Læsetid: 9 min.

På kulturhistorisk tidsrejse med den sidste Swane

Fra modernisme over fucking Hitler til venstrefløjsaktioner - Malergården i Odsherred er både en politisk og kulturhistorisk tidsrejse og en rejse ind i fotografiet iscenesat som maleri
Henrik Swane er primært fotograf, men har også arbejdet med malerkunst - ligesom resten af sin familie. Her ses Henrik Swane i barndomshjemmet Malergårdens atelier med et af sine malerier fra de mange rejser i Portugal og Spanien.

Henrik Swane er primært fotograf, men har også arbejdet med malerkunst - ligesom resten af sin familie. Her ses Henrik Swane i barndomshjemmet Malergårdens atelier med et af sine malerier fra de mange rejser i Portugal og Spanien.

Brian Berg

22. september 2010

»Ja, så er vi på vej ind i det allerhelligste ...«

Maler og fotograf Henrik Swane inviterer indenfor gennem stabler af tøj og bøger, tæt placerede møbler, kasser, og hvad der samlet vel bedst kan beskrives som 'ting og sager'. Henrik Swane er 81 år, identificerer sig med den yderste venstrefløj, kaldte den nationalkonservative digter Valdemar Rørdam for onkel Valdemar, og sad i 1960'erne isolationsfængslet for uden tilladelse at have solgt sin fars, Sigurd Swanes, fejrede modernistiske malerier.

Via en lille sti fører fotografen ind i sit arbejdsværelse, hvor skuffedarier, skabe og hylder er stoppet med lysbilleder og negativer i små æsker med mærkater på.

»Hva' Henrik ... smider du egentlig nogensinde noget ud?« spørger en af Henrik Swanes gæster og får et spørgende blik tilbage. Gæsten uddyber:

»Det er fordi, på en af dine æsker f.eks., der står 'Kedelige' ...?«

Henrik Swane kigger på æsken og siger:

»For nylig gennemgik jeg en stak fotografier, som jeg havde taget fra, fordi jeg synes, de var ubrugelige. Men så fandt jeg altså nogle helt fantastiske iblandt. Man forandrer sig jo hele tiden, og ser tingene på en ny måde ...«

Deres eget paradis

Henrik Swane er sidste nu- levende medlem af kunstnerfamilien, hvis patriark, Sigurd Swane, »fremstod som den tidlige danske modernismes fortrop« i selskab med blandt andre Harald Giersing i 1910'erne og 20'erne, som det hedder i Den Store Danske Encyclopædi. Siden har Swanernes livsforløb, som mange andre fra deres generationer, været i berøring med kulturelitisme og depression, naturdyrkelse og nazisme, sigøjnerfascination, udlængsel og eskapisme. Afstikkerne i familie- sagaen har Henrik Swane stået for. Han bor stadig i barndomshjemmet Malergården, der åbnede som museum i 2004. Gården er bygget i 1930'erne efter morens tegninger og ligger på én gang tilbagetrukket og med frit udsyn over landskabet: Lammefjorden, skotsk højlandskvæg og bakkede, bølgende marker, som man kun finder dem i Odsherred. Fra alle vinkler er Malergården let skjult bag træer og bakker, beskyttet, men altid beskuende.

»Her ville Swanerne indrette deres eget paradis,« fortæller museumsleder Jesper Knudsen.

Sigurd og Agnete Swane havde boet med deres tre børn i en villa i Hellerup, men da Sigurd Swanes maler- inspiration begyndte at svigte, drog de mod Odsherred med missionen om at opbygge et selvforsynende landbrug. Børnene blev undervist i hjemmet, og familiens primære kontakt med omverdenen var besøg fra andre kunstnere og fra folk, hvis portræt faren skulle male. I 1939 fik Malergården dog endnu en beboer.

I kunstnerfamiliens gamle stue er noderne til Wagners Lohengrin slået op på klaveret. I rummet ved siden af, Sigurd Swanes atelier, opfører teaterleder Simon Vagn Jensen og museumsleder Jesper Knudsen Samtale med fortiden, en iscenesættelse af historien om Sigurd Swanes venskab med den detroniserede nationalromantiske digter Valdemar Rørdam, som slog sig ned på Malergården kort før Anden Verdenskrig og blev der frem til sin død i 1946. Han var en af Danmarks populære digtere, indtil han i 1941, efter Tysklands angreb på Sovjetunionen, skrev »et fucking hyldestdigt til Hitler«, som forfatteren Mette Moestrup har udtrykt det i forbindelse med DF'eren Søren Espersens Rørdam-portrætbog fra 2005.

»Så kom den dag som vi har ventet længe / Nu viser tysken sig sin kampkraft værd«, lyder indledningen til digtet, der blev trykt i det nazistiske tidsskrift Akademisk Aktion.

Nationalt rodfæstet

Litteraturhistoriker Aage Jørgensen skriver i artiklen »Over stregen - Valdemar Rørdam hagiograferet« fra 2004, at digterens »nationale heroisme« her tippede over »i begejstring for nazismen, fordi den pludselig fremtrådte som et bolværk mod bolsjevismens pest. Patriotismen kammede simpelthen over«.

En anden litteraturhisto- riker, Ejnar Thomsen, der indstillede Rørdam til Nobelprisen i litteratur i 1937, beskrev ham som en »paa én gang tindrende vaagen og uhyre vidtfavnende Kulturpersonlighed med Verdenshorisont og en nationalt rodfæstet Dansker, bestemt af sit Folks (og i videre Forstand: af Nordboernes) tusinde Aar.«

I Malergårdens Samtale med fortiden bliver Rørdam præsenteret som en »både løfterig og problematisk« digter. Og mens socialdemokraten Harald Bergstedt, der også var svært begejstret for Nazityskland, alligevel fandt vej ind i De Små Synger, som en publikummer i atelieret bemærker, kom Rørdams nationalromantiske digtning til at stå i et lidt andet lys efter 1941. Indstillingerne til Nobelprisen stoppede.

Selv om der er forskel

I dag er Rørdams »Danmark i Tusind Aar«, der kandiderede til nationalsang før besættelsen - og som Simon Vagn Jensen fremfører i atelieret - nok mindre kendt end Bergstedts »solen er så rød mor«. Men helt bortretoucheret fra dansk litteratur- kanon blev Rørdam ikke. Hans digte er f.eks. stadig at finde i det genoptryk af Kongesangbogen, der udkom kort efter befrielsen, og i Højskolesangbogen forblev han indtil 18. udgave i 2006.

Men socialt blev han isoleret efter »Så kom den dag«-digtet. Kun Swanefamilien forsvarede ham - på trods af, at de ikke delte hans politiske konklusioner - mod både offentlige personangreb og efterkrigstidens juridiske og moralske domstol.

»Og man kan jo undre sig over, at Swane og Rørdam kunne holde hinanden ud, når nu de var så forskellige,« siger Jesper Knudsen.

Henrik Swane, der taler med stor varme om onkel Valdemar, synes ikke, det er mærkeligt:

»Man kan jo godt have respekt for hinanden alligevel,« supplerer han fra sin stol på sidelinjen, hvor han følger med i samtlige opførelser af Samtale med Fortiden. Iklædt sin karakteristiske røde alpehue, blåt halstørklæde, ternet habitjakke, sorte autonom-uniforms-shorts, skatersko og foto- tasken med Leica-kameraet på skødet.

For Sigurd Swane førte krigen til depression over verdens gang, for Rørdam repræsenterede den håb om mere glorværdige tider. Men begge fandt deres kunstneriske inspiration i landskabet - og her var Malergårdens omgivelser ideelle.

Og går man på opdagelse i Swanes bogsamlinger på Malergården, antydes her, at de to kunstnere også havde interesser for 'jord'-'folk'-'kultur'-komplekser til fælles.

»I dag havde Valdemar Rørdam vel også kunnet dække sig ind under 'ytringsfriheden', og så var han blevet interviewet af Reimer Bo...« siger Jesper Knudsen, til spredte fnis blandt det aldrende publikum.

Da Henrik Swane et par uger senere viser frem af indholdet fra sit Leica under overskriften Malergården som kunstnerhjemsmuseum - nye tider, nye sæder, har han netop købt sit første par Nike-sko. De er »bedre for fødderne end træsko«, forklarer den 81-årige fotograf, der stadig konstant er på farten som både produktiv kunstner og foredragsholder. Med sin manuelle lysbilledfremviser leder han publikum frem og tilbage gennem livsfortællingen fra Hellerup-'emigranternes' første møde med Odsherred - »vi kunne lige så godt have været på prærien, uden el og med fadebur ...« - over kunstnerfamiliens rejser til de seneste årtier på Malergården, mens moren og søsteren stadig levede. Nu er der så kun Henrik Swane tilbage, og det endda på et hængende hår.

Den første bestyrelsesformand for Foreningen Malergården, der skulle åbne gården for offentligheden, forsøgte med alle midler at drive outsideren Henrik Swane ud af hans barndomshjem; så længe Swane boede der, ville gården aldrig kunne omdannes til museum, udtalte bestyrelsesformanden, da han forlod sin post i protest i 2003.

»Og så skraber vi bunden, familiens sorte får,« siger Henrik Swane om et foto af sig selv, efter at have præsenteret de andre Swaner - og udtrykker dermed det billede, som både familien og skiftende medier tilsyneladende har haft: Henrik Swane, særling og uansvarligt rodehoved.

»Jeg gør ikke grin med andre, men jeg har ikke noget imod at gøre det med mig selv,« siger han og klikker videre til et billede, hvor han står langhåret i klunser- påklædning og graver i haven: »Og sådan så jeg altså ud...« funderer Henrik Swane over sin person i årene efter et langt fængselsophold, der på finurlig vis var knyttet til hans kamp for at finde sin vej ud af og tilbage til Malergårdens verden. En af de mange typer rejser, som udgør trådene i Henrik Swanes foredrag.

Fotos som maleri

Ved første øjekast er en del af billederne som hans private omgivelser: rodede og fyldt af usorterede hverdagsting. Men læser man Henrik Swanes fotografier som malerier, forandrer de karakter. Det er farvekompositionen, f.eks. en rød trøjes samspil med en gul bus, der optager ham. Det gyldne snit, og det spektakulære i det undseelige.

En dame i lyslilla trøje smiler til kameraet, der har fanget hende ved siden af et træ med blomster i matchende farver. Malergården anes i bagrunden.

»Sådan et motiv oplever man kun én gang i livet!« udbryder Henrik Swane og lokker publikum med ind i sin særegne logik, hvor klassiske malerkunstprincipper smelter sammen med spontaniteten i kameraets udløser. Leica'et er tilsyneladende blevet Henrik Swanes forløsning efter at have måttet opgive utallige forsøg på at balancere i familiens fodspor. Farens berømmede malerkunst har da også i mere end én forstand bragt Henrik Swane ulykke.

Swaneskandalen

»Efter krigen var familien i krise,« fortæller Jesper Knudsen tilbage i atelierets Samtale med fortiden:

»'Hvordan skal man kunne male i sådan en tid', spurgte Sigurd Swane og røg ned i en kunstnerisk depression. Men familien gjorde det modsatte af Rørdam - de vendte sig udad.«

Det blev til 20 års rejser i 1950'ernes og 1960'ernes fascistiske diktaturer Spanien og Portugal, i hvis landsbyer og bjerge Sigurd Swane genfandt inspirationen og bevægede sig over mod impressionismen. Under rejseårene drog Henrik Swane ofte omkring på egen hånd. Han havde fået gang i fotografiet, og det kostede penge. Da faren var en produktiv herre, tænkte Henrik Swane, at det vel ikke kunne skade at formøble lidt af samlingen på Malergården. Over 500 malerier nåede han at sælge, før fælden for alvor klappede.

»Swaneskandalen ryster kunstverdenen«, lød det på forsiden af Ekstra Bladet i maj 1968.

Henrik Swane er i udlandet og efterlyses via Interpol på anklager om tyveri og videresalg af farens malerier. Han prøver at trække tiden:

»Jeg havde en returbillet, men solgte min hjemrejse til smuglerkongen Ricardo, som jeg mødte på en bar i Spanien. Så rejste han hjem til København på min billet og blev mødt af et par herrer i lufthavnen,« lyder en af Henrik Swanes anekdoter, som han gavmildt øser ud af i haven efter sit foredrag.

I 1968 bliver Henrik Swane pågrebet i København, kort før han er på vej ud af landet igen. Han ryger 15 måneder i isolation, mens efterforskningen pågår.

»Jeg så månelandingen i fjernsynet, den første aften efter jeg var blevet flyttet til åbent fængsel,« fortæller han og nikker til spørgsmålet, om det ikke var hårdt at sidde så længe i isolation:

»Jo. Jeg var helt nede og vende i mange år efter. Synes ikke, jeg duede til noget,«

Potentialet

Nedturen stoppede, da Henrik Swane i 1980'erne begyndte at arbejde som kunstlærer i Odsherreds ungdomsklubber. Han genoptog fotografiet, og nogle vil nok huske den røde alpehue bag kameraet fra snart sagt hver eneste demonstration i København op gennem 1990'erne. Hans lysbilledkasser rummer stof til foredrag om alt fra Swanerne over motocross-stuntshow til autonom aktions-dokumentation, og Leica'et har han stadig på sig overalt. For som med billederne i 'Kedelig'-kassen ved man aldrig, hvornår man falder over en perle: »Jeg var så heldig at få en fartbøde ved Hagested i 2006«, fortæller Henrik Swane mod slutningen af sit foredrag på Malergården. Han klikker frem i lysbilledstakken, og et foto af politiets snapshot af Henrik Swane i sit folkevognsrugbrød på landevejen dukker op på lærredet.

»Da jeg så blitzen, var jeg straks klar over potentialet i det her,« siger han og betragter fotoet: »De 500 kroner var godt givet ud!«

Artiklen er baseret på to besøg på Malergården: Jesper Knudsen og Simon Vagn Jensens 'Samtale med fortiden' den 19. august og Henrik Swanes foredrag 'Maler-gården som kunstnerhjems-museum - nye tider, nye sæder' den 4. september samt bogen 'Henriks Historie' fra 2004 af journalisten Lisbeth A. Rasmussen

'Samtale med fortiden' kan opleves fredag den 24. september, lørdag den 25. september, torsdag den 21. oktober og fredag den 22. oktober, alle dage kl. 14.00

Onsdag den 13. oktober kl.16.00 holder Henrik Swane foredrag om 'Odsherred - Egnen med idyl og mystik' og lørdag den 16. oktober kl. 14.00 om 'Swanerne på Malergården - om familiens liv på Malergården'

Henrik Swane kan desuden bestilles til foredrag rundt om i landet og åbner sæsonen på Malergården igen til foråret med en række nye lysbilledforedrag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer