Læsetid: 5 min.

Hør, har man ikke set det før?

I 'Somewhere' gentager Sofia Coppola sig selv - og det er hun bestemt ikke ene om. Vi tager et tilbageblik på filminstruktører, der laver den 'samme' film flere gange
Det er ikke usædvanligt, at instruktører laver den 'samme' film flere gange. Men hvornår er der tale om en kunstnerisk signatur, og hvornår er idékassen bare tom? Sofia Coppola er aktuel med filmen 'Somewhere', og der er helt klare gentagelser fra en af hendes tidligere film, 'Lost in Translation' (øverst). I Richard Linklaters 'Before Sunrise' og 'Before Sunset' følger vi de samme hovedpersoner, men gentagelsen har et formål.

Det er ikke usædvanligt, at instruktører laver den 'samme' film flere gange. Men hvornår er der tale om en kunstnerisk signatur, og hvornår er idékassen bare tom? Sofia Coppola er aktuel med filmen 'Somewhere', og der er helt klare gentagelser fra en af hendes tidligere film, 'Lost in Translation' (øverst). I Richard Linklaters 'Before Sunrise' og 'Before Sunset' følger vi de samme hovedpersoner, men gentagelsen har et formål.

SF Film

28. oktober 2010

For syv år siden fik Sofia Coppola stor succes med Lost in Translation, der handler om en blasert og fordrukken skuespiller, som bor på et hotel i Tokyo. Filmen udforsker temaer som berømmelsens bagside, fremmedgjorthed, kultursammenstød og underholdningsindustriens skabagtighed.

Nu har Sofia Coppola så lavet Somewhere, der handler om en blasert og fordrukken skuespiller, som bor på et hotel i Los Angeles. Filmen udforsker temaer som berømmelsens bagside, fremmedgjorthed, kultursammenstød og underholdningsindustriens skabagtighed.

Begge film er i den grad båret af stemning, snarere end drevet frem af plot, og i begge gør Coppola brug af lange indstillinger og en hovedrolleindehaver, der har taget enetimer i underspil. I begge ses desuden en yngre kvindelig figur, som måske kan hale ham ud af den eksistentielle trance.

Tilstår tyveriet

Coppola forsøger da heller ikke at skjule strandhugsten fra eget bagkatalog: Da Somewheres hovedperson afleverer en vigtig replik hen over støjen fra en helikopters rotorblade, er det svært ikke at associere til scenen i Lost in Translation, hvor Bill Murray hvisker noget, vi aldrig får at høre i Scarlett Johanssons øre. Det er derfor oplagt at tolke dette som en vittig mea culpa fra Coppolas side.

At næsten alle kunstnere gentager sig selv i et eller andet omfang, burde være indlysende. Det er jo det, der er med til at definere deres signatur, og dermed til dels det, der forklarer, at de har en fanskare, som ser frem til deres næste værk. Men hvor grænsen går mellem variation over et eller flere tilbagevendende temaer og fantasiforladt genbrug, er der utvivlsomt mange meninger om.

Personlig vision

Faktisk handler en af filmhistoriens mest omdiskuterede teorier om netop gentagelse. Auteur-teorien (for det franske ord for 'forfatter') blev søsat i 1954 af den 21-årige filmskribent Francois Truffaut, der jo få år senere som prominent medlem af den franske ny bølge for alvor skrev sig ind i international filmhistorie.

Teorien går ud på, at visse instruktører har en særlig stil og/eller kredser om de samme temaer i deres film - nogle gange endda på tværs af vidt forskelligartede genrer. Således handler Howard Hawks' film ofte om blandt andet mandlige fællesskaber og det at leve efter et kodeks. Dermed fik Hawks og andre Hollywood-skikkelser ifølge franskmændene en personlig vision igennem, selv om de jo var en del af 'drømmefabrikkens' ellers så samlebåndsagtige og profitorienterede måde at lave film på.

Hawks selv morede sig efter sigende over, at hans værker blev studeret så nøje på den anden side af Atlanten, og ifølge nogle overvurderer auteur-teorien da også instruktørens indflydelse på bekostning af eksempelvis manuskriptforfatterens.

Mening med gentagelsen

Hawks' samtidige Hitchcock gik så vidt som til at indspille den samme film, Manden, der vidste for meget, to gange med 22 års mellemrum.

»Den første version var lavet af en talentfuld amatør, den anden af en professionel,« udtalte den store mand selv.

Også en af japansk films giganter, Yasujiro Ozu, genindspillede et af sine egne værker, nemlig den sort-hvide stumfilm Story of Floating Weeds fra 1934, der genopstod som farve- og tonefilm i 1959.

Selv om Hollywood har for vane at malke en filmisk formel, så længe den kaster profit af sig, er der masser af eksempler på gentagelse fra filmmagere, der arbejder andetsteds.

Jim Jarmuschs sort-hvide gennembrudsfilm fra midtfirserne, Stranger Than Paradise og Down by Law, handler begge om blaserte amerikanere, der møder en mindre street-wise europæer, og begge er fortalt i samme sindige tempo og med samme dead pan-humor.

Richard Linklaters Before Sunrise og Before Sunset skildrer, med ni års mellemrum, samme snakkesalige amerikanske mand og ditto franske kvindes lange gåtur i henholdsvis Wien og Paris. Her tjener gentagelsen dog et ret konkret formål, nemlig at belyse, hvorledes det forgangne årti har modnet personerne.

Det samme tre gange

Et af de mest interessante tilfælde, hvad gentagelse og variation angår, er Hal Hartley, som i begyndelsen af 1990'erne var en af amerikansk independent-films hotte unge talenter. Hvert år kom en ny Hartley-film, som imidlertid havde klare ligheder med sidste års model: En meta-vittig fortælletone, bevidst grovkarikerede figurer og temaer som generationsopgør samt mænd og kvinders besværlige sameksistens.

I 1995 tog Hartley skridtet fuldt ud med Flirt, der lader nøjagtigt samme historie udspille sig i henholdsvis New York, Berlin og Tokyo. Formentlig en forløsende oplevelse, for to år efter lavede han sit bedste og mest ambitiøse værk, Henry Fool, der er mere dybsindig og mindre selvbevidst end hans tidligere værker.

I det nye årtusinde kastede Hartley al forsigtighed over bord og skabte to svært besynderlige og lidet vellykkede genrefilm, monstersagaen No Such Thing og science fiction-filmen The Girl From Monday. I 2006 forsøgte han sig så med en efterfølger til Henry Fool, den klart inferiøre Fay Grim, så hverken gentagelse eller variation har fungeret for Hartley, der synes at have tømt idékontoen på blot otte år - eller i hvert fald den, hvorpå de gode af slagsen står.

Tyv med egen agenda

Det varede trods alt cirka 20 år før snart 75-årige Woody Allen nåede dertil. Men i de sidste par årtier har han - til begejstring for nogle fans og frustration for andre - ufortrødent foretaget årlige variationer over sine faste temaer: Fysisk forgængelighed, kunsten at leve uden tro på en højere mening med tilværelsen, kunstens evne til at lindre smerten ved at leve uden tro på en højere mening med tilværelsen, osv.

Endelig er der fem år yngre Brian De Palma, der adskiller sig fra alle de ovenstående, fordi han har skabt sig en stor karriere på at gentage andre - primært Hitchcock, som nu i Psycho-hyldesten Dressed to Kill. Dog tager De Palma sig heldigvis store kreative friheder, hvorfor gentagelsen mest er et udgangspunkt: Antonionis meditation over billedmediets væsen, Blow-up, blev i De Palmas hænder til Blow Out, hvor det er lydlandskaber, som er i fokus. Phantom of the Opera blev (med yderligere lån fra Faust og Billedet af Dorian Gray) til den teatralske musikindustrisatire Phantom of the Paradise. Det klassiske gangsterdrama Scarface blev til en (alt for) lang fortælling om to cubanere, der i begyndelsen af 1980'erne gør kriminel karriere i Miami.

Mest kendt er dog nok De Palmas henvisning til den berømte massakrescene på Odessa-trappen i Panserkrydseren Potemkin, og da trappetrin jo er indbegrebet af gentagelse, får de lov at agere slutmotiv for denne artikel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vi får ikke et forløsende bud på det indledende spørgsmål, hvornår giver gentagelserne mening og hvornår er idékassen bare tom?