Læsetid: 7 min.

Vi er født til at tabe kampen mod tåreperseren

'Dancer in the Dark', 'Greys hvide verden', 'Ekstrem Hjemmeservice' eller 'Star Trek'. Uanset hvor fladpandet skærmunderholdning vi udsætter os selv for, køber vores hjerne historien. Og når vi gang på gang bliver lokket i tudefælden, skyldes det paradoksalt nok, at vi bliver glade i låget og føler os klogere på livet, mens tårerne triller
Uanset hvor fladpandet skærmunderholdning, vi udsætter os selv for, køber vores hjerne historien
7. oktober 2010

En gang kunne jeg altid holde dem tilbage, men det ændrede sig for et par år siden, da jeg rundede de 30.

»Det er nok bare fordi, han ligner min far,« mumlede jeg til min kæreste med grus på stemmebåndet.

Pludselig begyndte tårerne at trille synkront ned af mine og Jack Nicholsons kinder, da han sidder alene tilbage i sit hus som den ensomme og pensionerede enkemand Warren Schmidt og bryder sammen over tegningen fra sit afrikanske sponsorbarn Ndugu, der viser et barn og en voksen, som holder hinanden i hånden.

Siden den dag har jeg tabt slaget hver eneste gang, de sidste tre minutter af filmen About Schmidtruller hen over skærmen.

Men kontroltabet over tårekanalerne er helt ude af mine hænder, fortæller professor Frank Schwab mig, da jeg ringer til ham for at få en forklaring på fænomenet.

»Er du gift?« spørger han.

»Tæt på,« svarer jeg.

»Så giver det god mening. Forskning viser, at testosteron-niveauet falder hos mænd, når de bliver gift og får børn. Dermed er du bedre i stand til at føle empati, og så kan du bedre opdrage dine børn og leve i et familieliv,« forklarer den tyske professor, der er ekspert i emotionel og evolutionspsykologisk medieforskning ved Universität Saarland.

»Jeg oplevede det samme for nylig, da jeg blev far. Jeg købte min gamle yndlingsserie, Star Trek, på dvd. Og da jeg genså scenen, hvor kaptajn Kirks kæreste dør, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Det havde jeg aldrig prøvet før,« fortæller den tyske professor.

Professoren og jeg er langt fra alene om vores oplevelser. Spørg en hvilken som helst person i din omgangskreds, og han eller hun vil med garanti kunne fortælle om en åndssvag scene i tv-serien Greys hvide verden, i realityprogrammet Ekstrem hjemmeserviceeller i Lars von Triers palmevinder Dancer in the Dark, der pludselig fremprovokerede ufrivillige vandladninger i øjenregionen.

Hver eneste dag bliver vi bombarderet med den slags scener i fjernsynet, på computeren eller i biografen, der udelukkende tjener formålet at trykke på så mange af vores følelsesknapper som muligt.

»Det er grunden til, vi overhovedet gider at bruge tid foran fjernsynet eller i biografen,« siger professor Werner Wirth, der forsker i emnet på Institute of Mass Communication and Media Research ved University of Zurich og bl.a. har skrevet artiklen Exploring the Paradox of Sad Film Enjoyment.

Hjernen bliver snydt

Men ufrivillige tudeture foran flimmerkassen bliver ikke kun udløst af udsving i vores hormonproduktion. Forskning inden for mediepsykologien peger også på forklaringer som hjernens virkelighedsopfattelse, neurologiske belønningsmekanismer og kønsrollemønstrene i samfundet.

Først og fremmest overlades vi til vores følelsers vold, fordi en del af hjernen opfatter handlingen og personer i film og tv-programmer, som om de er virkelige. Vores fornuft og viljestyrke er altså oppe mod 30.000 års evolution, og der er kampen tabt på forhånd.

»Din hjerne er designet til livet i stenalderen, og i visse sammenhænge er den ret forældet. Den reagerer nemlig på alt, der opfattes socialt på en social måde,« forklarer Frank Schwab.

På ét bevidsthedsniveau ved vi godt, at det, der foregår på skærmen eller lærredet, reelt bare er en masse punkter af lys.

Men hvis jeg scannede din hjerneaktivitet, mens du sad og så en film i biografen, ville man kunne se, at din hjerne reagerer på personerne og handlingen, som om det hele var virkeligt,« siger Frank Schwab.

Men når vi nu ved, det ofte ender med en klump i halsen, kan det virke ulogisk, at vi ganske frivilligt udsætter os selv for den ene omgang skærmtortur efter den anden.

Eller som Denis Diderot formulerede det tilbage i 1758 i teksten On Dramatic Poetry:

»Does not life give us enough troubles without our inventing additional, imaginary ones

Werner Wirths svar er, at vi paradoksalt nok også føler glæde, når vi lever os ind i en tragisk historie og græder salte tårer over det pure opspind.

»Fænomenet kendes som the sad film paradox,«siger Werner Wirth.

Frank Schwab forklarer fænomenet med, at vores hjerne belønner os via et hormonelt system af neurotransmittorer i amygdala, hjernens følelsescenter.

Samme processer spiller ind

Men set med mediepsykologiske briller er det de samme tre processer, der suger os ind i handlingen.

I det sekund, vi oplever sympati for en person i en film, bliver vi følelsesmæssigt involveret, og så er vi ikke længere bare tilskuere, men begynder at spejle os i personens følelser.

Over et lidt længere tidsperspektiv lærer vi så at føle med personen og begynder at tænke over de situationer, personen går igennem i filmen. Det kalder Werner Wirth den empatiske proces.

Endelig aktiverer film og tv-programmer vores følelsescentre, hvis de minder os om en begivenhed i vores eget liv, der har gjort ondt. F.eks. en skilsmisse eller en forældres død – den såkaldte self-referential process.

Spørger man filminstruktør Susanne Bier, skal der dog mere til end bare fuld skrue på violinerne og persontragedien, før vi køber en historie.

»Der findes ikke noget simpelt trick. Sørgelige scener skal have et element af kompleksitet i sig, før de rammer alle. Bambi er muligvis bare en tegnefilm, men den indeholder faktisk en ægte følelsesmæssig kompleksitet, fordi barnet oplever, at moderen dør.«
Hvis ikke der er noget reelt og virkeligt på spil i en historie, bliver vi ikke berørt af den, mener Susanne Bier.

Bambi-tesen holder vand

Den tese beslutter jeg mig for at brugerteste. Jeg inviterer en børnefamilie på en biograftur for at se Toy Story 3; den kritikerroste animationsfilm om legetøjsdukken Woody og hans venner, der kæmper med en eksistentiel krise, fordi deres ejer er blevet for gammel til at lege med dem. Filmen har sendt anmeldere over hele verden tudende ud af biografen, men der skal tilsyneladende mere til for at knække 10-årige Phillip og hans lillesøster Sophia.

»Jeg synes, slutningen var lidt sørgelig, der hvor dukkerne vinkede farvel til drengen. Men jeg græd ikke. Det har jeg aldrig gjort over en tegnefilm,« siger Phillip, mens lille­søsteren Sophia bekræfter med et nik.

»Egentlig synes jeg, der er noget sørgeligt i alle film,« siger Phillip efter at have tænkt lidt over mit spørgsmål, hvorfor han synes, film med rigtige mennesker er mest sørgelige.

Fatningen røg heller ikke hos børnenes 37-årige mor, Trine.

»Men scenen, hvor moren og sønnen siger farvel, var meget rørende. Der var jeg faktisk tæt på at knibe en tåre,« fortæller hun.

Og det hænger formentlig sammen med, at tårepersere har andre funktioner end blot at udløse endorfinfix i vores hjerner, så vi slapper af efter en tudetur.

»Når vi græder over film og tv-programmer, handler det i lige så høj grad om en søgen efter meningen med livet. At vi føler, vi opnår en større indsigt i vores egen natur,« vurderer Mary Beth Oliver, professor i kommunikation ved Penn State University, der blandt andet er medforfatter af artiklen Entertainment as Pleasurable and Meaningful: Differentiating Hedonic and Eudaimonic Motivations for Entertainment Consumption.

Hun kalder fænomenet elevated sadness.

»Populært sagt bliver vi rørt, fordi en film gør os opmærksom på, vi er dødelige. Livet holder op en dag, og derfor skal vi finde meningen med det. Naturligvis er der scener, der i sig selv bare er sørgelige, fordi en sympatisk person dør. Men oplevelsen rammer jo os selv, fordi vi også skal dø en dag,« siger hun.

Som eksempel nævner Mary Beth Oliver en undersøgelse fra 2001, hvor deltagerne blev bedt om at se den Oscarvindende kz-lejr-film Livet er smukt og bagefter beskrev, hvordan de både følte glæde og bedrøvelse under filmen. Vi tænder for dvd’en for at føle velbehag, den såkaldt hedonistiske lykke, men også for at finde mening, realisere os selv og fremme vores personlige udvikling, den såkaldt eudaimoniske lykke, lyder Mary Beth Olivers forklaring.

Evolutionær selvhjælp

Set med evolutionsbriller giver det også god mening, at vi bliver tiltrukket af film og tv-programmer med sørgelige scener.

»De gør os i stand til at kapere forskellige følelsesladede situationer i livet, som f.eks. sorg og tab. Det er godt for vores overlevelse, at vi træner os selv til den slags situationer. I den forstand er det både interessant og berigende for os at opsøge situationer, hvor vi lærer at kapere vores følelser,« siger Frank Schwab.

Han mener derfor heller ikke, det er tilfældigt, at kvinder i flere undersøgelser fremhæver følelsesladede film med fokus på kærlighedstemaet som deres foretrukne fjernsyns – og filmunderholdning.

»Rent biologisk betaler kvinder en højere pris i mislykkede kærlighedsaffærer. For dem er der en større risiko forbundet med at vælge en mage, for kvinden kan jo ikke bare forlade barnet, ligesom manden kan. I biologisk forstand bærer kvinder en tungere byrde, hvis de træffer en dårlig beslutning,« siger Frank Schwab.

Mænd tuder også

Men Mary Beth Oliver køber ikke forklaringen, at x- og y-kromosomerne styrer vores smag i tv- og filmunderholdning.

»Jeg har endnu ikke set bevis for, at mænd skulle blive mindre berørte af følelsesladede film,« siger hun og henviser til en undersøgelse, hvor hun viste børn i flere aldersgrupper en scene fra Disney-filmen The Lion King. I scenen ser løveungen sin far blive trampet ihjel af en gruppe bøfler, og i undersøgelsen reagerede de små børn ens og blev lige kede af det. Des ældre børnene blev, des færre følelser udtrykte drengene omkring scenen, både via deres ansigtsudtryk under filmen og ud fra deres egen vurdering af oplevelsen bagefter.

»På den måde udtrykker forskellen i deres oplevelser nærmere de kønsmønstre, vi bliver opdraget efter. For det er jo for længst blevet påvist af kønsforskere, at mænd ikke bliver belønnet socialt for at vise deres følelser, ligesom kvinder gør,« siger Mary Beth Oliver.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vi er faktisk nogle som griner (fordi det er latterligt)når mennesker dør på tv eller i film af sygedomme eller drab for vi ved godt at det er fiktion og følelsesporno som prøver at manipulerer os (og derfor ser vi det hellere ikke for det er dybt uinteressant og det nemmeste er at få folk til at græde eller blive rørte). Sentimentalitet er netop når vi bliver rørt over sådanne situationer og har intet med empati at gøre men er en følelse af varme i maven og feelgood over at vi er sådan nogle empatiske og gode mennesker.

Og jeg ved godt at jeg skal dø og behøver ikke at blive mindet om det af et barn som dør af kræft i en film. Disse film er lavet af folk som vil tjene penge og folk som bliver berørt og oprørt kan så gennemgå en renselse og føle sig godt tilpas og kan dagen efter købe tøj lavet af børnearbejdere og slaver til billig penge, gå til prostitueret som er ofre for trafficing etc., generelt ikke tænke på andre for de ved jo at de er gode mennesker som græder over andres ulykke (på film), men i virkelighedens verden kan de så ignorere andres ulykke og smerte

Per Erik Rønne

Jeg citerer:

=
Eller som Denis Diderot formulerede det tilbage i 1758 i teksten On Dramatic Poetry:

»Does not life give us enough troubles without our inventing additional, imaginary ones?«
=

Jeg må indrømme at jeg er overbevist om at citatet er falsk, og at Denis Diderot aldrig har skrevet en »On Dramatic Poetry«.

Faktisk tror jeg slet ikke at han nogensinde har forfattet noget på engelsk; mon ikke han har holdt sig til sit franske modersmål og måske engang imellem til lidt latin og græsk?

Nu er det ganske vist velkendt at journalisters uvidenhed er lige så dyb som gas-oceanerne på Jupiter, men kunne man ikke forvente en lidt højere standard på Information?

Jeg forlanger naturligvis ikke at Information skal citere franske forfattere på fransk i avisen, men citér ham da så i det mindste på dansk.

Men den almene eller klassiske dannelse er tydeligvis ved at afgå ved døden, hvilket ikke mindst må tilskrives årtiers forringelser af folke- og gymnasieskolerne samt efterhånden også universiteterne. Men alverden taler altså ikke engelsk, og hverken franske eller antikke filosoffer skal i en dansk avis citeres i engelsk oversættelse.

Anders Sybrandt Hansen

»Din hjerne er designet til livet i stenalderen, og i visse sammenhænge er den ret forældet. Den reagerer nemlig på alt, der opfattes socialt på en social måde,« forklarer Frank Schwab.

Av - min hjerne er forældet. Ved Schwab hvem der har designet den, og hvorfor? Der er noget lusk på spil..

Jeg citerer fra slutningen af artiklen:
`Des ældre børnene blev, des færre følelser udtrykte drengene omkring scenen. . . »På den måde udtrykker forskellen i deres oplevelser nærmere de kønsmønstre, vi bliver opdraget efter. For det er jo for længst blevet påvist af kønsforskere, at mænd ikke bliver belønnet socialt for at vise deres følelser, ligesom kvinder gør,« siger Mary Beth Oliver.´
Jeg bliver så træt af igen og igen at skulle høre humanistiske og især kvindelige forskere påstå, at kønsforskelle udelukkende skyldes sociale påvirkninger. Når børn når op i puberteten, ændres hormonniveauerne, og det giver ændringer i adfærden. Der er tale om ændringer, som decideret skyldes biokemien, ikke sociale forhold. Oven i det kommer så de sociale reaktioner på den ændrede adfærd. Så hvis drenge i puberteten ikke længere græder over en film, så ved vi ikke, i hvilken grad det skyldes medfødte dispositioner som udløses, når hormonniveauerne ændres, og i hvilken grad det skyldes sociale påvirkninger, så som hvad man bliver belønnet for socialt. Begge forklaringer er mulige. Men humanistiske forskere plejer at være fuldstændig ensidige og påstå, at hele forklaringen udelukkende ligger i det sociale. Jeg forstår egentlig ikke, hvorfor de vil være så skandaløst ensidige. Men resultatet er, at de bryder fundamentale regler for hvordan man dyrker videnskab, og at deres konklusioner derfor ikke med rette kan kaldes videnskabelige.
Forhåbentlig kommer der en dag et ordentligt opgør med denne uvidenskabelige ensidighed inden for de humanistiske fag. Den er utålelig, og den er også til skade for samfundet, da vi bliver vejledt forkert om årsagssammenhænge.

Leif Højgaard

@Kåre
Det med fagområdernes misforståede brug af hinandens redskaber - sproget, matematiken og statistiken - bliver nok aldrig anderledes. Det går altid galt når de bruger hinandens redskaber. Se bare forvirringen i den økonomiske debat selv når økonomerne skal forklare sig med deres eget redskab statistiken. Og det går helt galt når de anvende matematiken i sine modeller. Som du selv påpeger går det også galt når humanister prøver at anvende statistiken.

I det her tilfælde mener jeg, at personer inden for det ene fagområde har en forbandet pligt til at sætte sig ind i forskningsresultaterne for andre fagområder. Hvis både fagområde A og fagområde B studerer fænomen X, så må både A´erne og B´erne sætte sig ind i, hvad de andres fagområde udsiger om emne X. Hvis de ikke gør det, så er der ikke længere tale om videnskab.