Læsetid: 6 min.

Den forsinkede anerkendelse af Arenamodernisterne

Forfattere. Historien om Det Danske Akademi burde forlænges med et kapitel om, hvordan særlige forfattere, omkring forlaget Arena alt for sent opnåede Det Danske Akademis anerkendelse
17. september 2010

Danmarks Radio har i løbet af sommeren sendt en udmærket serie, produceret af Sproglaboratoriet, om Det Danske Akademis historie fra grundlæggelsen i 1960 til modernismens gennembrud senere i 60'erne. Jeg har med interesse lyttet til historien om Akademiet, ikke mindst fordi jeg er ved at færdiggøre en ph.d.-afhandling om en gruppe forfattere, jeg bedst kan karakterisere som 'Arena-modernister'. Arenamodernister kalder jeg forfattere som Peter Seeberg, Poul Vad, Henrik Bjelke og Jens Smærup Sørensen, der i 60'erne, 70'erne og 80'erne arbejdede redaktionelt for forlaget Arena, og som udgav deres egne bøger samme sted.

Set fra mit ståsted kunne og burde historien om Det Danske Akademi forlænges med et kapitel om, hvordan Arenamodernisterne alt for sent opnåede Akademiets anerkendelse. Dette kapitel er (endnu) ikke skrevet ind i litteraturhistorien, derfor må jeg i det følgende redegøre for synspunktet og belægge det med argumenter.

Koncentrerer man sig i første omgang om de tre personer, Villy Sørensen, Klaus Rifbjerg og Torben Brostrøm, som ifølge professor Anne-Marie Mai har æren af at institutionalisere den såkaldte modernismekonstruktion i dansk litteratur, ser deres historie i Akademiet således ud: Villy Sørensen modtog Akademiets store pris allerede i 1962 og blev medlem i 1965, året efter motiverede han prisen for Rifbjerg, og et år senere i 1967 blev Rifbjerg medlem, endelig fik Torben Brostrøm Det smagende Selskabs pris i 1969 og blev medlem i 1973. Som bekendt er Akademiets store pris den fornemste litterære pris i Danmark, og den tildeles ifølge Akademiets fundats en forfatter, som »på fremragende måde dyrker dansk sprog, eller som i væsentlig grad bidrager til dansk åndslivs udvikling.«

Først i 1977, ti år efter Rifbjerg, modtager Peter Seeberg Akademiets store pris. To år senere får Poul Vad prisen, og så følger Per Højholt i 1982 og Jens Smærup Sørensen i 1990. Det er først, da de betydeligste konfrontationsmodernister har fået prisen og optaget hinanden som medlemmer, at forfatterne omkring Arena begynder at få tildelt samme hæder og anerkendelse. Hvad er mon grunden til den forsinkede anerkendelse af Arenamodernisterne i Akademiet?

Forfatternes forlag

Der gives næppe én standardforklaring, men flere jævnbyrdige. Den forsinkede anerkendelse kunne skyldes en lovlig langsom forståelse i Akademiet for den Arenamodernisme, som fornyede dansk prosa på en fundamentalt anderledes måde end konfrontationsmodernismen. Arenamodernisterne som efter 1971 havde base i Jylland orienterede sig imod fransk litteratur, særligt Samuel Beckett, mens konfrontationsmodernisterne omkring Gyldendal foretrak amerikansk prosa og tysk lyrik.

Det særlige ved Arenamodernismen er, at forfatterne ikke var knyttet sammen i kraft af et generationsfællesskab. Modsat Heretica-generationen og Vindrose-generationen udgjorde forfatterne omkring Arena et geografisk selvbevidst interessefællesskab på tværs af alder. Med Seebergs formulering anså Arenaforfatterne sig for at være en »forfattergruppe a la malersammenslutningerne«, og i god overensstemmelse hermed havde Arena efternavnet, Forfatternes forlag. Det var forfattere selv, der sad i forlagets redaktionskomité og udvalgte, hvilke danske og internationale navne Arena skulle udgive, og denne fælles smag, disse æstetiske præferencer afspejler sig på forskellig vis i deres egen produktion.

Seeberg var fra midten af 60'erne en ledende figur på Arena, ikke blot i litterær henseende, men også hvad angår selve forlagsvirksomheden. Selv om hans forfatterskab kun tæller relativt få bøger og udviklede sig langsomt, blev han allerede i to bøger fra 1967 omtalt som en af de væsentligste fornyere af dansk prosa. Hos Søren Baggesen, i antologien Modernismen i dansk litteratur, sidestilles han ligefrem med Villy Sørensen som en af de to væsentligste repræsentanter for prosamodernismen. Egentlig burde man nok sige, at Sørensen og Seeberg var repræsentanter for to divergerende former for prosamodernisme, og at det var Sørensens kulturradikale modernisme, der blev tidens toneangivende modernisme - også i Det Danske Akademi.

Ole Sarvig var en af de ældre forfattere, som øjeblikkeligt kunne få øje på kvaliteterne hos den unge Seeberg. Hans anbefaling af Seebergs debutroman Bipersonerne (1956) var afgørende for, at Arena dristede sig til at udgive bogen, efter den var blevet refuseret hos Gyldendal. Sarvig modtog Akademiets store pris i 1967, fem år senere blev han medlem af Akademiet, og i 1977 holdt han pristalen for Seeberg. Talen indledes med følgende bemærkning: »I dag falder en brik på plads i den mosaik, der hedder 'moderne dansk litteratur'. Den har været synlig længe, og den befinder sig et af de steder, hvor øjet uvilkårligt søger hen, men i dag bliver den ordentligt kittet fast, som det sig hør og bør.«

Fornyere af dansk poesi

Hvorfor det først var i 1977, Akademiet fandt anledning til at hædre Seeberg, kunne også have sin forklaring i, at Rifbjerg som forfatter var jaloux på Seebergs fremtrædende placering fra slutningen af 60'erne. Man behøver bare læse det giftige portræt af Seeberg i nøgleromanen Marts 1970 (1970) for at få den mistanke bekræftet, at Rifbjerg som Akademimedlem næppe har arbejdet til fordel for sin nærmeste konkurrent. I bogen hedder det følgende om Seeberg, ironisk indlemmet i fru Egebaks bevidsthedsstrøm: »De (Niels Egebak og Arenaforfatterne) har jo Peter! Det er ikke tilsætning alt sammen, ganske vist har Seeberg ikke skrevet mere end tre tynde bøger på tyve år og ideen til et skuespil, men det er et værk, som vejer, og der er det gode ved det, at forfatterskabet kan bruges ... Det er det væsentligste, bl.a. fordi der er så lidt.« Der er ganske rigtig forskel på omfanget af de to forfatteres produktion, Rifbjergs er voluminøs, mens Seebergs er beskeden. Ikke desto mindre er begge forfattere, og med rette, i dag placeret på den fælles liste til Dansk Litteraturs Kanon.

Der er i mine øjne ingen tvivl om, at konfrontationsmodernister som Rifbjerg, Sørensen og Brostrøm dominerede Akademiets smag i halvfjerdserne, hvad der på den ene side gik ud over realismens forfattere, og på den anden side forsinkede anerkendelsen af Arenamodernisterne.

Per Højholt modtog Akademiets store pris så sent som i 1982, og i hans tilfælde kan der sandelig også tales om en forsinket anerkendelse. Allerede fra 1963 var Højholt med samlingen Poetens hoved en af de allermest markante fornyere af dansk poesi. I et interview fra Månedsmagasinet PRESS (2000) har Højholt fortalt, hvordan Seeberg engang forklarede, hvorfor han ikke ville være medlem af Det Danske Akademi: »Når man læser virkelig god litteratur, så er det fuld af nåle, som stikker. Man kan mærke dem, som man mærker blindskrift. De nåle har Akademiet ikke sans for, og derfor er jeg ikke medlem.«

Per Højholt blev efter sigende også tilbudt at være medlem af Akademiet, men ligesom Seeberg takkede han nej. De to forfattere fandt i stedet sammen med andre ligesindede i Den Litterære Institution uss ('under stadig skælven'), oprettet i 1983 af Peter Seeberg og Flemming Ettrup. Ligesom i Akademiet holdtes der årlige møder, hvor man indbød digtere til Hald Hovedgaard for at læse højt og få diskuteret deres litteratur, men i modsætning til Akademiets møder var møderne på Hald åbne for alle interesserede, og Den Litterære Institution uss uddelte ingen priser.

Mange ting har selvfølgelig ændret sig i årenes løb, og i dag synes der ikke længere at være en polarisering mellem de jysk-franske Arenamodernister og konfrontationsmodernisterne i Akademiet. I slutningen af 80'erne blev Arena overtaget af Gyldendal, midt i 90'erne lod Jens Smærup Sørensen sig optage i Akademiet, og i dag varetager han hvervet som Akademiets sekretær. Med fremkomsten af et mildere klima inden for den litterære offentlighed, var det også på sin plads, at den forsinkede anerkendelse af Arenamodernisterne i Det Danske Akademi blev alment accepteret som én af historierne om nyere dansk litteratur.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu