Læsetid: 9 min.

Mr. Fucking High Contrast

Da han tog sine første billeder i hjemlandet Holland, var han så genert, at han næsten ikke turde se på bandet. Siden har fotografen Anton Corbijn været med til at give U2 og Depeche Mode en visuel identitet. Og nu er han aktuel med sin anden spillefilm, thrilleren 'The American', der har George Clooney i hovedrollen
Det var et meget bevidst valg for den hollandske fotograf og instruktør at blive filmskaber, da han ser det som en virkelig interessant proces, når man laver film, sammenlignet med at fotografere.

Det var et meget bevidst valg for den hollandske fotograf og instruktør at blive filmskaber, da han ser det som en virkelig interessant proces, når man laver film, sammenlignet med at fotografere.

SF Film

14. oktober 2010

Anton Corbijn kan godt lide plakaten til sin nye film, den engelsksprogede thriller The American.

»Der bliver ikke lavet plakater som den mere,« siger han.

»Det er godt, at der er noget, som er anderledes.«

Corbijn ville gerne have, at plakaten skulle være 1970'er-agtig, og med sin enkle, grafiske stil vækker den da også mindelser om klassiske, amerikanske spændingsfilm som Aflytningen, Alle præsidentens mænd, French Connection og Det forkerte vidne; alle er de film, som har inspireret den hollandske filmskaber i arbejdet med The Americans visuelle udtryk.

»I de film ser man meget mere, hvordan folk går og sidder. Alle den slags ting er interessante. I vore dage er film så hurtigt klippet, at man ikke får en fornemmelse af det, af den side af en person. Det gjorde man i 1970'erne, og det gør man i The American, og det er vigtigt for mig. På den måde er filmen gammeldags.«

Til gengæld er Corbijn ikke tilfreds med filmens trailer, som lover ramasjang og action.

»Min film er ikke en actionfilm. Det er en thriller,« siger han og ser en smule fortrydelig ud.

»Men det er svært, fordi tempo og spænding er, hvad folk er vant til i dag. Min film går imod strømmen, og det er derfor, at traileren er for hurtig.«

Der er konsekvenser

Vi sidder på et hotelværelse i London-bydelen Soho. Nogle timer forinden har Anton Corbijn vist lidt af The American for en lille skare internationale journalister, inklusive Informations udsendte, og nu tager han så imod journalisterne én for én for at svare på spørgsmål om filmen.

I The American spiller George Clooney titlens amerikanske lejemorder, der efter et vanskeligt job forsøger at holde lav profil i en landsby et sted i Italien. Han bliver venner med den lokale præst og forelsker sig i en smuk, ung prostitueret kvinde, alt imens han plages af moralske og eksistentielle kvababbelser.

»Han slås med spørgsmålet om, hvorvidt man kan omgøre sine handlinger,« siger Corbijn om filmen, der har manuskript af Rowan Joffe og er baseret på en bog, A Very Private Gentleman, af den afdøde, britiske forfatter Martin Booth.

»I sidste ende er man ansvarlig for alt, hvad man gør. Man kan selvfølgelig prøve at sone sine forbrydelser, men der er konsekvenser, og dem er man nødt til at acceptere.«

Som at have sex

The American er blot Anton Corbijns anden spillefilm; den første var Control (2007) og handlede om Joy Division-forsangeren Ian Curtis' liv og død i 1970'ernes Manchester.

Og i virkeligheden er det da heller ikke som filminstruktør, men som fotograf, at den 55-årige hollænder gennem de seneste 35 år har gjort karriere. Corbijn er om nogen manden, der har givet Depeche Mode og U2 en visuel identitet med både fotografier, albumcovers og musikvideoer, og han anses for at være en af tidens førende rockfotografer.

Hvad enten det er en afklædt Michael Stipe i Trevi-fontænen i Rom, en ung David Bowie på et slidt værtshus i Chicago, Bryan Ferry i en bil i Paris eller nogle af de mange fotografier, Corbijn har taget af Depeche Mode og U2 - det berømte coverfoto på The Joshua Tree-albummet er hans - forsøger han altid at komme bag om stjernestatus og facade.

Der er alvor og eftertænksomhed, men også en underspillet humor og masser af tekstur i hans billeder, ofte portrætter, som regel sort/hvide, og de synes at fange et øjeblik i motivets liv. Han har udtalt, at han er bange for at komme til at fotografere en idé i stedet for et menneske, og at han »prøver at være meget opmærksom på, hvordan folk er.«

REM's Michael Stipe har om Anton Corbijns kvaliteter som fotograf sagt, at han »næsten har magiske evner,« hvorfor han »fanger noget, ingen andre gør.«

Ifølge Depeche Modes Dave Gahan ser Corbijn »de her engleagtige ting med sit øje og fastholder dem med sit kamera.«

Og skuespillerinden Samantha Morton, der har medvirket i en U2-video instrueret af Corbijn og spiller Ian Curtis' kone i Control, fortæller, at Corbijn »forstår billeder, og hvordan man formidler følelser gennem billeder, og hvordan det kan påvirke et publikum.«

Selv fortæller Corbijn, at hans første indskydelse altid er at tage billeder i sort/hvid, og i dokumentarfilmen Shadowplay, der handler om den hollandske fotograf, kalder U2's frontmand, Bono, ham for »Mr. Fucking High Contrast« og beskriver deres indbyrdes forhold således: »Det er intimt at blive fotograferet - som at have sex. Man burde ikke føle sig anderledes, men det gør man på måder, som ikke kan måles. Jeg har haft sex med Anton i snart 20 år nu, siden jeg var dreng! Han er rigtig god til det. Og hvad bedre er, han skriver, ringer, holder kontakten.«

Det indlysende motiv

Anton Corbijn er født og opvokset i Strijen, en lille by i det sydlige Holland, 30 minutters kørsel fra Rotterdam. Hans far var byens præst, og det fik unge, ranglede Corbijn til at føle sig lidt til en side. Han blev drillet af de andre børn, men fra sin plads på sidelinjen lærte han at iagttage andre mennesker, hvilket utvivlsomt har været med til at gøre ham til så god en fotograf.

Den dag i dag holder han af at sidde på en bænk og kigge på, hvordan andre mennesker opfører og bevæger sig.

Hans far var en streng mand, og Corbijn så ham sjældent, fordi han havde så travlt med præsteembedet. Ironisk nok var det farens kamera, der sammen med rockmusikken gav Corbijn mulighed for at leve det andet liv, den unge mand dengang i 1970'erne drømte om.

»Det er lidt naivt, men musik betød så meget for mig, og det var derfor, at jeg begyndte at tage billeder af den,« sagde Corbijn til mig, da han i forbindelse med premieren på Control besøgte Danmark.

»Det var for mig det indlysende motiv, da jeg fik et kamera i hånden.«

Corbijn begyndte at fotografere rockmusikere, især lokale bands, men også udenlandske gæstestjerner. Han har fortalt, at han til at begynde med var så genert, at han ikke kunne se direkte på dem, han skulle fotografere, hvorfor han tog billederne via et spejl. Men han sendte trods alt billederne til hollandske musikmagasiner, som trykte dem, og så var han i gang med at gøre karriere som rockfotograf.

Da Anton Corbijn i slutningen af 1970'erne første gang hørte Joy Divisions musik, vidste han, at han måtte flytte til England. Deres musik var den perfekte opsummering af tidsånden, sagde han også i interviewet om Control.

»Selv om jeg ikke talte ret meget engelsk, kunne jeg høre fortvivlelsen i stemmeføringen og måden, instrumenterne blev spillet på. Der var en mørk skønhed over det, og pladens omslag var smukt, mystisk - alt, hvad jeg havde brug for på det tidspunkt. Jeg havde været i England et par gange for at fotografere folk, og jeg havde altid fornemmelsen af, at der var en intensitet der, jeg ikke kunne finde i Holland.«

Det respekterede, britiske musikmagasin New Musical Express, NME, fik øjnene op for den endnu ukendte Corbijns talenter - også selv om redaktøren indimellem besværede sig over den unge mands kunstneriske kompromisløshed, der gjorde det svært at genkende rockstjernerne på hans billeder, når man f.eks. så dem fra ryggen på lang afstand.

Noget ganske andet

Men Corbijns fotografier, der syntes at finde ind til essensen af Joy Divisions musik, var med til at gøre bandet til verdensstjerner og ham selv til en af verdens mest efterspurgte rockfotografer med flere bøger og utallige udstillinger, også i Danmark, bag sig.

Undervejs begyndte Anton Corbijn at instruere musikvideoer - mere end 60 af slagsen er det blevet til; mange af dem med samme råhed og energi som hans fotografier. Og det er i virkeligheden ikke så overraskende, at han for fem år siden tog beslutningen om at lave sin første spillefilm.

Han interesserede sig for de levende billeder og havde et personligt forhold til materialet - Joy Division og Ian Curtis. På en måde var det en cirkel, der blev sluttet med Control, der også er optaget i sort/hvid - fordi Joy Divisions covers og fotografierne af bandet var i sort/hvid, og fordi det var sådan, Corbijn huskede tiden og tonen og stemningen.

Control var vigtig for Corbijn, som skød alle sine egne penge i filmen for overhovedet at få den finansieret. Og heldigvis gav hans satsning gevinst. Filmen blev udtaget til filmfestivalen i Cannes og fandt siden vej til et stort og begejstret publikum.

Min egen stemme

Corbijn fotograferer stadig - blandt andet har han taget billederne til Saybia-forsangeren Søren Huus' nye soloalbum - men oplevelsen med Control gav ham mod på at fortsætte med at lave film. Han begyndte at lede efter et nyt filmprojekt at kaste sig over, og det skulle være noget ganske andet end Control, forklarede han, da Information mødte ham i London.

Det måtte f.eks. ikke være endnu en musikerbiografifilm, som ellers var det, Anton Corbijn blev tilbudt.

»John Lennon, Kurt Cobain - film, der foregik i 1970'ernes England. Det er skørt, men folk vil have, at man skal gentage det, man lige har lavet,« siger han.

»Det var et meget bevidst valg for mig at blive filmskaber og begynde at lære. Det er en virkelig interessant proces, når man laver film, sammenlignet med at fotografere. Det tog mig lang tid at finde min egen vej i fotografiet. Man tror, det er nemt at lave film. Det er dog noget af en udfordring, og jeg er nødt til at finde min egen stemme, og det kan jeg kun gøre ved at prøve forskellige ting.«

Den søgen førte Corbijn til The American, som ikke blot er en helt anden genre, thrilleren. Den er også i farver, foregår nu og her og bygger på en roman, ikke virkelige begivenheder. Tilmed har Corbijn og manuskriptforfatter Rowan Joffe ændret hovedpersonens nationalitet fra engelsk til amerikansk, fordi det ville give instruktøren mulighed for at arbejde med nogle andre skuespillere end i Control.

Og det bragte så Corbijn i kontakt med George Clooney, der blev så begejstret for projektet, at han sammen med sin faste produktionspartner, Grant Heslow, indvilgede i at være medproducent på The American.

Den mørke George

»Jeg kan godt lide den mørke George, og det var også derfor, at jeg ville have ham med i filmen,« siger Anton Corbijn.

»Jeg kan godt lide, når han er vred som i Michael Clayton eller livstræt som i Syriana. Men jeg ser ikke nok af den side af ham, og han er mørkere i The American, end jeg har set ham være i nogen anden film. Han viser også sin alder, hvilket er fantastisk. Han ser godt ud, men han har ikke brug for makeup - han vil heller ikke bruge det. Hans teori er, tror jeg, at når man bliver ældre i livet, kan man også lige så godt blive ældre på film. Det er en meget sund indstilling.«

Corbijn beskriver samarbejdet med den amerikanske skuespiller som en spændende proces, der mestendels var harmonisk, men indimellem også gav anledning til nogle små konflikter, fordi Corbijn og Clooney havde så forskellig en tilgang til filmarbejdet.

»George har selvfølgelig oceaner af erfaring, og jeg arbejder meget intuitivt. Hans ekspertise og min intuition - som regel gav det ikke for store konflikter ...,« siger instruktøren.

»Jeg tror, at der på alle film er sammenstød, når instruktøren vil skubbe skuespilleren i én retning, og skuespilleren gerne vil i en anden. Jeg vil mene, at George er i en position, hvor han har meget mere at miste end mig, hvis han laver en fejltagelse. Vi fandt hele tiden en måde at få det til at fungere på, men der er nogle øjeblikke i The American, hvor han føler sig på usikker grund, og det var dér, jeg gerne ville have ham.«

The American har dansk premiere i dag. Anmeldelse her
I september udgav det tyske forlag Schirmer/Mosel bogen 'Inside the American', hvor man med Anton Corbijns egne ord og billeder kommer bag kameraet på filmen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu