Læsetid: 3 min.

Det trofaste publikum svigter københavnske teatre

På blot et år har fem af hovedstadens større teatre tilsammen oplevet et fald på 30 procent i billetsalget. Men det vækker ikke bekymring hos teatrene, der blot ser tallet som udtryk for ændringer i købsvaner. Eksperter bakker op om vurderingen
Kultur
14. september 2010

Det går sløjt med at få langet billetter over disken rundt omkring på de københavnske teatre.

I midten af august havde Betty Nansen Teatret, Folketeatret, Nørrebro Teater, Republique og Østre Gasværk Teater tilsammen solgt omkring 87.000 billetter via abonnementer og løssalg. Sidste år på samme tid lå teatrenes samlede salg på omkring 126.000 billetter - et fald på cirka 30 procent på blot et år.

Det viser en intern optælling fra Københavns Teater, en selvejende institution under Kulturministeriet, der støtter driften af de fem teatre.

Men det markante fald i billetsalget er ikke noget, der holder Betty Nansen Teatrets direktør, Henrik Hartmann, vågen om natten.

»Så vidt jeg kan se, er vores salg i det seneste år ikke mærkbart forandret. Jeg tror nærmere, tallene peger på, at publikums købevaner er ved at ændre sig,« siger Henrik Hartmann og medgiver, at Betty Nansen Teatrets abonnementforsalg er faldet i forhold til sidste år.

»Men som det ser ud nu, kan jeg ikke sige noget om, hvordan vores løssalg kommer til at gå. Skal vi nu ikke lige spise brød til og se, om ikke publikumstallet alligevel ender som forventet i løbet af sæsonen,« siger han.

Forventlig udvikling

På Østre Gasværk Teater får prognosen heller ikke alarmklokkerne til at ringe.

»Det er jo altid svært at sige, hvordan sæsonen kommer til at gå. Men indtil videre ser det godt ud. Vi er fortrøstningsfulde, og vi regner med at opnå en belægning, der svarer til sidste års,« siger kommunikations- og markedsføringschef Filip Granlie.

Han anerkender, at det også er gået ned ad bakke med abonnementsalget hos Østre Gasværk Teater, men kalder det en »forventligt udvikling«.

»Vi regner med at kunne trække efterslæbet ind på løssalgspublikummet. Jeg tror, det handler om, at flere abonnementskøbere køber færre billetter hos os, fordi de allerede har set Beatles-forestillingen (Come Together, red.), som vi kører igen i den nye teatersæson. Det er muligt, at billetsalget p.t. er lavere end sidste år, men det tror jeg skyldes en ændring i, hvordan folk køber billetter,« siger Filip Granlie.

Kernepublikum falder fra

Olav Harsløf, professor i oplevelsesøkonomi på Performance Design ved Roskilde Universitet (RUC) bakker op om teatrenes vurderinger.

»Det er formentlig rigtigt, at tallene udtrykker en generel forskydning blandt danske teaterforbrugere fra primært at være abonnementkøbere til i højere grad at være løssalgskøbere. På den måde ser vi altså en udvikling i retningen af en ny type publikum, der venter med at købe billetter, til de har læst anmeldelserne eller har fået anbefalinger fra venner,« siger Olav Harsløf.

Det trofaste kernepublikum, der har båret dansk teater de seneste årtier, er ganske enkelt ved at forsvinde, og det er der en helt naturlig forklaring på:

»Gruppen tæller jo typisk den ældste generation, så de er af gode grunde ved at falde fra i dag,« siger han.

Men teatrene har også selv spillet en afgørende rolle i udviklingen, påpeger Stig Jarl, der er lektor på Teatervidenskab, Institut for Kunst og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet.

»Teatrene har gjort det meget forvirrende for publikum at tegne abonnementer, for der findes jo hele tre forskellige typer ordninger,« siger han.

I dag kører de fem teatre under Københavns Teater med én type, Det Kongelige Teater med en anden og resten af teatrene med en tredje.

»Og folk gider jo ikke bruge mere tid end højst nødvendigt på at skulle købe billetter alle mulige steder, hvis de kan undgå det. I den forstand var ARTE-ordningen (statslig støtteordning til danske teatergængere, red.) smartere, fordi den gjorde det muligt, at købere kunne sammensætte deres abonnement med tre forstillinger hos forskellige teatre på samme tid,« siger Stig Jarl.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

En nærliggende forklaring kan jo være S-SF's parkeringsterror i Staden ført an af gadens parlament i det agressivt uniformerede Parkeringskorps, hvor særligt Korpsånden trives.

Der er også den mulighed, at der satses alt for meget på lokalt udviklet kleinkunst istedet for en mere international stil, som der traditionelt har været gode erfaringer med.
Dansk teater er ved at smide den brede mainstream ud til fordel for eksperimentet, der kan være meget fedt, når det går på, men som sjældent bærer videre. Der er årsager til, at noget bliver vurderet højere end andet - og vi har tidligere fået det bedste spillet ret tidligt. Nu skal det forbi en dansk dramatiker først, der lige laver sin egen version.

Lars Peter Simonsen

Ja, et kig på repertoiret ville måske være en god idé- Og så forsalg og billetter v. indgangen, efter først til mølle-princippet...;-)