Læsetid: 13 min.

Hennings hemmeligheder

Schh! Som dreng blev Henning Mortensen bedt om at holde på en frygtelig hemmelighed. Men som voksen tog han revanche. Ved at skrive om alt det, man ikke taler om. Og ved at gøre det med en humor, der både befrier og forløser. Sådan vil han fortsætte med at skrive, til han dør. De næste fire år er reserveret til en ny 'gigantisk roman', der skal blive kronen på livsværket
Hjem. Henning Mortensen kalder sit lille stykke jord uden for Horsens for 'paradis'. Det er ikke bare det, at huset ligger så kønt klemt inde mellem store skove og stejle bakker. Eller at hele omegnen er beboet af skæve eksistenser, som alle ville kunne vandre direkte ind på siderne i en hver roman. Det er stilheden.

Hjem. Henning Mortensen kalder sit lille stykke jord uden for Horsens for 'paradis'. Det er ikke bare det, at huset ligger så kønt klemt inde mellem store skove og stejle bakker. Eller at hele omegnen er beboet af skæve eksistenser, som alle ville kunne vandre direkte ind på siderne i en hver roman. Det er stilheden.

8. oktober 2010

Det er en regnvåd lørdag eftermiddag i 1952. Henning Mortensen er 13 år gammel, hans søster 12. De sidder på stuegulvet i barndomshjemmet i Horsens, mens forældrene gør sig klar til aftenens store tolderfest på havnen. Deres far, Thorvald, har strøget skjorten, pudset skoene og bundet slipset. Deres mor, Else, har malet sig med læbestift, været til damefrisør og fået ny kjole. Hun ligner en gudinde, han en hollywoodskuespiller.

»Så det er selvfølgelig noget af et chok at se den måde, de kommer hjem på,« siger Henning Mortensen. »Det er dér, tingene begynder at gå fuldstændig i opløsning.«

Selv om det er længe siden, husker han stadig i detaljer, hvordan hans mor sent om natten væltede våd og beruset om på sengen ved siden af ham med en ubegribelig sætning på læben: »Far er så rar,« sagde hun og faldt i søvn. Først senere lærte han, at mennesker ikke altid siger, hvad de mener.

Det var hans far, der havde kvajet sig. Det meste af aftenen havde Thorvald Mortensen danset tæt med en af de unge piger fra toldkontoret, og det kunne måske nok have gået, hvis det havde været en anden aften, men lige præcis denne aften væltede læsset for Else Mortensen. Ved synet af en fremmed dame i sin mands arme kulminerede et helt livs skuffelser, og stemt i det sind forlod hun resolut festen på havnen for i ubemærkethed at kaste sig selv og sine kvaler i det kolde, mørke nattevand.

»Men hvad hun ikke vidste, var, at hun var hoppet i havnen lige ud for det sted, hvor kloakkerne havde deres udløb, så hun nu plaskede rundt i efterladenskaberne fra hele Horsens by. Og det havde hun trods alt for meget humor til at gennemføre. Det var ikke noget sted at dø.«

Næste morgen var alle spor slettet i det lille Mortensenske hjem. De våde lagener var pillet af sengen, tøjet var lagt til vask og den sure kloaklugt fordrevet. Hele huset duftede nu af nybagte rundstykker, og i stuen sad hans mor og far og opførte sig, som om intet var hændt. Det eneste, de havde at sige, var: »Det blev jo lidt sent i går, Henning ... og så taler vi ikke mere om det.«

»Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at skulle sidde der i stuen sammen med dem, så jeg gik i stedet en tur op ad Søndergade til Frelserkirken på Torvet, hvor jeg skulle konfirmeres året efter. Så stod jeg dér, indtil jeg brækkede mig op ad kirkemuren.«

Det er længe siden nu, men episoden klistrer stadig til hans erindring som mørtel til mursten. Det, han husker bedst, er dog ikke selve selvmordsforsøget, men den tvungne tavshed, der fulgte.

»Når man siger: 'Så taler vi ikke mere om det', så lægger man låg på den historie, som allerede er kendt af barnet. Det må være en drøm, tænker man. Det er mig, der er noget galt med, min fantasi er for vild. Det kan jeg også huske, de sagde. Du har en vild fantasi, Henning.«

Han ser på mig, som om han er usikker på, om han skal fortsætte.

»Det blev begyndelsen til den store nedtur for mine forældre. De blev skilt, min far var ensom og ulykkelig resten af sine dage, og min mor fik senere held med at tage sit eget liv.«

Hemmeligheden om den regnvåde lørdag i 1952 udgør ikke alene et centralt kapitel i Henning Mortensens livshistorie. Den udgør samtidig en væsentlig nøgle til at forstå hans forfatterskab. Det er ikke tilfældigt, at netop han har kastet sig over den kriminalistiske roman og ofte lader sine hovedpersoner være detektiver eller små snushaner, som forsøger at finde ud af, hvad virkeligheden bag virkeligheden er. Hele hans produktion kan anskues fra dette smertepunkt og forklares som en kontinuerlig bestræbelse på at skrive om de hemmeligheder, han som barn ikke måtte tale om.

»Hvis man spørger sig selv, hvad det er, der producerer en forfatter og ikke bare dét, men en krimiforfatter - hvis det da er krimier, jeg laver - jamen, så er det sådan nogle oplevelser, hvor tilværelsen pludselig afslører sig som noget andet. Der har været masser af hemmeligheder i min familie. Men det er først som voksen, at man får indblik i, hvad det var, der blev hvisket om i barndommen. Hvorfor de voksne pludselig begyndte at tale dårligt skoleengelsk, når man skulle holdes uden for.«

Han venter allerede på perronen, da jeg ankommer med toget til Horsens Station. Han er iklædt lys forårsjakke, grønne bukser og brune sko. Et par mørke solbriller sidder som en bjælke hen over det brede ansigt og beskytter de sarte 71-årige øjne mod den skarpe sensommersol. Men kluden om halsen er vist mest til pynt. Han har glædet sig til, at jeg skulle komme. Han har tænkt sig, vi kunne starte med at gå en lille tur i haven, når vi kommer hjem, for jeg skal næsten se den vinplantage, han har anlagt, og bagefter har Hanne sørget for frokost med sild og pølser nede fra den lokale slagter. Og så skal jeg også have en rundvisning, men det kan vente, for vi skal først have kaffe og kage. Siger han, mens vi går de 30 meter fra perronen og ud til den sølvgrå Opel, der holder parkeret udenfor.

Pis og papir

Henning Mortensen taler, som han skriver. Det foregår konstant og i højt tempo. Af og til afbrydes de formfuldendte sprogranker af uskønne eder som »pis og papir«, »ikke en skid« og »hele lortet«. Men han brøler dem ikke ud på værtshusmanér, de siver bare naturligt med, når den jyske stemme kværner.

Behøver man en anledning til at besøge Henning Mortensen? Den produktive forfatter har lagt navn til mere end 50 bøger, en snes radiospil og et mindre antal teaterstykker, så det burde vel være grund nok i sig selv. Men der er nu en anledning. I onsdags føjede han nemlig endnu en titel til sin i forvejen alenlange udgivelsesrække med novellesamlingen Albert Colds drømme om dronningen. Allerede i bilen på vej fra stationen til huset i Sondrup står det dog klart, at det ikke er den, vi kommer til at tale om i dag. Noget andet presser sig på.

»Min far boede lige derovre,« siger Henning Mortensen og peger ud af sideruden, da vi i bil passerer en klynge huse lidt derfra.

»Han så gerne, jeg også var blevet tolder, så jeg var sikret pension.«

Stilheden sænker sig over kabinen, mens vi ad små snoede asfaltveje kører længere ind i landskabet.

»Det eneste, min far nogensinde sagde om mit forfatterskab, var: 'Der er ingen, der kan læse dine bøger, Henning. Du skriver ikke sådan, at man kan forstå det.' Min mor og min søster havde det i øvrigt på samme måde. Der var for meget sex, og det var væmmeligt at læse om, syntes de. Så der var ikke meget opbakning at komme efter i familien.«

Faderen optræder adskillige gange i Henning Mortensens store tibindsværk om alteregoet Ib Nielsen og hans familie fra Horsens-egnen. Serien, der begyndte med Havside sommer fra 1993 og sluttede med Raketter fra 2000, betragtes af mange som det foreløbige hovedværk i Henning Mortensens forfatterskab.

»Min far var en meget præcis mand. I hele sit liv havde han ikke én sygedag, ikke én. Det fik han et guldur for. Det er en mennesketype, vi slet ikke kender i dag. Meget pligtopfyldende og ...«

Han leder efter ordet.

»Notar-agtig.«

»Den side har jeg også selv, hvis ikke jeg passer på. Men jeg har også min mors side i mig, som var fuldstændig skør. Det ser man også, når jeg skriver - at jeg har begge sider. Både det præcise sprogarbejde og den rablende humor, der kan køre helt ud ad en tangent.«

Han viser hvordan med sin højre hånd, mens den venstre stadig holder om rattet.

»I virkeligheden var min far vel jaloux på mig, fordi min mor havde valgt mig over ham,« fortsætter han: »Det er den erfaring, der løber som en trist og tragisk energi igennem hele serien om Ib Nielsen. Min kone, Hanne, kunne snakke med ham. Men jeg kunne aldrig. Ikke om noget vigtigt i hvert fald. Det handlede altid kun om søm og skruer.«

-Du blev aldrig forsonet med ham?

Henning Mortensen ryster på hovedet.

»Jeg skrev på et tidspunkt et brev til ham, men det blev ignoreret,« siger han og trækker luft ind gennem de tætbevoksede næsebor. Han puster langsomt ud: »Men jeg prøvede måske heller ikke så hårdt, for jeg var bange for ham. Bange for hans vrede, som kunne være meget voldsom, men også bange for at gøre ham ked af det. Man beskytter jo sine forældre - det er en mekanisme, alle kender. Man kan være vred, men man vil ikke angribe dem, for man ved, at de også er sårbare og kan have oplevet noget forfærdeligt i deres barndom. Hvilket jeg også mere end antyder om min far i Tolderens sidste dage

-Har du tænkt over, hvad du ville sige til dig selv, hvis du kunne møde dit yngre jeg i dag?

»Så ville jeg ...« begynder han, men holder så en lang pause. »Så ville jeg nok sige: Tag dig sammen, Henning. Overvind din angst for din far og kom i gang med at snakke med ham. Stil ham spørgsmål. Hvis han bliver vred, så bliv ved. Fortæl ham, at du elsker ham, og at det er derfor, du vil tale med ham. Og tal med ham, fordi du ved, at også han behøver hjælp.«

-Fortryder du, at du aldrig fik det gjort?

»Ja.«

Kæft, trit og retning

De har boet her i over tyve år, ham og Hanne. På et lille stykke jord uden for Horsens, som han uden at tøve kalder for sit »paradis«. Det er ikke bare det, at huset ligger så kønt her i det frodige landskab klemt inde mellem store skove og stejle bakker. Eller at hele oplandet lige fra Torup til Hundslund og videre til Sødrup, er beboet af skæve eksistenser, som alle ville kunne vandre direkte ind på siderne af en hver roman. Nej, det er stilheden, der gør forskellen, den er monumental og rensende: »På en sådan måde, at du glemmer, at du befinder dig i en stor og grusom verden,« siger han og smiler skævt, så man ikke helt ved, om det er sagt i sjov eller alvor. Men. Som han står der med katten Fine i favnen på sin sydvendte skrænt, hvor vinstokkene trives og solen skinner, og den eneste lyd, som kan høres i miles omkreds, er vindens tag i de efterårsklædte træer, er jeg tilbøjelig til at give ham ret.

I adstadigt tempo bevæger vi os ned mod huset. Det er blevet tid til en rundvisning. Henning Mortensens hjem er fyldt med skæve indfald og behagelige overraskelser. Gange, man troede endte blindt, viser sig at fortsætte ind i rum, man troede stod tomme. Og så videre. En labyrint af veje og vildveje, ikke ulig hans egen fortællestil, der også vægter digressionerne og de pludselige afstikkere højere end det snorlige plot. Vi går ind i arbejdsværelset på første sal. Til højre for døren står en stjernekikkert. Til venstre en briks. Her kan han lægge sig, når hovedet bliver træt. Selve skrivningen foregår ved en computer midt i rummet. Han sætter sig til rette i en sort kontorstol med armlæn, men rejser sig hurtigt igen, for jeg er kommet til at spørge ham, hvornår han egentlig begyndte at skrive.

»Jeg har en dagbog liggende her fra 1952,« siger han og åbner et knirkende vitrineskab. Han tørrer med flad hånd det værste støv af forsiden. En mørnet elastik går i stykker, da han piller den af. »Voila monsieur,« siger han og rækker den frem: 'Jeg var til skriftlig og skal det også i morgen. Det er bidende koldt i dag,' lyder den første sætning. Håndskriften er pertentlig. Ført med rolig hånd og en toldersøns sans for akkuratesse.

»Dagbogen var en ven, jeg kunne betro mig til. Selv om det ikke er de store følelser, jeg skriver om i begyndelsen, er det en konstatering af, at jeg er i live, og at der findes en virkelighed, man kan kommentere og beskrive.«

-Du betroede dig til din dagbog frem for til dine forældre?

»Ja, i min familie var der ingen dialog. Men jeg opdagede hurtigt, at skriften har dialogen indbygget i sig. Sætningerne står jo dér, når du har skrevet dem, og de står der også dagen efter og ti år efter. Du kan altid vende tilbage til dem og skrive videre på dem eller korrigere dem.«

-En livslang samtalepartner?

»Jamen, det er jo det, et forfatterskab er. Og hvis det tørrer ud for én, som det jo gør for nogen forfattere, så er det, fordi der ikke er mere at snakke om.«

Portere og guldbajere

»Så er der frooookoooost,« lyder det nede fra stuen. Det er Hanne, der kalder. Hun har dækket op med rødsild og kødpølser og nybagt brød. Men Henning sidder og stikker til det.

»Han spiser ingenting, når han skal ud og læse op,« forklarer Hanne. Og det skal han senere på eftermiddagen. På Horsens Bibliotek. Men øllen glider fint ned. I dag drikker han med måde. Men sådan har det ikke altid været, fortæller han. I årtier drak han tæt og uhæmmet, og da det stod værst til, betalte Hanne og børnene prisen.

»Det var et kæmpe problem,« siger han lavmælt: »Der findes ikke noget mere egoistisk end en alkoholiker. Sådan tror jeg, jeg vil udtrykke det. Så kan du sige, at det skyldes alle mulige ting, at du kom fra en vanvittig familie, som var fordrukken og selvmorderisk ... Men det holder ikke, for når du er blevet voksen, må du tage ansvar for dit eget liv og for ikke gøre andre mennesker ondt. Men der må åbenbart ligge en egocentrisk lort inde i mig, som har produceret dét afsnit af vores liv. Og det må jeg tage på mig. Sådan er det.«

-Du drikker stadig ...

»Ja, men ikke mere, end du sandsynligvis gør. Det har ikke længere noget at gøre med at ligge i rendestenen.«

-Hvornår begyndte det?

»Da jeg var 15. Tæt på gymnasiet lå en nedlagt Zoologisk Have, og ovre i bjørnegrotten havde jeg altid nogle portere og Guld Tuborg stående, som jeg gik over drak i det store frikvarter.«

Henning Mortensen fortæller, at han flere gange var ved at blive smidt ud af gymnasiet, men han var dybest set var »skideligeglad«.

»Mine kammerater fra dengang har siden sagt til mig: 'Det er mærkeligt med dig, Henning, du snød os dengang, du spillede komedie, du var aldrig den, vi troede du var'. Så siger jeg: Det er muligt. Jeg ved ikke, om jeg spillede komedie, men jeg gik i hvert fald ved siden af mig selv. Jeg var simpelthen ikke til stede. I alle mine teenageår, jeg var ikke tilstede.«

-Hvor var du henne?

»I en sump af tristhed. Da jeg begyndte at læse på Århus Universitet, gik jeg en dag pludselig i seng, og så blev jeg liggende dér et halvt år.«

-Med en depression?

»Ja, det har det jo nok været, men jeg fik ingen hjælp af hverken min far eller nogen andre i familien. Men jeg fik lidt hjælp af Lars Hedegaard. Han var min gode ven dengang. Vi spillede skak og billard og drak usædvanligt mange bajere og snakkede sammen om socialisme. Jeg kunne skidegodt lide ham. Han var, og er sandsynligvis stadig i dag, et vanvittigt morsomt menneske, når man har ham på tomandshånd. Jeg snakker ikke mere med ham, men han hjalp mig dengang.«

Forløsende humor

Henning Mortensen taler ikke. Han fortæller. Alle oplevelser bliver til historier, når de løber igennem det narrative filter, der sidder som et usynligt implantat i hans hjerne. Historierne kan komme ud af ingenting, og gamle slutninger kan blive til nye begyndelser. Tag nu for eksempel historien om Ballonen, der er den sidste novelle i hans nye novellesamling, men som samtidig skal blive det første kapitel i en ny roman om en 115-årig artist og hans elefant. Allerede i det første kapitel, som netop hedder Ballonen, står det klart, at ambitionen er at genfortælle hele det 20. århundred, Stalin og Hitlers rædselsårhundrede, set fra cirkusverdenens vinkel.

»Det bliver en gigantisk roman, mindst 800 sider, som kommer til at indeholde alt, hvad jeg har indhøstet af livs- og skrifterfaring i mine 71 år,« fortæller Henning Mortensen.

»Jeg har ikke længere ubegrænset tid til rådighed, og jeg vil gerne nå at lave noget smukt og forhåbentlig også klogt om tilværelsen, inden jeg dør. Jeg kommer til at arbejde på romanen de næste fire år, og først når dén er skrevet, vil jeg måske slappe lidt af, hvis jeg kan.«

Klovnen, som bliver romanens bærende figur, er ifølge Henning Mortensen oplagt til en fortælling, der vil indfange sandheden i det absurde.

»Kierkegaard sagde, at det morsomste i verden er, hvis en mand med høj hat kommer selvsikkert spankulerende ind på scenen og glider i en bananskal. For hvis det gøres med talent, kan det få dig til at le af dig selv og dit eget liv, og det er befriende.«

»Det er det, humor kan. Du kan begive dig ind i en sort messe, men hvis der også er humor, så er du forløst, når du forlader stedet, fuldstændig renset, fordi du er blevet præsenteret for betingelserne for at leve det her liv på denne jord.«

-Så humoren for dig ...

»Den er det vigtigste! Humor er en overlevelsesmekanisme, og jeg er glad for, at jeg har den. Den skal ikke komme i form af en vittighed, men ligge som en konstant strøm under det hele. Det er sådan, jeg vil skrive til min dødsdag.«

HYPERLINK "mailto: "

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu