Læsetid: 2 min.

Et formfuldendt og sprudlende lille monument over menneskelivet

Harald Voetmann er med romanen 'Vågen' den første nominerede til Montanas Litteraturpris 2010
Kandidat I. Voetmann formår at skrive om vores udleverethed til kroppen, naturen og døden i et sprog så ekvilibristisk og formfuldendt, at vi lige akkurat kan holde ud at balancere på randen af formløshedens afgrund.

Kandidat I. Voetmann formår at skrive om vores udleverethed til kroppen, naturen og døden i et sprog så ekvilibristisk og formfuldendt, at vi lige akkurat kan holde ud at balancere på randen af formløshedens afgrund.

Katrine Naumann

29. oktober 2010

Så er den første af seks nominerede til Montanas Litteraturpris fundet. Det drejer sig om Harald Voetmanns litterære fantasi af en roman, Vågen. Her følger den tekst, som komiteen bag litteraturprisen begrunder valget med:

Den unge forfatter og klassiske filolog Harald Voetmanns litterære fantasi om den romerske naturhistori-ker Plinius den Ældre er rå, poetisk, melankolsk og meget, meget morsom. Plinius den Ældre gjorde i sit fler-bindsværk et storslået forsøg på at kortlægge og benævne alle naturens fænomener, skønt han selv indrømmede, som citeret af Voetmann: »Et par ting mangler endnu at blive sagt om verden.« Voetmann skildrer Plinius som en fed, astmatisk mand, der ligger om natten med blødende næse og dikterer sit værk til slaven Diokles, der »har lært sig at høre med skrivende hånd«. Plinius bliver et billede på mennesket, der gennem benævnelsen forsøger at få en smule kontrol over den natur, dets krop er fyldt af og udleveret til. At Plinius dør under Vesuvs udbrud, i sandhed et udbrud af indre materie, bliver i den sammenhæng en ironisk pointe.

Bogen veksler mellem meget kropslig beskrivelse af Plinius, citater fra hans Naturalis Historia, frit associerende beretning isprængt rejse- og barndomsminder med Plinius som jeg-fortæller, og endelig tekststykker, hvor Plinius den Yngre (den Ældres nevø) kommenterer Naturhistorien (Plinius den Ældre: »Der findes også stjerner i havet og på landjorden«, Plinius den Yngre: »Han forveksler stjerner med ildfluer eller sådan noget«).

Brutale Moder Jord

Gennem Plinius giver Voetmann en skildring af Romerriget som en civilisation på afgrundens rand, underkastet en brutal Moder Natur, som kræver blod- og sæd- og menneskeofre. Det er gladiatorernes, kvindesladderens og de makabre riters Rom. Vi hører om den grønne sø- gudinde, som kræver sit sædoffer; vi hører om den unge kvinde helt uden kropsåbninger, som vækker en ubeherskelig liderlighed i Plinius. Vi hører om en foredragssal så overpyntet med blomster, at den store naturhistoriker er ved at omkomme af allergi. Voetmann formår at skrive om vores udleverethed til kroppen, naturen og døden i et sprog så ekvilibristisk og formfuldendt, at vi lige akkurat kan holde ud at balancere på randen af formløshedens afgrund. Hos Voetmann befinder vi os i radikal grad hinsides lystprincippet; det er ikke lyst, men noget mere dumpt og primitivt, der presser ord og sæd og slim og pis og ekskrementer ud af Plinius.

I romanens ouverture får vi en fantastisk refleksion over forbuddet mod at skide på kirkegården: »Spøgelser og furier og alle dødsrigets modbydeligheder vil komme efter en, hvis man åbner sin røv og skiller sig af med den smule død, man bærer i sine tarme, her blandt de døde. De dødes indre liv er anderledes, fyldt med kriblende liv, så længe det varer. Jeg har ikke selv tænkt mig at bede om nogen anden ofring end den død, man samler sammen i dagens løb. Betænk min grav med den, tak, eller lad være.« Se, det kunne jo give én lyst til at skide andægtigt ud over Voetmanns bog, for den fortjener virkelig at betænkes og bestænkes med hvilken hædersbevisning den end måtte finde ærefuld, i den grad er den et formfuldendt og sprudlende lille monument over det menneskeliv, der kæmper med naturens dumpe lækken og dunken for at give sig selv en smule form.

Harald Voetmann: 'Vågen', 151 sider. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu