Læsetid: 5 min.

Alt ligger i relationerne

Derfor er der ikke gode og onde personer i Michael Hjorth og Hans Rosenfeldts debutkrimi, der styrer uden om al samfundskritik og livspuslespillet i kernefamilierne, som ellers har hærget svensk kriminallitteratur. En pendant til Gunvald Larsson fra tv-serien Beck er hovedperson
Hans Rosenfeldt (t.h.) og Michael Hjorth skrev debutromanen på mindre   end et år, mens de sideløbende arbejdede på andre projekter.

Hans Rosenfeldt (t.h.) og Michael Hjorth skrev debutromanen på mindre end et år, mens de sideløbende arbejdede på andre projekter.

Sofie Amalie Klougart

4. oktober 2010

Da jeg ankom til forlaget, stod det på den anden ende. Vores unge fotograf, Sofie Klougart, hundsede rundt med det nye makkerpar i svensk krimi, Michael Hjorth og Hans Rosenfeldt, så det mest af alt mindede om en filmoptagelse. Hun havde selv taget noget blod med, som blev smurt ud på den ene af dem, mens den kvindelige forlægger skulle lægge sig ned og agere lig. Rosenfeldt måtte skifte skjorte flere gange, hvorfor han stod med bar overkrop midt i forlaget. Alle morede sig, ikke mindst svenskerne, der aldrig havde oplevet noget tilsvarende. Fænomenet, der hedder iscenesat fotografi, er noget helt andet end det klassiske pressefoto, hvor fotografen holder sig diskret tilbage og knipser det, som er.

Forlaget har det spøjse navn Hr. Ferdinand. Det er opkaldt efter ærkehertug Franz Ferdinand, der blev myrdet i Sarajevo i 1914 og dermed udløste Første Verdenskrig, men de fleste forbinder umiddelbart navnet med tegneseriefiguren Ferdinand, hvilket således er helt forkert. Det drives af islændingen Snæbjörn Arngrimsson og hans danske kone, Susanne Torpe, som i dets syv-årige levetid har udgivet cirka 100 titler, udelukkende oversat litteratur, som regnes for meget vanskeligt at introducere på det danske bogmarked. Et lille forlag, men det fik en stor appelsin i turbanen, da det udgav en roman af en egyptisk forfatter, som mod alle odds solgte over 100.000 eksemplarer i Danmark.

Millionerne rullede ind på kontoen, da Hr. Ferdinand sikrede sig rettighederne til Dan Browns bøger - ham med Da Vinci Mysteriet. Mellem en og to millioner kroner er nu brugt på at overbyde Gyldendal og andre store forlag for danske rettigheder til Hjorth og Rosenfeldts debutkrimi, Manden der ikke var morder.

Forførelse

Hovedpersonen i bogen, Sebastian Bergman, er en kriminalpsykolog med speciale i seriemord. Han har trukket sig tilbage, men inddrages alligevel i efterforskningen af mordet på en 16-årig skoledreng. Man fornærmer næppe forfatterne ved at sige, at han er gjort af samme stof som Gunvald Larsson i tv-serien Beck, en fandenivoldsk type, der ikke altid holder sig til det, der sømmer sig for en politimand. F.eks. går han ikke af vejen for at indlede seksuelle forhold til kvinder i politiets søgelys, og han er hurtig på aftrækkeren, når han forfører en kvinde.

- Hvem af jer har ekspertisen i, hvordan man forfører en kvinde i en frygtelig fart?

»Ikke mig,« svarer Hans Rosenfeldt, endnu med blod på skjorten efter fotoseancen.

»Heller ikke mig!« siger Michael Hjorth. »Det er jo vores hovedperson, Sebastian, der kan det.«

- Men så har I vel researchet?

Rosenfeldt: »Arrh, vi går jo ikke i detaljer, men han har et repertoire, han vælger ud fra, når han møder kvinder. Han er dygtig til det - og meget fascineret af kvinder.«

- Lever I selv i ægteskaber?

Begge: »Ja!«

- Der er utroskab og stort set ingen harmoniske ægteskaber i bogen. Er det virkeligheden i dagens Sverige?

Hjorth: »En lykkelig familie er ikke en spændende historie.«

Rosenfeldt: »Svensk kriminallitteratur har i de senere år handlet meget om livspuslespillet i kernefamilien, hvor man skal have det hele til at gå op, arbejde og børn, der skal hentes og bringes eller bliver syge, og hvem, der skal sørge for indkøb. Det ville vi væk fra, fordi det fylder så meget hos andre. Derfor arbejder vi ikke så meget med den funktionelle kernefamilie.«

Hjorth: »Jeg tror jo, at der ikke rigtigt findes nogen lykkelige familier. Jeg tror, der i alle familier findes et antal problematiske 'sager'. Det er jo mennesker, det handler om.«

Rosenfeldt: »Ja, enten har man puslespillet, eller også har man valgt at leve i andre konstellationer.«

Familietragedie

- Sebastian Bergman er en person, som ikke mange tilsyneladende kan lide. Hvorfor kan læserne så?

Hjorth: »Vi ville skabe en person, som man elsker og hader. En, som er dygtig til sit arbejde, men umulig i sociale sammenhænge.«

Rosenfeldt: »Han går tit over en grænse, så man ikke får sympati for ham. Men vi har tillagt ham nogle traumer, som gør, at vi forstår ham ud fra hans baggrund. Det har været en balancegang. Når han arbejder intimt sammen med nogen, er han umulig, men han er god i sit professionelle arbejde og ikke fordømmende over for hverken ofre eller gerningsmænd. Han har en forståelse for både godt og ondt. Sådan har vi givet ham nogle forsonende træk.«

- Hvad har været vigtigt at fortælle med netop denne bog?

Rosenfeldt: »Vi kan ikke sætte en etiket på som trafficking, politikerlede eller fremmedfjendtlighed. Vi forsøger ikke som mange af vore kolleger at påvise et nutidsfænomen, men fortæller en historie, som bunder i en familietragedie, en historie, som underholder, for det er det, vi allerbedst kan lide. Det er det vigtigste ved en krimi.«

Hjorth: »Det har været vigtigt at vise, at der bag mordene findes en tragedie, som fører til dem. At der ikke findes rigtigt gode og onde mennesker. Alt ligger i relationerne.«

Alt gik let

Michael Hjorth og Hans Rosenfeldt traf hinanden første gang i 1993 i Sveriges TV's dramaafdeling, hvor begge skrev krimiserier. Siden har de arbejdet hver for sig og sammen på en lang række projekter - både på krimier og ren tv-underholdning. Så talte de om, at de burde skrive en bog sammen uden de begrænsninger, man oplever, når man skriver til en instruktør og en producent. De kontaktede et forlag og afleverede først 20, så 100 sider, og derfra kørte det.

»Det var en lille tanke, som blev til et eksperiment, som blev til en bog,« forklarer Rosenfeldt.

Så skrev de skiftevis et afsnit, som så passerede frem og tilbage imellem dem. Plottet havde de udtænkt på forhånd. Hans Rosenfeldt var tovholder og den, der var god til at tænke fremadrettet, mens Michael Hjorth var god til at få ideer og skildre personernes dybere lag. De komplementerede hinanden. Bogen blev skrevet på mindre end et år, mens de sideløbende arbejdede på andre projekter. En enkelt gang havde de misforstået hinanden og skrev begge det samme afsnit, men ellers forløb det let, måske fordi de var vant til disciplinen fra tv-serierne - og til at få feedback, som man så skulle forholde sig til.

Ren lyst

Det var ren lystfølelse at skrive bogen, er de enige om. Den udkom midt i august med 38.000 eksemplarer i Sverige. I Danmark er et førsteoplag på 40.000 eksemplarer trykt. 11 lande har foreløbig købt rettighederne til den.

På svensk hedder den Det Fördolda, det skjulte, men forfatterne er begejstrede for den danske titel, Manden der ikke var morder, og ville gerne have brugt den på svensk, men da var det for sent.

I opfølgeren, som de er i gang med at skrive, er Sebastian Bergman tilbage i sit gamle speciale: opklaringen af seriemord.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu