Klumme
Læsetid: 2 min.

Et perfekt komediespil

Der bliver grint godt igennem i Politikens interview med Henrik Nordbrandt. Spørgsmålet er, hvem der ler sidst ...
Kultur
1. oktober 2010
Der bliver grint godt igennem i Politikens interview med Henrik Nordbrandt. Spørgsmålet er, hvem der ler sidst ...

Det er længe siden, jeg har moret mig så kosteligt over en artikel i Politiken. Først var jeg forarget, siden indså jeg at det hele var gas, og at der i virkeligheden var tale om en højere og avanceret form for humor, som ikke er set længe i dansk presse. Sagen er, at journalist Stéphanie Surrugue for nylig interviewede forfatteren Henrik Nordbrandt i anledning af hans nye digtsamling Vi danskere. Men hvilket interview!

Der grines godt igennem i hele interviewet. Ja, der er faktisk ikke så meget andet end latter. Det starter sådan her: »'Nej, ved du hvad ... Tænk engang, jeg skal liiiiige på toilettet', erklærer den høje mand, og hans lydløse, næsten generte grin eksploderer i et larmende latterbrøl, mens han løber ud af stuen«.

Og sådan fortsætter det. Grin og fnis. Surrugue spørger Nordbrandt, om han har været for sur:

»Ja. Virkelig. Det sagde jeg også før: Jeg er ikke så sur længere. Og jeg har været alt for sur. Det må da have været helt ulideligt at høre på.«

Det er jo herligt. Nordbrandt er ikke længere sur, men glad. Han siger ikke rigtig noget, men han griner. Surrugue spørger ham retfærdigvis også om et par ting. Vi får at vide, at Nordbrandt ikke længere er sur, fordi han er blevet gift i sommer og er blevet adoptivfar til et barn. Og så lige en hurtig sætning om at han har forsonet sig med fortidens dæmoner, som han tidligere selv har skrevet om i erindringsbogen Døden fra Lübeck. Intet andet og meget mindre end der ville være i et hvilket som helst interview i et kulørt ugeblad.

Det rene ingenting

Jeg skal skynde mig at sige, at jeg holder utrolig meget af Henrik Nordbrandt. Både som person og forfatter. Og han er bestemt en mand med meget på hjerte. Men altså ikke her.

Interviewet er en perfekt stiløvelse i det rene ingenting. Der står stort set intet. Lidt om hans gode humør, men intet om hans nye bog, eller hvem han er lige under den grinende overflade. Først var jeg som sagt forarget over den fuldstændige mangel på indhold. Tænkte, at det ikke ville være gået her på avisen; ingen af mine journalister ville slippe af sted med at aflevere så tynd en kop the. Det ville udstille manden eller os. Pinligt. Men på Politiken endte interviewet som forsidehistorie og med flotte billeder af Nordbrandt.

Lige indtil jeg forstod, at der måske i virkeligheden var tale om en helt særlig avanceret form for humor. Spørgsmålet er så blot, om journalisten selv er klar over, at det forholder sig sådan? At der bliver drevet gæk med hende, og at hun af den finurlige Nordbrandt bliver drevet rundt i manegen som en anden klovn, alt imens latteren runger? Det virker ikke sådan, eller måske blev der bare grint så meget den dag, at Surrugue slet ikke selv kan høre tomheden.

Den morsomme Nordbrandt er ikke så nem at narre. Jeg er sikker på, at han stadig sidder i sin lejlighed på Østerbro og griner sin røv i laser over dette perfekte komediespil, der udstiller ikke så lidt af tidens mediemæssige dårligdomme.

Serie

Bogstaveligt talt

Seneste artikler

  • Gensyn på Alex

    2. marts 2012
    Selv om man står på Alexanderplatz, forventer man jo ikke at møde Alfred Döblin
  • Vinterdigte

    20. januar 2012
    Man kan bruge digterne til at komme igennem vinteren. For eksempel Thøger Larsen, en af vores store vejrdigtere
  • Endnu et kinderæg til samlingen

    18. november 2011
    Konturerne af en ny generation har aftegnet sig i årets debutbøger, den er måske feministisk — og var slet ikke synlig til sidste weekends Bogforum
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Jeg læste tilfældigvis også interviewet i Politiken, og var temmelig forvirret bagefter. Du kalder det 'avanceret humor'. Jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde det. Mit billede af den sympatiske Norbrandt ændrede sig pludselig. Han fortalte jo, hvor vanskelig hans barndom og ungdom havde været (hvis ikke også det var avanceret humor), og hvordan det havde præget hans liv.
Skal vi ikke hellere spørge, om det er sandt, hvad han siger. Man har da lov at være vred over konkrete ting, der sker, men at kalde sig selv sur, er da en selvnedvurderende ting at gøre. Han var altså bare sur. Det er han ikke mere. Fint, ud med ham så, det skravl.
Nej, jeg kan ikke få det til at hænge sammen, og den forvirring må jeg tillægge H.N. Desværre.