspolitikken og fremhæver en artikel bragt i Information i 2009, hvor blandt andre historiker og forskningschef på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot Steffen Heiberg vurderer betydningen af Anders Fogh Rasmussens kritik:

»Foghs betragtninger har ikke haft for 25 øres indflydelse på historieforskningen ... Og for os historikere er det nogle helt andre kriterier, der gælder. Vi er ikke interesserede i at sidde på bekvemmelig afstand og dele karakterer ud, men i at analysere de historiske forudsætninger for, at man dengang handlede, som man gjorde,« sagde Steffen Heiberg dengang.

Bernard Eric Jensen foreslår, at man afprøver den metode og sætter jødeforfølgelsen ind i stedet for samarbejdspolitikken:

»Det svarer jo til at sige, at vi som historikere ikke forholder os til, om det var rigtigt eller forkert at etablere Auschwitz. Vi ønsker kun at analysere, hvordan og hvorfor man gjorde det.«

Generationsskifte

Vi kan naturligvis ikke undvære den lærde historie, understreger Bernard Eric Jensen, »men det er ikke optimalt, når vi har historikere, der blankt afviser at forholde sig til de etiske dilemmaer i historisk perspektiv.«

Han betvivler endvidere, at Anders Fogh Rasmussens udtalelser ikke skulle have haft nogen betydning for historieforskningen.

»Det har måske ikke haft indflydelse på, hvordan vi forsker, men det har haft den betydning, at det er blevet åbenlyst, at forskere endelig er begyndt at bevæge sig væk fra forestillingen om den værdifrie videnskab. Der var jo en lang række yngre historikere, der ikke var afvisende over for den vurderende fortidsbrug, som Anders Fogh repræsenterede.«

Bernard Eric Jensen fremhæver blandt andre Cecilie Banke, der i 2005 sagde til Information:

»I min generation af historikere (Cecilie Banke er født i 1965, red.) har man en større forståelse for det synspunkt, at samarbejdspolitikken var et moralsk svigt. Vi kan lige så godt kalde det kollaboration, for det var det. Sagligt set så kunne vi nok ikke have gjort andet, men derfor var det alligevel rent moralsk forkert.«

Bernard Eric Jensen mener, at en vigtig delingslinje gør sig gældende inden for historikermiljøet. En mere pragmatisk tilgang strides med en lærd historieinteresse. Den lærde forholder sig meget kritisk-distanceret til læghistorie, mens den pragmatiske forsøger at komme den i møde:

»Når Anders Fogh Rasmussen siger, at vi alle har en pligt til at forholde os kritisk til historien for at lære af den, så gentager han bare, hvad der altid har været motivet for ikke-historikeres historieinteresse: At vi ved at lære om historien kan frembringe bedre historie selv.«

'Hvad er historie?' er udkommet på Akademisk Forlag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Hvis historieskrivning skal være andet end underholdning, og hvis man vil kunne fæste lid til det skrevne som noget langtidsholdbart og lødigt, som man kan bruge i sin videre stillingtagenen, så skal det så sandelig være skrevet objektivt og neutralt - altså fortælleren skal være neutral, ikke begivenhederne selvfølgelig. At tage stilling til historien er ikke at få hjælp til at have den rigtige mening af fortælleren.

Det er sagtens muligt at skrive neutralt og opjektivt og alligevel levende, medrivende og engageret. Det er det, der er kunsten, som ikke alle historikere ganske vist mestrer. Men at gøre det til en knaldroman duer ikke. Der er er ingen grund til at vinkle på bedste journalistmaner, forstærke lidt her og nedtone lidt der, pynte på det efter forfatterens sympatier og antipatier. Så mister historien sin troværdighed - uanset salgstallene.

Og hvorfor nu blande Anders Fogh Rasmussen ind i det, han er da ikke historiker, han er politikker der bruger sin egen mening om, hvordan han syntes historien udviklede sig. Det kan ikke bruges til noget som helst i denne diskussion

Jeg er bange for, at nogle historikere skæver misundeligt til de storsælgende krigs-krimi-action-historiedramaer, diverse jorunalister, filmmagere m.m. disker op med i disse år - men helt ærlig, hold nu op, det er spekuleret historiefortælling.

Gives overhovedet en "neutral historiker", stakkels mand!

Historiefortælling er et spørgsmål om fortolkning, navnlig for en sen generation, der ikke selv har været vidne.
Sammenligningen mellem Palle Lauring og Anders Fogh Rasmussen halter, ikke blot fordi Laurings ærinde var historisk, Foghs politisk. Hver bog eller radioudsendelse, som Lauring stod for, gav altid anledning til debat, og historikerne forsøgte at fange ham på det historiske ben, hvad sjældent lykkedes med hans brede syn på historiske tildragelser. Fogh derimod leverede uden at blinke historiske usandheder (løgne), som enhver kunne tage og føle på. Den mest vidtgående gjaldt Saddams masseødelæggelsesvåben, den sidste historien om Bbi Aisha's næse afhugget af taleban.

I øvrigt har landet haft et skoleeksempel i historiefortolkning gående i en menneskealder, ofte bestemt af forholdet mellem venstre- og højrefløjens ideologi, sidst fornyet med en koldkrigskommission, ledet af en historieprofessor fra Syddansk Univiersitet på Forsvarsakademiet ved navn Jensen og sat i værk af Dansk Folkeparti af partipolitiske grunde!

Søren Mølstrøm

Hvorfor skal det nu være forkert, at historikere kritiserer Foghs brug af historien? Der er mange historikere, der er kommet med gode og saglige argumenter, der modsiger meget af det, Fogh pointerer. Hvis ikke historikerne skal bruge deres historiske forskning og viden til at vurdere historiske fortolkninger i den offentlige debat, hvad skal de så bruge den til? Og det er forkert, når Cecilie Banke skriver, at gamle besættelseshistorikere ikke har taget stilling. Hans Kirchhoff der er citeret ovenfor er en udbredt konflikthistoriker, hvis forskning bl.a. viser, hvorledes samarbejdspolitikken har udgjort en støtte til Hitlers krig. Han placerer sig selv under et moralsk paradigme, netop fordi han tager moralsk stilling. Læs f.eks. hans afsnit om kommunistinterneringen i bogen "Samarbejde og Modstand under besættelsen". Her gennemgår han alle de for kommunisterne forfærdelige konsekvenser det havde at regeringen valgte at arresterer flere kommunister end tyskerne havde krævet.
Så bare fordi at historikere som Hans Kirchhoff kritiserer det Fogh siger, betyder det ikke at de ikke tager moralsk stilling. Men der er forskel på, på hvilket grundlag man tager stilling. Og der foretrækker jeg så sandelig en historikers videnskabelige grundlag fremfor en politikers grundlag.