Nyhed
Læsetid: 4 min.

Erotisk kunst er et hot tabuemne

Vi er generte omkring det. Alligevel viser salgstallene, at erotisk kunst sælger. På Galerie Eros sælger man udelukkende kunstformen. Her oplever galleriejer Bettina Sinnet Fornitz danskernes ambivalente forhold til erotisk kunst
'Mit håb er at vise folk, at 
 erotik kan skildres smukt og humoristisk. Den kan sætte tanker i gang, som pornografien ikke kan på samme måde', siger galleriejer Bettina Sinnet Fornitz, Galerie Eros 
 i København.

'Mit håb er at vise folk, at
erotik kan skildres smukt og humoristisk. Den kan sætte tanker i gang, som pornografien ikke kan på samme måde', siger galleriejer Bettina Sinnet Fornitz, Galerie Eros
i København.

Kultur
18. oktober 2010

To danske skillinger fra 1771 ligger uskyldigt i glasmontret. Den ene er iført Christian 7.s monogram. Den anden, en oval cirkel formet således: (). Umiddelbart vækker mønternes logoer ikke opsigt på det erotiske Galerie Eros, hvor malerier af nøgne mænd og kvinder pryder væggene. Med mønternes historie taget i betragtning, burde de fortjene mere opmærksomhed: Christian 7. var gift med Caroline Mathilde, som havde en hemmelig affære med deres rejselæge Johan Struensee. Affæren var svær at skjule, og da folk fandt ud af Caroline Mathildes foretagender, begyndte de at lave Christian 7.s skilling om til spotmønter.

»Man kradsede alt omkring Christian 7.s monogram af, så der kun var den ovale cirkel i midten tilbage. Den lavede man således til en vagina med hår på,« siger galleriejer Bettina Sinnet Fornitz.

Den anden side af mønten blev også ændret. På den oprindelige mønt står der, 1 skilling danske KM. Bogstaverne betyder »kobbermønt«. På spotmønten står der i stedet 1 danske K.

»K står for ordet kusse. Mønten blev en total bespottelse imod Caroline Mathilde, som man gik rundt og uddelte på værtshuse for at håne hende. Datidens graffiti kan man sige,« fortæller Bettina Sinnet.

I dag er mønterne landet på Danmarks eneste erotiske galleri i København.

Erotikken sælger

At der kun findes én erotisk kunsthandel i Danmark, viser det ambivalente forhold, som danskerne har til kunstformen. På den ene side er vi meget private og generte omkring det erotiske. Det oplever man på galleriet, når folk vandrer frem og tilbage foran vinduet, inden de tager mod til sig og kommer ind. På den anden side er vi nysgerrige og købedygtige.

»Jeg arbejdede tidligere hos Bruun Rasmussen kunstauktioner i otte år. Her opdagede jeg, at det var erotikken, som solgte og til høje pri-ser. Derfor åbnede jeg Galerie Eros,« siger Bettina Sinnet, som er uddannet kunsthistoriker.

Faktisk er det bemærkelsesværdigt, at vi endnu ikke har overvundet genertheden over for erotisk kunst. Der er nemlig mere af den omkring os, end vi aner.

Ifølge Bettina Sinnet vrimler det f.eks. med nøgne kvinder og elskovsscener på Statens Museum for Kunst og Glyptoteket. Her tænker man bare ikke over det, fordi det ikke er et erotisk museum.

»Der er heller ikke mange, der ved, at verdens største samling af erotisk kunst findes på Louvre i Paris og Vatikanmuseet i Rom,« siger Bettina Sinnet.

I virkeligheden er det altså dér, at danskerne burde samle mod til sig for at gå ind.

Højlydte gæster

Ifølge Bettina Sinnet går den erotiske kunst helt tilbage til middelalderen. Her findes der eksempler på erotiske kalkmalerier i kirkelofterne:

»De fungerede godt nok som skræmmeeksempler på, at hvis man gjorde sådan, så kom man i helvede. Men man kunne alligevel sidde på kirkebænkene og se op på ret erotiske malerier,« siger hun.

I dag er vores omgang med erotisk kunst mere højlydt. Alle har en tydelig mening om det, de ser. På den måde adskiller kulturen sig fra andre gallerier.

Bettina Sinnet har f.eks. fået tonsvis af reaktioner på et stort maleri af en nøgen, ung kvinde med lyse rottehaler og en hvid fjerboa om halsen.

»Folk kan ikke holde deres reaktioner tilbage. De siger alt fra ad, hun er barberet til tænk, skal man se sådan ud i dag?, eller ej, hvor er hun for meget, det kunne jeg aldrig have hængende,« siger Bettina Sinnet.

Hun nyder, at folk reagerer på den erotiske kunst, fordi det skaber engagement.

»Når kunsten er erotisk og af kroppe, så bliver man tvunget til at sige et eller andet, fordi man enten bliver provokeret, imponeret eller benovet,« siger hun. Bettina Sinnet håber, at hendes galleri kan bringe skønheden tilbage i erotikken. Hun fortæller, at mange tager afstand fra kunstformen, fordi de forbinder den med pornografi. Men det er en forkert antagelse.

»Mit håb er at vise folk, at erotik kan skildres smukt og humoristisk. Den kan sætte tanker i gang, som pornografien ikke kan på samme måde. Pornografien er nemlig skabt som brugskunst til det bestemte formål at tilfredsstille. Erotisk kunst er derimod skabt for at more, glæde, fornøje og forskønne,« siger hun.

De grupper som virker til at forstå budskabet bedst, er kvinderne i alderen 30-60 år og de pæne par i 50erne, som er de typiske gæster på Galerie Eros.

Polterabend i galleriet

Andre bruger dog også galleriet til helt andre formål. Et selskab har f.eks. fejret polterabend der. Her holder Bettina Sinnet foredrag om erotisk kunst for at forberede den unge brud på, hvad der vil ske på bryllupsnatten.

En af bøgerne, hun læser op fra, er Brudenatten fra 1932. Et påklistret mærkat efter beslaglæggelse hos Københavns Politi vidner om bogens beskidte indhold:

»Hvedebrødsdagenes Frihed og nære Samkvem kan let få de to Unge, der nu pludselig har Frihed til kønslig Nydelse, udarte sig i Overdrivelse. Man ser ofte unge Ægtemænd, der kort tid efter Brylluppet, bærer alle Tegn på Overanstrengelse. Han har forspist sig, og Ægteskabets Skønneste Rettigheder forsimples af Overmættelse og Lede,« står der på side ni. Pga. de mange udfordringer et ægteskab kan bringe, giver bogen gode råd til, hvordan man begynder det forsigtigt.

Bettina Sinnet deler også gerne ud af sine historiske erfaringer fra den erotiske kunst.

»Mit budskab til bruden er typisk, at der intet nyt er under solen,« griner Bettina Sinnet Fornitz.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

det er da fremragende, men det ville også være godt om det blev anerkendt, at mange har problemer og at der inden for erotisk kunst ligesom al anden kunst skal være plads til kunst som problematiserer og bringer problemerne frem i lyset hvor man kan se og diskutere og gøre noget ved dem i stedet for blot at starte med præmissen at det hele er skønt, og fejer problemerne under gulvtæppet, så de kommer til at forkvakle timgen i stedet for at blive afhjulpet. Og jeg tænker ikke blot på de virkeligt utilpassede og syge, men også på helt eller nogenlunde almindelige mennesker. Det er jo blandt andet velkendt at seksualitet er det eneste sted i livet, hvor man i det store og hele skal færdes uden synderligt med vejledning og gætte og eksperimentere sig frem, og det kommer der nemt noget mærkeligt ud af. Alle andre steder i tilværelsen får man hjælp og man kan spørge sig til råds osv.
mere senere

Tabu? Jeg tror da ikke der er noget større tabu, i dagens Danmark, omrking erotisk kunst eller erotik for den sags skyld.
Grunden til folk måske ikke identificerer sig særligt meget med den slags, i fuld offentlighed, er vel nærmere, at det ofte bliver plat.
Jeg mener, et erotisk galleri, man kan leje til sin polterabend er vel ikke just det, der giver kunstformen den mest seriøse patina.

Bettina Sinnet Fornitz

Til KIM SØRENSEN:
Som en præcisering skal anføres, at man absolut IKKE kan LEJE galleriet til en polterarbend, men derimod uanset anledningen bestille et FOREDRAG om erotisk kunst afholdt af en magister i kunsthistorie!
Dette giver vel alt andet lige netop den efterlyste "seriøse patina" til emnet, der imidlertid er så livskraftigt og glædesbringende i sig selv, at en "patina" så sandelig ikke er påkrævet, for at kunne nyde den.

Med venlig hilsen
Bettina Sinnet Fornitz,
Galerie Eros

Bettina Sinnet Fornitz

Til BOB JENSEN:
Det foruroligende, besættende og farlige har altid været en del af den erotiske kunst, og særlig har
f.eks. surrealismen ladet menneskets ubevidste erotiske tanker komme til udtryk. Erotisk kunst kan være udsprunget af en fantasi eller drøm, som kunstneren har ønsket (eller ikke ønsket) at fastholde, og undertiden kan den erotiske kunst måske endog have en terapeutisk virkning.
Den problematiserende del af den erotiske kunst kan imidlertid også skabe glæde og eftertanke, ved - i modsætning til pornografien - at stille spørgsmål uden at give svarene.

Med venlig hilsen,
Bettina Sinnet Fornitz
Galerie Eros

Til Bettina:

Nu var det ikke for at angribe din motivation eller noget i den stil.
Jeg er sådan set også klar over journalisten naturligvis bliver nødt til at vinkle sin artikel, og hvilken bedre måde end at fremstille erotik som noget tabubelagt?
Men nu fremhæves det jo, i artiklen, at galleriet har lagt lokaler til et polterabend. Hvilket, alt andet lige, giver et indtryk af en behandling af emnet, der måske ikke ligefrem graver voldsomt dybt ned i stoffet - jeg mener, stod valget mellem paintball og mandestrip eller en tur på erotisk galleri? (bemærk det venlige glimt i øjet)
Derudover kan man så se dig (?) stå og hænge et alt andet end erotisk maleri op. Ja undskyld mig, men jeg finder altså ikke det maleri erotisk, selvom det forestiller en utroligt flot kvinde (dig?). Jeg finder sådan set ophængeren langt mere erotisk - en flot og vidende kvinde, som endda er indehaver af et erotisk galleri i en stramtsiddende sort kjole... Det er sgu da pirrende!
Inden det kommer til at lyde som en kontaktannonce skal jeg måske lige understrege, at der altså er en, mere eller mindre, seriøs pointe med mit indlæg.
Pointen er at maleriet altså ikke er videre erotisk - det er vel bare et nøgenbillede af en blond nordisk kvinde, endda med dannebrog i baggrunden, så det ville gøre sig fint over kaffebordet i mit ikke-eksisterende kolonihavehus. Billedet bliver så fulgt op med historier om kussemønter (som jeg indrømmer er interessante, men ikke voldsomt erotiske) og en hø-hø-historie om en samlivsmanual for unge ægtepar anno 1900-bæ.
Men hvorfor dog det? Hvorfor går man ikke virkeligt i kødet på erotikken (pun intended)?
Hvorfor har man ikke foredrag om f.eks. Picassos kvindebilleder? I sig selv er Picasso måske ikke ligefrem en der går i trussen på folk. Men man kunne nemt lave et foredrag om ham, som får det til at løbe ned af væggene med erotik - hint: hvorfor mon hans kvinder ofte fremstilles så svulmende, som de gør?
Eller hvad med at gå derud, hvor man reelt kan begynde at tale om folk mødes med følelsen af tabu. Jeg finder f.eks. mange af Francis Bacons malerier pissehamrende erotiske - eller ihvertfald liderlige, hvis vi skal være ærlige. Men jeg forestiller mig mange mennesker vil finde dem frastødende, hvilket jo i sig selv er oplægget til et foredrag/tema om erotisk kunst, skabt i himmelen.
Der jeg vil hen er at jeg måske bare savner lidt ambitioner, istedet for den lette løsning og forsøge at sælge kolonihavekunsten og de små statuetter med stive pikke som tabubelagte.
Kunsten har altid været fuld af erotik og man skal nærmest bevidst undgå erotikken, hvis man beskæftiger sig med kunst, der har lidt mere dybde end som så.

P.S. Jeg må hellere skynde mig at indrømme jeg ikke har besøgt dit galleri - jeg udtaler mig udelukkende på baggrund af portrættet her.
Men jeg skal nok love, at stikke snuden forbi Eros, næste gang jeg får lyst til lidt kultur.

Bettina Sinnet Fornitz

Til Kim:

Tak for dit indlæg, som fortjener en lille kommentar fra min side. Som du selv er klar over, er det et problem for enhver dialog, når de præmisser, udfra hvilke der diskuteres, ikke er funderet i et egentligt kendskab til materien. Jeg håber derfor, at du gør alvor at din idé om selv at besøge galleriet. Indtil da kan du eventuelt orientere dig på galleriets hjemmeside: www.galerieeros.com

Idet jeg med et (- noget anstrengt) smil takker for "komplimenten", skal jeg her nævne, at den unge kvinde på det i artiklen viste maleri ikke forestiller mig, men er en del af serien "Danoises", som Peter Carlsen skabte til en udstilling i Det danske Hus i Paris. Peter Carlsen er repræsenteret bl.a. på Statens Museum for Kunst, Frederiksborgmuseet, Aros og Arken, og hvis man anser hans arbejder for "kolonihavekunst", er det tydeligt, at man har misset den bevidst ironiske pointe. Peters mål har netop været at pirke til især mediernes stereotype fremstilling af den kvindelige seksualitet, og han har derfor i denne serie taget udgangspunkt i Ekstrabladets side 9 piger.
Galleriet afholder gerne foredrag om mange forskellige emner indenfor den erotiske kunst (fra videoinstallationer til tidlige japanske træsnit), enten ved undertegnede eller ved en ekstern foredragsholder. Picasso og Bacon kunne da sagtens være en mulighed, omend disses kunstneriske virke allerede har været genstand for en så massiv kunsthistorisk interesse, at man her vanskeligt kan tilføje noget nyt. Den erotiske samtidskunst er imidlertid i så høj grad både levende, krævende og udfordrende, at det ikke er nødvendigt at kaste sig over et par afdøde kunsthistoriske ikoner, for at få både sin seksualitet og sit intellekt pirret.

Med venlig hilsen,
Bettina Sinnet Fornitz
Galerie Eros

Bettina

Jeg har forholdt mig til artiklen, og siden jeg antager du har haft mere end en enkelt finger med i forhold til udformningen af den...eller det billede den maler... så er det måske i artiklen problemet ligger, mere end hos mig, som læser. Du har vel deltaget i artiklen for at skabe kendskab til din forretning?
Derudover finder jeg stadigvæk billedet uinteressant og ville ikke have det hængende selv - upåagtet at det er malet af Peter Carlsen... selv hvis han havde været udstillet på Louvre ville jeg ikke have det hængende. Men det er alligevel det billede, der følger artiklen, sammen med historier om kussemønter og polterarbender.

Men jeg er da glad for artiklen skaber et fejlagtigt billede af dit galleri.
Jeg er måske lidt ked af jeg bliver gjort til en ignorant, der misser de subtile pointer ved Carlsens billede. Måske de havde været lettere, at fange, hvis omstændighederne var anderledes - som f.eks. sans kussemønter, polterabender og andre hø-hø-historier.

P.S. Nu var Bacon og Picasso bare to eksempler, jeg lige greb ud af luften, da der i artiklen jo ikke nævnes noget om japanske træsnit eller videoinstallationer. Så læg ikke for meget vægt i namedropningen af de to herrer - de blev bare valgt fordi de lå til og trods alt ikke var lige så oplagte som Goergia O'Keeffe ;)

billedkunstner beach trance

min kærste og stofer vejle havn

http://www.youtube.com/watch?v=wiX9ORDpulM

astrologi, stjernetydning

eller
de oftest meste og væsentligste sikre udi
kønsaktsudøvelserne,

vel så heller de sidstnævnte,
for også: livet, er som oftest,
meget og væsentligt, alternativt
til astrologi, stjernetyderi