Læsetid: 2 min.

Sarrazins særlige pessimisme

Er muslimer dummere end tyskere, som er dummere end østeuropæiske jøder? Igen var det en bog, der satte sindene i kog og affødte en heftig samfundsdebat
Er muslimer dummere end tyskere, som er dummere end østeuropæiske jøder? Igen var det en bog, der satte sindene i kog og affødte en heftig samfundsdebat
10. september 2010

Jeg er vant til at Sarrasine er navnet på en novelle af den franske forfatter Balzac. I sidste uge fik navnet så en helt ny betydning, da en anden (med let ændret stavemåde) Sarrazin pludselig kom på alles læber. En mand og hans bog: Thilo Sarrazin, fremtrædende tysk socialdemokratisk politiker og direktionsmedlem i den tyske Forbundsbank, og hans nye bog Tyskland afskaffer sig selv.

I bogen forfægter Sarrazin det synspunkt, at tyrkere og indvandrere med arabisk baggrund er dårligere til at tilpasse sig den herskende kultur. Derudover halter de bagefter, både hvad angår uddannelse og karrieremuligheder, og er gennemsnitligt i højere grad afhængig af sociale ydelser. Med mange statistikker, tabeller og på et biologisk-videnskabeligt grundlag fastslår Sarrazin, at det skyldes disse befolkningsgruppers særlige genetiske og kulturelle dispositioner. Sarrazin står for en særlig variant af tysk aftenlandspessimisme i traditionen fra Oswald Spengler: Tyskland går sin snarlige undergang i møde, fordi landet og kulturen er truet af et stadigt fald i intelligensniveau på grund af landets manglende evne og vilje til at integrere bestemte befolkningsgrupper.

Raceforskning

Især i en tysk sammenhæng melder der sig hurtigt ubehagelige associationer, når begreber som 'genetisk identitet' dukker op, og når denne form for raceforskning genintroduceres og kolporteres i en politisk sammenhæng. Også jøder, eller britere og baskere for den sags skyld, har ifølge Sarrazin et særligt gen, hvilket ikke er ensbetydende med antisemitisme, da han samtidig slår et slag for tilvandring af østeuropæiske jøder, da disse ifølge Sarrazin er udstyret med en 15 procent højere IQ-score end den gennemsnitlige tyske befolkning.

At bogen som medie lever i bedste velgående blev slået fast, da Sarrazins bog forrige mandag blev præsenteret i Berlin under overværelse af omkring 600 journalister, der var ved at falde over hinanden. Siden har bogen været den mest omtalte og debatterede i tyske medier, og med afstikkere til flere andre lande.Til forskel fra Tysklands nabolande som Danmark, Østrig, Holland, hvor islamkritiske partier har vind i sejlene og befinder sig tæt på regeringsmagten, sagde hele det tyske politiske og kulturelle establishment fra i klare vendinger. Anført af den tyske kansler, Angela Merkel, der sagde, at Sarrazins udtalelser er »fuldkommen uacceptable«, fordi de viser foragt for hele samfundsgrupper og spalter samfundet. Og internt i Sarrazins eget parti var der opstandelse, og partiets formand har foreslået ham ekskluderet.

Sarrazin er ikke racist og skal derfor ikke dæmoniseres som sådan. Han skal have lov at udtrykke sine holdninger og blive mødt med modargumenter. Og det gør han heldigvis også overalt. Der er bestyrtelse over hans synspunkter, men ingen frygt for dem, eller for at islamkritiske synspunkter skulle blive undertrykt i den offentlige debat. Der er derimod en bevidsthed om, at tankerne i hans bog fører lige ind i en fatal blindgyde af biologiske argumenter, som Tyskland tidligere har befundet sig i.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

@ Peter Nielsen

Der er derimod en bevidsthed om, at tankerne i hans bog fører lige ind i en fatal blindgyde af biologiske argumenter, som Tyskland tidligere har befundet sig i.

Det er venstrefløjen, der har indført det materielle og biologiske menneskesyn. I hele Mellemkrigstiden var man tilhængere af eutanasi og anden racehygiegne som tvangssteriliseringer af især sorte i USA, hvor Margaret Sanger fra Planned Parenthood, i Danmark kendt som dem, der står for vores børns seksualundervisning under navnet Sex & Samfund, havde en plan for at udfase 'the negro population' og socialdemokratierne i f.eks. Danmark havde planer for at forhindre 'undermålere' i at forplante sig - i Sverige afsluttedes det projekt først i 70'erne.

Da en del af venstrefløjen, nazisterne i Tyskland, drev de tanker til deres yderste konsekvens, blev der kø ved håndvasken hos de lidt og meget mere moderate og siden har man benægtet at mennesket også skulle være et biologisk væsen.

Man kaster sig som altid fra den ene vansindige yderlighed til den anden - og helt ærligt Peter Nielsen, hvad ved du om biologi ?

Hvorfor kan venstrefløjen ikke forstå at man er nødt til at forholde sig til virkeligheden - at man ikke bare kan vedtage demokratisk eller diktatorisk hvad den er - for virkeligheden er døv og blind overfor menneskers ønskedrømme.

Énsidig focus på mennesket som biologisk væsen skaffede os KZ-systemet - énsidig focus på mennesket som kulturelt væsen skaffede os Gulag-systemet.