Interview
Læsetid: 9 min.

Du vælger selv din undertrykker

Forfatteren Julia Lahme har prøvet at leve op til alle et moderne kvindelivs krav på én gang. I sin nye bog, Sandheder fra en løgner, piller hun myterne om kvindefrigørelsen fra hinanden og spidder løgnene. Både dem, omgivelserne bilder kvinderne ind og dem, kvinderne holder hinanden nede med
'Vi bliver sendt hjem og passe ungerne selv, og så bliver vi samtidig spurgt, hvorfor vi ikke gør karriere!', skriver forfatteren 
 Julia Lahme om det pres, unge kvinder i dag er underlagt.

'Vi bliver sendt hjem og passe ungerne selv, og så bliver vi samtidig spurgt, hvorfor vi ikke gør karriere!', skriver forfatteren
Julia Lahme om det pres, unge kvinder i dag er underlagt.

Sofie Amalie Klougart

Kultur
27. september 2010

33-årige Julia Lahme var chefredaktør for modebladet Cosmopolitan, hvor hun solgte billeder af det perfekte kvindeliv, samtidig med at hun kæmpede for ligestilling på høje hæle. Undervejs fik hun sønnen Elias, titelrolleindehaver i Julia Lahmes første bog, Hvor lagde jeg babyen? Hun er gift med en musiker, der typisk arbejder om aftenen, og hun knoklede konstant for at få hverdagen til at hænge sammen.

Så kom krisen, og Julia Lahme blev fyret. Nu arbejder hun freelance hjemmefra, og hun har benyttet sin nye situation til at kigge myterne om den moderne kvindefrigørelse efter i sømmene. Det er der kommet bogen Sandheder fra en løgner. Krakelerede glansbilleder fra et voksenliv ud af. Bogen er rent faktisk prydet med glimmerdryssede glansbilleder på forsiden og ser lidt kært-nuttet ud, men man skal ikke lade sig narre. Da jeg havde læst bogen, var jeg ikke i tvivl om, at Julia Lahme skulle interviewes. Slagfærdigt og selvironisk gør hun oprør mod det samme tryk, som i sin tid fik min generation til at slå bak, men som siden har sneget sig ind igen: Alle de modstridende, ydre krav, som konstant stiller sig i vejen for, at kvinder selv når at definere, hvad de vil, og hvad de værdsætter.

Stille i kvindeland

»Jeg er grædefærdig over, at vi har givet os selv mundkurv på vedrørende ligestilling,« erklærer Julia Lahme indledningsvis. Vi har knap sat os i formiddagssolen ved det lange bord i Østerbrolejligheden, før hun kaster sig over de mange uforenelige krav, der stilles til unge kvinder.

»Jeg vil helst bruge tiden sammen med mit barn, men det har også betydet, at jeg har måttet have mod til at træde ud af glansbilledet, så du må sidde ved et plettet bord og interviewe mig, jeg har ikke haft tid til at skure det,« begynder hun. Jeg forsikrer hende om, at der ikke er spor mere rodet end hjemme hos mig selv, og sådan er vi straks i gang med på kvindevis at forsikre hinanden om, at alt er godt, konstaterer vi selvironisk, for det er netop et af de træk, Julia Lahme har et godt øje til.

»Vi kvinder vil så gerne være enige, at der bliver stille i kvindeland, vi er aldrig uenige. Men vi hjælper heller ikke hinanden mere, vi er ikke længere søstersolidariske. Derimod overbeviser vi hinanden om, at alt er godt, selv om det er løgn.«

For rigtig mange kvinder er sex for eksempel blot blevet endnu et punkt på listen, som skal krydses af, før de endelig kan sove, fortæller hun. »Det er kvindernes ansvar, at manden ikke finder en Annie Fønsby-type, fordi han får for lidt sex. Hans begær er vigtigere end hendes. Og hvis man har et velfungerende sexliv, gør man klogt i at holde mund med det, ellers praler man,« konstaterer hun tørt. »Den slags har jeg gået rundt og sagt de seneste syv-otte år. Nu begynder folk at skrive på min blog, at de synes, det er lidt træls at høre på. Men hvis ingen siger det, sker der jo ikke noget!«

Ingen søstersolidaritet

Julia Lahme er datter af en kvinde, der praktiserede ligestilling, fortæller hun. »Min mor lå ikke under for alt muligt pis. Du vælger selv din undertrykker, plejede hun at sige. Sådan går det, hvis man ikke tager kampene. Men det kræver mod. I dag må man end ikke sige kvindesag, for nu er vi piger,« vrænger Julia Lahme.

Af uddannelse er Julia Lahme etnolog, og hun har et skarpt blik for de psykologiske parader, som de høje krav og den sociale kontrol medfører, det hun kalder kvinders løgne om sig selv og hinanden.

»Vi har tilladt, at ord som feminisme, rødstrømper og ligestilling opfattes som deseksualiseret eller lesbisk betonsnak. Kvinder er holdt op med at være solidariske.« Det bedste samfundet har gjort for at beskytte sig selv er at sige: I har jo det hele, mener hun.

Da Julia Lahme var chefredaktør på Cosmopolitan, arbejdede hun for, at bladet skulle hylde stærke kvinder.

»Vi uddelte priser for alt muligt til kvinder, som havde klaret sig godt og gjort noget ved tingene. Efter min opfattelse kan man nemlig godt både præstere og gå i stiletter, men det er et synspunkt, der er faldet mange for brystet. At man som kvinde kan være både-og er for kompleks en meddelelse til, at den kan gå lige igennem. Men vi er både-og. Det er mænd selvfølgelig også, men vi har stadig omsorgsbyrden og -glæden! Men jeg bliver da vred, når børnepengene går ind på min konto og ikke på min mands. Så er vi ikke lige.«

Tvungen barsel

Mænd burde tvinges til at tage halvdelen af barslen af lovgivningens vej, mener Julia Lahme. »Kvinder, der insisterer på at gå på barsel i 14 måneder, kæmper kun for sig selv. Vi hylder det frie valg, men barsel skal ikke være frit valg! Det skal ikke være sådan, at det er mere fordelagtigt at ansætte unge mænd end unge kvinder. Selv er jeg privilegeret, men vi må også kæmpe for kvinderne i den rådne banan, dem med butiksarbejdstiderne! Det er vores pligt at tænke på andre. Og ulighederne og uretfærdighederne hører ikke op, så længer strukturerne ikke er i orden,« fastslår hun. »Vi mangler at kæmpe en værdikamp til ende. Den drukner i nu og her, i kriser og nedskæringer. Vi får aldrig tid til at diskutere vores værdier. Hvordan ser vi på mennesker? Og hvordan sørger vi for, at samfundet kan blive ved med at tjene penge til at opretholde en værdig standard for dets borgere? Hvis man placerer kvinderne i et hjørne, er det ikke mærkeligt, at der ikke fostres tilstrækkeligt med gode ideer. Man sletter noget fællesmenneskeligt ved at sætte kvinderne udenfor. Og så latterliggør man os endda, hvis vi ikke bliver på vores plads.«

Politikken er ude

»For mig at se handler det om, at vi for at komme i gang med karrieren er tvunget til at følge spillereglerne, hvor den vigtigste er, at man helst skal være en mand. Hvordan kommer unge kvinder i gang med deres karrierer, når der ingen miljøer er, hvor de kan være? Hvis vi ikke direkte bliver holdt tilbage, så bliver vi i hvert fald ikke båret frem.«

I ræset efter at leve op til alle kravene på én gang er det politiske engagement røget sig en tur, mener Julia Lahme.

»Vi skal holde et helt års barsel, og samtidig kan vi ikke få passet vores børn, og når vi endelig overlader dem til en institution, har personalet ikke tid til at skifte ble på dem. Og der er ingen, der slår i bordet!«

Jeg indvender, at sygeplejersker, sosuer, jordemødre og forældre til børn i institutioner alle sammen gang på gang har protesteret voldsomt, det hjælper bare ikke over for modstandere som skattestop og et kønsopdelt arbejdsmarked.

Som etnolog ved Julia Lahme udmærket, at det er de job, som tidligere blev udført i hjemmet af kvinder, der presses ud og ned, svarer hun. Men hun fastholder, at de unge kvinder selv må gøre oprør.

»Det opfattes som ukvindeligt at være stærk. Der er for mange, der finder sig i det! Hvorfor finder vi os for eksempel i lukkede lønforhandlinger? Jeg ved ikke, hvad mine veninder tjener. Vi følger bare autoriteterne, hvad enten det er vores far eller chefen.«

»Vi bliver sendt hjem og passe ungerne selv, og så bliver vi samtidig spurgt, hvorfor vi ikke gør karriere! Vi har jo ligestilling, ikke? Det passer bare ikke, der er steder i Afrika, hvor kvinderne er mere ligestillede, end vi er,« fastslår hun.

Mormor må hjælpe

Hvorfor tror du selv, det er blevet sådan?

»Noget af det kommer fra jeres generation. I rødstrømper gav os alle muligheder, men også pligten til at tage dem uden samme ret til at skære hjørner, som I selv indrømmede hinanden. I min generation skal alt være perfekt. Og i min generation har vi lært at elske vores forældre, så vi higer efter jeres kærlighed og anerkendelse,« siger Julia Lahme og fortæller, at hun har venner, hvis forældre har meget svært ved at acceptere det, deres børn er blevet til.

»Fra jeres generation oplever jeg meget stærkt, at der er forældre, som har svært ved at anerkende deres børn. Vi skal have det rigtige visitkort, og vi elsker jer så højt, at vi har brug for jeres anerkendelse. Vi er vokset op i nære familierelationer, og vi har brug for vores forældre. I gav jeres fingeren.«

»I har lært os, at man både kan have karriere og børn, og selv synes vi desuden, at vi skal have et perfekt hjem, et stort bryllup, designermøbler, to biler, carport, flere udlandsrejser om året og livslang læring oveni.«

»Jeg står lige i brændingen med et lille barn og måske 10 år til det hele: Karriere, børn og forældre, før I bliver så gamle og pasningskrævende, at man ikke længere kan få en fornuftig snak med jer.«

Århh, 20 år, forhåbentlig!

»Ja, I er jo også den generation, der nægter ikke at være evigt unge! Mange af mine venners forældre har ikke tid til at passe deres børnebørn. Men det bedste, man kan gøre for sin datters karriere, er at træde til som bedsteforældre. Ellers må hun gå ned i tid det er jo alligevel hende med den laveste løn.«

Mange bedstemødre har jo stadig fuldtidsarbejde!

»Men måske kunne mormor lave aftensmad hver onsdag. Bare fordi vi er flyttet hjemmefra, er det ikke ensbetydende med, at vi ikke har brug for jer. Alt for mange af mine veninder må tigge og bede om hjælp for at få den. Og i min generation er man hverken en rigtig kvinde, hvis man vælger børn fra, eller hvis man ikke gør karriere. Man er ikke bevidst, hvis man serverer junkfood, og man passer ikke godt nok på sig selv, hvis man har en last. Synder er ikke tilladt. Nu råder Sundhedsstyrelsen til, at vi skal til at amme i 12-18 måneder. Det er WHOs råd til fattige kvinder i Afrika, som nu også skal gælde for os!«

Bare vent!

Bliver du overhovedet ikke selv påvirket af tidsånden?

»Selvfølgelig bliver jeg påvirket, jeg kender da intolerancen fra mig selv, men jeg synes det er forkert. Jeg har for eksempel svært ved at forstå, at alle andre ikke har et lige så højt aktivitets- niveau som mig selv. Men jeg øver mig daglig, det er svært, men jeg prøver virkelig.«

»Hvis man for eksempel ser en gravid kvinde ryge, så synes jeg, det ville være rigtig dejligt, hvis vi ikke straks så hende som en, der var ude på at slå sit barn ihjel, men som en der var i en sårbar situation. Vi skulle have lidt ømhed i forhold til hinanden. Jeg hopper ikke på den med, at det er folks egen skyld. Hvor skal folk gå hen, efter at man har lukket distriktspsykiatrien? Et samfund er kendetegnet ved, hvordan man tager sig af de svageste.«

»Når jeg ser, hvad jeg betaler i skat, tænker jeg, at det da ikke kan passe, at der ikke er penge til, at vi passer på hinanden. Måske er det naivt, men så er naivitet nødvendig. Noget af det, jeg er allermest glad for ved mig selv, er min tro på, at tingene kan blive anderledes, at vi kan gøre det på en anden måde.«

Hvis krisen kan gøre noget godt, så er det, at den giver folk mere tid til græsrodsarbejde, forventer Julia Lahme afslutningsvis.

»Bare vent. Det hele eksploderer lige om lidt!«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"man ...", "man ...", "man ..." .....

At "man" undertrykker kvinder er langt fra et nyt tema, og de viser Julia Lahme får ud af det, får hendes klagesange til at fremstå som en anakronistisk juke-box.

Der går simpelthen ren og ureflekteret John Mogensen i den, når hun reserverer "omsorgsbyrden og -glæden" til kvinder, eller kaster med sten efter den "man", som "placerer kvinderne i et hjørne", som "sletter noget fællesmenneskeligt", og endda "latterliggør" kvinder.

For kernen i Julia Lahmes arier er jo, at hun netop ikke kan se verden fra anden side end kvindens. Det er kvindens opfattelse af barnets tarv, samfundets indretning, osv., der er sandheden.

Og; jo - selvfølgelig har Julia Lahme da ret til at have nogle skarpe og ensidige meninger, men hvis hun har andet mål i livet end bare at fremføre dem, så bør hun begynde at tænke lidt hen over grænserne, - lidt som en del mænd begyndte at gøre, da vi forholdt os seriøst til rødstrømpernes kritik.

En simpel observation som at kvinder har monopol på omsorgsbyrde og do. glæde, er et godt udgangspunkt. Den fortæller nemlig at mandens drifter som skaffedyr (hvilket faktisk er ligeså stor en byrde og glæde!) ikke eksisterer i ligningen. Manden skal piskes til at lære "glæden" ved at være sammen med et spædbarn 24 timer i døgnet.

... hvad er lige den store gevinst ved, at manden får en barselsorlov, som han ofte kun kan simulere at glæde sig over, og at man derved fratager kvinden en periode af hendes liv, som kunne give hende en masse glæde?

Hvis man synes at det er et problem, at kvinders afbræk i deres erhvervskarriere sætter dem tilbage i forhold til deres mandlige kolleger, så tilbyd istedet mænd en betalt orlov af samme længde til at nørde med noget som han interesserer sig for, - biler, sport, græsslåmaskiner, eller hvad fanden en maskulin papkasse nu kan fascineres af.

Erkend at mænds og kvinders fascination er forskellige, uanset om man kan finde en procent eller to, som er specielle. Og prøv så - med det udgangspunkt - at finde løsninger som tilfredsstiller begge køn, frem for blot at fortsætte en skyttegravskrig, ved at afkræve mænd nogle feminine dyder, som de højst kan simulere.