Interview
Læsetid: 6 min.

En skandinavisk affære

Med manuskript til både Hans Petter Molands 'En ganske rar mand' og Björn Runges næste film kommer Kim Fupz Aakesons filmhistorier nu også på både norsk og svensk. Erfaringerne har sat tanker i gang om de skandinaviske fællesnævnere i et filmlandskab, hvor vi som udgangspunkt ikke er meget for at se hinandens film
Kultur
2. september 2010
Manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson konstaterer, at der er forskel på opfattelsen af film landene imellem. I Skandinavien er vi dårlige til at se hinandens film, og ikke mindst komedier kan have svært ved at rejse.

Manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson konstaterer, at der er forskel på opfattelsen af film landene imellem. I Skandinavien er vi dårlige til at se hinandens film, og ikke mindst komedier kan have svært ved at rejse.

Michael Bothager

»Jeg skriver altid til København. Det er herfra min verden går,« konstaterer Kim Fupz Aakeson med det samme, da vi har sat os i Grand Teatrets café for at tale om hans manuskript til Hans Petter Molands krimikomedie En ganske rar mand.

I biografens store sal sidder de danske anmeldere og ser filmen. Flere har allerede set den i Berlin, hvor ikke mindst historiens akavede sexscener ifølge Politikens Erik Jensen lagde kritikerne ned af grin, og festivalgæsterne tildelte filmen publikumsprisen.

Spørgsmålet er, hvordan filmen bliver set med de danske briller på, for som Kim Fupz Aakeson konstaterer, er der forskel på opfattelsen af film landene imellem. I Skandinavien er vi dårlige til at se hinandens film, og ikke mindst komedier kan have svært ved at rejse. En ganske rar mand er med Hans Petter Moland i instruktørstolen officielt norsk, men med svenske Stellan Skarsgaard i hovedrollen og det danske manuskript fremstår filmen som en skandinavisk affære.

Lysten til det sjove

Ifølge Fupz var den skandinaviske cocktail ikke en del af planen, da han i sin tid gik i gang med at udforske sin lyst til at skrive noget sjovt.

»For mig er udgangspunktet for en film enten et samarbejde eller en historie. Med Annette K. Olesen og Pernille Fischer Christensen er det f.eks. samarbejdet, hvor vi starter fra nul, og så modellerer det hele op sammen. Andre gange sidder jeg med en historie, som jeg selv har lyst til at undersøge, og når jeg så når til first draft, begynder jeg at se, om nogen kunne være interesseret i det.«

»En ganske rar mand voksede ud af, at jeg flere gange i rap havde været meget alvorlig og forholdt mig meget til verden. Jeg havde lyst til at skrive en historie uden at skulle ud og udspørge 48 forskellige taxachauffører. Samtidig havde jeg holdt mig fra humoren i nogle år, og jeg ville gerne have, at man måtte smile lidt igen. Jeg ville prøve den tone og se: Hvad er det med mig og komedien? For det var jo egentlig dér, det hele startede,« forklarer Kim Fupz Aakeson, som bragede igennem med manuskriptet til Susanne Biers Den eneste ene (1999).

Den norske forbindelse

Siden har han skrevet talrige danske film, og Kim Fupz Aakeson lægger ikke skjul på, at den nationale succes var en medvirkende årsag til, at En ganske rar mand havnede i Norge.

»Jeg havde en kølig, taktisk vurdering af at have for mange projekter i Danmark. Der er jo ikke så mange steder at søge penge. Derfor tænkte jeg, at det måske er åndssvagt at ligge og konkurrere med sig selv. Og så kendte jeg jo Finn fra Paradox Film oppe i Norge ...«

Producenten Finn Gjerdrum var begejstret for historien, men det tog tid at finde den rigtige instruktør. Da Hans Petter Moland meldte sig på banen, gik det imidlertid pludselig stærkt. Han er ven med Stellan Skarsgaard, som har medvirket i Molands film Kærlighedens køtere og Aberdeen. Da Skarsgaard takkede ja til hovedrollen som Ulrik, der vender tilbage til hverdagen efter 12 år i fængsel og må forholde sig til det liv, han efterlod, kom alt hurtigt på skinner. Men når filmlokomotivet først kører, kan det som forfatter i Danmark være svært at bevare følingen med et projekt nordpå.

Drama med grin

»Den store forskel på at arbejde i Danmark og Norge eller Sverige er helt grundlæggende, at man bare ikke er der. Jeg nåede lige op til et par dagmøder og en dag på settet, og pludselig var det nærmest 'cut to' premiere i Berlin. På den måde er det mere en chance, man tager, fordi man slet ikke har samme føling med forløbet. Én ting er, at man sidder og snakker, men er man enige om, hvad man er i gang med, eller dækkede nogle ord over noget lidt andet?«

Kim Fupz Aakeson var mest bekymret for tonen i filmen og følte sig beroliget, da Hans Petter Moland udlagde sin tilgang som: »Vi laver drama. Vi kan ikke gøre for, hvis folk griner.« Efter instruktørens mening var det godt ikke at gå direkte efter grinene, men i højere grad at servicere historien og følelserne i den. Fra forfatterperspektivet handler En ganske rar mand om valget mellem at gå baglæns og få styr på det, man har været udsat for, eller at leve fremad og få det bedste ud af det.

»Gæt hvad jeg synes om det!« siger Kim Fupz Aakeson med et grin, før han fremhæver, at han undervejs har nydt at udfordre den gængse, dramatiske grundregel om, at vi som mennesker har evnen til at forandre os markant.

»Spillefilm hævder tit, at vi kan blive helt andre mennesker, og det er selvfølgelig altid fristende at gøre alle dygtige og dejlige til sidst. Men når man er ved at have en vis karriere bag sig som menneske, forstår man, at nogle ting er fuldstændig statiske. Man blev ikke klogere. Nogle ting bliver man måske lidt bedre til. Fiktionen arbejder tit med, at vi lærer en hel masse, men der er altså nogle faste størrelser i et menneske og grænser for forvandlingen.«

Fælles om byer og sprog

Kim Fupz Aakeson er overbevist om, at nogle historier rejser bedre end andre i skandinavisk regi. En ganske rar mand er skrevet til Danmark, men har efter hans mening universelle kvaliteter.

»Det var vigtigt for mig, at jeg ikke skulle prøve at tænke mig ind i en norsk virkelighed, jeg ikke kender. Jeg havde skrevet historien til Amager, og så oversatte nordmændene den til et lignende miljø. Der er mange steder i både Norge og Sverige, jeg aldrig ville vove at skrive noget fra, fordi det er så fremmed og mærkeligt ude på landet. Til gengæld virker det, som om at storbyhistorier godt kan rejse mellem Stockholm, Oslo og København.«

De lignende miljøer spiller en rolle, og ifølge Kim Fupz Aakeson skal man heller ikke undervurdere betydningen af det sproglige fællesskab i Skandinavien. Han arbejder i øjeblikket også på et tysk projekt, hvor det som forfatter er svært at miste kontakten med sit sprog. Når man arbejder i Skandinavien, skal det stadig oversættes, men der er efter hans mening alligevel en sproglig adgang til hinanden, som gør det nemmere at arbejde sammen.

Udbytte af udveksling

Generelt mener Kim Fupz Aakeson, at man kan fortælle de samme historier på tværs af landene, selv om nordmændene og svenskerne måske er en smule mere forsigtige. I filmen sidder Ulrik i fængsel for at have myrdet sin kones elsker. I den oprindelige historie hævnede han en befamling af sin søn, men det blev mødt med skepsis mod nord.

»Det blev tolket som en lidt for hård konflikt i forhold til, at vi gerne ville lokke et lille smil frem. Måske var det heller ikke gået i Danmark, men jeg tænkte ikke på det som noget specielt. Det er muligt, at det er en kulturel ting. Generelt har jeg ikke tænkt over de store forskelle, men det kan også være svært at sætte ord på, hvad der er anderledes, selv om det er der.«

»Jeg tror, at vi vil have udbytte af at udveksle mere. Det er jo rystende, hvor lidt vi ser hinandens film, og vi kunne få noget ud af at have mere med hinanden at gøre. Jeg har fået at vide, at jeg - med de norske briller på - skriver på en måde, som de ikke har i Norge lige nu, og de kan jo sagtens komme med noget, som vi kan bruge. Der kan i hvert fald ikke ske noget ved at prøve.«

Kim Fupz Aakeson håber på, at projekterne med Hans Petter Moland og Björn Runge vil føre til nye, fælles projekter, for grundlæggende handler det at lave film altid om 'at finde sine folk'. I første omgang har han efter de skandinaviske erfaringer imidlertid givet sig selv nye udfordringer. Han har for første gang prøvet kræfter med at skrive en dramady-serie til tv. Så hvis 'piloten' går igennem, vil det sjove i den nærmeste fremtid folde sig ud på dansk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her