Forfattere er venner, du aldrig møder

Komikeren Rasmus Botoft fra ’Rytteriet’ var meget påvirket, da Henrik Stangerup døde. Han kendte ham, selv om de aldrig mødtes
Kultur
30. oktober 2010

— Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

»Henrik Stangerups trilogi: Broder Jacob, Det er svært at dø i Dieppe og Vejen til Lagoa Santa. Det er tre fantastiske bøger. Jeg ved ikke, om jeg ville ønske, alle læste dem, men det er ihvertfald hamrende godt.«

— Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

»På mit barndoms bibliotek på Sundbyvester Plads på Amager kom jeg rigtig meget og slæbte bøger med hjem, mest af danske forfattere. Fra jeg var 13 til jeg var 17 læste jeg nærmest alt af Hans Scherfig og Leif Panduro, og de to har haft meget stor indflydelse på mig. Panduros Fern fra Danmark popper op i hukommelsen. Også Henrik Stangerups forfatterskab har betydet meget. Jeg har læst alle hans bøger, og nogle af dem er jo, nåja temmeligt hudløse og selvbiografiske. Jeg var meget påvirket af det, da han døde, for jeg følte, jeg kendte ham, selv om jeg aldrig havde mødt ham.«

— Hvad er den værste bog, du har læst?

»Jeg har ikke nogen decideret hadebog, men jeg er da begyndt på bøger, jeg ikke har magtet at læse færdige. For nogle år siden var jeg på en vandring sammen med Jokum Rohde på Amagerbrogade, vi gik i antikvariater, og i en kælder introducerede Jokum mig for en side af dansk litteratur, jeg ikke kendte, nemlig fantasy science fiction bøger fra slut-70’erne. Jeg købte en bog med titlen De Døde i Vefby. Og det er meget underlig litteratur.«

— Hvilken type læser er du?

»Jeg må erkende, at jeg de sidste år har læst meget lidt, og det ærgrer mig. Jeg har adskillige bøger stående, som jeg enten har fået eller selv købt, som jeg ikke har læst. Mit nytårsforsæt, når det kommer, skal være, at jeg skal igang med at læse igen. Jeg savner det.«

— Hvornår læser du?

»Ja, lige nu læser jeg jo altså deværre ikke. Men ellers elsker jeg at læse på rejser. At læse mens man bevæger sig fra et sted til et andet, og indimellem linierne kan reflektere over det læste, mens man kigger udover landskabet, fra et tog eller en bus. Det er ikke dårligt.«

Læser du bøger?

Hver uge spørger vi en ny kulturpersonlighed om deres læsevaner.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Sådan har jeg det også med forfattere. heldigvis har jeg da mødt nogle af dem, ellers var jeg vel blevet tosset