Nyhed
Læsetid: 3 min.

En anledning til at læse

De nominerede til Danske Banks Litteraturpris blev offentliggjort i går. De indstillede bøger af Morten Ramsland, Ib Michael og Maria Helleberg er udvalgt af en sagkyndig jury. Den endelige vinder vælges af læsere
Kultur
2. oktober 2010
Morten Ramsland: Sumobrødre (Rosinante 2010) 
 Født 1971, debuterede i 1993 med digtsamlingen 'Når fuglene driver bort'. Morten Ramsland fik sit store gennembrud, da han i 2005 fik udgivet slægtsfortællingen 'Hundehoved'. 'Sumobrødre' fortælles gennem øjnene på den 11-årige Lars og fra forstadskvarteret Paradishaven ved 80'ernes Odense. 
 'Historien er både overvældende rå og direkte, men skaber også samtidig et særlig ømt poetisk rum om disse drenge med al deres spirende seksualitet og vilde energi, netop symboliseret i titlen, der henviser til drengenes hemmelige brydekampe, som på én gang er kamp og kærtegn,' lød juryens beskrivelse.

Morten Ramsland: Sumobrødre (Rosinante 2010)
Født 1971, debuterede i 1993 med digtsamlingen 'Når fuglene driver bort'. Morten Ramsland fik sit store gennembrud, da han i 2005 fik udgivet slægtsfortællingen 'Hundehoved'. 'Sumobrødre' fortælles gennem øjnene på den 11-årige Lars og fra forstadskvarteret Paradishaven ved 80'ernes Odense.
'Historien er både overvældende rå og direkte, men skaber også samtidig et særlig ømt poetisk rum om disse drenge med al deres spirende seksualitet og vilde energi, netop symboliseret i titlen, der henviser til drengenes hemmelige brydekampe, som på én gang er kamp og kærtegn,' lød juryens beskrivelse.

Sofie Amalie Klougart

»Hvad tænker man på inden styrtet, når man sidder på den ultimative flyvetur og ved, at alt skal rives væk fra en?«

Maria Helleberg sidder i en elegant, lyst betrukket sofa i Danske Banks lokaler ved Kongens Nytorv og fortæller Information om sin seneste bog Engelshjerte. Sammen med forlagsredaktører, jury, direktør og repræsentanter fra Danske Bank har hun lige fejret nomineringen af netop Engelshjerte sammen med Ib Michaels Vilde Engle og Morten Ramslands Sumobrødre til Danske Banks Litteraturpris. En pris, som gives til et enkelt værk eller et forfatterskab og udvælges af en sagkyndig jury.

Trods den festlige anledning, som sikrer hver af de tre forfattere 50.000 kroner og den endelige vinder 300.000 kroner, tales der flere gange om krise og sammenbrud. Dette var også direktør Tonny Thierry Andersens ankerpunkt, da han et par timer tidligere bød selskabet velkommen til and og vin i bankens selskabslokale med det passende navn Store spisestue. Som bankverdenen har oplevet økonomisk sammenbrud, skriver Ib Michael ud fra tsunamiens menneskelige katastrofe, og Maria Helleberg skriver i Engelshjerte om dronning Anna Sophie, der efter ægteskabet med Christian IV endte i eksil og tynget af sorg.

»Bogen handler om det, jeg frygter allermest. At være helt forladt og frataget det menneske, som har betydet alt for en,« fortæller Maria Helleberg videre om sin bog.

»Historien er dog meget langt fra mit eget liv, men derfor bliver jeg heller ikke så let færdig med den.«

En korsvej

Ib Michaels Vilde Engle tager fat i et mere nutidigt krisepunkt.

»Da tsunamien kom, gik jeg med et erindringsværk i tankerne. Et ønske om at beskrive et menneskes tilblivelse. Tsunamien blev her en korsvej, som fik tingene til at passere revy og udpege de mest afgørende ting, som danner os som mennesker,« siger Ib Michael.

Ib Michael afslutter med Vilde Engle en trilogi med selvbiografiske træk om ungdommen i 60erne.

Svarene udebliver

Morten Ramslands nominerede roman, Sumobrødre, der er hans første roman til et voksenpublikum efter Hundehoved, tager også fat i selvbiografisk stof.

»Sumobrødre er tættere på mig end min tidligere bog, da det er dele af min egen barndom, der skildres. Samtidig er det også en bog, som ikke giver så mange svar som den tidligere. I Hundehoved dominerede glæden ved opklaringen. I Sumobrødre ses tingene gennem en 11-årig drengs øjne, og svarene udebliver,« fortæller Morten Ramsland om sin bog, der dykker ned i en drengeverden i et forstadskvarter til Odense i starten af 80erne.

Morten Ramsland er den yngste af de tre nominerede, men har efter sin store succes med Hundehoved ikke mindre at leve op til.

»Jeg har forsøgt at holde både andres og egne forventninger ude. I stedet har det været vigtigt for mig, at udgangspunktet har været mit eget; der, hvor det brænder på for mig.«

»Men op til selve udgivelsen var det svært ikke at mærke et vist forventningspres. Derfor er jeg også glad for at få denne anerkendelse af Sumobrødre

Ib Michael er ligeledes taknemmelig for nomineringen og ser frem til, at de tre forfattere skal holde foredrag sammen om deres bøger, inden den endelige kåring af vinderen.

»Jeg håber, det bliver en anledning for folk til at tage stilling til bøgerne,« siger Ib Michael og tilføjer med eftertryk

»Men først og fremmest til at læse.«

Vinderen af Danske Banks Litteraturpris udpeges af interesserede læsere ved afstemning på Danske Banks hjemmeside. Vinderen offentliggøres på Bogforum og belønnes med 300.000 kr. Juryen bestod af Mai Misfeldt, Marie Tetzlaff, Lars Handesten og Lasse Horne Kjældgaard

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her