Nyhed
Læsetid: 4 min.

Yngre historikere tør tage stilling

En række historikere mener, at der er en tendens til at yngre historikere er mere åbne for at tage moralsk stilling til historien end ældre generationer
Kultur
17. september 2010

Historikeren Bernard Eric Jensen påpeger i dagens udgave af Bøger, at der er sket et brud i historieskrivningstraditionen. Den bevæger sig fra tilstræbt neutralitet til en mere værdiladet form, hvor det igen er muligt at identificere sig med enkeltpersoner.

En række historikere er enige i, at der er en tendens til at en yngre generation er ved at bløde en overintellektualiseret forskning op.

Claus Bundgård Christensen, der er lektor i historie ved Roskilde Universitet, mener at historieskrivningen blev »lidt tør og blodfattig«, fordi man netop forsøgte at tilstræbe neutralitet. Man ville ikke risikere, at historien kunne misbruges politisk - som det var sket i Tyskland.

»Det kan godt være, at de tilstræbte neutralitet, men det var de jo ikke. Det er der ingen, der er, og det er der måske en større erkendelse af blandt de yngre historikere,« siger Claus Bundgård Christensen.

Han mener, der tidligere var tendens til, at forskningen var for fokuseret på de overordnede strukturer fremfor at beskæftige sig med de steder, hvor der var etiske og moralske dilemmaer i spil.

»Ældre besættelsestidshistorikere var optaget af den politiske historie. Groft sagt handlede det om mænd, der færdedes på de bonede gulve på Christiansborg, mens min generation begyndte at kigge på dér hvor der skete et moralsk skred: Østfrontfrivillige, tyskertøser, sortbørshandel og så videre. Men jeg ser det som en naturlig udvikling at feltet udvider sig.«

Som eksempel på den udvikling peger han på historien om SS-officer Adolf Eichmann, der stod for logistikken i transporten af jøder til koncentrationslejre.

»Eichmann opfattede man jo længe som denne grå embedsmand, der bare gjorde, hvad han fik besked på, mens man i nyere forskning har undersøgt, hvordan han egentlig var. Det viser sig, at han også var præget af ideologi og antisemitisme. Jo tættere man kommer på en enkeltperson, desto sværere er det at undgå de moralske og værdimæssige overvejelser, så derfor holdt man sig tidligere på det overordnede niveau.«

Hobbyvirksomhed

Nils Arne Sørensen er lektor i historie ved Syddansk Universitet. Han mener, historikere længe har haft en vis berøringsangst over for det at bruge historien til noget, selv om de fleste mennesker har den opfattelse, at vi skal lære af historien.

»På Aarhus Universitet gik der engang et rygte om, at de studerende i en undersøgelse i 1970'erne havde bedt underviserne om at svare på det simple spørgsmål: Hvad skal vi bruge historien til? De svarede efter sigende, at den højst kunne bruges til, at de kunne få løn for at arbejde med deres hobby. Jeg afprøvede rygtet og fandt ud af, at helt så langt kom det ikke ud. Men der blev godt nok vandret rundt om den varme grød. De fleste faghistorikere er forsigtige med at sige noget om, hvad man kan bruge historien til,« siger Nils Arne Sørensen.

Bernard Eric Jensen påpeger, at reaktionerne på Anders Fogh Rasmussen kritik af samarbejdspolitikken i 2003 blotlagde, at historikere strides om, hvad man må bruge historien til. Den udlægning er Nils Arne Sørensen enig i. Han tilhørte selv den fløj, der forsvarede Anders Foghs ret til at fælde dom over historien - han anfægtede blot argumentet.

»Anders Fogh havde ret til at hente argumenter i fortiden for, hvordan vi skal optræde i nutiden, men her er det så historikernes pligt at efterprøve argumentet. Og det mener jeg i høj grad, at historikere er blevet bedre til. Ikke mindst takket være den ellers så udskældte universitetslov, der giver os en formidlingspligt.«

Ny generation

Nils Arne Sørensen mener, at man tidligere godt kunne blive latterliggjort i forskerkredse, hvis man blandede sig i den offentlige debat på den måde.

»Hvis jeg søgte en universitetsstilling i dag, ville jeg da vedlægge dokumentation for, at jeg går ind i den slags debatter. Det siger også noget om, at det har ændret sig. Historikermiljøet er blevet mere åbent for at bruge historien til noget,« siger Nils Arne Sørensen.

Cecilie Banke, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, påpeger, at man bliver nødt til at skelne mellem historiedidaktik og historie som videnskab.

»Men jeg er da helt enig i, at tidligere generationer af historikere har været meget tilbageholdende med at forholde sig moralsk til det, de beskæftigede sig med. I min generation har vi været meget optaget af menneskerettigheder, og det har betydet, at vi nok i højere grad laver forskning, der ansporer til, at man tager moralsk stilling. Enhver generation tolker fortiden ud fra sin egen moral,« siger hun.

Cecilie Banke synes, det er glimrende, at Fogh Rasmussen tog moralsk stilling til samarbejdspolitikken.

»Man kan sagtens diskutere, om han ikke havde en ret firkantet forståelse af samarbejdspolitikken, men jeg mener, at han er i sin gode ret til at bruge historien i et nutidigt perspektiv. Det er vigtigt, at vi ikke fastholder historien i et fortidigt rum, men netop sætter den i spil og lærer af den.«

Et opgør med dansk historieskrivning. Bøger, side 10-11

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Mølstrøm

Det er et problem hvis det at ytre sig, i sig selv bliver en kvalitet. Sådan som jeg forstår Cecilie Banke, så er det godt, bare vi sætter historien i spil. Men det er efter min mening ikke godt at sætte historien i spil for enhver pris. Historien skal først og fremmest sættes i spil, der hvor der er saglige historiske argumenter for at gøre det. Og derfor er det også vigtigt, at historikere kritiserer forsimplede fortolkninger af besættelsen eller andre historiske begivenheder, hvis disse rent videnskabeligt ikke kan forsvares. Selvfølgelig skal man ikke forbyde folk at komme med deres personlige fortolkning af historien. Men man skal heller ikke gå i den anden grøft og begynde at påstå, at bare fordi folk fortolker er det godt. Og selvfølgelig er det rigtigt, at historikere også fortolker fortiden. Dog vil jeg hellere bygge et samfund på historikerens fortolkninger end en politikers. Ellers er der vel ingen grund til at have historikere?