Det var ikke uden sværdslag, at Kurt Westergaard i fredags modtog Leipziger Medienpreis.
Westergaard blev verdensberømt efter at have tegnet profeten Muhammed med en bombe i turbanen i september 2005. Da det gik op for den iranske advokat og menneskerettighedsaktivist Shirin Ebadi, der modtog Nobels Fredspris i 2003, og hendes landsmand, journalisten og regimekritikeren Akbar Ganji, at det var Westergaard, der skulle udmærkes, rejste de rasende af sted igen.
Ebadi, der modtog Nobels Fredspris i 2003, har fået sine religiøse følelser stødt af Muhammed-tegningerne, sagde hun. Efter ankomsten holdt hun en tale på den mediekongres, der fandt sted parallelt med prisuddelingen, og sagde, at hun ikke agtede at deltage i aftenens prisuddeling. Ifølge Spiegel Online kritiserede hun arrangørerne for ikke at have meddelt hende, at Westergaard var blandt prismodtagerne.
Heller ikke Ganji, der modtog medieprisen i 2007, var begejstret for valget af Westergaard. Han forlod med det samme Leipzig i raseri over ikke at være blevet informeret på forhånd om, at en af prismodtagerne var den danske karikaturtegner.
Juryen oplyser, at den indstillede Westergaard til prisen i juni måned. Hans og de andre prismodtageres navne blev imidlertid hemmeligholdt af sikkerhedsgrunde indtil overrækkelsen.
Hadpropaganda
Süddeutsche Zeitung skrev i går, at Ebadi i sin tale kaldte Westergaards værk »en form for hadpropaganda«, og sagde, at hun sågar anså det for en »forulempelse af FNs menneskerettighedskonventioner«.
Avisen beretter også, at Westergaard rakte hånden frem imod Ebadi, da hun forlod salen. Ebadi gengældte hans gestus. Men kun uden for fotografernes søgelys.
Ud over Westergaard modtog den afghanske journalist Sayed Yaqub Ibrahimi og den bulgarske journalist Assen Yordanov samme pris.
Yordanov, der skriver om miljøforbrydelser og mafiøs korruption på den bulgarske sortehavskyst, har flere gange været for retten og er ifølge eget udsagn forsøgt myrdet to gange.
Ibrahimi har skaffet sig mordtrusler på halsen ved at skrive om magtmisbrug og våben- og narkohandel i sit hjemland og lever under jorden uden for Afghanistan. Heller ikke Ibrahimi skulle ifølge Süddeutsche Zeitung nyde noget af »et familiefoto med Westergaard«. Hans problemer med de islamistiske fundamentalister er ham rigeligt, og nyhedsbureauet dpa skriver, at han betegnede Westergaards omstridte karikatur som ekstremistisk.
Modige journalister
Prisen i Leipzig skal minde om de modige journalister, der sørgede for, at resten af verden blev bekendt med Leipzigs mange tusinde demonstranter, der satte skub i den fredelige revolution i 1989, som slutteligt førte til Murens fald i Berlin. En talsmand fra stiftelsen, der uddeler prisen, udtalte:
»Vi står ved vores beslutning.«
Om at give prisen til Kurt Westergaard sagde Stephan Seeger, formand for stiftelsen, at det »udtrykkeligt ikke handler om at udmærke karikaturen i sig selv, men om Westergaards standhaftighed i forhold til sin mening«.
Prisen til Kurt Wester- gaard er hans anden tyske udmærkelse på blot en måned. I begyndelsen af september modtog den 75-årige dansker M-100 Sanssouci Medien Preis, hvor både kansler Angela Merkel og nummer to ved det nyligt afholdte præsidentvalg, Joachim Gauck, holdt taler for ham ved et galla-arrangement i Potsdam. Mens der medfølger 10.000 euro til hver af de tre prismodtagere i Leipzig, er Sanssouci-prisen en symbolsk pris, der uddeles af den europæiske presse.
Det virker tragikomisk, når Leipzig prisen gives til Westergaard, der på JP s opfordring tegnede for at vise at muslimerne SKAL kunne tåle hån og spot.
Godt at tidligere Nobelprismodtagere nu bruger deres YTRINGSFRIHED og undsiger Westergaard og JP.
Suk!
Lag på lag suk!
Som om Shirin Ebadi har noget at sige? Prøver hun at fange fisk i mudret vand?
- Arash
Jeg skal her undlade at beskrive hvad jeg tænker om folk der ikke kan tåle kritik, især ideologer med feudale og selvforherligende overbevisninger, og nøjes med kun at udtrykke medfølelse med dem der fortjener den - de psykisk svagelige og andre lignende ustabile...
ja Hans, der er nok ikke mere at sige, det vil alligevel ikek blive forstået.
Selvforherligende - et skønt ord.