Nyhed
Læsetid: 4 min.

Filmbranchen skal ikke forvalte filmstøtten

Initiativtageren til et nyt forum for producenter er bekymret over den ellers så fejrede enighed i filmbranchen om den kommende filmaftale. Armslængdeprincippet bør også gælde mellem filmbranche og filminstitut, mener hun
Initiativtageren til et nyt forum for producenter er bekymret over den ellers så fejrede enighed i filmbranchen om den kommende filmaftale. Armslængdeprincippet bør også gælde mellem filmbranche og filminstitut, mener hun
Kultur
8. oktober 2010

Skal filmbranchen selv have indflydelse på hvem der får filmstøtte? Det mener Sarita Christensen, producent og direktør for det succesfulde produktionsselskab Copenhagen Bombay, bestemt ikke. Derfor har hun skrevet en udtalelse, der medfølger som bi-lag til den rapport som en samlet filmbranche netop har afleveret til kulturministeren. I rapporten anbefaler filminstituttet og filmbranchen nemlig, at den nye filmaftale giver filminstituttets direktion mulighed for at nedsætte et rådgivende forum bestående af repræsentanter fra branchen.

»Forummet får til opgave at følge udviklingen i ansøgningsmængden, det danske filmudbud og markedssituationen og skal på denne baggrund fremkomme med forslag til den årlige fordeling af støttemidler og budgetjusteringer, herunder særlige strategiske indsatsområder, der påkalder sig opmærksomhed,« hedder det i rapporten.

Sarita Christensen er initiativtager til en ny forening af producenter: Filmproducenternes Forum, og hun er bekymret over den sammenblanding af filminstitut og filmbranche, som resten af udvalget har ønsket.

»Det er positivt, at instituttet har været så dygtige til at samle branchen i forbindelse med filmforligsforhandlingerne, men dialogen skulle helst ikke tage overhånd. Jeg mener, at armslængdeprincippet også må gælde mellem de, der er sat til at fordele støttekronerne og os, der skal bruge dem.«

Urealistisk forventning

Sarita Christensen synes generelt, at den enighed som både politikere og filmbranchens interessenter har rost filminstituttet for at have opnået er en smule overdreven. Hun synes, at den samlede front er for defensiv. Og måske også for forvænt.

»Vi har verdens bedste filmlov, og den skal vi passe på. Jeg kan godt savne lidt ydmyghed,« siger hun og her henviser hun især til Producentforeningens udspil, der både ønsker flere støttekroner til for eksempel dokumentarfilm og samtidig ønsker skattefradrag til virksomheder, der investerer i film og en erhvervsstøttepulje.

»Nu skal jeg ikke skyde ambitioner ned, men det er jo urealistisk, at vi får så meget ud af aftalen. Skulle vi ikke hellere forsøge at skabe noget merværdi i forhold til vores produktioner, så vi giver erhvervslivet et incitament til at støtte os. Lige nu er en film jo på ingen måde en god investering for en virksomhed. Det er en underskudsforretning, der ikke engang kan betale penge tilbage til instituttet.«

Det er blandt andet en frustration over det, som Sarita Christensen betragter som en gammeldags opfattelse af erhvervslivet, der har fået hende til at tage initiativ til Filmproducenternes Forum, en udbryderforening af Producentforeningen.

»Der mangler konkrete bud på hvordan vi kan gøre os attraktive over for danske virksomheder. Sådan som det ser ud nu, kan man da godt forstå, at de spørger sig selv: Hvad vil de egentlig med os vil de bare have vores penge eller hvad? Erhvervslivet vil meget gerne være en del af kulturelle projekter, men det skal selvfølgelig kunne ses på bundlinien og ikke bare som et skattefradrag.«

Sarita Christensens egen erfaring fra samarbejdet mellem Copenhagen Bombay og for eksempel COOP Danmark, viser hende, at der er meget at hente.

»Da vi oprindeligt startede samarbejdet med COOP omkring Frugtfjolserne (en række tegnede figurer på frugtposer) var det meget svært, fordi vi skulle finde et fælles sprog. Branchen har været for selvfed og har råbt op om kunstnerisk frihed. Men de aktører, vi har at gøre med, vil ikke have indflydelse på indholdet. De vil faktisk helst være fri.«

Uudnyttet potentiale

Klaus Hansen, der er direktør i Producentforeningen, forstår ikke Sarita Christensens kritik.

»Producentforeningen bakker 100 procent op om det udspil, som udvalget er kommet med. Det, vi tilføjer i vores eget udspil, handler om, at vi skal udnytte filmens vækstpotentiale. Der ligger mange tusind arbejdspladser i at få for eksempel udenlandske filmproduktioner til landet,« siger Klaus Hansen.

Også professor Ib Bonde-bjerg kaldte Producent-foreningens forslag urealistisk i gårsdagens Information. Hvad er din kommentar til det?:

»Personer med en kulturpolitisk tilgang reagerer altid på den måde, når vi begynder at tale om at have en erhvervspolitik på filmområdet. Vi lever i et resorthelvede for noget lignende sker, når vi kommer til erhvervspolitikere med ideer om filmens vækstpotentiale, så bliver de lidt blanke i øjnene og henviser os til kulturministeriet. Det er en fejl, at der ikke er en erhvervspolitik på området,« siger Klaus Hansen.

Rammer

Det lyder altså umiddelbart som om, at Sarita Christensen og Klaus Hansen er enige om, at der bør fokuseres mere på samarbejde med erhvervslivet. Og så alligevel:

»Vores udspil handler ikke om, hvordan filmbranchen skal samarbejde med virksomhederne, men mere overordnet om, hvordan vi får en erhvervspolitik på området.«

Men forslaget om skatte-fradrag handler vel om at gøre det mere fordelagtigt for virksomheder at investere?

»Ja, men det er jo ikke nogen støtteordning. Det er bare nogle rammebetingelser, der skal være på plads.«

Sarita Christensens kritik går også på, at man overordnet i Producentforeningen ikke har nok fokus på samarbejdet med erhvervslivet. Hvad er din kommentar til det?

»Den holdning er hun selvfølgelig velkommen til at have. Jeg synes, at vi med vores udspil har lagt en meget ambitiøs vision frem om, hvordan man kan udnytte filmens vækstpotentiale, og at vi overhovedet ønsker en erhvervspolitik, signalerer da, at vi er opmærksomme på at opdyrke samarbejdet med virksomheder, men det er selvfølgelig rigtigt, at det ikke handler om, at A.P. Møller skal blandes ind i at lave film, hvis det er det, hun mener.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

At forene filmkunst med finanser, har og vil altid være, en svær kunst. Hver eneste interessent vil naturligvis forsøge i en forhandlings debat, at pleje egne interesser. Hvad enten det er tale om filmproducenterne, udøvende kunstnere eller statslige aktører.

Alt bliver målt på historik… også filmbranchen. Her er det billetter og filmpriser der det afgørende argument for pengetilførelsen til dansk film. Hovedargumentet må naturligvis stadigvæk være, at der SKAL være plads til både smalle og storsælgende mainstream film. Dog er biograferne kun interesseret i at sælge billetter, da det er livsgrundlaget for enhver bigrafvirksomhed. Hvis jeg kunne komme med opskriften på, hvordan både smalle og mainstream ville blive storsælgende filmsucceser og samtidig høste masser af anerkendelse og filmpriser ude i den store verden, så ville jeg blive Danmarks rigeste mand. Med andre ord, ingen kender den opskrift… og har aldrig gjort det.

Når dét er sagt, så skal der langt mere risikovillig kapital til, så diversiteten for dansk film fremadrettet ikke bliver for stift, hvilket den er nu. Det vil sige, at man skal forsøge til en hvis grad at lade mange flere af de nye talenter kommer til, idet det har vist sig, at selv flere af de etablerede instruktører mod forventningerne har skuffet i de danske biografer seneste år. Med risikovillig kapital menes der erhvervslivets muligheder for, at investere med nogle fradragsmæssige skatte fordele i dansk film uden, at en given film bliver plastret til med Product Placement. Det kunne eksempelvis være som medproducent med tilhørende filmaktier som også private investorer kunne have mulighed for at erhverve. Denne investeringsform benytter man sig jævnligt af bla. i USA og England.

Men det vigtigste af alt, er, at der fokuseres langt, langt meget på det skrevne ord; altså idé- og manuskriptudvikling. ”Story is King” som man ynder, at sige det. Det betyder, at manuskriptforfatteren burde vægtes lang højere af betydning i udviklingsfasen end vedkommende har i dag. Dvs. at manuskriptforfatteren på egen hånd sagtens skulle kunne få udviklingsstøtte via DFI uden en filminstruktør eller producent tilknyttet på et givent projektforslag, hvor DFI efterfølgende kunne agere sparringspartner til de etablerede filmselskaber i det videre forløb. Med dette tiltag ville man netop på en økonomisk forsvarlig måde kunne få skabt mere diversitet, mere fornyelse, mere mangfoldighed samt mere kreativitet i dansk film… inden det dyre produktionsapparat går i gang.