Læsetid: 8 min.

Fire, fem, seks verdener 1981-88

Carsten Jensen kan ikke tænke tilbage på 80erne uden at tænke på åbningsscenen i Steven Spielbergs anden film om Indiana Jones, 'Indiana Jones and the Temple of Doom'. Læs hvorfor i følgende uddrag af forfatterens nye bog 'Ud - Opdagelsesrejser 1978-2010'
Succes. I åbningsscenen af 80er filmen 'Indiana Jones and the Temple of Doom' forvandles et dansegulv i natklub til totalt kaos - til tonerne af Cole Porters 'Anything Goes'. En sangtitel, der ifølge Carsten Jensen opsummerer 80erne: jagten på succes, og jagten på en modgift.

Succes. I åbningsscenen af 80er filmen 'Indiana Jones and the Temple of Doom' forvandles et dansegulv i natklub til totalt kaos - til tonerne af Cole Porters 'Anything Goes'. En sangtitel, der ifølge Carsten Jensen opsummerer 80erne: jagten på succes, og jagten på en modgift.

29. oktober 2010

Vrøvlet var væk, maskeraderne stoppede. 1980erne var et nøgternt årti, ikke fordi vi efter 70ernes teater omsider konfronterede os med noget mere virkeligt, men fordi det nu blev almindeligt vedtaget, at hele verden var et stort teater, og der uden for teatret ikke befandt sig noget af interesse. Den postmodernisme, som erklærede alle store sandheder for døde, var ikke meget andet end en ærlig intellektuel falliterklæring af den slags, der kan virke befriende på samme måde som en konkurs, der annullerer alle gældsposter. Virkeligheden var der selvfølgelig stadig. Den rykkede bare længere væk. Man måtte lede efter den for at nde den. Den trængte sig ikke på i form af overvældende historiske katastrofer, der krævede en stillingtagen. Og lignede den noget, var det mest af alt et dansegulv.

Det var årtiet for mig: et dansegulv.

Jeg kan ikke tænke tilbage på 80erne uden at tænke på åbningsscenen i Steven Spielbergs anden film om Indiana Jones, Indiana Jones and the Temple of Doom. Til tonerne af Cole Porters Anything Goes forvandles dansegulvet i en natklub i Shanghai til et totalt kaos, da dansende og gangstere falder over hinanden i den komiske jagt på en diamant i overstørrelse. Indiana Jones selv leder mellem benene på de dansende efter en kapsel med en modgift til en dødbringende gift, han lige er blevet narret til at drikke.

Sangens titel Anything Goes opsummerer 80erne: jagten på succes, og jagten på en modgift. Jeg fandt diamanten og ledte efter modgiften.

Jeg kunne aldrig rigtig gøre op med mig selv, om 70erne var en dødvægt for mig eller ej. Der var visse grundstandpunkter eller holdninger, jeg holdt fast i, men fra nu af med en ironisk distance, der ikke var befordrende for noget fællesskab.

Jeg fandt ikke noget nyt fællesskab som aføser for politisk revy. Jeg ledte heller ikke efter det. Det betød ikke, at jeg ikke havde venner, men vi var oftest forenede af en overensstemmelse i temperamenter, og det var snarere de intellektuelle forskelle end lighederne mellem os, vi fandt berigende.

Intet at miste

I løbet af 80erne arbejdede jeg for fire forskellige aviser og var redaktør på to tidsskrifter. Jeg blev aldrig fastansat nogen steder, og den første halvdel af årtiet overlevede jeg for det samme sparsomme beløb, der havde stået til rådighed for mig som studerende, en letvægtstilværelse, som også gav en flyvende følelse af frihed, fordi jeg ikke havde noget at miste.

I medieverdenen lærte jeg ikke at knytte bånd. Her var alt baseret på brug-og-smid-væk-princippet. Loyalitet, trofasthed og oprigtighed var noget værre end et handicap. Det var en blottelse, som hurtigt ville give et banesår. Talent for magt var vigtigere end skriveevne, og jeg holdt mig på afstand af alle invitationer til at deltage i den kollegiale staldvarme med dens klaustrofobiske fællesskab, hvor al energi gik op i intriger, sladder og stedsegrøn misundelse.

Da min karriere begyndte at tage fart, opdagede jeg, at det, jeg havde antaget for en dødvægt, også kunne være en ballast. Noget havde jeg lært i 70erne, og det lå som en ekstra blyvægt i boksehandsken, hver gang jeg i en tv-anmeldelse eller en polemisk kommentar slog ud efter et inflationsramt ego og så snottet stå ham ud af næsen, når et punch gik præcist ind. Alene det, at jeg havde et begreb om magt, skilte mig ud. Når nogle havde for meget magt, var det, fordi andre havde for lidt. Det var den lærdom, jeg tog med mig fra 1970erne, og som jeg stadig lader mig vejlede af.

I øvrigt var min on and off-berømmelse, hvad jeg selv ironisk betegnede som arbejdsfri berømmelse. Jobbet som tv-anmelder krævede ikke meget andet end en hurtig pen og en vis ukompromitteret frækhed, og jeg fandt snart ud af, at jeg havde begge dele i rigelige mængder.

Jeg forlod Institut for Litteraturvidenskab i 1981, et intellektuelt miljø, som jeg i stigende grad opfattede som sterilt, og hvor jeg havde spildt alt for mange år. Min eneste undskyldning var, at jeg i det mindste havde tilbragt en del af dem i sikker afstand fra de allerede dengang halvmugne betonbygninger.

Jeg tog først og fremmest én ting med mig: den beslutning, at jeg ville leve af at skrive, en ambition, som var langt mere beskeden, end den lyder, og som jeg udelukkende var nået frem til ad subtraktionens vej: Jeg fandt mig selv uegnet til det meste andet. Men hvad skulle jeg skrive om? Havde jeg overhovedet noget at fortælle verden? Jeg anede det ikke. Jeg gik omkring med en sugende, tom ambition. Jeg ville så gerne gå forbi en boghandlers vindue og se en bog udstillet med mit navn på forsiden. Indholdet havde jeg ingen idé om, og hvad der hændte mig i de følgende år, var i højere grad et produkt af tilfældigheder end af nogen målrettethed. Min forfatterkarriere var i de første mange år noget, der overgik mig, på samme måde som vejret, som der heller ikke er nogen, der har kontrol over.

Igen og igen stirrede jeg overrasket på papiret i skrivemaskinen foran mig, hvor sætningerne en efter en blev til. Så yttede jeg blikket og stirrede på mine travle ngre (jeg havde lært tingersystemet på en aftenskole), der opførte sig, som om de havde deres eget selvstændige liv. På egen hånd, siger man. Jo, de skrev på egen hånd eller hænder, mine ngre, og havde en hemmelig aftale med det tomme papir, som jeg ikke var orienteret om. Jeg lærte, mens jeg skrev. Jeg blev til som forfatter, mens jeg skrev. Jeg var mine ngres elev. Jeg følte, der var så frygtelig lidt af mig, og at jeg derfor også havde så frygtelig lidt at fortælle. Det var mine ngre, der belærte mig om noget andet.

En magelig venstrefløj

Da jeg skrev min første artikel for dagbladet Information, lærte jeg deadlinens disciplinerende indflydelse at kende. I nedtællingens tikken meldte der sig et adrenalinsus, jeg ellers aldrig ville have forbundet med den adstadige avis, der netop havde påbegyndt en over tyve år lang forfaldsperiode som sofa for en magelig venstrefløj, der ikke ville vide noget om verden, men blot kløs på ryggen i bekræftelse af sine egne selvgode holdninger.

Det var december 1981, og jeg var netop vendt fra Polen, hvor jeg havde tilbragt en uge sammen med Martin Burchardt. Martin havde ligesom jeg en baggrund, der var en blanding af det journalistiske og det akademiske, og jeg havde mødt ham på en konference arrangeret af den italienske venstreøjsavis il manifesto i et bundfrossent Milano ved årsskiftet 78/79, mens nyhederne om Sovjetunionens invasion af Afghanistan og Kinas af Vietnam tikkede ind. Martin havde giftet sig med en polsk kunsthistoriker, Ewa Laier. Han havde slået sig ned i Warszawa, og det var sammen med ham, at jeg rejste rundt i et Polen på sammenbruddets rand.

Frihedsbevægelsen Solidaritet, der havde sit udgangspunkt på et skibsværft i Gdansk, og landets kommunistiske styre stod lige stejlt over for hinanden, og alt i landet var lammet. Jeg havde set de skræmmende tomme varehuse, og jeg havde set arbejderne, der strejkede overalt. På et møde i Solidaritet hilste jeg på en af bevægelsens inspirationskilder, Jacek Kurón. I den kuppelformede bygnings centrale hal hang et flere etager langt banner med reggaesangeren Bob Marleys ord »Get up, stand up, stand up for your rights«, og jeg fornemmede, at jeg stod over for et opbrud, der var langt større, end jeg først havde anet. En taxachauffør sagde til mig: »Vi er ti millioner. De kan ikke knække os.« Der var over det hele denne særlige stilhed, der varsler en stor eksplosion.

Eksplosionen kom et par dage efter min hjemkomst, og det var i det øjeblik, jeg blev ringet op af en redaktionssekretær på Information. General Jaruzelski havde erklæret Polen i undtagelsestilstand og forbudt Solidaritet. Kunne jeg skrive en artikel og aflevere klokken 18? Jeg havde tre timer og opgav med det samme at gøre, hvad jeg ellers altid ville have gjort: gennemtænke det hele og møjsommeligt forsøge at få iagttagelser og en mere analytisk forståelse til at passe sammen i en af de sædvanlige konstruktioner, der forsøger at illudere, at der gemmer sig en højere mening i alting. I stedet nedskrev jeg iagttagelser og anekdoter i en nærmest collageagtig form og håbede, det alligevel ville give et holdbart billede.

Jaruzelski havde ligesom Chiles selvudnævnte diktator Augusto Pinochet en forkærlighed for solbriller, men her hørte ligheden mellem de to generaler også op. Jaruzelski var en forsigtig, taktisk tænkende mand, der formodentlig begik sit kup for at komme en sovjetisk invasion i forkøbet. I kølvandet på hans undtagelsestilstand blev der ikke som i Chile henrettet tusinder af mennesker. Hundredtusinder blev heller ikke interneret og tortureret for derpå at blive tvunget ud i et livsvarigt eksil. Solidaritet, der nu bogstavelig talt var blevet en undergrundsbevægelse, kunne tålmodigt fortsætte sit gravearbejde, indtil kommunismen otte år efter brød sammen. Muldvarpen havde gjort sit arbejde, dog ikke helt i den ånd, Karl Marx tilsigtede, da han brugte muldvarpen som metafor for de kræfter, der tålmodigt undergraver det bestående. Det var den kommunistiske samfundskonstruktion, der var inspireret af Marx, og som hans arvtagere havde rejst, muldvarpen nu fik til at styrte sammen.

Den korte, næsten aforistiske form, jeg valgte til min reportage fra Polen, skulle blive et pejlemærke for fremtiden. Formen passede til de tv-anmeldelser, jeg kom til at skrive i Politiken, og det blev også den stramme, pointerede kortprosa, jeg anvendte i mine to første bøger, Sjælen sidder i øjet og På en mørkeræd klode. Den afspejlede også min egen springende livsstil, hvor der ikke var meget sammenhæng i noget, mens jeg levede fra dag til dag med kun sporadiske besøg foran skrivemaskinen, før jeg hastede videre. Men den afsnubbede stil vidnede også om en indre mangel på tiltro til min egen intellektuelle bæreevne, når der kom de mere krævende byrder, og jeg vidste det selv bedre end nogen anden. Kortformen var mit forsvindingsnummer. Jeg var ligesom Den Røde Pimpernel: They seek him here, they seek him there ... Is he in heaven? Is he in hell? Jeg var altid et andet sted, uden for alles rækkevidde, og skulle jeg selv svare på, hvor jeg befandt mig, ville jeg nok mene, at jeg opholdt mig på et meget underholdende gemmested, som man for min skyld godt kunne kalde himlen.

Jo, jeg havde fundet diamanten. Men noget i mig ledte også efter modgiften.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu