Klumme
Læsetid: 3 min.

Knald over knald i ’Borgen’

Et gæt på, hvad der vil ske i det næste afsnit af tv-serien Borgen: Ulf Pilgaard truer med flytte al dansk taxakørsel til udlandet, mens Birgitte Nyborg truer med at sætte kvindekvoten op til 80 procent, og der knaldes på livet løs
Kultur
27. oktober 2010

Der er en summen på Borgen som i 10 bikuber. Den hårdtslående chefredaktør for tabloidavisen Ekspres, Michael Laugesen, har med en ordentlig kioskbasker afsløret, at konceptkunstneren Anne Castberg atter har taget det danske samfund ved næsen. Sidst var, da hun på falske eksamenspapirer fra Sorbonne blev ansat som direktør for kunstmuseet Arken. Denne gang har hun sneget sig ind i selve regeringen som erhvervsminister med samme kunstgreb: falske papirer.

> > Statsminister Birgitte Nyborg har fyret hende på ægte gråt papir, men forsøgte forgæves at dysse sagen ned. (I virkeligheden skal Birgitte Nyborg forestille Helle Thorning, men da det ikke skal være for tykt, har manuskriptforfatterne gjort hende til leder af De Moderate. Arbejderpartiet blev lagt i hænderne på Laugesen, der efter et tabt valg blev kaldt til Ekspres som chef, hvilket i virkeligheden var De Konservatives leder Hans Engell. Men egentlig ligner Laugesen mere Bent Falbert).

> > Liggende på gulvet, mens hun dyrker yoga, beordrer Birgitte Nyborg i sin mobil sin misliebige spindoktor Kasper Juul til at sætte et møde op med oppositionens leder Lars Hesselboe (Lars Løkke), som hun vil lave en handel med om en ny sag, som skal aflede opmærksomheden, så den gamle hurtigt kan blive glemt. Det drejer sig om en byttehandel.

Moderne kunst

Danmarks mægtigste mand Ulf Pilgaard alias Krone, slikker stadig sårene, efter at han blev sat grundigt på plads af Birgitte Nyborg, da han forsøgte at øve pression mod statsministeren. Ulf, der har tjent en formue på Cirkus- revyen, kontrollerer selskabet Krone Taxa, der nærmest har monopol på al taxakørsel. Han leverer desuden Krone-biler til kongehuset og er slyngveninde med Prins Henrik.

Krone møder op i Statsministeriet og truer nu trods løfter om det modsatte med at flytte al taxakørsel i Danmark til udlandet. Birgitte Nyborg truer med at sætte kvoten af kvindelige bestyrelsesmedlemmer op fra 40 til 80 procent. Faktisk er Krone, den gamle erhvervshugaf, ikke fri for at være imponeret. Han tilbyder hende en direktørstilling i Krone-imperiet, der også omfatter nogle margarinefabrikker og skibsfarten i hele verden, ligesom han har doneret penge til at få Dybbøl Mølle til at male, da han også er kunstinteresseret. Krone og Nyborg har også lige noget sex i paternosteret mellem to etager.

Kunstanmelderen på Ekspres (Michael Jeppesen, som i virkeligheden er kunstskribent på Information) har skamrost Anne Castbergs infiltration i avisen som et hovedværk i international kunst, en artikel, der røg på, da en redaktionschef sov i timen. Den overlegne chefredaktør bliver rasende, da den forvirrede tv-journalist Katrine Fønsby vifter ham om næsen med anmeldelsen i en direkte udsendelse.

Skemalagt sex

Da Lars Løkke møder op i Statsministeriet, tilbyder Birgitte Nyborg at undlade at føre hetz mod den uheldige fiskerpige Lene (Espersen), der i sin ministertid overskred torskekvoterne, hvis han til gengæld vil frede den tidligere kommunist Preben (Ole Sohn), som nu er finansminister. Løkke lover at tænke over det inden for 48 timer.

Træt og udaset vender Birgitte hjem til sin ellers altid søde og blide ægtemand, Ole Ernst, der straks vælter hende om på sengen, endnu med stiletterne på, idet han henholder sig til deres aftale om skemalagt sex. Da statsministeren får sig sundet, anklager hun ham for at have knaldet med eks-erhvervsministeren, og grædende tilstår han, at han har knaldet med det meste af hendes ministerliste, både kvinder og mænd, men siger, at det hele ingenting betød.

Inde på Borgen sniger en terrorist, Lors, sig ind med noget fyrværkeri, som han vil fumle med at knalde af på et af toiletterne. Han opgiver imidlertid sit skumle forehavende, da det viser sig, at toilettet er overfyldt. Der er simpelthen trængsel ved alle håndvaskene.

Sjette kapitel af Borgen sendes søndag 31. okt. kl. 20.00 på DR1

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her