Læsetid: 7 min.

Ungdomsfilmens anden ungdom

Instruktører som Søren Kragh-Jacobsen, Bille August og Nils Malmros gjorde ungdomsfilmen dyb, stor og rørende i 1970'erne og 1980'erne. De sidste årtier har mest budt på klodset målgruppetænkning og kikset moralisering. Men nu er en række unge filmfolk og en ny konsulent muligvis på vej til at give ungdomsfilmen en renæssance og gøre den fortjent til dens danske særstatus
Instruktører som Søren Kragh-Jacobsen, Bille August og Nils Malmros gjorde ungdomsfilmen dyb, stor og rørende i 1970'erne og 1980'erne. De sidste årtier har mest budt på klodset målgruppetænkning og kikset moralisering. Men nu er en række unge filmfolk og en ny konsulent muligvis på vej til at give ungdomsfilmen en renæssance og gøre den fortjent til dens danske særstatus
9. september 2010

Ikke alle er klar over det, men den danske ungdomsfilm har været i problemer. Længe. Filmmagasinet Ekko gik så vidt som til at sætte spørgsmålstegn ved, om der overhovedet var noget liv i den.

Anklagen lyder, at ungdomsfilmen aldrig har rejst sig igen efter sin storhedstid med 1970'erne og 1980'ernes film som Søren Kragh-Jacobsens Vil du se min smukke navle?, Bille Augusts Zappa og Nils Malmros' Kundskabens Træ.

De nu legendariske værker var med til at sikre børne- og ungdomsfilmen en ganske særlig position, og de øremærkede midler udgør nu 25 procent af den samlede danske filmstøtte.

Ifølge kritikerne er de penge alt for længe gået til genregentagelser og kedelige kopier af tidligere tiders ungdomsfilm.

»Vi må ikke stagnere i en tilfredshed med næsten at nå op på siden af fortidens bedrifter. Det nytter ikke noget at skue tilbage og bare lave Malmros-light,« siger manuskriptforfatteren Jacob Katz Hansen, der tilhører en bølge af nye filmfolk, der tager livtag med ungdommen som en følelsesmæssig metafor snarere end en målgruppe.

Penge eller pædagogik

Efter guldalderen skulle den danske ungdomsfilm imidlertid være stivnet i to vederstyggelige former. På den ene side de rent kommercielle film, som den tilsyneladende uendelige Anja og Victor-franchise, og på den anden side de overdrevet pædagogiske med en lidt for klar problemstilling som Niels Arden Oplevs To Verdener om en ung pige tilknyttet Jehovas Vidner og Rune Bendixens Rich Kids om stoffer, sex og generelt skørlevned blandt overklassens unge.

De sjældne undtagelser tæller de hårdføre Bagland (2003) af Anders Gustafsson og Råzone (2006) af Christian E. Christiansen sammen med Natasha Artys Fighter (2007).

Men undtagelserne tager til i styrke, og med en række genreoverskridende kortfilm og premieren på Kaspar Munks Hold om mig i sidste uge er en ny æstetik i ungdomsfilmen begyndt at trænge igennem, der kan betyde en regulær renæssance.

Festivalpanik og lorte-emmyer

Instruktøren på Hold om mig, Kaspar Munk, fortæller, at filmen med sit drævende tempo, barske scener og manglende morale, gav en del forvirring på filmfestivalerne, fordi de var i tvivl om, i hvilken genre den hørte hjemme.

»Er det en ungdomsfilm, er det en voksenfilm, er det en kunstfilm? De kunne ikke finde ud af, hvad de skulle stille op med den,« siger han.

Viljen til at lave film, der rækker ud over rene genrer og målgrupper om unge, har længe været efterspurgt af ungdomsfilmens kritikere.

Ud over Hold om mig har den unge kunstner Martin de Thurahs to kortfilm Ung mand falder (2007) og Vi der blev tilbage (2008) gjort sig bemærket sammen med vinderen af Robert-prisen for Årets kortfilm 2009, Fenar Ahmads Megaheavy, om teenage-pigen Jolly, der kæmper med sin spirende seksualitet med et voldsomt bornholmsk klippelandskab som baggrund.

Men at turde insistere på sin ungdomsfilm som kunstnerisk vision er ikke let, for i Danmark bliver man belønnet for kompromiser, siger Megaheavys manuskriptforfatter, den 27-årige Jacob Katz Hansen.

»Folk er for tilfredse med deres lorte-emmyer. Vi skal passe på ikke at blive lullet ind i en middelmådig tankegang om kompetente folk og habilt håndværk, der hører tv-drama til. Jeg hører min generation tale meget om, hvordan man pleaser Filminstituttet og Filmskolen, så man bliver godkendt,« siger manuskriptforfatteren, der mener, at det lige så meget er filmfolkenes eget ansvar at være stædige og tro på deres ideer, som det er systemet, der skal stimulere til eksperimenter.

Han synes, at Megaheavy er blevet en god film, selv om den ikke blev helt så rå og radikal, som han havde drømt om.

Filmens instruktør, Fenar Ahmad, der nu arbejder på en længere version af Megaheavy, er ligesom Kaspar Munk uddannet på den alternative filmskole Super 16. At tidens mest interessante ungdomsfilm kommer fra kræfter, der ikke er formet af den traditionelle vej gennem Den Danske Filmskoles instruktøruddannelse, kan være tegn på, at systemet trænger til fornyelse.

Systemet fornyer sig selv

Måske har Filminstituttet også selv en fornemmelse af, at der skal noget fornyelse til på området.

I hvert fald var en del af begrundelsen for ansættelsen af den nye konsulent for børne- og ungdomsfilm, Rasmus Horskjær, at han har en række »dristige produktioner til de unge målgrupper bag sig«. Horskjær har for eksempel været manuskriptforfatter og instruktør på nye satireklassikere som Banjos Likørstue og Rockerklubben 'Svinene'.

»Dansk ungdomsfilm havde en guldalder i 1970'erne. Det var med en type film, der passede til samfundstendenserne for 40 år siden. Verden er blevet mere kompleks siden, så det skal måden, vi præsenterer historier til unge, også være,« siger Horskjær, der tiltrådte som konsulent 1. september.

»Dansk ungdomsfilm har fået det kedelige stempel, at dens hovedfortælling altid er den samme, nemlig at livet som ung er svært og konfliktfyldt. Man må gå mere indirekte til problematikkerne. Et vellykket eksempel på det er de amerikanske Twilight-film. Deres kunstneriske merit ellers usagt, er det lykkedes for dem at ramme de unge på en anden måde end ved at fremstille tilværelsen én-til-én,« siger konsulenten.

Han mener, at film grundlæggende er bygget over utopier og frygt, og det skal man kunne mærke, også i ungdomsfilm.

»Der skal være en åbning, et eksotisk element. Film er drømme og mareridt, og det er det, der lokker folk i biografen,« siger han.

Horskjærs egen yndlingsungdomsfilm er Stanley Kubricks sci-fi-klassiker A Clockwork Orange (1971) om den unge Alex, der praktiserer tilfældig ultravold med sine venner, indtil han bliver sat på genopdragelse af systemet, der selv viser sig fra sin ultravoldelige side.

Grotesk 'coming of age'

»Selv om Kubrick nok aldrig troede, at han skulle lave en ungdomsfilm, er det jo en grotesk coming of age-historie. En megaforstørrelse af den grundfølelse, man har som ung af at være i konflikt med ordenen og det bestående,« forklarer den nye konsulent.

Opfindsomme forstørrelser af det groteske og drømmeagtige ved coming of age-materialet er noget af det, der samler den nye bølge af ungdomsfilm. Megaheavys vilde bornholmske klippelandskab manifesterer Jollys ensomhed og seksuelle frustration. I Martin de Thurahs Ung mand falder spejler en by, der bogstaveligt talt falder fra hinanden, Jens' mislykkede forsøg på at tilpasse sig samfundets krav. Kaspar Munk har flere gange benyttet dyr til at fremhæve det umenneskelige ved at blive voksen, tydeligst symbolsk i kortfilmen En lille død, hvor 12-årige Christian i en kælder bliver præsenteret for en ældre drengs pornoblade og hans kongeboa.

Ungdomsfilmens svøbe

Både Kaspar Munk og folkene bag Megaheavy nævner især Nils Malmros' film som kerneeksempler på gode danske ungdomsfilm.

Men når selv en generations største talenter fantaserer om de samme tidligere tider, så er det altså blevet for meget, siger Mette Damgaard-Sørensen, der var konsulent for børne- og ungdomsfilm fra 2002 til 2007, hvor hun blandt andet støttede filmene Terkel i knibe (2004), Supervoksen (2006) og Vikaren (2007).

»Bølgen fra 1970'erne er blevet ungdomsfilmens svøbe,« siger konsulenten, der mener, at diskussionen om, hvorvidt filmene er gode nok, er forfejlet.

»Diskussionen er bagsiden af at have en støtteordning, for så begynder man at tænke på, om man nu får de film, man har betalt for. Og om de er lige så gode, som de var, dengang kulturpolitikerne var unge. Sådan fungerer den kreative proces bare ikke,« siger hun.

Den modvillige ungdomsfilm

Man kan ikke bare beslutte sig til at ville have bedre ungdomsfilm i Danmark, mener Damgaard-Sørensen. Det sker, når talentmassen er klar, og så er det bare om at stå parat med pengene. Hun nævner svenske Lukas Moodyssons Fucking Åmål (1998) som et eksempel på en nyere ungdomsfilm, der satte en hel bølge af lignende film i gang.

»Sådan et fyrtårn har vi ikke haft i Danmark endnu, men det eneste, der er helt sikkert, er, at man ikke kan tale det frem. Når der pludselig kommer noget, der rammer tidsånden rent som Fucking Åmål, så gælder det om at have nogle støttesystemer, der ikke skaber forhindringer, så man kan fange strømningen, og de kreative kræfter ikke drejer energien et andet sted hen,« siger den tidligere konsulent.

Det gamle fyrtårn, Nils Malmros, har selv lige været inde og se Hold om mig. Han kan godt se et slægtskab med filmens visuelle udtryk; de nærmest malerisk komponerede billeder, selv om han mener, at han mest gjorde det for at skabe modvægt til dårligere skuespillere end Kaspar Munks.

Men at han skulle være ungdomsfilmens grand old man, det vil han ikke have siddende på sig.

»Jeg har aldrig lavet ungdomsfilm,« siger Malmros: »Jeg har lavet film for min egen generation om min egen tid. For mig er ungdomsfilm en kynisk kalkulering for at ramme det unge publikum. Den slags tænker jeg ikke på. Jeg rekonstruerer kun,« siger han.

Og ud over den stærke visualitet og de drømmeagtige elementer, er noget af det, Kaspar Munk og de unge folk bag Megaheavy har til fælles, faktisk, at de kun modvilligt lader deres film blive kaldt for ungdomsfilm. For dem smager ordet af netop den målgruppetænkning, de gerne vil befri ungdomsfilmen fra.

Mette Damgaard-Sørensen mener, at man godt kan lave børne- og ungdomsfilm, uden at det bliver et pædagogisk eller et kommercielt fortænkt projekt.

»Da Terkel i knibe kom ud, var der en kæmpe debat om Fede Dorits selvmord: Var det umoralsk, var det for barsk, var det for børn? Men en film til unge kan sagtens være umoralsk. Vi er nødt til at se på børn og unge som ligeværdige individer. Det betyder ikke, at vi ikke kan målrette film til børn og unge, vi skal bare ikke tro, at vi kan lære dem noget. De bedste film er dem, der har en ambition om at beskrive barndommen og ungdommen, så det breder sig ud og bliver relevant for alle. Folk som Hayao Miyazaki, Astrid Lindgren og Bjarne Reuter har jo en eller andet mirakuløs pipeline direkte ind i børnenes opfattelsesverden, og det giver film, der nok forstås bedst af børn, men berører os voksne som mennesker,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu