Læsetid: 4 min.

Den borgerlige kulturpolitik er kollapset

Ugens største kulturbegivenheder, filmforliget og Kenneth Plummers afgang, betød to nye stød til de seneste ni års borgerlige kulturpolitik. Ikke mindst til Brian Mikkelsens ministerperiode
Ugens største kulturbegivenheder, filmforliget og Kenneth Plummers afgang, betød to nye stød  til de seneste ni års borgerlige kulturpolitik
30. oktober 2010

Med Kenneth Plummers afgang som generaldirektør i DR er endnu et punkt føjet til listen over tidligere kulturminister Brian Mikkelsens (K) kuldsejlede kulturpro-jekter. Flere medier peger på den forhenværende kulturminister som idémanden bag Plummers indsættelse og Brian Mikkelsen er nu kaldt i samråd for at forklare sin rolle i ansættelsen. Det er blot seneste eksempel på, at højprofilerede prestigeprojekter i den borgerlige kulturpolitik de seneste år er faldet sammen: Filmforliget fra 2004 er rullet tilbage, TV 2 er stadig ikke solgt, konstruktionen bag Københavns Teater er stærkt kritiseret, kunststøtteordningen det samme, og kulturkanonen har ikke haft den store effekt.

»Da den borgerlige regering kom til i 2001 skulle der sættes en masse projekter i søen. Der blev ført stærk signalpolitik på kulturområdet, men når projekterne havde løbet i fire-fem år, ja så har det vist sig at meget ikke fungerede i praksis,« siger professor i kulturpolitik ved Aarhus Universitet Jørn Langsted.

Han har også et bud på en forklaring:

»Det skyldes, at man her i landet fører kulturpolitik på meninger og synspunkter i stedet for på en viden om, hvordan forholdene er i jernindustrien,« siger han.

Han peger selv på flere eksempler på, hvor kulturpolitikken har slået fejl: »Ét af de helt store tiltag var opgøret med smagsdommerne. Man lavede en hurtig løsning og ændrede på Statens Kunstfond, oprettede så Statens Kunstråd. Men der er ikke blevet én smagsdommer mindre siden. Man har bare sat nogle nye til at gøre nøjagtig det samme,« siger Langsted, der også fremhæver Brian Mikkelsens personlige prestigeprojekt, en kulturkanon for alle danskere, som ek-sempel på et fejlslagent projekt:

»Et kæmpestort projekt for ministeriet, men det er jo løbet fuldstændig ud i san-det. Der kom en bog, men hvem har læst den? Og så blev der oprettet en hjemmeside, men det er der vist ingen af os, der er blevet hverken mere eller mindre dannede af. Det var igen et projekt, der havde stor signalværdi, men det fik reelt ikke nogen effekt,« siger Jørn Langsted.

Armslængden er væk

Ifølge Peter Duelund, lektor på Institut for Kunst og Kul-turvidenskab på Københavns Universitet, har den overordnede linje i Brian Mikkelsens kulturpolitik været en bevidst opprioritering af den kulturkonservative politik som en del af den nationale revitalisering. I praksis har tre tendenser gået hånd i hånd: Værdipolitikken har været koblet til en generel centraliseringspolitik, der igen har været ført ud i livet via resultatkontrakter og 'new public management'-principper.

»Men er det årsagen til at konstruktionen bag Køben-havns Teater ikke har været god? Er det årsagen til, at kulturkanonen, trods den massive publikationsindsats, ser ud til ikke at blive brugt? Er det årsagen til at de frie midler i Kunstrådet, som formand Mads Øvlisen har brokket sig over, er blevet gevaldigt reduceret, så der ikke er nær så mange frie midler til disposition?« spørger Peter Duelund retorisk.

»Jeg har ikke selv noget entydigt svar,« fortsætter han: »Men der er ingen tvivl om, at det har været en forudsætning for den ideologiske kulturpolitik, at man øgede centraliseringen, så man dermed fik større mulighed for at styre kulturpolitikken i den retning, man ønskede. Og det armslængdeprincip, som officielt er dansk kulturpolitiks grundlov, er blevet kortere på grund af de her mekanismer. Stik imod det oprindelige princip om at 'nok støtte, ikke styre'.«

Spørger man en af Danmarks førende kommunikationsrådgivere inden for kunst- og kulturlivet, Christian Have fra Have Kommunikation, er det så som så, hvad Brian Mikkelsen ideologiske kulturkamp til syvende og sidst har ført med sig.

»På plussiden fik han sat kulturen på dagsordenen og bragt synlighed til området. Der var mange aktiviteter og stor entusiasme, da han tiltrådte, og han fik rejst både spørgsmålstegn og udråbstegn. Men hans ideologiske korstog har ikke haft nogen mærkbare positive virkninger - tværtimod. Og eftermælet må blive, at der var stor aktivitet i nuet, men ser vi på, hvilke spor han efterlader sig, så er det svært at finde noget, der har gjort kulturen og kunstens vilkår varigt bedre,« siger Christian Have.

Heller ikke på det ideologiske og værdimæssige plan har kulturpolitikken spillet nogen nævneværdig rolle, vurderer Jørn Langsted.

»Det der var Foghs geni-streg var at hans værdikamp var langsomt holdningsbe-arbejdende. Den kom drypvis. Se på danskernes holdning til privatiserede syge-huse, til indvandrere og til krig - den er markant anderledes, end den var, før han kom til. Vi er blevet til kunder fremfor borgere. Men der er ingen af tiltagene på kulturministerens område, der har haft nogen som helst betydning i den sammenhæng, selvom det bestemt blev opfattet sådan af ministeren selv, at kulturen skulle spille en stor rolle i kulturkampen.«

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Brian Mikkelsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henning Ristinge

knapt hundrede år med venstreorienteret, socialdemokratisk og radikal kulturpolitik og borgerlige partier som konstant var på retreten - havde så meget at byde på at selv de borgerlige partier idag fremhæver dele af det. Ja vi ser endog at selv platte Pia Kærsgaard har PH lamper.

Men da de højborgerlige så endelig fik chancen for at vise os at de har noget at ha det i - en chance for at skabe et reelt modstykke modstykke til de dele de ikke ku li - havde de overhovedet ikke andet end lidt ubehjælpsomme og platte tiltag og nogle gedine løgnhistorier at byde på.

Nej, den borgerlige kulturpolitk er skam ikke død. Ja, de store prestige-projekter er døde. Men den borgerlige kulturkamp har vundet. Og det har den fordi, de borgerlige (også kaldet reaktiponære kræfter) har fået medhold i stort set alle deres påstande om (især) den gamle venstrefløj, herunder DKP.

Artiklen kommer jo ind på at den borgerlige tankegang har vundet på stort set alle områder;
folk opretter fri børnehaver i stor stil, de private sygehuse blomstrer, vindmølle-industrien i Danmark er stort set død (svenske vindmølle-fabrikker og tyske Siemens laver nu vindmøller - også i Danmark...)

Og danskernes holdning til indvandrere og flygtninge, tjah - aldrig har den altså været så positiv som nu. Til gengæld er det blevet nemmere at bruge indvandrerne som bussemænd og syndebukke for danskernes problemer - godt flankeret af Dansk Folkeparti, som Venstre siden 'systemskiftet' i 2001 har allieret sig med.
Og som til stadighed råber op om mere kontrol, hårdere stramninger og flere udvisninger. Og da V har et værdi-fælles-skab med DF, ja så...

Og på folke-skole-området har regeringen og DF næsten enerådende råbt og skreget op om dovne lærere, som ingenting lærer eleverme. Og i forhold til hele den offentlige sektor er det lykkedes DF og VK-regeringen at påstå, at den er effektiv. Især gennem løgnen om 'verdens hårdeste skatte-tryk og den mest ineffektive og uproduktive offentlige sektor i verden. [Sidste skud på stammen er Undervisnings-ministeriet påstand om at lærernenunderviser for lidt ifht. vore nabo-lande - selvom tallene ikke kan sammenlignes umiddelbart...]

Den borgerlige regering har således været god til at reframe alting; især i debatten om efterlønnen ses dette. VK vil gerne af med efterlønnen, derfor har den reframet det her til at være et spørgsmål ' "raske, friske 60-årige mennesker virkelig skal kunne gå på pension....og staten skal betale dem for ingenting at lave?"

Og det er det som er VK-regeringens virkelige kulturkamp: Målet er nået. Nu er enhver borger i dette land ikke bare en borger, men kunde, som efterspørger en vare og en ydelse. Og hvis man ikke leverer denne ydelse, så vil man have ret til at få ydelsen leveret et andet sted fra. Enhver er sig selv nærmest i dette samfund - især inden for uddannelses-området...

Her fokuserer regeringen kun på de fagligt og bogligt stærke, mens resten må klare sig selv.
Almuen (dvs. dem der engang var landarbejdere og dem der nu er 3F'ere og bruger AMU-systemet)
har aldrig, ifølge V, skulle have en uddannelse - udover at kunne regne, stave, skrive og læse på det helt basale niveau. De skulle kun lige have de kvalifikationer og kompetencer som skulle til for at klare deres job på arbejdsmarkedet, ikke mere.

Og det er dette almuesind som VK-regeringen har fået installeeret i de her mennesker - især ved at kalde beboerne i de kvarterer hvor man har massive økonomiske og sociale problemer for ghettoer....

Stigmatisering af anderledes tænkende skal der nemlig til i dag hvis man bevare magten...

Henning Ristinge:

"Men da de højborgerlige så endelig fik chancen for at vise os at de har noget at ha det i - en chance for at skabe et reelt modstykke modstykke til de dele de ikke ku li - havde de overhovedet ikke andet end lidt ubehjælpsomme og platte tiltag og nogle gedine løgnhistorier at byde på."

Glem ikke Kaj Munk og Valdemar Rørdam. I hvert fald hvis man skal dømme efter fritidsbeskæftigelsen hos to af de borgerlige kulturkæmpere Per Stig og Søren Espersen, som har skrevet omfattende (og hyldende) biografier om disse personligheder.

En fin artikel der passer til årstiden. Virkelig en gravsten værdi(hele 59,09 KB i cyberspace). Gråt i gråt før det bliver helt mørkt og telefonsvareren på kulturministeriets hotline er fyldt. Som listen af skoddet projekter der samlet i et askebær hvor dansk folkeparti kan plante et lille dannebroslag. Såfremt de fortsat går med drømmen om at besætte kulturministerposten og erstatte hr.prince light med tyggegummi.

* Det er aldrig rart at skulle gribe i egen barm, når der er så mange andres, der frister mere. Men jeg gør det: Ja, den borgerlige kulturpolitik har spillet fallit. Årsag: De borgerlige har aldrig haft én.
Jeg husker ikke, hvem der sagde "Da vi ingen penge havde, fik vi en økonomiminister. Nu har vi fået en kulturminister". Det ministerium fik længstsalig Julius Bomholt indført i venstrefløjens storheds-år i 1960'erne. Da der kom borgerlige regeringer i 1980'erne, fulgte Schlüter & Co lammehaledikkende med og fortsatte med en kulturminister med alt det pinagtige fis, den slags medfører. Det er for mig at se ikke muligt BÅDE at være borgerlig OG samtidig dyrke en rød kulturpolitik. Den gode, gamle borgerlige politik på kulturfronten var - og burde fortsat være: "Lad falde, hvad ikke kan stå.
Abonnér på Statens Kunstråds nyhedsbreve. Så vil man se, HVOR UFATTELIGT MEGET den samling smagsdommere i dag har møvet sig ind i.
For vore skattepenge. Hvis nogen orker at regne det ud, så prøv at se, hvor meget skatten kunne nedsættes, hvis man lod kultur være kultur.

Har man glemt salig Erik Knudsens ord om, at "de borgerlige har pengene, men venstrefløjen har talenterne". Sagt i 60'erne, men tiden har kun givet ham ret. Brian M forøsgte at vise, at de borgerlige havde begge dele, men også det floppede...

margareta svensson

Men vad det sker i Danmark det sker i hele Europa idag.Det er maaske sadan at lommefilosofisk paerevaelling er det selvfolgelige resultat af
nyliberalismens virkelighed der staten och de gamle hierarkier er forvandlet til et megastort
samfund for klienter.
.
Denne nye europeiske kultur er ikke selvfolgelig en pisserende for ludere også om Suzanne Brogger forfjamsket symboliserer problemen med at ikke finde sine öreringer,

Henrik Sarpsborg

Flere bygninger til finkulturen, identitets diktatur, privatiseringer, indsnævring af bredden i Dansk kultur, skolebesparelser og indføring af spørgeskemaer og bureaukrati har været de borgerliges "kulturpolitik".

Jeg vil sige det svarer til aldrig at have haft en kulturpolitik, så at der er noget der er kollapset er vist en dramatisering af noget der ikke engang kan bære en historie.

Henning Ristinge

Næe Gert Petersen -

Det hedder 'kulturkamp' - og det hedder det - fordi det hed 'culture war' i USA.

Det forholder sig nemlig med de danske borgerlige - præsist som med underholdningsprogrammerne du kan se på TV, x-faktor og lignende...

Man er for talentløs til at tænke og finde på noget selv. Man importerer derfor kritikløst sine ideer fra USA og finder derefter en eller anden halvdårlig overætter.

Mediernes massive eksponering af den skinbarlige talentløshed på bekostning af talen kombineret med hård træning, er højrekræfternes drøm om masseunderholdning ...og folk vil ha' det. Det ubesværede glidende tidsspilde. Jeg er spejl blank - kom og ta' mig. Problemet rammer sporadisk i den ellers talentfokuserede magtelite, når de får placeret deres børn af denne udvikling som topchefer eller politikere: Kenneth, Lene, Brian m.m.fl.

Kulturkamp?

Henning Ristinge skriver:

Henning Ristinge siger:
Næe Gert Petersen -

"Det hedder ‘kulturkamp’ - og det hedder det - fordi det hed ‘culture war’ i USA.

Det forholder sig nemlig med de danske borgerlige - præsist som med underholdningsprogrammerne du kan se på TV, x-faktor og lignende…

Man er for talentløs til at tænke og finde på noget selv. Man importerer derfor kritikløst sine ideer fra USA og finder derefter en eller anden halvdårlig overætter."

Næh-nej. Det er helt hen i vejret. Begrebet blev formet i Tyskland i 1870'erne og betegnede Bismarcks kamp mod den katolske kirkes indflydelse.

Siden er begrebet anvendt i mange andre sammenhænge, således f.eks. i Danmark i 30'erne, hvor det direkte var titlen på et venstreorienteret tidsskrift.

Ret skal være ret.

Ku

Henning Ristinge

Da venstrefløjen i 70erne hentede begrebet ind var det fra Tyskland - men dn nuværende regering har det sgu fra Pat Buchanan

God kunst er kritisk kunst, vendt mod tidens aktuelle magthavere, uanset farve. En fin parole, men der er også lavet tonsvis af ubegavet venstrefløjskunst. Men jeg danser lige så muntert til Hoola Bandoola Band, som til Abba. Og før Ole Hyltoft blev præsenil skrev han faktisk ret god fiktion.
Men det er deprimerende at se på Mikkelsens forkrampede forsøg på borgerlig Agitprop. Det havde været velgørende, hvis en Per Stig Møller i stedet havde skabt plads til et bredere mediebillede, hvor dygtige kunstnere, formidlere, journalister uanset politisk holdning kunne have gjort os alle klogere - men det får han nok ikke lov til længere.

Det spændende bliver jo, om man kommer til mærke nogen som helst forskel på dette område, hvis fru Kinnock får plads i Statsministeriet næste gang ---jeg tvivler

@ Ristinge

jeg vil anbefale dig at google Identity Politics
jeg ved hvad jeg snakker om, allerede i 1996 oversatte jeg adskillige artikler om dette emne fordi jeg så hvad vej det gik bla på venstrefløjen.

Når jeg hører ordet "kultur" spænder jeg hanen på min pistol.

Se det er ægte borgerlig kulturpolitik - alt andet er svagpisseri.

Bortset fra det burde kunst og kultur forbydes, fordi mange at fagets udøvere er en mennesketype, som - efter nedtrapning fra diverse misbrug - kunne uddannes til f.ex. læger og hjælpe den 3-die verden.

Henning Ristinge

nævnte artikel henviser rigtigt nok også, kan jeg se til Kulturkampf og Bismarck som inspirationskilde for Pat Buchanan
- der er forskelle - ja men - men der er udover tidsperioden - alt for mange paralleller til Pat Buchanans 1990 og 96 tale og den efterfølgende kulturkamp i USA etc i det de borgerlige har kørt, til at det kan være helt tilfældigt - her er lidt fra Buchanans tale, som netop også var et felttog mod ungdomsoprøret, feminisme og påstået venstreorientering i 60'erne og 70'erne

"There is a religious war going on in our country for the soul of America. It is a cultural war, as critical to the kind of nation we will one day be as was the Cold War itself." In addition to criticizing "environmental extremists" and "radical feminism," .....

og så videre i hans 1996 tale

" to defend American traditions and the values of faith, family, and country, from any and all directions. ...."

Henning Ristinge

og videre i 2004

"Who is in your face here? Who started this? Who is on the offensive? Who is pushing the envelope? The answer is obvious. A radical Left aided by a cultural elite that detests Christianity and finds Christian moral tenets reactionary and repressive is hell-bent on pushing its amoral values and imposing its ideology on our nation. The unwisdom of what the Hollywood and the Left are about should be transparent to all."

Henrik Sarpsborg

.. historieløsheden hersker helt klart, men vi kan da konstatere at de borgerlige ikke havde noget egentligt modbud til kultur radikalisme, udover ideologisk økonomisk politik. Al borgerlig politik er reduceret til dette..

Einar Carstensen

Omfanget af Brian Mikkelsens borgerlige kulturbegreb ses af at hans såkaldte Kulturkanon ikke omfatter:
Ole Rømer, HC Ørsted, Niels Bohr ..
Jeg er sikker på at Informations veluddannede (i.e. naturvidenskabeligt uddannede) læsere selv har savnet menge på listen

Henning Ristinge

Gert Petersen
Tak for henvisningen og jo jeg kan godt se parallellen og anerkender også gerne at dette indgår i de borgerliges kulturkamp. Men nu er det jo netop udtrykket kulturkamp man bruger og Mihail har jo som du kan se ret i at det netop har rødder tilbage til 1870ernes tyske ”kuturkampf”.

Jeg anfører så, at der er et langt tættere parallelløb med den ret omfattende "culture war" som den amerikanske højrefløj startede i 1990'erne - og som netop var rettet mod påstået venstrefløjs kulturdominans siden 60'erne.