Læsetid: 4 min.

Historisk set er danskerne jo nogle bonderøve

Men det går faktisk bedre med både integration, folkeskolen og tolerancen, end den politiske retorik i Danmark afspejler, mener sociologiprofessor Richard Jenkins, der er på trapperne med en bog om danskere og danskhed
'I danskere skal have jeres kartofler og jeres snaps. Det kan jeg godt lide, for jeg er også en bonderøv, der voksede op i Nord 
 irland', siger sociologiprofessor Richard Jenkins, der gennem et år har foretaget studier af den danske dagligdag.

'I danskere skal have jeres kartofler og jeres snaps. Det kan jeg godt lide, for jeg er også en bonderøv, der voksede op i Nord
irland', siger sociologiprofessor Richard Jenkins, der gennem et år har foretaget studier af den danske dagligdag.

Kristian Sæderup

6. oktober 2010

»Den første fadøl er altid den bedste. Synes du ikke?« spørger Richard Jenkins, da vi har tanket op i baren og bevæger os op til hotelværelset på Hotel Ibsen ved Nørreport Station.

Information møder sociologiprofessoren for at tale om hans nye bog, Being Danish: Paradoxes of Identity in Everyday Life, der er blevet til gennem et årelangt studie af danskerne og danskheden, set med et antropologisk blik på dagligdagsbegivenheder, derude »hvor kragerne vender,« som det hedder i bogens tredje kapitel.

Richard Jenkins når hurtigt at ryge fire-fem cigaretter i løbet af interviewet og ligner alt i alt en mand, der – sagt på pæredansk – godt kan lide at hygge sig.

Det er muligvis en del af forklaringen på, at kompasset pegede på Skive, da professoren i 1990 valgte at slå teltpløkkerne ned i den midtjyske muld og foretage et 11 måneder langt feltstudium af fænomenet danskhed.

Kulturel nostalgi

»Historisk set er danskerne jo nogle bonderøve. I skal have jeres kartofler og jeres snaps. Det kan jeg godt lide, for jeg er også en bonderøv, der voksede op i Nordirland,« siger professoren, der til dagligt arbejder på Department of Sociological Studies ved University of Sheffield.

»Men det interessante er, at Danmark fra midten af 1800-tallet og i løbet af det 20. århundrede jo udviklede sig fra at være et lille, tilbagestående land til en meget moderne, demokratisk stat.«

Og den udvikling har først og fremmest rødder i den sejlivede myte om Danmark som et homogent land, mener professoren.

»Sådan har det bare aldrig været. Ideen om en danskhed man kan opbevare i en kasse, er ren kulturel nostalgi. Der har altid været store sociale og kulturelle forskelle i Danmark. Mellem borgerlige og arbejdere, mellem Vestjylland og København og så videre. Sønderjysk kultur er f.eks. anderledes end københavnsk, fordi Sønderjylland er et grænseområde. Så myten, at danskere alle sammen er i samme båd, holder ikke,« siger Richard Jenkins.

Han mener derfor også, der er brug for et opgør med det, han kalder den folkelige, bløde nationalisme, hvis Danmark skal klare sig i en tiltagende globaliseret verden.

»Hvis man som udlænding ikke lige kender de danske højtidssange og sociale regler, f.eks. i hvilken rækkefølge man spiser maden ved det store kolde bord, eller hvordan man bruger ord som ’tak’, kan man ikke deltage på lige fod med danskerne. Det virker meget ekskluderende,« siger Richard Jenkins.

Sange som protest

Men sangene er samtidig et positivt aspekt ved danskheden, mener han.

»Danskerne synger til fødselsdage, Sankt Hans, fodboldkampe og i alle mulige andre sammenhænge. Fællessange karakteriserede også danskerne under Anden Verdenskrig. Det var jeres protestform, når I gik på gaden,« siger Richard Jenkins og fortæller om en oplevelse, han havde for nogle år siden i Aalborg, da nazilederen Johnny Hansen netop var flyttet til Nørresundby.

»Der oplevede jeg, hvordan en gruppe mennesker samlede sig hver aften ude foran hans hus og sang i protest. Det foregik i omkring to år, og det er i mine øjne en fantastisk måde at protestere på. Både fordi det er en fredelig, men stærk form for protest, der udtrykker følelser. Og fordi man dermed anerkender,
man ikke uden videre kan tvinge folk ud at et nabolag ved magt,« fortæller Richard Jenkins.

Det kunne være værre

Eksemplet afspejler samtidig en tolerance, der sjældent bliver fremhævet af danskere selv, mener han.

»Man skal huske, at langt de fleste danskere ønsker at kunne leve et stille og roligt liv og faktisk behandler andre på samme måde. Jeg boede på Nørrebro i København i en periode, og der oplevede jeg, at hverdagslivet gik ganske fint mellem mennesker på gaden, selv om det er et flerkulturelt minisamfund,« siger Richard Jenkins.

Set gennem hans mikrosociale forstørrelsesglas fungerer integrationen af indvandrere med andre ord rimelig godt i Danmark.

»Selvfølgelig er der problemer med, at folk ikke kan sproget og ikke har et arbejde. Men de er stærkt overdrevne og skyldes de senere års tiltagende negative politiske retorik i medierne. Politikerne skaber problemer, der ikke rigtig har gang på jorden, og det mener jeg er danskernes største udfordring de kommende år.«

Jenkins vil ikke gå så langt som at kalde integrationen af indvandrere i Danmark en solskinshistorie.

»Men det kunne være meget værre. København er en af de eneste storbyer i Europa med en stor indvandrerbefolkning, hvor man kan gå overalt om aftenen og føle sig sikker. Flertallet af indvandrere arbejder, og deres børn går i skole,« påpeger Richard Jenkins.

Velfungerende skole

Succeshistorien hænger især sammen med det danske skolevæsen, vurderer Richard Jenkins og mener, den tiltagende kritik af folkeskolen rammer helt ved siden af:

»Lad mig sige det på denne måde. Hvis jeg kunne vælge, hvor mine børn skulle gå i skole, ville jeg vælge Danmark frem for England. Jeres skoler fokuserer ikke kun på læsning, skrivning, matematik, men i lige så høj grad på at skabe sociale, samarbejdende børn, der lærer at have det godt med dem selv. Det mærker jeg, når jeg forelæser for danske studerende. I modsætning til i England er jeres studerende ikke bange for at stille spørgsmål og lære at arbejde sammen i grupper. Det er to afgørende kompetencer i verden i dag.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Sarpsborg

Ja, hvis han gennemførte sine studier for 10 år siden, skal det nok passe. Måske kommer artiklen snart, når nu Information har gjort plads til den.. og rapporten måske om 2-3 års tid.. heh

Søren Kristensen

Da der tilsyneladende ikke er nogen artikel, kan man jo passende skrive den selv: Her er mit bidrag:

Danskerne er nogle bonderøve - historisk set.

Måske fordi vi ikke har høje bjærge, men altid har kunnet vade lige ud i skoven eller marken har den (lidt for?) jordnære pragmatiske tilgang altid været vort adelsmærke. Men vi er også en gammel søfartsnation hvis position, som ledvogter til Østersøen, har krævet en del diplomati, som vi ganske vist har måtte lære på den hårde måde ned gennem historien, altid med omfattende hjælp udefra. Det størst under i den forbindels er måske at vi fik lov (af svenskerne) at inddrive øresundstollen selv om vi kun behærskede den ene side af sundet? Det kan kun forklares med at vi har været under protekton fra større magter.

I nyere tid blev det USA og NATOs beskyttende hånd der har præget vor selvforstålese, som på den ene side en flok snapsedrikende bønder og på den anden side et meget vigtigt folk, i kraft af vort lands geopolitiske position. Tænk bare på Thule og den kolde krig. Vi har med andre ord kunnet hyppe kartoflerne og drikke snapsen i fred et langt stykke hen ad vejen, på grund af forhold vi ikke har haft nogen større indflydelse på. Ikke desto mindre har vi, som de jordnære bønder vi er, i det store og hele forstået at holde med de rette, lige siden englænderne neglede flåden tilbage i 1806. Så vidt den gamle verden.

I den nye verden, den såkaldte globalisering, hvorefter halvdelen af kartoflerne, sammen med andre eksotiske frugter og fladskærme kommer hertil fra den store verden, mens danish design og flæskesider sendes retur, er det et under at vi overhovedet kan overleve, for så mange flæskesider, vindmøller, møbler og insulinsprøjter sælger vi da ikke, at det kan brødføde en hel befolkning. Eller gør vi? I så fald må vi være blevet til noget andet end de bønder vi var engang, for i dagens Danmark kommer man altså ikke langt med en flaske snaps, uanset hvor godt eller skidt fodboldholdet spiller.

Så mangler vi bare lige at følge op på integrationen, folkeskolen og tolerancen. Men mon ikke det går som det plejer. Vi napper de udlændinge vi har brug for og sender resten retur eller til Sverige, mens vi lærer børnene i skolerne at ddet hele såmænd nok skal gå, hvad det så også ggør, med lidt tolerance og lav profil. Ved jorden at blive det tjener os bedst, som man siger.

Dagens flueknepperi til den genfundne artikel:
Det var ikke nazilederen Johnny Hansen, der flyttede til Nørresundby - men Jonni påstod dog at have fundet det testamente, der overdrog huset som dødsbo til international nazistisk retshjælp.
En håndfuld unge nazister arbejdede i huset, mens folk sang løs udenfor - og forlod kun stedet, fordi en ukendt søster til afdøde efter to år fik et tip om sagen, og så fik omstødt arven. Men ellers er det da en god historie...
Og sangaftenerne er ganske rigtigt en meget hyggelig og kultiveret form for modstand - i modsætning til det hærværk, mod bygningen, der også fandt sted.

Alt det der fremhæves i artiklen - med rette eller ej - som særlige værdifulde danske værdier er vi jo selv godt i gang med at afvikle: torlerance, ikke vold, den rummelige skole, etc.

Hjemvendt til Danmark efter 17 år i udlandet bosat 5 forskellige steder i verden er jeg meget enig i at vi dansker kunne blive mere åbne overfor forskelligheder, være mere inkluderende og udvikle større kulturel sensitivitet. Det skriver jeg blogindlæg om ca. 1gang om ugen på min hjemmeside. Glæder mig til at læse bogen