Læsetid: 8 min.

Den mørke prins genopfinder rockstjernerne

Produceren og musikeren Daniel Lanois kan som ingen andre finde nye reserver og mystiske energier i sine kunstnere. Om det så skal foregå ved fuldmåne eller i nedlagte biografer. Han har genopfundet Bob Dylan, U2 og nu Neil Young
Daniel Lanois (t.h.) har i år fået realiseret en gammel drøm om at producere for Neil Young (t.v.).

Daniel Lanois (t.h.) har i år fået realiseret en gammel drøm om at producere for Neil Young (t.v.).

Jeff Chu

13. oktober 2010

Bob Dylan sidder og venter. Det er en varm og klistret dag i New Orleans, luften let parfumeret af roser og lavendler. Dylan sidder her på Bonos anbefaling. Efter en lang aften med en ramme Guinness-øl hjemme hos Dylan har U2-forsangeren overtalt ham til at lægge sine nye sange i producer-hænderne på Daniel Lanois.

Dørene glider op nede i New Orleans.

»Han var noir hele vejen igennem,« erindrer Dylan i selvbiografien Chronicles.

»Lutter skygge og silhuet helt uddæmpet, en sort prins fra de sorte bjerge.«

Lanois får sig en øl, Dylan en aspirin og en cola. Den canadiske producer og musiker fortæller, at han ikke er interesseret i at lave hit-plader. »Miles Davis lavede aldrig nogen«. De bliver hurtigt enige om at samarbejde.

Og det er ikke svært at forstå Bonos anbefaling og Dylans beslutning, når man har hørt de rige, atmosfæriske teksturer og det sanselige nærvær, som blev resultatet af dette første møde, albummet Oh Mercy. Eller for så vidt det andet Dylan-mesterværk, som Lanois producerede otte år senere, Time Out Of Mind.

Men prøv først at lytte til forgængeren til Oh Mercy, den stærkt udskældte Down In The Groove: Dylan lyder som en parodi på sig selv. Et nasalt spøgelse i sin egen mytologiske blindgyde. Bandet lyder, som om de enten er i kramper eller i koma. Og lydbilledet: Et ufokuseret klingende rum, hvor instrumenterne er blevet losset ind på må og få i et ligegyldigt overbelyst rum.

Sæt så Oh Mercy på. Optaget i New Orleans, altid efter mørkets frembrud. Du kan høre den dæmpede, men muskuløse intimitet, og hvordan hver lille efterklang har en betydning, er valgt, formfuldendt, håndvarmet.

Aften- og natoptagelserne dirrer af koncentration, mens Lanois lag på lag af klange og kinetiske rytmer tilføjer mystik, yderligere magi, utallige betydninger, insisterer på åndelig dybde. Dylan genopfundet/genop- daget af Daniel Lanois. Febersynet er kommet i fokus, i al dets svært gennemskuelige kompleksitet.

Hendrix og soul

Daniel Lanois blev født den 13. september 1951 i Hull, Quebec, Canada. Både moderen Jill og faderen Guy var amatørmusikere. Fransk-canadiske folkesange fyldte barndomshjemmet og dannede senere fundament for sønnens sangskrivning.

»Min fars og bedstefars violin-melodier giver genlyd i mig den dag i dag,« fortæller han.

Da familien flyttede til Hamilton, Ontario, ramte den psykedeliske musikrevolution den unge Daniel, der indtil han var 10 kun talte fransk. Han hørte Hendrix første gang i skolen og fik omgående lyst til at stikke af fra skolen. Og på radioen hørte han radio fra Detroit, hvilket grundlagde hans kærlighed til r&b og soul.

I 1970 byggede han sammen med broderen Robert et interimistisk studie i kælderen i moderens hus, hvor de begyndte at indspille lokale og gennemrejsende musikere. Det ændrede sig i 1980, da brødrene pga. stigende efterspørgsel købte Grant Avenue Studios inde i byen. Nu kom musikerne til dem.

Og her tog Daniel Lanois kunstneriske virke allerede samme år en afgørende drejning, da ambient-pioneren, studietroldmanden og filosoffen Brian Eno ankom med Harold Budd for at indspille Ambient 2: The Plateaux of Mirror.

Lanois har senere indrømmet, at han syntes, Enos musik lød som dårlige klaver-optagelser. Men under arbejdet faldt Lanois for denne »virkelig stille og atmosfæriske musik, som maler et virkelig kraftfuldt billede med langsom detaljering nærmest som musikalske landskaber«.

Det tændte noget, og i disse år begyndte Lanois at eksperimentere med klangbehandlinger af guitarer og klaverer. Han byggede sine egne klangverdener, teksturer i lag på lag omkring traditionelle instrumenter. Ofte ganske drømmende og Eno-inspirerede rumfornemmelser, synth-klange og ekkoende bearbejdninger. Uden at miste rødderne i blues, folk, soul.

»Vi har et ansvar over for de store komponister fra fortiden, for at tage deres visdom og føre den ind i fremtiden,« siger han.

I 1984 inviterede Eno ham med til Slane Castle i Irland for at producere U2s The Unforgettable Fire. U2 ville i en ny retning, og det kom de. Lanois og Eno førte bandet ud af new wave-rocken og op i stærkt spirituelle klangrum, der både var ambiente, sakrale og samtidig spritfulde af nærvær. Det blev Lanois første markante bedrift ud i genopfindelsesbranchen siden efterfulgt af prestigiøse produktioner for Dylan, Emmylou Harris og Willie Nelson. Lanois blev en stjerneproducer som få, et navn i sig selv.

Ikke tilfreds med sangene

Nu har Lanois så, efter at have ønsket det i mange år, produceret Neil Young. Le Noise hedder albummet, som de to canadiere har indspillet i en villa i Los Angeles. Hr. Young spiller og synger i midten af produktionerne, ganske solo, indkapslet i sin egen buldrende, støjende katedral af lyd.

»Jeg følte at der var noget inde i ham, der ikke var kommet ud af ham,« siger Lanois om produktionen og tilføjer, at han ikke var tilfreds med de sange, som Young oprindeligt kom med. Så han opfordrede ham på sin vanligt blide maner til at skabe et nyt udtryk, der passede til de tanker og følelser, som Lanois vidste, at han rodede med på dét tidspunkt.

»Jeg ville ikke acceptere en god sang, hvis ikke den repræsenterede det, han gennemgik rent emotionelt lige nu.«

Lanois arbejder bindes ifølge ham selv sammen af »en stærk understrøm af spænding, som er skabt af forskellige behandlinger og stemninger, som er blevet tilført ... Man præsenteres for én vinkel, som så kontrasteres eller undermineres af noget ildevarslende, noget man føler, mere end man hører det (...) Jeg drages mere mod melankoli og alvor. Mørke med optimisme.«

Og han lægger en nærmest shamanistisk omhu i at skabe ideelle og tit ukonventionelle betingelser under optagelserne. Og indspilningsrummene udvælges nøje. Rocknroll-zen opnås i villaer, slotte, gamle biografer. Teknologi er trods Lanois betragtelige kunnen sekundær. Det er det spirituelle og det sensuelle, der skal have lov at gløde. Og koncentrationen skal have plads.

Siden han var 16, har Lanois været motorcyklist.

»Jeg multitasker ikke,« siger han om at køre på kværn.

»Jeg koncentrerer mig om en ting ad gangen, hvilket er en del af det, der gør musik smuk, af det, der gør livet smukt.«

Fuldmåneoptagelser

Lanois har tidligere låst Peter Gabriel inde, så han ikke længere kunne telefonere, men koncentrere sig om at skrive sange. Og når han indspiller vokaler for Bono, så foregår det i kontrolrummet, hvor forsangeren får banket backingsporene i hovedet fra højttalerne, mens han synger ind i en mikrofon, der holder en stor del af den omgivende lyd ude og dermed giver ham en koncert-fornemmelse midt i den ellers tit lidt for kontrollerede studiesituation.

Det samme har Lanois gjort med Neil Young, med hvem han også begik fire fuldmåneoptagelser under fuldmånen og to dage før og en dag efter. Young har tidligere skrevet sine mest potente sange under disse perioder, så det gav mening. Formål, retning, uden hastværk.

Samtidig er Lanois også i tæt infight med sine musikere. Ikke noget med at sidde ude i kontrolrummet bag en glasrude. Lanois spiller gerne og ofte med, står altså midt i musikken.

»Hvis du står lige ved siden af nogen, så kan et løftet øjenbryn fortælle det, som ville blive tabt bag et lag glas.«

Han er også en fremragende musiker og komponist. Hør soloalbums som Acadie, For The Beauty of Wynona og mesterværket Shine. Og han spiller på stort set alle de album, han producerer. Hør f.eks., hvordan han bidrager med country & western- påvirkninger med sit guitarspil på Enos ambient-album Apollo. Eller hør hans lag-på-lag-dis af guitarer på »Most Of The Time« fra Dylans Oh Mercy. Og på U2s seneste album No Line On The Horizon står både Eno og Lanois for første gang krediterede som medkomponister.

Er vi stadig venner?

Lanois griber dybt i sine musikere, kommunikerer med dem på mange niveauer, musikalske, verbale, mystiske niveauer.

»Dan lytter for at mærke, lytter til sangenes skelet, og henleder opmærksomheden på ting, som alle andre er holdt op med at bemærke,« skriver Brian Eno i Rolling Stone.

Og det kræver stor tålmodighed, som den slidsomme proces med Bob Dylans Oh Mercy anskueliggør. Og der er også temperament i spil. »Danny, sagde jeg nogle gange, er vi stadig venner?« fortæller Dylan i Chronicles om den ekstremt svære fødsel.

»Han ledte efter sange, der definerede mig som person, men hvad jeg laver i studiet, definerer mig ikke som person.«

På et tidspunkt greb Lanois en dobro-guitar og smadrede den i gulvet.

»Der var et øjebliks stilhed i rummet. En pige, der havde katalogiseret tracks og taget noter, holdt op med at smile og løb grædende ud.«

Det er alvor det her, folkens.

»Jeg vil efterlade noget, som betyder noget. Skal jeg følge mine egne ideer og filosofier, eller skal jeg bare falde ind i rutinen og lave noget skidt for levebrødets skyld?«

»En af de ting, jeg kunne lide ved Lanois,« skriver Dylan, »er at han ikke gad flyde rundt i overfladen. Han gad ikke engang svømme. Han ville springe i og gå dybt.«

Daniel Lanois har genopfundet flere hæderkronede musikhelte, som også Rick Rubin har gjort det især med Johnny Cash, men også med Neil Diamond og Red Hot Chili Peppers. Men resultaterne er væsensforskellige. Mens Rubin går efter en mere puritansk lyd, et mere direkte udtryk, er der noget mystisk over Lanois produktioner. Kunstnerne synes at lyse klarere, når baggrundene er omskiftelige lag på lag af klange, skygger, silhuetter. Som om nærværet trives bedst på baggrund af drømmende dybdeperspektiver.

Lanois boede i mange år i New Orleans, for at fordybe sig i, omgive sig med den musik og den sjæl, han har elsket, siden han begyndte at lytte til Detroits radiostationer som knægt oppe i Ontario. Men han lagde New Orleans bag sig for flere år siden og har i de seneste mange år levet ganske nomadisk.

»Hvor er dit hjem,« spurgte fansite-bestyreren Kenley Neufeld i 2004.

Lanois svarede:

»Jeg plejer at sige til folk, at jeg kan lide, hvor jeg er. Det fastholder jeg. Jeg kan slå lejr, få venner og bidrage til fællesskabet ret hurtigt. (...) Jeg kan lide at flytte rundt og blive inspireret af andre kulturer. Så længe jeg kan bidrage til de steder, som jeg besøger, håber jeg at kunne blive ved med at gøre det resten af mit liv. Der følger et ansvar med. Jeg ser mig selv om en slags ambassadør, som forsøger at sprede så meget goodwill som muligt og efterlade et hvilket som helst sted i bedre stand, end den, jeg fandt det i.«

Kilder: Rolling Stone, Canadian Composer, www.neuhouse.com/acadie, lifeasahuman.com, MacLeans og dokumentarfilmen Here Is What Is

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer