Læsetid: 5 min.

En rigtig musiker er mand

Mændene vrider soloer ud af instrumenterne. Kvinderne slanger sig foran mikrofonerne, og ligestillingen er ikke-eksisterende. Musikverdenen er en skævvridende størrelse, der vedvarende reproducerer billedet af det mandlige musikalske geni og den kvindelige sexede forsanger
Mændene vrider soloer ud af instrumenterne. Kvinderne slanger sig foran mikrofonerne, og ligestillingen er ikke-eksisterende. Musikverdenen er en skævvridende størrelse, der vedvarende reproducerer billedet af det mandlige musikalske geni og den kvindelige sexede forsanger
24. september 2010

På muren af musikbutikken Aage Jensen i det centrale København hænger meterhøje billeder af nogle af tidens mest værdsatte musikalske rocklegender. Ved siden af Jimi Hendrix fordybet i en solo, hænger Eric Clapton, Queen og Zakk Wylde. Der er ingen kvindelige ikoner at se.

På den rytmiske musikscene er ligestillingen årtier bagud. Branchen er fanget i forestillingen om manden som den skabende komponist og udøvende kunster. Og kvinden som forsanger, indespærret i en uigennembrydelig fæstning af korarrangementer og tamburiner. Men hvorfor? Er mændene mere tiltrukket af vildskaben i et trommesæt, end den pæne pige er?

Ja, mener Henrik Marstal, der er musikdebattør og ph.d. i musikvidenskab. Fordi samfundets konstruktioner skaber ideen om den støjende mandlige trommeslager og den skønsyngende kvinde, påpeger han.

»I vores kultur må drenge gerne larme, støje og forsøge sig med trial and error, indtil det lyder godt. Mens den pæne pige opdrages til, at der ikke er plads til at fejle - det afholder måske nogle piger fra at kaste sig over instrumenter. Det er ikke fordi fyre er bedre til at spille. Men nogle instrumenter er blevet tillagt en særligt kønnet værdi. Trommer er for fyre - men ikke for piger. Pigen, hun kan synge eller til nød få en plads bag klaveret,« siger Henrik Marstal.

Mandemiljø

Tallene taler for sig selv, påpeger han. I KODA, der administrerer ophavsretten til danske kompositioner og hvert år udbetaler rettighedspenge til komponister og udøvere, går kun 11 procent af det samlede beløb til kvinder. Ligesom kun 18 procent af KODAs medlemmer er kvinder.

Det er en udbredt tankegang, at mænd er mere tiltrukket af vildskaben i den forvrængede guitar, og at de besidder et nørdegen, der giver dem en fordel på instrumenterne. Men at mænd er vildere end kvinder, er en omgang samfundsskabt sludder, mener Jo Krøjer, der kønsforsker på RUC.

»Det er en kortslutning. Som om mænd nødvendigvis opfører sig som små actionhelte? Den forklaring er der simpelthen ikke belæg for. Biologisme er blevet drevet alt for vidt i sin forklaringskraft. Det er udelukkende kulturelt forankret. Som kvinde opfører man sig i overensstemmelse med, hvad samfundet forventer. Man bliver sanger for ikke at stikke ud. Piger med musikalsk interesse og talent træder ind i en branche, som allerede er totalt domineret af mænd på alle ledelsesfunktioner,« siger Jo Krøjer.

Kønsstrukturerne gør sig ligeledes gældende i DJBFA, foreningen for professionelle komponister og sangskrivere inden for rytmisk musik, hvor kun omkring 25 pct. af medlemmerne er kvinder. Men det kan have en naturlig forklaring, mener kønsforsker Karen Sjørup: »Den rytmiske musik er præget af nogle forskellige subkulturer, såsom festivalkulturer og værtshuskulturer. Det vælger kvinderne fra, fordi det er så drengeagtigt,« siger Sjørup, som er én ud af de to forskere, som har udarbejdede rapporten 'Kvinder i Kunst', som også sætter fokus på rytmisk musik.

Manglende rollemodeller

Natur eller ej. Man kan i hvert fald sort på hvidt konstatere, at kvinderne er forsvindende få i landskabet af instrumentalister. Ser man nærmere på ansøgnings- og optagsstatistik for Rytmisk Musikkonservatorium i København, tegner der sig et tydeligt billede. I 2009 blev kun to kvindelige instrumentalister optaget mod 26 mandlige. Blandt sangerne blev fem kvinder optaget - og ingen mænd. Og den kønsfordeling er typisk, lyder det fra konservatoriet.

Hvis kvinderne skal turde at satse på instrumenterne, skal de slet og ret have flere rollemodeller, mener Anya Mathilde Poulsen. Hun er kulturjournalist og forfatter til bogen Feminint Forstærket, der igennem samtaler med en række danske kvindelige musikere afdækker den kvindelige musikscene i det nye årtusinde.

»Den rytmiske musik har et stort frirum til at rumme mange kvindebilleder. Der skal både være plads til det sexede, feminine, men også det vrede og skæve kvindebillede. Flere kvinder skal ud til kanterne af, hvad kvindelig erfaring er. Men omverdenen skal også være klar til at tage imod det. Det er den store barriere. Kvinderne bliver puttet i kasser, der alt for tit begrænser sig til at være sexet og lækker,« siger Anya Mathilde Poulsen.

Kun mænd er geniale

Anya Mathilde Poulsen har ud over Feminint Forstærket også skrevet specialet 'Kvinder, køn og rockmusik'. En analyse af kønnets manifestationer i aktuelle kvindelige rockmusikeres kunstneriske produktioner på Institut for Film og Medievidenskab. Specialet analyserer, hvordan tre forskellige kvindelige musikere, P.J. Harvey, Courtney Love og Liz Phair twister billederne af femininitet i deres kunstneriske udtryk.

De manglende danske kvindelige rollemodeller i musikken resulterer i en kunstart, der stagnerer og ikke udnytter sit potentiale, mener Anya Mathilde Poulsen:

»Vi lever i en kultur, der har det med at favorisere mænds udtryk. Tendensen er, at mænds udtryk bliver ophøjet til det geniale. Hvorfor er de kvindelige legender ikke også portrætteret på facaden af Aage Jensen? Hvor er Patti Smith? Man kunne sagtens finde nogle kvinder, der har bidraget med ligeså legendarisk musik,« siger Anya Mathilde Poulsen.

Guitaren er fallos

Men i myten om den sande rock 'n' roller er hovedrolleindehaveren en guitarspillende mand.

»Rockmusikken er institutionaliseret som drengenes oprør tilbage i 50'erne. Dengang havde mændene langt mere frihed, det blev derfor til et drengeoprør, og det bærer rockmusikken fortsat præg af. Derudover er det også mænd, der har fortalt historien. Måske finder mandlige journalister mere genklang i det mandligt musikalske udtryk? På den måde bliver historien skæv,« siger Anya Mathilde Poulsen.

Kvindernes undseelige rolle på den rytmiske musikscene skyldes altså idoliseringen af det mandlige geni, mener hun.

Henrik Marstal er enig. Det mandlige geni er en sandhed, der lige så meget er verificeret af medierne som af musikerne og fansene, mener han.

»Myten om sex, drugs and rock 'n' roll er en udpræget mandlig myte, og det er mandlige skribenter, der har opfundet den. For en heteroseksuel mand er det den ultimative drengedrøm at drikke dagen lang, spille guitar og boltre sig i kvinder. Ligesom vores tv-kultur med X Factor udelukkende fremstiller piger, der synger pæne ballader. Og kigger man på bandet i programmet, er det kun fyre. Hvis der har sneget sig en pige ind er det for at synge kor eller lave rasle-rasle i baggrunden. Man benytter sig af stereotyper, fordi det stadigvæk er upassende at se en pige spille elektrisk guitar. Guitaren er jo en mandlig potensforlænger.«

I dag afholder det Rytmiske Musikkonservatorium konferencen Musik i Ubalance, der sætter fokus på den kønslige og etniske ulighed i musikbranchen

Serie

Musikkens kvinder

Musikbranchen står som en mandsdomineret bastion, med kvinder bag mikrofonerne og mændene som komponister og instrumentalister. Information har sat sig for at undersøge, hvorfor kvinderne altid ender forrest på scenen.

Seneste artikler

  • Kvindelige musikere er først og fremmest musikere

    6. oktober 2010
    Pigebands og kvindelige instrumentalister fremhæves ofte for deres køn, før musikken nævnes. Men mest af alt er de musikere ikke kvinder
  • Musikalsk ulighed skabes allerede i folkeskolen

    4. oktober 2010
    Allerede i folkeskolen tager drengene plads bag trommesættet, mens piger skønsynger. Problemet bliver kun større, fordi musikundervisningen lider under besparelser og mangel på lærere, lyder det
  • Nordiske naboer er foran i musikalsk ligestilling

    25. september 2010
    Der skal flere kvinder ind i rytmisk musik. Sådan lød det overordnede budskab til gårsdagens konference om ligestilling i musikverden. Danmark kan lære af sine nordiske naboer, der er længere i debatten
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Regeringen må gribe ind med et kvote-system for den rytmiske musik. 50 % af rockguitaristerne skal være kvinder, ellers må bandet tvangsopløses....!

Den samme mandschauvinisme går igen i teksterne, alt for meget pik og patter ~
Rockmusikere skal tvinges til at synge om urtete &
karrierekvinder......
&
når man er i gang, 50 % feminine roadier!!

Martin Jeppesen

Jeg synes det her er værd at bemærke:

"Tallene taler for sig selv, påpeger han. I KODA, der administrerer ophavsretten til danske kompositioner og hvert år udbetaler rettighedspenge til komponister og udøvere, går kun 11 procent af det samlede beløb til kvinder. Ligesom kun 18 procent af KODAs medlemmer er kvinder."

KODA er altså ikke kun en forening for rockumusikere. Deres medlemmer inkluderer størstedelen af professionelle musikere i Danmark.
Man kan vel af det kun konkludere, at der er langt færre kvinder som er interesserede i at arbejde med musik på professionelt plan? Der er så vidt jeg ved ikke nogen form for diskrimination, som forhindrer kvinder i at melde sig ind, eller at lære at spille på et instrument og skrive sange. At det er så er kulturelt betinget kan jeg ikke udelukke, men er den eneste vej ud af det ikke at flere kvinder vælger at lære at spille et instrument, selvom det ikke er det traditionelle valg?

Kære Martin Jeppesen
Jeg er gift med en "fritidsmusiker" (tidligere fuldtids) og kender branchen indefra.

Jeg er selv en habil musiker men ved hvor svært det er for kvinder at komme frem i rock-musikken - I poppen er Danmark glade for os kvinder, men rock, punk, heavy m.v. der bliver vi holdt ude !!!

Hvor er jeg glad for at jeg er så gammel at jeg oplevede Nina Hagen i 70'erne - hvor hun var punker før punken blev opfundet :)

Det handler om noget så såre simpelt som sex. Drenge øver og dygtiggør sig på et instrument for derigennem at blive attraktiv og komme i bukserne på pigerne. For kvinder gælder det først som sidst om at se godt ud og her hjælper et trommesæt ikke.

Nogle talentfulde kvindelige musikere bliver nævnt og en håndfuld andre kunne også nævnes, men ser vi på det store billed, og trækker de kvindelige artister fra, der alene har skabt sig en karriere på at have store øjne og på at vise bar hud på musikvideoer er forholdet 1:100.000 i mændenes favør når det kommer til evner og talent inden for rytmisk musik.

Kvinderne bliver puttet i kasser, der alt for tit begrænser sig til at være sexet og lækker,« siger Anya Mathilde Poulsen.

Kvinderne er præcis i de kasser, de vælger at være. De er ikke kvæg. De er ikke får og geder. De er intelligente væsner, som forventes at træffe selvstændige beslutninger og skabe deres eget liv, som de ønsker.

Og skulle jeg tage fejl, så må de lære at blive det.

Når der er så forholdsmæssigt får kvindelige instrumentalister, så kunne det jo også være udtryk for, at instrumenter, værktøj og gadgets nu engang tiltrækker mænd mere end kvinder. Det gælder ikke kun indenfor musikken. Der er også en stor overvægt af mandelige IT-eksperter.

Det er vist den samme gamle sang om forskellen på kønnene. Ingen ved præcis, hvorfor den er der, men den er i hvertfald ikke ny.

Jeg mener at musikkonservatoriet i København (ikke det rytmiske) i meget gamle dage, da kun mænd kunne studere der, var meget imod optagelsen af kvinder. Mændenes argument var: "Kvinder, de vil kun synge hele tiden".

Lev med forskellene, og lær at holde af dem. Og hvis I kvinder vil gøre som mændende, så gør det - og blæs på normer og kønsroller.

Så enkelt er det.

Har selv spillet i mange år, og spiller Heavy. Og hvor er TØSERNE! Jeg ville sku gerne spille sammen med nogle flere piger, men ok, hvis man har været i et øvelokale så er det en værre drengeklub end det gennemsnitlige mekanikerværksted. :) Men det er mere en konsekvens af at der ingen piger er, da vi tidligere havde en kvindelig bassist var tonen stadig stodder, men måske en lille smule mindre.

Min erfaring er at kvinder på især guitar og trommer mere bliver betragtet som et gimmick, end som noget reelt, hvilket er brand ærgeligt. Og min oplevelse har også været at så snart kvinder kunne spille de gængse "lejrbåls akkorder" så var det jo flot, og så var der ingen grund til at øve skalaer.

Alle ting der springer ud af nogle fordomme om kvindelige musikere, som især når det gælder rytmisk musik lidt har bidt sig fast.. Ærgeligt.

Tom W. Petersen

Kære Sofie Tholl
Hvor er det dog en beklageligt lille og snæver verden, der for dig er "musikverdenen", og hvor der kun er guitarer og mikrofoner.
Musikkens verden er lykkeligvis uendeligt meget større og meget rigere, end du tror.
Og her spiller både kvinder og mænd på lige fod violin, cello, klaver og mange andre instrumenter. Der er generelt en overvægt af mænd; men det er vistnok kun for harpe, bastuba og kontrabas, at der er en klar kønsspecifik fordeling!

Men hvorfor? Er mændene mere tiltrukket af vildskaben i et trommesæt, end den pæne pige er?

- Skal man kunne spille et instrument for at blive kendt på verdensplan? Hvem bestemmer, hvem der er idoler? Jeg kan fx ikke se hvordan kvindelige divaer som Madonna og Britney Spears kan overses i denne kontekst?

Når Patti Smith ikke hænger ved siden af JImi Hendrix kan det konkret skyldes, at hun er 'digter' ikke musiker.
men hun er en american artist with no guilt, så hun benytter rock'n'roll-images - inklusive lyd.
Iøvrigt er meget af det som omtales og jamres over i artiklen slet ikke 'musik' men akkompagnements-slaveri for et mikrofonalt tekstforedrag - såkaldt 'pop'.
I dag vil jeg høre Nissenenmondai, 16 Bitch Pileup, Boris, og Mette Mareridt.
Måske også lidt 'pikrock' -- måske Jimi Hendrix the godfather of pik. Det e der ikke3 noget galt i, også selvom hans motivationer var dobbelttydige - det vedkendte han sig gerne selv.

Valget er modtagerenws.

"Vi lever i en kultur, der har det med at favorisere mænds udtryk. Tendensen er, at mænds udtryk bliver ophøjet til det geniale" ...siges det i artiklen.

Tja - bevæger man sig til Sydeuropa, så er den mandlige "dominans" større, og bl a i den arabiske verden er den helt knusende for kvinderne ( umyndighed , slør , burka o s v samt ulighed for loven forankret i en mandbegejstret religion o m a.)

Hvis det stadig kniber lidt med ligestillingen inden for musikken, så er det måske et slag værd - effekten vil være meget synbar og globalt gavne ligestillingsbevidstheden generelt. på alle andre områder..

"Ligestillingen er ikke-eksisterende" læser vi, endda på avisens forside.

Tillad mig dette spørgsmål: Hvorfor skal der være ligestilling? Der er ingen, der forhindrer hvem som helst af hvilket som helst køn at dyrke en hvilken som helst form for musik eller sang. Der er altså ingen undertrykkelse her, intet glasloft, bare frit valg. Og de to køn vælger forskelligt. Hvorfor må de ikke det?
Drengene vil gerne dyrke en musikform, som virker maskulin og gør indtryk på pigerne. Hvis kvinder tager samme musikformer op, vil disse musikformer ikke længere være maskuline, og så må drengene finde på noget nyt for at virke så forskellige fra pigerne som muligt.
Men holdningen i artiklen synes at være, at enhver forskel mellem de to køn er af det onde. Der skal absolut være en 50-50 fordeling overalt. Halvtreds procent af alle harpespillere skal være mænd, og 50 % af alle udøvere af death metal skal være kvinder. Hvorfor? Hvad skal det gøre godt for? Det er som om ligestilling er et formål i sig selv. Det er som om kønsforskelle i sig selv er uacceptable. Og da kønsforskelle er væsentlige for at de to køn kan tiltrækkes af hinanden, aner man en holdning om at alle skal gøres kønsløse og seksualitet er noget fy.

Ja, vi husker godt artiklen, der klynkede over, at der ikke var nogen kvinder fremme på Roskildefestivalen undtagen som velsminket og veludklædt spopangsild. og vi husker også at selvGnags brokkede sig over ikke at være udtaget.. I denne artikel ser vi så at forfatterinden henviser til de stærke mænds ridderlighed og løfter 'de svage offerramte, udelukkede piger' ind på musikscenen på trods af manglende engagement, vilje og indsats. Det er vel 3 elementer, som skal til. Sjovt nok beder forfatterinden ikke pigerne 'mande sig op' og gøre noget ved og fravriste de stærke mænd musikmonopolet. Hun forlanger ridderlig hjælp. Særbegunstigelse. 3. artikel er vel planlagt at omhandle kvindekvotering på musikfestivaler. Er det en kvindeforkæmpers klogeste strategi? Så læser vi jammeren over, at der mangler en kvinde i Hr. Aage Jensens egen butik, som ikke er et statsmuseum for portrætkunst. Jamen, hvor er forfatterindens undren over hvor Fru Jensens musikbutik er blevet af. Er denne mangel på kvindelige musikbutikejere også en mandlig konspiration, der offergør kvinder?

Marianne Mandoe

Hold da op hvor er I mænd kloge på hvad kvinder vil, kan og skal.

Som en der har haft tæt og meget personlig kontakt til den danske rock-scene kan jeg fortælle jer at i rammer omtrent så langt ved siden af som man overhovedet kan.

Devisen er:
- "Piger kan og BØR ikke spille trommer da det kan skade deres indre organer (her tænkes på at kvinder kan komme til at slå så meget på trommerne at deres livmoder rystes løs. Sjovt nok er det ikke noget problem når de selv samme kvinder skal køre på nedslidte cykelstier der kan ryste rygraden løs på selv den fysisk stærkeste.)
- "Kvinders fingre og fysik er ikke stærk nok til at spille bas (sjovt nok er det ikke noget problem når det drejer sig om at kvinder skal bruge deres fysik og fingre til at pudse vinduer og lig.)
- Der er sådan set ikke nogen undskyldning fra mændenes side når det kommer til den elektriske guitar, andet end der bliver grinet godt og grundigt af kvinder der spiller elektrisk guitar.

Og når kvindelige musikere bliver modtaget med et "Hej lille skat, sød røv, skal vi bære din guitar for dig" ja så skulle det da undre få, at de vender om på hælen og tænker "De kan rende mig noget så grusomt et vist sted."

@KIrsten Petersen: Bare til genopfriskning af din hukommelse: Nina Hagen albumdebuterede i 1978. The Clash blev dannet 1976, Sex Pistols 1975, Sods 1977, så så meget punk før punken var hun heller ikke.

Da Elvis, Stones, Beatles og alle de andre brød lydmuren gik masser af unge mænd ud og købte et instrument og lærte sig at spille på det (mere eller mindre) . Hvad gjorde pigerne ?
De stillede sig op og hvinede indtil de mistede bevidsthedden !

Det kunne vel tænkes at en væsentlig grund til at ikke flere kvinder forfølger en karriere inden for musikken er at det er en yderst usikker levevej hvor talent og kunnen absolut ikke er nogen garanti for en rimelig fast indtægt ??

Mht kvindelige trommeslagere :
Find en gammel Shit og Channel plade frem,
det skulle anskueliggøre hvorfor det ikke er det mest populære.
Jeg kender kun EN kvindelig trommeslager som rent faktisk slår på gryderne og det er Marilyn Mazur.

Det minder mig om et tyve år gammelt citat fra Kristin Hersh, efter hukommelsen: "De siger at kvinder er in i rockmusik... hvad sker der så om et år, er vi yt?"

Og så den gamle triste traver om kvinder og trommer: Har vi lige glemt Moe Tucker, en af rockhistoriens største ikoner på tønder? Eller Lindy Morrison, der var en integral del af Go-Betweens geniale midt-firser albums? Eller Lori Barbero, der primal-spankede sine tom'er til helvede i Babes In Toyland? Eller Heather fra Beat Happening, der sjaskede blidt med en kølig distanceret nonchalance, som de fleste ville dø for?

Har I også hørt om:

Kim Gordon, Kim Deal, Thalia Zedek, Larissa Strickland, Marnie Stern, Kat Bjelland, Cat Power, Lorax, hende den skøre fra Butthole Surfers, Lydia Lunch, Electrelane, Elastica, Anne Eickelburg, Joan Jett, Kim Anette Clarke, Laurie Anderson, Tina Weymouth, Tracy Chapman, Siouxie, Joni Mitchell, Yoko Ono, Kate Bush, M.I.A., The Slits, Nico... og Helle Hellcat, goddammit.

En materialistisk vinkel er nok mere hensigtsmæssig: Vore dages kommercielt produktudviklede populærmusik afsættes nemmest med en køn, ung kvinde som blikfang - det gælder også hvis man skal sælge vaskepulver eller Liberal Alliance.

Nu er det sådan, at jeg er en ung kvindelig trommeslager. Jeg tänkte at dele lidt ud af mine erfaringer.
Jeg går på en svensk folekhöjskole, hvor man får konservatorieforberedende undervisning ud fra jazzestetik og improvisation.
Inden jeg begyndte på skolen har jeg aldrig tänkt over problematiken med "könsligestilling" i musik. Jeg havde/har mandlige forbilleder og mandlige trommelärere - man er en del af drengene, og det er fedt. Så begyndte jeg på denne her skole i Sverige, og pludselig åbnede der sig en ny verden for mig. Her er piger på min egen alder, som er dygtige og ambitiöse instrumentalister, mens jeg for förste gang har fået undervisning af kvinder, som er professionelle instrumentalister.
Det er mere inspirerende end, hvad man lige tror. Mänd har alltid skulle väre mine inspirationskilder og ”kollegaer”, hvilket fungerer helt fint, men jeg har oplevet at det er vigtigt at have forbilleder fra begge kön og kunne samarbede på tvärs af begge kön - også for drenge! Det vil også kunne åbne dören for lille Mads som spiller guitar, at have en kvinde at se op til og samarbejde med lille Anna, der spiller bass. Hvis lille Mads bliver musiker senere i sit liv, vil han ikke have en indsnävret holdning om at piger ikke kan spille bass – hans netvärk bliver automatisk större.
Så til alle musiklärerer på folkeskolerne ude i Danmark: Giv lille Anna bassen og lille Mads mikrofonen. Det er der hele problematiken starter!
I forhold til at det kun er Mazur som kan spille trommer, så vil jeg også henvise til Sheila E, Terri Lyne Carrington, Lisbeth Diers, Michala Östergaard og Vera Figueiredo. Hvis man leder lidt, kan der godt dukke flere op.

Og hvad gør man så som musiklærer, hvis Anna selv bemægtiger sig mikrofonen og Mads selv styrer hen til bassen?

Eller alle pigerne bare vil stå og slange sig og synge - som de har set i X-factor? eller Talent 2010?

Hella Joof sendte vist en guitar-spillende pige ud? sidste gang. Og bærer derved ved til den myte, at piger ikke kan spille guitar, især fordi hun lod et band af rappende drenge gå videre...

Hvis nogen har lyst og talent til at spille et bestemt musikinstrument, skal de da gøre det, uanset deres køn.

Hvorfor lægge så meget vægt på rollemodeller? Hvis man endelig skal sige noget om betydningen af rollemodeller, så er det måske, at rollemodeller spiller en større rolle for kvinder end for mænd. Hvis det er tilfældet, så ender vi igen det samme sted: Kvinder og mænd er ikke ens. Alternativt, hvis rollemodeller ikke spiller større rolle for det ene køn end for det andet, hvad er så problemet - der har altid været mænd, der brød med normer og tradition og lavede deres eget; hvorfor kan kvinder så ikke også gøre det?

Hvis resultatet af alt dette her er, at de to køn ikke er ligeligt fordelt på forskellige musikgenrer, hvad er så problemet i det? Alle gør vel det, de helst vil og er bedst til. Jeg fatter ikke hvorfor der partout skal være 50-50 fordeling alle vegne.

Jens Peter Møller

Det handler rigtigt meget om rollemodeller. Det er et fuldstændigt spild af talent, at så mange piger stopper med at spille musik, inden de overhovedet er kommet i gang.

Man kunne jo også forsøge sig med noget så kontroversielt og politisk ukorrekt, som en tese om, at den mandlige kunst bare er mere interessant, eksperimenterende, søgende, nyskabende, varieret og personlig i sit udtryk, transcendent og overskridende af idiomer og fomer.

Det er jo en gammel og almen diskussion vedr. mandlig vs. kvindelig kunst.

Kunsten afspejler den legemliggjorte og kultiverede ånd i hele dens gestalt, som summen af intelligens, erfaring, selverkendelse - plus social og kulturel konditionering - og ikke mindst instrumental teknik.

Kønnene adskiller sig på afgørende vis indenfor alle domæner, og denne differentiering træder i kraft meget tidligt i livet.

Allerede i det øjeblik den lille dreng begynder at splitte legetøjet ad, for at se, hvad der gemmer sig indeni, lægger han grunden til sin maskuline nysgerrighed, kreativitet, grænsesøgning og innovationstrang.

Eller også er alle disse hankønnets immanente tilbøjeligheder, og legetøjets adskillelse effekten deraf.

Svaret blæser i vinden.

Men hvad der står tilbage som ren fænomenologi, er det faktum, at mænd overvejende udviser disse kvaliteter, og at kvinder, helt fra de er små piger, er langt mere tibageholdende på alle de samme parametre. Piger holder sig meget ofte til det sikre og velkendte, til de tillærte rutiner, og sætter nødigt sig selv på spil, for at afsøge nyt terræn.

Det er nok til dels kulturelt betinget, men jeg tror også, der er et dybere faktor, som jeg ikke lige kan sætte ord på. Måske endda noget delvis biologisk.

I hvertfald kommer valg af karrierevej - og instrument - blot til at afspejle disse tendenser.

Man kunne også fremhæve Humor som eksempel, hvilket også er en diskussion, der jævnligt dukker op. Hvorfor er der så få kvindelige humorister og Stand-Up'ere? Er kvinder bare ikke morsomme?
Er de for selvhøjtidelige og for bange for at fremstå dumme og usexede - til at kunne hengive sig klovneri og humoristiske udskejelser? Tør de ikke satse sig selv?

Al kunst afspejler ånden og dens kompleksiter. Mænd og kvinder kommunikerer meget forskelligt, bruger sproget forskelligt, tænker forskelligt - og alt dette reflekteres i det abstrakte kunstneriske udtryk. Derfor er det ofte sådan, at mænd i højere grad tiltales af mandlige kunstnere end af kvindelige. De tiltales af den mandlige kompleksitet og abstraktion

Der er overhovedet ikke noget odiøst i det, og der er ingen grund til at søge noget odiøst i det. Sådan er det bare.

Og sådan kan diskussionen fortsætte.
Og selvrefleksionen blandt kvinder med.

Ikke blot, er det en fuldstændig håbløs og latterlig fordring, at der skal være ligefordeling mellem kønnene på alle områder. Det har der aldrig været, og vil der aldrig blive. Nogle af grundene er ganske enkelt banale biologiske.

Men spørgsmålet er altså også, hvorvidt kønnene overhovedet har samme forudsætninger for at realisere sig på de forskellige områder.

I princippet har de, fordi ånden er ubetinget fri. Men i den legemliggjorte og kultiverede form, bliver den konditioneret til at begrænse sig selv.

Det er en udfordring for kvinden, som manden ikke rigtigt kan hjælpe hende med.

/O

Morten Pedersen

Ingen kan anklage medierne for ikke at viderebringe kvindelige akademikeres problematisering af kønsforskelle .
En artikel som denne er ikke en åben diskussion om hvorfor kvinder vælger mikrofon og ikke trommesæt, nej grundtonen er at det er de fæle mænd der forhindrer dem.
Sidst jeg var på Roskilde var min største oplevelse BandAne, og min sidste gode koncert var Patti Smith: 2 eksempler på kvinder der ikke klynker, men folder sig ud på egne betingelser og opnår noget fantastisk. Tak dem dem og godnat til akademiker-klynkerne.

Troels Ken Pedersen

Olivier Goulin skriver:

."Kønnene adskiller sig på afgørende vis indenfor alle domæner, og denne differentiering træder i kraft meget tidligt i livet."

ALLE domæner? Kvinder er ikke uendeligt uudgrundelige rumvæsener. De er faktisk mennesker. Med bryster, jovist, men mennesker.

Frederik Rosenquist

Jeg er træt af at man sætter mænd og kvinder i samme bås, vi ER forskellige, men samfundet bliver ved med at sammenligne.

Jeg er sikker på at mænd generelt har flere interesser og flere ting de nørder!

jeg mener bestemt ikke at kvinder er dårligere.

Hvis man kunne lokke gudsbenådede guitarister som Desiree Bassett (hun kunne næsten give JH "baghjul") eller Orianthi (jeg huske ikke efternavnet) til Danmark for at give koncerter, så kunne det måske give inspiration til nogle.
Orianthi er endda samtidig en, de fleste heteoroseksuelle mænd ville tænde på, så hun slår næsten to fluer med et smæk.

Erik Karlsen,

Desiree Bassett er et interessant bekendtskab.
Hvis hun kan, så kan andre kvinder også - selvom hun nok er exceptionelt begavet.

Så, det er bare med at komme ud af hullerne, kvinder.
Det er helt i jeres egne hænder.

/O

Karin Kristensen

Der er mange gode kommentarer her - både for og imod og dem midt imellem.

De fleste ser bagud men i sidste ende kan vi ikke ændre på historien. Vi - os kvinder - er de eneste der kan ændre forholdene fremover for os selv og vore medsøstre, slå os sammen og give hinanden støtte og opmuntring og rollemodeller, når vi for 120. gang har måttet lægge øre diskriminerende kommentarer.

Det ER nedbrydende for enhver at blive behandlet som et råddent æg og det er en kamp at finde sit eget udtryk og holde fast i det, men der er kun én vej for os - det er at sætte skyklapperne på og bare spille musik, skrive musik og skabe plads for os selv og vores kunst og ikke mindst påtale uretfærdighederne som ansvarlige, voksne kvinder overfor mændene, når de går for vidt. Eller hvis der ingen forståelse er, ignorere dem og vende andre steder hen.

Jeg er selv bassist og det vil jeg være til jeg dør. Jeg gør også andre ting indenfor musikudøvelse, da jeg bare elsker at arbejde med musik, men bassen er min favorit og for mig, er der ikke noget federe en lyden af min bas. Men derude i verden er der nogle problemstillinger, man som kvinde skal imødegå. For eksempel: mange mænd jeg møder, mest dem, som jeg evt skal hyres af, kan ikke holde fingrene fra min bas og min kunst, på den måde forstået at de synes, de skal være farmand og nok vise mig hvordan, på snart sagt alle måder. Men problemet er at hvis jeg lader dem, så får jeg ikke udviklet MIN stil, MIT udtryk, MIN måde. Så bliver jeg bare en kopi og det er ikke det, jeg vil. Bevares, jeg tager imod al "vel givet" råd og vejledning, men ikke al råd og vejledning fra disse mænd bliver givet med rene hensigter og uden ønsket om at have kontrol og det er blandt andet det, vi skal være på vagt for og sætte grænser for, da den i sidste ende gør os til zombier og tager det sjove ud af ligningen og gør os til kvinder ”uden udtryk og evner for kunst”. De er sikkert ikke engang selv klar over det, men det er dér, vi skal vise dem, at vores sjæl ikke er til salg, bare fordi vi er kvinder og de nok ved bedre.

Èn nævner at vi skal lære af hinanden på tværs af køn og det starter i børnehavealderen. Jeg kan ikke være mere enig. Nogle mennesker - både mænd og kvinder - er ikke klar til at se fordelen i samarbejde og at tage konflikten, når den opstår og eventuelt blive nødt til at indrømme sine fejl og udvikle sig – også som mandlig guitarist og bandleder - men det kommer i den grad, der er behov for det. Kvinder har også behov for at udtrykke sig lige så "genialt" som mænd og det er det eneste, som vi skal holde fast i og blive ved med at arbejde for.

Derfor bliver jeg ved med at være bassist og siger hurra for de mænd, der savner at se kvinderne i øvelokalerne og lader dem være hjælpeløse på deres instrument på en respektfuld måde, så de med tiden kan blomstre som musikere ligeså vel, som hvis hun havde været en mand. De mænd er sjove at være sammen med, de er gutter og rigtige mænd med hår på brystet og spiller musik på lige fod med os kvinder. DET er noget der virker for os kvinder!

Glem de håndvridende, alvidende, kedelige typer af mænd, som ikke har forstået fordelene ved samarbejde og lad os så få spillet noget musik!