Interview
Læsetid: 7 min.

Nikolaj Arcel: »Man skal passe på med at lede efter lykken, for lykken er et destruktivt begreb«

30-års krise. Det er farligt at lede efter 'lykken' både privat og i arbejdet. Det fortæller Nikolaj Arcel om i dramakomedien 'Sandheden om mænd', hvor en manuskriptforfatter fra Peter Pan-generationen konfronterer sin konstante tvivl om de mange valg i livet
Valg. Nikolaj Arcel mener, at mænd i hans generation har svært ved at være tilfredse; singlerne er misundelige på familiefædrene, familiefædrene føler sig fanget, og ingen er tilfredse med karrieren, ligegyldigt hvor godt det går.

Valg. Nikolaj Arcel mener, at mænd i hans generation har svært ved at være tilfredse; singlerne er misundelige på familiefædrene, familiefædrene føler sig fanget, og ingen er tilfredse med karrieren, ligegyldigt hvor godt det går.

Kultur
7. oktober 2010

I første scene af Sandheden om mændsidder hovedpersonen Mads som barn foran fjernsynet. På skærmen kører et program med seksualoplysning, og undervejs kommer mor lige ind fra opvasken for at høre, om det er spændende. Det er en elementært sjov scene, som hurtigt slår tonen for resten af filmen an, og som Nikolaj Arcel fortæller, var han nødt til at åbne filmen med et så klart komediesignal.

»De næste 10 minutter kunne nemlig egentlig også have været drama. Jeg synes, det er sjovt, men det er faktisk kun sjovt, hvis det bliver set med de sjove briller på,« forklarer han, da vi mødes på Islands Brygge for at tale om hans nye dramakomedie om tidens Peter Pan-mænd.

»Dét, man ser, er jo en mand, som står og er træt af sin kone. Han har krise, og han har det lidt dårligt. Han synes, at hans hjerte banker lidt hurtigt ... Jeg var nødt til at sige fra starten, at nu præsenterer jeg det her som en komedie, og så behøver jeg ikke at gøre det i resten af filmen. Tilgangen har meget været, at det er skrevet som komedie, men instrueret som drama.«

Tvivlen som ramme

Åbningsscenens Mads vokser op og bliver en forvirret manuskriptforfatter (Thure Lindhardt), som i løbet af filmen leder efter de forløsende svar på både hjemme- og arbejdsfronten. Ideen til filmen opstod i kølvandet på film som Bridget Jones' dagbog, hvor mænd ifølge Nikolaj Arcel er henvist til arketypiske biroller. Det blev han sammen med sin faste medforfatter Rasmus Heisterberg træt af, og de fik lyst til at skrive en intelligent komedie om mænds håb og drømme.

»Vi blev trætte af alle de tøsefilm, og så tænkte vi, at vi ville lave en mandefilm, som ikke var action eller øl og fodbold, men handlede om mænds følelser. Vi var jo selv i starten af 30'erne og forvirrede i forhold til, hvad vi skulle. Skal vi have børn? Skal vi flytte i hus? Eller skal vi måske tage ud at rejse eller starte en helt ny karriere? Der kommer al mulig tvivl i den alder, men det viste sig at være svært at finde retningen i en historie om det. Det blev ved med at være for overfladisk, så vi gik først fra ideen, men den blev så genoplivet for et års tid siden, hvor jeg var frustreret over, hvor lang tid det tog at finansiere min næste film om Caroline Mathilde.«

Det mandlige perspektiv

»Vi bestemte os for at lave en hurtig og lystfyldt film imens, og da vi opgav at have en stor, forløsende ramme, faldt historien pludselig på plads. Vi valgte helt enkelt at fokusere på grundideen om en mand midt i 30'erne, som kommer i tvivl om, om han er lykkelig. Rammen var en mand i krise, og så kunne man smide alting ind i en form for montagefilm. Det viste sig at være vældigt befriende,« fortæller Nikolaj Arcel og konstaterer, at mange andre film om mænds kriser netop også er noget andet end det.

»Der er lavet masser af film fra det mandlige perspektiv, og der er også lavet dramakomedier om mænd. Woody Allen har ikke lavet andet. Sidewayser et gyldent eksempel, men det er samtidig en roadmovie, som handler om vin, ligesom Eternal Sunshine of the Spotless Mindhandler om at få slettet sine minder.«

»Vi syntes ikke, der var lavet en film, som angreb 30-års krisen direkte, og vi har da også konstateret, at det er svært at lave film med det fokus, når man vil have, at det skal være sjovt, men det skal også tages lidt alvorligt. Jeg tror aldrig, jeg har været så meget i tvivl om noget undervejs, og filmen er det sværeste, jeg nogen sinde har lavet.«

»Komedier handler om præcision, og det har taget lang tid at klippe filmen, for det måtte for alt i verden ikke være slapt. Mange komedier er for slappe og uvedkommende, og det er slapstick eller overskuespillet. Jeg ville gerne undgå nogle af de fælder. Det har været en udfordring, men jeg er meget glad for resultatet og stolt over filmen. Især fordi jeg tror, at det er en film, hvor par eller venner og veninder bagefter taler om, hvordan de egentlig har det.«

De utilfredse mænd

For hvordan har de det egentlig, de der mænd i Peter Pan-generationen, som for alt i verden ikke vil blive voksne? Nikolaj Arcel mener, at mænd i hans generation har svært ved at være tilfredse; singlerne er misundelige på familiefædrene, familiefædrene føler sig fanget, og ingen er tilfredse med karrieren, ligegyldigt hvor godt det går.

»Det handler meget om det med at være i tvivl og om at føle sig låst. Der er mange muligheder, og der bliver hele tiden skabt lyst til noget andet. Det er jo ikke noget nyt, men det er meget tydeligt i min generation. Vi er generelt også forvirrede omkring det at være mand. Vi skal både være seje og cool og stærke, men vi skal også være bløde og søde og forstående. Vi skal kunne rigtigt mange ting, og når vi så opdager, at der er noget, vi ikke har nået, mens vi har prøvet at lære alt det, så kommer vi i tvivl og vil flygte.«

»Det er mit indtryk, at kvinder er væsentligt bedre til at holde fast og sige: 'Jeg har det her, og det er jeg glad for, så nu skal jeg holde fast i det.' Mænd er mere: 'I dag er jeg ikke lige glad, så måske skal jeg bare smide det hele over bord og starte forfra.' Det kan godt være problematisk ...«

Mads' metaliv

Manuskriptforfatteren Mads søger en tryghed i, at livet – som den gode dramaturgi – har en klar begyndelse, midte og slutning. Filmen leger løbende med at holde klassiske fortællebegreber op mod livet og til sidst analyserer Mads sin egen historie ud fra den etablerede fortælleskabelon. Hvor er hans livs vendepunkter? Og hvornår kommer den centrale erkendelse, som sætter alt i et nyt lys?

Ifølge Nikolaj Arcel endte hovedpersonen med at blive en manuskriptforfatter, fordi det netop var sjovt at lege med manglen på selverkendelse og kontrol over livet hos én, som lever af at analysere og beskrive menneskelig opførsel.

»Det har selvfølgelig været sjovt at kunne bruge filmmiljøet undervejs, men det har aldrig været det vigtigste i filmen. Filmen lægger sig op ad en tradition af film om folk med kreative blokeringer. Dem er der lavet mange af. Rasmus og jeg elsker den type historier, for det er noget af det bedste drama, når folk går i stå i deres liv, både kreativt og på andre planer.«

Det perfekte

I filmen kæmper Mads på komisk vis med at skrive et mesterværk. For det er ifølge Nikolaj Arcel ikke kun farligt at søge det perfekte privat, men også i sit arbejde.

»For mig handler filmen om, at man skal passe på med at lede efter lykken, for lykken er et destruktivt begreb. Det er skabt af det onde. Der findes alle mulige former for glæde og lykke, men 'Lykken' findes ikke, og man bliver ikke glad af at jage den. Det holder ikke at tro på det med, at 'nu har jeg dét, jeg vil have'. Mange tror naivt, at hvis jeg bare opnår det, så bliver jeg glad, og så er livet på plads. Jeg har selv været meget naiv på den måde. Både privat og i arbejdet.«

»Man skal ikke tro, at man laver et mesterværk og bliver glad. Coppola siger stadig, at han aldrig har lavet sin drømmefilm, og jeg tror ikke, at store kunstnere er lykkelige. Uanset rosen og populariteten føler de aldrig, at de har ramt dét, de ville. Sådan er det også med Mads. Han skal gøre sit bedste, men han kan ikke opnå et eller andet lykkekoncept ved at arbejde.«

Det uundgåelige spørgsmål er naturligvis, om Nikolaj Arcel er blevet klogere på sig selv efter at have lavet en film om sandheden om mænd. Her får man først et stort grin som svar. Siden et rungende nej.

»Nej. Overhovedet ikke. Rasmus og jeg blev klogere af at tale om filmen, men den klogskab varer jo ikke nødvendigvis så længe. Jeg tror heller ikke, at man kan lære noget af at se film, men man kan få noget at snakke om, og det er altid godt, når film sætter samtaler i gang. Men uanset hvor fantastisk en film end er, og hvordan den end belyser nogle betydningsfulde emner, er man fanget i whateverhverdag igen, når man vågner næste morgen.«

Sandheden om mænd har premiere i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her