Baggrund
Læsetid: 8 min.

En latinamerikansk beatnik

Kult. Den nu afdøde chilenske forfatter, Roberto Bolaño, var en rebel og en venstreorienteret beatnik. Hans vilde livsførelse, romantiske rebelattitude og misbrug af alkohol og heroin er vigtige komponenter i myten om hans liv og død. Han indledte sin litterære løbebane som mexicansk avantgardist, men slog sig senere ned i Spanien for at hellige sig familien, og storslåede romanprojekter. I mandags udkom 'De vilde detektiver' - den første danske Bolaño-oversættelse
Kultur
29. oktober 2010
Roberto Bolaño, den chilenske beatnik med den romantiske rebelattitude, har fået kultstatus efter sin død. Nu udkommer han på dansk

Roberto Bolaño skrev ikke kioskbaskere. Den chilenske forfatter, der i 2003 døde af en nedslidt lever, har derimod efterladt sig en række romaner, der er udsyrede, vildt fabulerende, fragmentariske, og dybt litterære. Ikke ligefrem prototypen på en bestseller. Men alligevel er det præcis, hvad Bolaños bøger er blevet: Bestsellere. Moderne klassikere. Bolaño er kult, og det er nogle gange nok.

»Hvis nu Borges og Cervantes og Kerouac havde fået et barn som var lettere DAMP-agtigt: ualmindelig øretæveindbydende, fandenivoldsk nørdet - så havde det nok været Bolaño,« lyder det fra forfatteren Simon Fruelund, der i forbindelse med sit arbejde på en ny roman er stødt på Bolaño.

Fruelund fortæller, at der visse steder i Danmark hviskes om Bolaño i krogene. Selvom det primært er i USA - og den spansktalende del af verden, selvfølgelig - at Bolaño er slået igennem, har han også gjort indtryk herhjemme.

»Jeg har ikke læst noget i årevis, som har gjort et så stort indtryk. I mine øjne er han en
instant classic,« fortæller Fruelund.

»Jeg er ret sikker på, at han også vil blive læst om 100 år. Han er en Cervantes til det 21. århundrede.«

I mandags udkommer den første danske Bolaño-oversættelse.
De vilde detektiverhedder romanen, som udgives af Gyldendal, og forfatteren Jeppe Brixvold deler Simon Fruelunds begejstring, og tilføjer, at det er en tiltrængt udgivelse.

»Først og fremmest kan han jo skrive fiktion på en ny måde,« siger Brixvold. »I Skandinavien læser vi selvbiografier pt., hvilket jeg opfatter som en slags krise, fordi det handler om en svigtende tro på kunstens egen mulighed for at danne betydning. Bolaño er stik modsat. Hans billede af verden bliver svimlende, gådefuldt, men også fuldt af muligheder. Lidt patetisk sagt, kan Bolaño give os troen på romanen som fiktion og digtning tilbage.«

Da
De vilde detektiverblev oversat til engelsk i 2007, blev Bolaño på et splitsekund, med forfatteren Francisco Goldmans ord, »New Yorks litterære modeforfatter«. Og da den posthumt udgivne roman
2666kom på engelsk året efter kulminerede Bolaños popularitet og anerkendelse. Den prominente New York-forfatter Jonathan Lethem roste romanen til skyerne, og alle de toneangivende blade i New York fulgte trop og hyldede Bolaño: New York Times. The New Yorker. Time.
You name it.

Myten og modeforfatteren Bolaño

En masse hype og mystik har medført, at Bolaño har udviklet sig til en myte. Bolaño er blevet 'Bolaño'. Både Brixvold og Fruelund er mere eller mindre ligeglade med de mange Bolaño-myter, men det er man ikke i USA. Her er han blevet til den klassiske arketype på en latinamerikansk revolutionsforfatter. Man kan ikke læse om ham, uden også at læse om hans vilde livsførelse, hans romantiske rebel-attitude og misbrug af alkohol og heroin, der efter sigende førte til den utidige død i 2003. Kritiske røster, såsom den peruvianske kritiker Julio Ortega, har ment, at Bolaños liv og værk er blevet forvandlet til et trivielt cirkus. Der kan være noget om snakken, for realiteten er, at på bogmarkedet hører biografier og salgstal ofte sammen. En nylig afdød forfatter sælger godt, men en forfatter, der angiveligt er død på grund af stofmisbrug, sælger som regel endnu bedre.

Det kunne dog også være, at det amerikanske publikum simpelthen bare hungrede efter nye kvalitetsklassikere? Som Fruelund siger, så »er der jo ikke mangel på forfattere med komplicerede, omkringflakkende, relativ korte liv«. Under alle omstændigheder gjorde den afdøde Bolaño kometagtig karriere i Amerika. Og samtidig blev mystikken omkring Bolaños liv større og større. Det, man kan fastslå med sikkerhed er, at Bolaño blev født i Santiago, Chile, i 1953. Da han var teenager flyttede familien til Mexico City, hvor Bolaño så småt stiftede bekendtskab med metropolens blomstrende litterære miljø. Men herefter bliver det biografiske billede en smule uklart. Det synes dog at være et faktum, at Bolaño tog tilbage til Chile i sensommeren 1973 for at støtte præsident Allendes socialistiske stat. Og at eventyret sluttede brat.

Efter en måneds ophold i sit hjemland var Bolaño således førstehåndsvidne til Pinochets magtovertagelse. Jeppe Brixvold fortæller:

»Bolaño var efter eget udsagn på vagt for sin socialistiske gruppe den 11. september, hvor Pinochets kup fandt sted, men var ikke indblandet i nogen kamp. I november blev han dog arresteret. Anklagen lød i første omgang på 'international terrorisme', fordi han havde udenlandske penge på sig. Han blev med gymnasievenners hjælp løsladt 8 dage senere og forlod derefter landet. Det skal dog siges, at visse af hans mexicanske venner for nylig har betvivlet, at han overhovedet var i Chile i 1973, mens hans far bedyrer, at det var han. Vi har under alle omstændigheder at gøre med en forfatter, som elskede at spinde myter om sit eget liv.«

Ingen magisk realisme

Tilbage i Mexico City stiftede Bolaño i midten af halvfjerdserne den politiske, venstreorienterede, antiautoritative og avantgardistiske digtersammenslutning: infrarealisterne.

Infrarealisterne var berygtede for at terrorisere datidens etablerede litteraturkredse. De afbrød oplæsninger, de lavede skandaløse optrin, de kom med promiskuøse udråb i tide og utide. Men der var en politisk mening med galskaben for de venstreorienterede infrarealister. De afbrød eksempelvis kun oplæsninger af forfattere, som de anså for at være regimets mænd. Det vil sige forfattere, der i form af suspekte studehandler med den mexicanske stat solgte deres kritiske sans for finansiel støtte og officielle embedsposter. Infrarealisterne skød altså ikke med tilfældige spredehagl. De var i opposition til etablissementet. Det var 100 procent avantgarde classic og nul procent magisk realisme. Infrarealisterne så ned på denne litterære 'isme', som Latinamerika er blevet så berømt for. Den velkendte latinamerikanske forfatter Isabel Allende insisterede Bolaño på at kalde »en skribler«, hvilket bestemt ikke var venligt ment. Gabriel García Márquez blev der dog udtryk nogen beundring for. Men de store helte, i hvert fald for Bolaño var argentinerne Jorge Luis Borges og Julio Cortázar. Men også andre forfattere og litterære retninger var i høj kurs hos infrarealisterne. Med inspiration fra surrealismen og den amerikanske beatlitteratur skrev Bolaño således et manifest til gruppen:

»Oplev med fuld hastighed, selvforbrugende strukturer, sindssyge modsætninger ... Bliv aldrig for længe samme sted, som guerillaer, som UFO'er, som livstidsfangers hvide øjne ... FORLAD DET HELE, IGEN. GÅ UD PÅ VEJENE.«

Men som enhver anden avantgarde løb infrarealisterne ind i en blindgyde af fastfrossen gestik og et utal af eksklusioner. Om det var derfor Bolaño forlod Mexico for at tage til Sydeuropa i slutningen af halvfjerdserne vides ikke.

Her lever Bolaño nogle år en nomadisk tilværelse, først i Paris, siden i Spanien. Hans vagabondagtige livsstil fører ham fra det ene job til det andet. Han arbejder som opvasker, som opsynsmand på en campingplads, han plukker druer og appelsiner. Men da han møder Carolina López, flytter de sammen i nærheden af Barcelona, de bliver forældre i 1990, og i sine sidste år indleder Bolaño et sandt arbejdsraseri. Han skriver digte, noveller, romaner. Han har delvist droppet den obskure og happeningorienterede avantgardisme og forsøger i stedet at forløse sit avantgardistiske grundsyn i litterære grundformer. Der er også en vis økonomisk nødvendighed forbundet hermed: Der skal smør på bordet, familien skal forsørges, og romaner sælger som alle ved bedre end digte. Men det betyder som sagt ikke, at han har opgivet sine litterære ambitioner. Tværtimod. Bolaños første prosaværk udkommer i 1993,
De vilde detektiveri 1998 og den mastodontiske
2666posthumt i 2004. De to sidstnævnte romaner, der i omfang overstiger alt, hvad Bolaño tidligere har forfattet, står i dag som hans hovedværker og som to af de mest ambitiøse romaner i nyere tid. Her viser Bolaño for alvor, hvad litteraturen kan.

De vilde detektiverkan holde sine læsere søvnløse. Bogstavelig talt. Simon Fruelund fortæller, at romanen havde den effekt på ham. På nettet fandt han ud af, at han ikke var den eneste. Den dansk-spanske oversætter og forsker Rigmor Kappel Schmidt opfatter
De vilde detektiversom en »kultroman«, i familie med beatforfatteren Jack Kerouacs
On the road: »Det er ikke
stream of consciousness, men
stream of the road.« siger hun.

»Der er en livshistorie knyttet sammen med disse kultværker. De tager sig bedst ud, hvis forfatteren har sat sit liv ind på det.«.

I
De vilde detektiver- som delvist er en selvbiografisk roman, hvor Bolaños tydelige alter ego optræder som Arturo Belano - kigger Belano tilbage på sin viltre avantgardefortid i halvfjerdsernes Mexico City med et kærligt og selvironisk blik. I bogen er infrarealisterne blevet til
visceral-realisterne, indvoldsrealisterne. Indvoldsrealisternes liv i Mexico City er, som Kappel Schmidt formulerer det, »amatørernes glade paradis«.

De vilde detektiverer en parodi på miljøet dengang. Med beatattituder og avantgardemanérer: Hver mand sin 'isme'. De respektive indvoldsrealister driver rundt på må og få i Mexico City, de stjæler bøger, de læser, de skriver, de udgiver småting, de sælger marihuana, de snakker om poesi og politik (revolution), mens de ryger stærk tobak. Et citat lyder:

»Vi revolutionære ryger stærk tobak, vi rigtige mænd ryger stærk tobak ... vi som griber objektivt ind i virkeligheden, ryger virkelig tobak.«

En af karaktererne læser altid digte i badet, en anden har på et tidspunkt sex med en barpige: Hun kommer 15 gange, han 3, hvorefter han skriver et digt med titlen 15/3. Han holder regnskab med den slags og skriver digte på den måde. Men ingen af indvoldsrealisterne får den store opmærksomhed, bevægelsen forsvinder og glemmes.

Easy rider

Men Bolaño er ikke glemt. Det enestående ved Bolaño var hans evne til, som Jeppe Brixvold udtrykker det, »at give vores voldsomme nutid en litterær ækvivalens«.

Selvom Bolaño præsterede at forny romangenren, fornægtede han aldrig den litterære tradition.

»Det, der karakteriserer Bolaños bøger, er en virtuos omgang med sproglige og formmæssige konventioner, en på en gang legende og meget dyb tilgang til litteraturen,« siger Simon Fruelund. Kun sådan var det muligt for Bolaño at bringe litteraturhistorien et skridt videre. Enhver revolution af en tradition, eller i dette tilfælde en litterær genre, kræver respekt for og indsigt i denne tradition. Ifølge Jeppe Brixvold, der netop har fremhævet Bolaño for at tænke romanen forfra, repræsenterer Bolaño da også klassisk dannelse.

»Han var meget belæst. Det er efterhånden usædvanligt, at forfattere virker så velfunderede.«

Bolaño var ikke kun en belæst, men også en berejst herre. Derfor er det svært at henføre hans forfatterskab til ét sted eller én nation.

»Bolaños geni er ikke kun hans teksters ekstraordinære kvaliteter, men også at han ikke henholdt sig til det Latinamerikanske forfatterparadigme,« har Ignacio Echevarría, tidligere kritiker på den spanske avis El País, udtalt til New York Times.

Bolaño var en international og postnational forfatter. Han var en
easy rider. En latin-amerikansk beatnik i det sydlige Europa.

Bolaño. Et af de sidste fotos taget af Roberto Bolaño inden hans død i 2003. Foto: Jerry Bauer

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her