Læsetid: 7 min.

Kønsdrift knust til kunst

Ny levnedsskildring af det tyske sprogs store fortæller Thomas Mann. Den viser, hvordan Mann undertrykte sin (homo)seksualitet. Derved skabte han sit forfatterskabs spændingsfelt: Mellem orden og kaos, mellem bedsteborger og kunstner
Kultur
22. oktober 2010
Ny levnedsskildring af det tyske sprogs store fortæller Thomas Mann. Den viser, hvordan Mann undertrykte sin (homo)seksualitet. Derved skabte han sit forfatterskabs spændingsfelt: Mellem orden og kaos, mellem bedsteborger og kunstner

For et århundrede siden var det kejserlige Tyskland gestaltet med solid borgerlig ret og social forsorg, dog korsetteret af prøjsisk militarisme. Øverste oppe, i det inderste kammer, herskede tøjlesløshed. Kejseren, Wilhelm II, var skabsbøsse og skjulte sin seksualitet bag storladen selviscenesættelse, soldaterpral og forlangender om verdensmagt.

Under en af Wilhelms mandeaftener opførte hans militære stabschef en ballet iført trikot - og styrtede om af et hjerteslag. Myndighedstro tyskere lyttede bestyrtet til forlydender om udskejelserne ved hoffet.

Midt i alle Kejsertysklands styrker havde landet således en dobbelt konstitutionel svaghed: Dels i forfatningens frirum til kejseren, dels inde i kejserens hovede. Disse brister endte med at føre landet ind i Første Verdenskrig. Kejseren flygtede ved nederlaget i november 1918.

Et barn af dette gennemborgerlige, velordnede, lastefulde og farlige Tyskland var forfatteren Thomas Mann (1875-1955). Med bøger som 'Buddenbrooks', 'Trolddomsbjerget', 'Josef og hans brødre' og 'Dr. Faustus' er Mann en af det tyske sprogs store fortællere.

Pudsig skabsbøsse

Som sin kejser var Thomas Mann skabsbøsse. På en pudsig måde. Mann stod ikke frem som homoseksuel uden for sine bøger. Men stedvis i dem. I den tydeligt selvbiografiske ungdomsnovelle Tonio Kröger (1903) hedder det om forholdet til en skolekammerat:

»Sagen var den, at Tonio elskede Hans Hansen og allerede havde lidt meget for hans skyld.«

Fra mine egne tysktimer i gymnasiet kan jeg huske, at en pige under gennemgangen af Tonio Kröger-historien spurgte:

»Er de to kærester?«

»Nej, nej,« sagde tysklæreren forfærdet. »Det skal forstås symbolsk.«

De andre i klassen nikkede tænksomt. Jeg selv havde lyst til at råbe:

»Det er løgn! Tonio Kröger elsker Hans Hansen. Han begærer ham. Det kan man se af teksten.«

Og rigtigt nok stod der at læse om Tonios forhold til Hans: »I første række elskede han ham, fordi han var smuk.« Og siden: »Så længe Tonio Kröger havde kendt ham, blev han, så snart han fik øje på ham, grebet af længsel.«

Kort efter læste jeg Manns novelle 'Døden i Venedig', hvor en aldrende mandlig forfatter forgaber sig i en gudeskøn ung fyr. Måske skulle jeg have råbt op alligevel.

Siden er Manns seksuelle længsler velbelyst, for i slutningen af 1970'erne blev publiceret de årgange af hans dagbøger, som han ikke havde brændt. Offentliggørelsen vakte skandale i de betydelige dele af Manns publikum, der havde valgt ikke at læse ham efter pålydende.

Tæt på

Tæt på liv og værk kommer man i 2006 biografien 'Thomas Mann - Livet som kunstværk'. Den er skrevet af Mainz-professor og Mann-kender Hermann Kurzke og udkommer nu lykkeligt oversat til dansk af Mogens Wenzel Andreasen og Lasse Rask Hoff.

Thomas Mann har skrevet om William Shakespeare: »Han foretrak så langt at finde - frem for at finde på.«

Dermed portrætterede Mann også sig selv. Hvor Shakespeare finder sit stof hos andre forfattere og bruger det i sin egen sammenhæng, er det i Manns eget liv, Mann finder sit stof.

Figuren Hans Hansen havde sit forbillede i Manns skolekammerat Armin Martens, som Mann forelskede sig i som 14-årig. Mann, der i sin livsaften begyndte at linde på skabsdøren, skrev som 80-årig - fem måneder inden sin død - til en anden gammel klassekammerat, at Hans var Armin:

»For det var ham, jeg elskede - det var faktisk ham, der var min første kærlighed, og en mere øm og saligt-smertelig kærlighed er aldrig blevet mig forundt. Den slags glemmer man ikke, om så der er gået 70 indholdsrige år. Det er kun alt for forståeligt, at han ikke anede, hvad han skulle stille op med mit sværmeri, som jeg en gang på en 'stor dag' tilstod for ham. Men jeg har sat ham et minde i Tonio Kröger. Det er også mærkeligt at tænke på, at dette menneskebarns hele betydning bestod i at vække en følelse, som en dag skulle vorde blivende digtning.«

Skam over afvisning

Kurzke kommenterer besk:

»Den alt for flotte snak skjuler noget: At Mann skammer sig over, hvor hårdt ramt han en gang var. For selve oplevelsen var ikke litterær. Først efter oplevelsen redder han den ind i den litterære skabelse.«

I Kejsertyskland fortrængte kejser Wilhelm og Thomas Mann deres seksualitet på hver sin måde. Kejseren konverterede den til krig. Thomas Mann knuste den til det pulver, hvoraf han gjorde sin kunsts porcelæn.

Kurzke skriver om Mann:

»Grundmotivet i hans liv og skaben er angst for lidenskaben, angsten for, at den omhyggeligt vogtede ligevægt skal tippe, angsten for, at det fortrængte skal vende tilbage, og den tro kunstbygning styrte sammen.«

Thomas Mann var født ind i toppen af spidsborgerligheden. Hans far var senator i bystaten Lübeck og førende handelsmand i byen. Moderen var en ildfuld skønhed, født i Brasilien. Mann var sig bevidst om modsætningerne i sin arvemasse. Kurzke skriver:

»Det, at han lægger sig efter faderen, bliver ganske vist bestemmende for hans samfundsmæssige fremtræden, men heller ikke mere. Han spiller den rolle, hans far har vist ham, men han gør det bag en maske. Hans hjerte er hos moderen, selv om han hele livet igennem klæder sig ordentligt.«

Faderen døde tidligt. Hans testamente opløste handelsfirmaet. Han havde ingen tillid til, at hans to sønner magtede at føre det videre. Deri så faderen ret. Også Thomas' broder, Heinrich, havde hang til kunstnerliv og blev siden berømt på romanen om professor Unrat. Den kom til at danne grundlag for Marlene Dietrichs skandaløse gennembrudsfilm, 'Den blå engel'.

Sin slægs nedtur i handelslivet brugte Thomas Mann som kilde til romanværket 'Buddenbrooks' (1901), hvor generationer rives mellem dyd og drift. Værket indbragte ham Nobelprisen i 1929.

Giftemål som kur

Efter endnu en foruroligende homoseksuel betagelse valgte Mann i 1905 at rette sig op ved giftemål. Han løb stormløb mod Katia ud af den jødisk tysk-assimilerede velhavende slægs Pringsheim. Katia endte - trods tøven - med at give efter. Parret nåede at holde guldbryllup og frembragte seks begavede børn. Men det seksuelle var vakkelvornt. Manns længsler rumsterede fælt - helt op i hans sene levetid.

De første år som ægtemand søgte Mann at stive sig af ved at søge storhed i forfatterskabet. Den undveg ham. Egentlig succes fik han kun med den venetianske død (1912). Den var reelt et homoseksuelt tilbagefald.

Ved krigsudbruddet i 1914 drev dæmonerne Mann til at søge samme forløsning som kejser Wilhelm. Mann forherligede krigen og skrev svulstige skrifter om Tyskland. Han citerede med inderlig overbevisning den anskuelse, at den tyske folkekarakter er det mest fuldendte moralske apparat, verden har set. Han opfandt formlen »krigens excentriske humanitet« og fik den sætning over sine læber, at krigen, at dødens daglige nærhed år efter år medfører en sjælelig forfinelse, ophøjelse, inderliggørelse og forædling.

Manns tidligere kosmopolitiske åndsfæller - broderen Heinrich og østrigeren Stefan Zweig indbefattet - var forfærdede og skrev polemiske modskrifter.

Tilbage til fornuften

Efter det tyske sammenbrud i 1918 kom Thomas - gelejdet af Heinrich - gradvist tilbage til sin kølige fornuft. I 1922 sluttede han helhjertet op om Weimar-republikken og knyttede bånd til den socialdemokratiske rigspræsident Friedrich Ebert. Efterhånden som Weimar-republikken begyndte at styrte som følge af nazistisk og kommunistisk undergravning, stod Mann frem som dens støtte. I 1930 sagde han rent ud: »Det tyske borgerskabs politiske plads er ved Socialdemokratiets side.«

Manns politiske omvendelse gjorde ham til foretrukken fjende for den nationale højrefløj, der i krigsårene havde suget næring af hans udgydelser.

Manns stedse mere uforfærdede advarsler mod nazisterne kom ved deres magtovertagelse i 1933 til at koste ham hus, bankbog og statsborgerskab.

Mann flygtede til Schweiz og videre til USA, hvor han i 1944 blev statsborger. Han beundrede den demokratiske aristokratisk-folkekære præsident Franklin Roosevelt, som han spiste middag med i Det Hvide Hus og førte valgkamp for i 1944. I radiotransmissioner til Tyskland talte Mann indtrængende mod Det Tredje Riges vanvid.

I FBI's sorte bog

At Mann var rykket ud så progressivt som Roosevelt, og at Mann ved Goethes 200-års dag i 1949 endog tog imod en invitation til at holde tale i i Østzonen - i Weimar - gav ham gav ham ekstra anmærkninger i FBI's omhyggeligt førte arkiver over Manns kommunistvenlige virksomhed.

Mann, der i begyndelsen af sit amerikanske eksil havde lovprist landets frihed og gæstfrihed, måtte nu beskæmmet gøre notater om McCarthyismens hærgen. I 1952 var Mann igen tvunget til at gå i eksil. Igen i Schweiz, hvorfra han revsede det Tyskland, som han inderst inde følte sig uadskilligt forbundet med.

Op mod sin livsaften genoptog Mann skrivningen på sit ungdomsmanuskript om Felix Krull. Bogen er et seksuelt kogleri omkring fortælleren, som er en gudeskøn bedrager i det østrig-ungarnske kejserrige. I sin dagbog kaldte Mann den: »En homoseksuel roman.« Nok var hovedpersonen heteroseksuel, men forfatteren var vildt forgabt i ham.

Som 75-årig skrev Mann i sin dagbog:

»Lad verden kende mig, men først når alt er borte. Derpå muntre afsløringer, for Guds skyld.«

Sådan gik det.

dare@information.dk

Hermann Kurzke: Thomas Mann - Livet som kunstværk. Oversat af Mogens Wenzel Andreasen og Lasse Rask Hoff. 672 s., ill. 399 kr. Forlaget Bahnhof. Udkommer 28. oktober.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tom W. Petersen

"Nok var hovedpersonen heteroseksuel, men forfatteren var vildt forgabt i ham."
Ja, og det er den melankolske skotske adelsmand på hotellet (som ikke er fri for at ligne forfatteren) også.