Læsetid: 2 min.

'Religionskritik er ikke antisemitisme'

Peter Tudvad er inde på en farlig vej, hvis han identificerer religions-kritik og antisemitisme, mener direktør for Søren Kierkegaard Forsknings-centeret Niels Jørgen Cappelørn. Man skal for eksempel kunne kritisere islam uden at blive kaldt racist
30. oktober 2010

Debatten om Peter Tudvads bog, Stadier på antisemitismens vej, fortsætter for fuldt tryk. Direktør for Søren Kierkegaard Forskningscenteret Niels Jørgen Cappelørn har i de seneste dage på den ene side udtalt, at Søren Kierkegaard havde »en næsten klichéagtig opfattelse af jøder, som vi i dag ville kalde antisemitisme«, men på den anden side understreget, at Kierkegaards private bemærkninger om jøder ikke har haft nogen indflydelse på Kierkegaards tænkning.

»Det er helt afgørende at skelne mellem Kierkegaards teologiske kritik af jødedommen og hans private udtalelser om jøderne, som jeg tager stærkt afstand fra. Men hvis man kalder ham antisemit på baggrund af religionskritikken, som er en teologisk diskussion, lukker man jo for overhovedet at kritisere forskellige religioner i fremtiden,« siger han til Kristeligt Dagblad.

Men ifølge Tudvad har Kierkegaards opfattelse af jøder netop indflydelse på hans teologi. Han skifter mening om Abraham, som han i 1843 kalder 'troens fader', mens han senere mener, at det er 'jødisk', at Abraham får lov at beholde en levende Isak og blive stamfader, mens en kristen udgang på historien ville være, at Isak skulle ofres og de to først forenes igen i evigheden?

»Jeg er uenig med Tudvad her. Så vidt jeg husker det pågældende sted, så vil Kierkegaard vise, at forskellen på kristendom og jødedom er, at jødedommen forholder sig til timeligheden. Sådan er det jo også i Det Gamle Testamente, hvor hele pointen er, at hvis man overholder budene, så skal man leve lykkeligt og længe og få mange børn.«

At påpege dette er religionskritik, fastslår Niels Jørgen Cappelørn og fortsætter: »Hvis vi gør religionskritik til racisme, så må vi heller ikke kritisere islam, og muslimerne må heller ikke kritisere kristendommen. Men vi må have lov til at kritisere, blot ikke så det får en hånende karakter, sådan som det skete med Muhammedtegningerne.«

»Men Kierkegaards skarpe opgør med jødedommen er ikke ensbetydende med, at han har noget imod jøderne. For eksempel tager han eksplicit afstand fra den opfattelse, at jøderne skulle være særlig skyldige, fordi de fik Jesus korsfæstet,« tilføjer han.

Beklagelig pressedækning

Niels Jørgen Cappelørn beklager, at debatten om Kierkegaards antisemitisme er blevet skudt i gang, før bogen er udkommet. Nu kan han kun forholde sig til, hvad Tudvad har sagt i pressen, og det er på den baggrund, han udtaler sig, understreger han.

Men så vidt han kan skønne ud fra indlæggene i pressen, så har Tudvad efter Cappelørns mening givet næring til en opfattelse, som han finder »meget problematisk«.

Når Peter Tudvad mener, at teologisk kritik af jødedommen er antisemitisk, så er det, fordi han ikke ved, hvad teologi er, erklærer Niels Jørgen Cappelørn. Han understreger dog samtidig, at han er overbevist om, at bogen selv er seriøs, for han kender Tudvad som en dygtig forsker.

»Og det er da spændende, hvis det viser sig, at han har ret! Men det er et problem, hvis det bliver vanskeligt at bedrive religionskritik. Det er alvorligt i dag, hvor vi er nødt til at diskutere med islam, hvis vi ikke kan gøre det uden at blive kaldt racister.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

Futark

Får og kvæg er godt at eje, guld lige om du dem vel pleje.

Uroksen er skovjægerens bedste bytte, nedlagt er den til hele stammens nytte.

Tursen i kolde væld hjemme har, sky den, for den er ej rigtig rar.

Aser er af højeste slægt og lysende, ses de flygter troldtøj rædde og gysende.

Ridt med Vogn går fra Egn til Egn, sikrer marken tilpas med sol og regn.

Kruset er den misvækst der plager, Nornegivet den slags ej behager.

Gaver gives med glæde og lyst, men vækker gerrig imod små til dyst.

Vidunderlig er lysten og glæden, de farer hurtige og lette som slæden.

Hagl fra himmelen skader høsten, afvende sligt formår kun galdrerøsten.

Nød bringer smerten og bringer døden, Nødvendigheden kan dog vende nøden.

Is giver kolde, klamme og blåsorte lemmer, afbødes dog om man rette påklædning nemmer.

Jubelsommerår gir rare gode kår, og god Jul med, for de som den når.

Iwaz er et gammelt ord for Taks, sjældent nu bruges ord af den slags.

Pærevælling er kommet af denne gåde, om dette vil jeg lade sprogkyndige råde.

Alqiz kaldtes den mægtige hornede elg, geviret rækker mod Himmelen som Livstræet selv.

Solen står op og Solen går ned, men nogle ved derom bedre besked.

Tyr er Himmelguden, ej mere spæd, velsigner markerne med sin sæd.

Birk er lysest træ, kan bøjes let, bygger du hytte, gør af den dit flet.

Ehwaz er den gode, stærke hest farer om kap med vildeste blæst.

Mand blev Fader til slægter tre, i krig de ofte lå, den slags kan jo ske.

Løg vil vokse og give føde, stræber opad, vil gerne lyset møde.

Ingwaz giver megen nyvækst og skud, så dog gerne egen søster som sin brud.

Dagen kommer altid efter natten, selv al vor tak derfor, er dog for ringe en skatten.

Odel er ædle bønders lykkelige lod og del, mig blev kun ét forundt: At bevare arven hel.

-------------------------------------------------------

nu er nogle socialistiske kammerater begyndt at udtrykke at de er skuffede over:

at endog nogle socialister,
er blevet religiøse,
( som ovenstående tekst jo kunne antyde );

skuffede, for religiøsitet kan jo næppe forenes med socialisme.

nu om dage er der jo mange, som "opstiller" følgende skema:

hedenskab og jødedom, selve hensigterne
i dem

( næsten uanset hvor tvivlsomme, for materialister, selve deres beskrevne fremgangsmåder, dertil; end måtte være :-)
er og var, især:
for menneskenes materielle, timelige lykke;

-------------------------

men der var og er, jo altså andre skikke, som kunne gøres til stats"tro";
og det uden at ophæve
befolkningens, proletarerenes, timelige indstillinger og forplantninger
( for det ville jo have været trist for de som de mange, evt. tjener som arbejdskraft for );

hvorfor så besværet med at omforme kristendommen, fra
( at gå ud på verdensforsagelser, cølibatisme..., );
til den folkekirkeudgave vi kender i dag

Selvfølgelig skal religioner både kunne debatteres og kritiseres.

Og selvfølgelig blev forslaget om at forbyde ovenstående, taget af bordet på Durban2.

Ingen religioner er hævet over kriti.

Hans Jørgen Lassen

Hvis noget skal kunne kritiseres, så er det sgu da religioner.

Noget mere tåbeligt og fordummende, indskrænkende og undertrykkende skal man lede længe efter.

Kan være at nogen vil gøre religionskritik til et spørgsmål om kritik af Islam.

I min optik er der dog god grund til at kritisere alle religioner og især lovreligionerne.

Og retten til at kritisere religioner uden at blive fremstillet som racist, er absolut uomtvistelig!

Nu aner jeg ikke hvad det præcist var Kirkegaard skrev. Men hvis hans hans private udtalelser om jøderne er anti-semitiske, er det da yderst sandsynligt at hans religionskritik af jødedommen ligeledes har et antisemitisk formål.

Der Ewige Jude (1940) består for en stor dels vedkommende af religionskritik med massevis at talmud-citater og en meget grum kosher-slagtning. Men det er altså de færreste der vil påstå at filmen ikke er antisemitisk.

Hans Jørgen Lassen

Hr. Hviid,

hvis f.eks. Kierkegaards argumenter for at kritisere jødedommen holder, så kan man jo ikke affeje dem med, at de er negative over for jødedommen; det ligger lissom i sagens natur.

Hvis du mener, at Kierkegaards kritik af jødedommen er forfejlet, så må du jo gendrive hans argumenter, påpege fejlene og hullerne.

Det kan man ikke gøre bare ved at påstå, at argumenterne er "antisemitiske". Og da slet ikke ved at hævde, at det er "yderst sandsynligt", at de er antisemitiske. Det er tyndt, meget tyndt.

Når påstande står uimodsagt, så er argumenter overflødige. Der er flere sammenhænge hvor det gør sig gældende, og er man kreativ, så kan man muligvis se en sammenhæng.

Hej Hans, personligt laver jeg lidt grovsortering: Hvis jeg ved at en person er antisemit, gider jeg sgu' da ikke bruge min tid på vedkommendes 'jødedomskritik'.

Samme logik med Der Evige Jude: Jeg er faktisk ligeglad om talmud-citaterne er autentiske - når Goebbels har været indover, kategoriserer jeg det som antisemitisme, og sørger bevidst for ikke at tage religionskritikken seriøst overhovedet.

Hm, ville det ikke netop tjene sagen at påpege historieforfalskning, fremfor at råbe antisemitisme. Eller hvori uenigheden måtte fremstå. At operere med laveste fællesnævner, giver det samme afkast.

Så havde jeg nok helt valgt at undlade at involvere mig, hvilket jeg typisk gør når det er overbevisning fremfor empiri der er toneangivende i debatten.

Det andet ender i stenkast, hvilket virker formålsløst.

Hans Jørgen Lassen

Hr. Hviid,

din logik er uimodståelig og dybt charmerende.

Hvis nogen kritiserer jødedommen, så er de antisemitter.

Og når nogen er antisemitter, så gider du altså ikke at høre på dem.

Pragtfuldt!

Hvordan har du det så med Marx? Han var selv af jødisk afstamning, men ikke desto mindre skrev han i efteråret 1843 (mens Kierkegaard endnu vandrede rundt i Københavns gader, arm i arm med andre intellektuelle) en længere kritisk artikel betitlet Zur Judenfrage. Har du læst den?

En udmærket artikel med glimrende pointer. At artiklen ikke er aldeles fri for antisemitisme, ødelægger ikke disse pointer; skæmmer måske, men ødelægger ikke.

Jeg kan ikke nære mig for at citere, det er kosteligt:

Welches ist der weltliche Grund des Judentums? Das praktische Bedürfnis, der Eigennutz.

Welches is der weltliche Kultus des Juden? Der Schacher. Welches ist sein weltlicher Gott? Das Geld.

Hans Jørgen Lassen:
> din logik er uimodståelig og dybt charmerende.
>> Hvis nogen kritiserer jødedommen, så er de
>> antisemitter.

Forkert. Jeg taler om tilfælde hvor der er bred enighed om at afsenderen reelt er antisemit: Det burde være selvindlysende at Goebbels havde et anisemitisk sigte med sin jødedomskritik, og artiklens Niels Jørgen Cappelørn anerkender i artiklen at Kirkegaard ligeledes at Kirkegaard rent "privat" havde et udpræget modvilje mod jøder.

Hans Jørgen Lassen:
> når nogen er antisemitter, så gider du altså
>> ikke at høre på dem.

Fuldt korrekt. Er det virkelig noget der kan vække forargelse?

Det er nok Goebbels-eksemplet der eskalerede debatten. Godwin's law og alt det der. Men jeg syntes faktisk Der Evige Jude er et knaldgodt eksempel på at religionskritik reelt bliver brugt racistisk. At noget er religionskritik frikender det ikke fra at have et racistisk formål. Og når man i forvejen ved at udøveren af det pågældende religionskritik har et noget anstrengt forhold til den pågældende religion, mener jeg med fordel man kan bruge sin tid på bedre ting.

Hans Jørgen Lassen

Hr. Hviid,

ja, "bred enighed" er jo en herlig ting.

Så går man da i hvert fald ikke galt i skoven, og gør man alligevel, så er man dog ikke alene.

Både hebræere, arabere m.fl. er jo som bekendt semitter, så hvis deres indiskutable bidrag til "verdensreligionerne" vækker berettiget afsky hos nogen, så er det måske nærliggende at kalde det antisemittisme, men bare fordi man er blevet sparket af en hest, behøver man jo ikke at hade heste generelt! (hvis man ellers besidder et minimum af intelligens!?)

Jan Aage Jeppesen

”Kritikken af religionen er forudsætningen for al kritik”, skrev Karl Marx i 1844, fordi han anså religionskritikken for at være af central betydning i enhver samfundsdebat.

44 år senere, tog en anden filosof, Friedrich Nietzsche, ham så at sige på ordet med skriftet 'Antikrist', som var én lang sønderlemmende kritik og fordømmelse af kristendommen. Nietzsche skrev blandt andet:

”Jeg fordømmer kristendommen, jeg rejser mod det kristne samfund den frygteligste af alle anklager, en anklager nogen sinde har taget i sin mund. Jeg kalder kristendommen den ene store forbandelse, den ene store helt indre fordærvelse, det ene store hævninstinkt, for hvilket intet middel er giftigt, hemmeligt, under-jordisk, småt nok – jeg kalder den for den ene udødelige skamplet på menneskeheden.”

En så rå og voldsom religionskritik kunne lade sig gøre i Europa i 1800-tallet. Nietzsche blev hverken forfulgt eller henrettet. Ingen krummede et hår på hans hoved. Havde nogen i dag udtalt den samme kritik, med de samme ord, mod judaismen eller islam havde han næppe kunnet undgå at blive hængt ud som jødehader (jeg anvender aldrig det ulogiske begreb 'antisemitisme' der jo omfatter både det jødiske og arabiske folkeslag), racist eller islamofob og måske også straffet derfor af vore love, der forbyder anti-racistiske ytringer.

Principielt kan religionskritik udfolde sig på flere måder eller niveauer. Den kan være filosofisk, videnskabelig, teologisk eller politisk som led i samfundsdebatten. Hvis man ikke skelner mellem religionen og dens tilhængere – de troende – i sin kritik risikerer man dom og straf hvis udtalelserne ellers er tilstrækkeligt grovkornede.

Nu betragter jeg ikke Nietzsche som en rationel filosof, da han benægter at værdier kan begrundes rationelt og dybest set må være udtryk for subjektive valg, hvor den enkelte alene er forpligtet over for sig selv. Hans kritik af kristendommen må derfor ses som et subjektivt personligt synspunkt i samfundsdebatten, hvilket der selvfølgelig skal være plads til i en fri demokratisk debat. Det står jo enhver helt frit at tolke kristendommen og dens konsekvenser som han lyster.

Det er klart, at hvis der eksisterer mere end én monoteistisk religion, så må de nødvendigvis befinde sig i konflikt med hinanden, da de hævder noget forskelligt om menneskets forhold til Gud og de eksistentielle grundbetingelser. En sådan konflikt er i princippet uløselig, da den ikke beror på rationalitet, men på tro.

Kristendommens teologiske kritik af judaismen og jøderne går helt fra oldkirkens dage ud på, at de har afvist Jesus Kristus og at jøderne bærer en kollektiv skyld for justitsmordet på Guds søn. En lignende kritik kan genfindes i Koranen, hvor jøderne beskyldes for 'profetmord' og for at have afvist den eneste sande profet Muhmmad. Den katolske kirke er mildt fordømmende over for islam, hvorimod Martin Luthers teologiske analyse fører frem til, at anse islam for et kristent kætteri – som gudsfornægtelse i bekendelsens skikkelse.

Luther skelner skarp mellem islam og muslimer, som han mener skal have lov til at beholde deres tro og lære i fred. Man skal altså ikke forsøge at omvende dem til kristendommen. Luthers syn på judaismen og jøderne er radikalt anderledes end hans syn på islam og muslimer. Først mente han, at man burde forsøge at omvende jøderne til kristendommen, og da dette projekt mislykkedes, fordømte han judaismen og jøderne i ligeså kraftige og svulstige vendinger som Nietzsche fordømte kristendommen et halvt årtusinde senere.

I skriftet ”Om Jøderne og deres løgne” er Luthers teologiske grundsynspunkt at jøderne straffes af Gud med et liv i landflygtighed fordi de har sat sig op imod Gud og er blevet afgudsdyrkere. Præcis det samme synspunkt fremsættes i Koranen, dog med den forskel, at det er Muhammad og hans gud de har afvist og derfor skal straffes til evig tid. Til gengæld er Luthers teologiske syn på de tyrkiske muslimers hærgen og trussel mod det kristne Europa (i 1529 stod de foran Wiens porte), at de er Guds strafferedskab mod en ulydig kristenhed, der har vendt sig bort fra Gud. Luther fordrer omvendelse, tro og udholdenhed i bønnen.

Det er klart at sådanne teologiske konflikter religionerne imellem ingen løsning har med mindre man skifter dogmatik, hvilket i den katolske kirke skete tyve år efter det nazistiske folkedrab på jøderne, hvor nazisterne tog Luther i den ene hånd og Nietzsche i den anden, mens kirkernes støtte til eller passivitet overfor Hitler gjorde dem delvist medskyldige i forbrydelsen. Først da blev jøderne befriet fra beskyldningen om kollektivt skyld for Jesu død og judaismen anerkendt på linje med andre religioner.

Teologien kan således anvendes i det politiske spil, f.eks. til at legitimere nazisternes behandling af jøderne og muslimernes behandling af dem i den arabiske verden efter staten Israels oprettelse. Denne konflikt forsøges defineret politisk, men den suger næring fra og har sin dybeste grund i islamiske religiøse dogmer der fordømmer jøderne og pålægger muslimerne at straffe og forfølge dem til Dommedag. Kristendommen har kunnet befri sig fra vanvittige og umenneskelige dogmer om judaismen og jøderne, fordi de beror på fejlbarlige menneskers fortolkning af Skriften, mens muslimerne hænger fast i dogmerne til evig tid, fordi de er Guds evigt sande ord, som intet menneske kan anfægte.

For eksempel kan en muslim straffes for racistisk jødehad, ved i en politisk kontekst at citere hadefulde citater fra Koranen rettet mod ikke-muslimer. Det skete som bekendt for talsmanden for det islamistiske parti Hibz-ut-Tharir for nogle år siden. Ligeledes må kristne eller andre borgere der citerer fra Luthers skrift mod jøderne, kunne straffes for samme forbrydelse. Hvis de for eksempel offentligt opfordrer til at 'at tænde ild på jødernes synagoger og skoler og kaste jord hen over det, der ikke vil brænde', således som det første opfordring lyder i Luthers skrift.

Sådan set er jeg ligeglad med hvad Søren Kirkegaard mente om jøder eller muslimer for den sags skyld. Uanset hvad han mente, var han i sin gode ret at mene det og give udtryk for synspunktet offentligt. At beskylde ham for 'antisemitisme' er vanvittigt da begrebet slet ikke fandtes på hans tid. I tråd hermed mener jeg heller ikke at talsmanden fra HuT burde være straffet efter racismeparagraffen eller at nazister, der er vel ikke andre i dag? som citerer fra Mein Kampf eller Luthers skrift mod jøderne – burde straffes for deres holdninger. Grænsen går selvfølgelig dér, hvor der direkte opfordres til vold eller forbrydelse. Men det behøver vi ikke racismeparagraffen til, sådanne opfordringer er allerede strafbare, og HuT talsmanden var da også tillige tiltalt for opfordring til forbrydelse.

En objektiv religionskritik er umulig hvis kritikeren tænker inden for et religiøst paradigme, eller hvis kritikken ikke bygger på rationalitet, men på irrationelle følelser og især hvis der ikke skelnes mellem en religions teologiske eller dogmatiske niveau og de troendes handlinger.

Videnskaben kan selvfølgelig ikke tage stilling til de bør sætninger som den religiøse tro indeholder, men alene undersøge religionernes historiske oprindelse og udbredelse – hvad de troende rent faktisk troede på eller gjorde.

Filosofien kan forholde sig både til de religiøse fordringer og til, om et væsen med de egenskaber der tillægges Gud overhovedet kan eksistere uden at bryde med logikkens eller fysikkens love.

I den politiske diskurs er spørgsmålet hvordan demokratiet bør forholde sig til religionerne og om vi skal begrænse ytringsfriheden for ikke at såre religiøse følelser hos de troende. Problemet er, at demokrati er en rationel samfundsorden og derfor forudsætter at borgerne er rationelle nok til at kunne adskille det deres religiøse tro fordrer fra det demokratiet fordrer for at kunne opretholde sig selv. Derfor må demokratiet insistere på adskillelse mellem religion og politik. Sekulariseringen indebærer derfor en fordring (som ikke kan gøres til lov) om, at borgerne ikke bør anvende deres religiøse overbevisning som begrundelse for lovgivningen, idet de derved anvender det politiske system til at tvinge anderledes troende og tænkende ind under deres religion. De bryder dermed både den politiske ligeværdighed og religionsfriheden. Besidder borgerne ikke den nødvendige rationalitet til at adskille de religiøse fordringer fra de politiske så kan demokratiet ikke i længden opretholde sig selv, og dermed heller ikke sikre ånds- ytrings- og religionsfrihed, der da bliver overladt til tilfældighedernes spil.

Demokratiet tillader alle holdninger og enhver kritik af demokratiet, men styreformen undergraves ikke blot af troende fra religioner der ikke skelner mellem religion og politik, men i lige så høj grad af politisk ønsketænkning. Som hvis man for eksempel tror, at det er muligt at skabe et samfund hvor alle er lige og frie, fordi det ville være rart, hvis noget sådant var muligt. At demokratiet begår fejl er uundgåeligt, men til forskel fra andre styreformer er det struktureret således, at fejlene let kan korrigeres, når flertallet erkender, at en given politik var en fejl. Det kræver rationalitet og modenhed at erkende sådanne fejl og som regel reagerer vælgerne først, når de negative konsekvenser af fejlene er åbenbare for de fleste og uacceptable.

For nu at vende tilbage til debattens hovedtema kan man sige, at kristendommen har haft godt af at blive udsat for kraftig kritik. Uanset hvad man ellers kan mene om den spaltede Luther, så var han den første og mest betydningsfulde kritikker af kristendommen, der tvang den tilbage til dens upolitiske udgangspunkt med Jesu fordring om at skelne mellem Guds rige – troen eller det åndelige – og kejserens rige – det verdslige og politiske regimente. Dermed lagde han kimen til Oplysningstidens krav om demokratisering af den politiske magt og adskillelse af religion og politik.

Kritikken af kristendommen er vel stort set ført til ende og Kirkegaard indtager en central plads blandt kritikerne med hans bestræbelser på at få markeret, at kristendommen ikke er en social norm. Judaismen er blevet kritiseret gennem mere end et årtusinde af både kristne og muslimer samt af verdslige ideologier, mens kritikken af islam knapt nok er kommet i gang. Det gælder både den videnskabelige kritik, hvor analyser af islams oprindelse og historie udgives anonymt af forskere af frygt for repressalier. Den filosofiske kritik af islam er næsten ikke-eksisterende, men der er udkommet nogle væsentlige værker de seneste år hvor forfatterne ikke har gemt sig bag et pseudonym. Velsagtens fordi sådanne principielle analyser ikke har mange læsere og derfor spiller en lille rolle i samfundsdebatten.

Islamkritik bør indgå i den demokratiske debat, men stærke kræfter i Europa forsøger at unddrage islam offentlig kritik. Derved ruller Europa sig selv mange århundreder tilbage. Så sætter vi parentes om den moderne udvikling. Så genindfører vi på en måde kirkestaten og teokratiet, hvor én religion, nemlig islam, absoluteres som den eneste ukrænkelige. Det er en meget skræmmende udvikling. For et samfund eller en civilisation, der blokerer over for kritik, er et samfund på vej mod stagnation og underudvikling. Ulykker som i vidt omfang har ramt den muslimske verden fordi fri forskning der modsagde dogmerne og kritik af islam blev opfattet som blasfemi eller kætteri og straffet hårdt.

Islamkritikerne er ambassadører for en politisk bevægelse der har startet krigen mod Afghanistan, startet krigen mod Irak, er konsekvente modstandere af menneskerettighederne, har startet et verdensomspændende torturprogram og som derudover dyrker racismen i en grad vi ikke har set siden nazi-tiden. Så undskyld hvis jeg er skråt ligeglad med deres klynkeri om at blive undertrykt af "eliten".

Islamkritikernes "kritik" er jævnt ubrugelig, da de blot fremstiller muslimerne som den store satan. Akkurat ligesom Luthers jødedomskritik næppe kunne bruges til så meget, bortset selvfølgelig fra det der holocaust.

Jan Aage Jeppesen

@Kasper Hviid

Det er nyt for mig, at det er en 'politisk bevægelse' der har startet krigen mod Afghanistan og Irak og at 'islamkritikere' skulle være ambassadører for denne bevægelse.

Krigen mod Afghanistan blev i 1979 ganske rigtigt startet af en 'politisk bevægelse', nemlig sovjetkommunismen og det er nok også sandt, at mange af fortalerne for denne bevægelse var modstandere af menneskerettigheder, for den havde gennemført et omfattende tortur- og udryddelsesprogram, startet angrebskrige, begået krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Krigen mod Afghanistan i 2001 var efter folkeretten legitimt selvforsvar. Det var ikke en krig mod en bestemt religion, men mod terror. Jeg tvivler på, at et muslimsk land som Tyrkiet ville have sendt tropper til den internationale og FN-sanktionerede indsats i Afghanistan, såfremt der havde været tale om en krig mod islam.

At krigen intet havde med islam at gøre, ses da også af, at det afghanske folk på demokratisk vis har stemt politiske lerede til magten som har fået vedtaget en forfatning der fastslår, at ingen love kan vedtages som strider mod islam eller den islamiske tradition.

Hvad angår angrebet på Irak i 2003, er der tvivl om, hvorvidt det folkeretlige grundlag var i orden. Det var dog endnu mere 'i orden' end det grundlag S/R regeringen i 1998 i Folketinget fik vedtaget med et beslutningsforslag om at bidrage militært til en påtænkt amerikansk militær aktion med Irak.

Så med mindre du mener at denne 'politiske bevægelse' udover de borgerlige partier også omfatter socialdemokrater og radikale og nu også folkesocialister f.s.v. angår krigen i Afghanistan, så er din påstand gedigent sludder.

Hvordan passer iøvrigt NATO's beslutning om at bombe serberne for at standse etnisk udrensning og fordrivelse af muslimer fra Kosovo i øvrigt sammen med din konspirationsteori om, at det er islamkritikere og racister der står bag den påståede 'politiske bevægelse'?

De eneste der mig bekendt dyrker racismen i en grad som vi ikke har set siden nazitiden er nogle fanatiske og fundamentalistiske muslimer der advokerer for Israels udslettelse og folkedrab på jøder. Sådanne ekstremister findes både i Mellemøsten og i Europa. Sagen mod talsmanden for HuT viser, at man end ikke går af vejen for at opfordre til drab på jøder, hvilket da også medførte en racismedom - faktisk hele to. En rapport bestilt af EU viste, at langt hovedparten af de racistske overgreb mod jøder i Europa blev begået af unge muslimske mænd. Måske ikke så mærkeligt da jødehadet er koranfæstet i den islamiske kultur ligesom Mein Kampf og Jødeprotekollerne stadig går som varmt brød i Mellemøsten i arabisk og tyrkisk oversættelse. Der er endog en direkte reference til dette falsum der beskyldte jøderne for en verdenssammensværgelse i Hamas' Charter. Hitler fik bestyrtet sit jødehad ved at læse dette skrift og refererede ofte til det i sine taler.

Der er selvfølgelig behov for en kritik af islam på alle niveauer, det erkender selv mange muslimer, ligesom der har været det samme behov for kritik af kristendommen og judaismen, men kritikken bør selvfølgelig være saglig og objektiv og bygge på videnskabelige kendsgerninger og islam måles på overholdelse af menneskerettigheder - men i sidste instans beror det på en politisk beslutning hvilket politik landet skal føre i forhold til indvandring fra islamiske lande og om samfundet skal være multikulturelt eller ej.

Hej Ole - tak fordi du med dig selv som eksempel bekræftede min fornemmelse af den stereotype islamkritikers politiske ståsted!

Ole H, Du skriver: "Hvad angår angrebet på Irak i 2003, er der tvivl om, hvorvidt det folkeretlige grundlag var i orden".

Irak-krigen stred mod folkeretten. Linker lige til en artikel i Berlingske om en hollandsk rapport

Og om de ideologiske forklaringer på krigen:

En tidl. svensk diplomat gennem 40 år, der bl.a. har været ambassadør to gange i Bagdad, skriver i sin bog Vägval Irak, 2010: "Udviklingen i Irak viser, at motiverne og argumenterne for krigen mistede troværdighed. Motiverne var hule, argumenterne tvetydige, vildledende eller endog falske. Selvom der var mange faktorer bag beslutningen, er det indlysende, at krigen havde en overvejende ideologisk forklaring".

Jean-Paul Marthoz, der var informationsdirektør for Europa i Human Rights Watch fra 1995-2005 skriver i "La liberté sinon rien, Mes Ameriques de Bastogne à Bagdad", 2008, at Bush kom til magten med støtte fra the Moral majority, en magtfuld gruppe af kristne og konservative, især fra bibelbæltet. Han havde lovet at føre en politik baseret på sin tros etiske dyder og værdier.

"I 2002 gjorde Bush hævd på en anden dyd: kampen for demokratiet. Til stor forbløffelse for de amerikanske menneskerettighedsorganisationer, der ikke var holdt op med at kritisere udhulingen af civil liberties i USA. Pludselig blev Bush, der var tilhænger af dødsstraf, modstander af den internationale straffedomstol, ven med Saudi Arabien, forsvarer for legitimiteten af en krig mod Saddam Hussein ved at benytte sig af en menneskerettighedsdiskurs.

Hvordan kan man være fortaler for demokrati oversøisk, når man opløser det på hjemmefronten?"

"Eftet 11. september havde det Hvide Hus vedtaget foranstaltninger især inden for Patriotic Act, der såede tvivl om grundlæggende principper i amerikansk og international forfatningsret. Brug af militærdomstole til at dømme personer, der var blevet arresteret i Afghanistan, skabelse af en surrealistisk kategori af "fjendtlige kombattanter", der var frataget beskyttelse af Genève konventionen, fængsling af mistænkte på Guantanamo i en "gråzone" i modstrid med international ret, brug af "coercive interrogations techniques" varslede dårligt for USA's evne til at give resten af verden lektioner i demokrati."

.. det ville ikke være værre at skrue tiden tilbage til før 11. september 2001, og få lidt normale værdier ind igen, krigsgalninge og ypperstepræster har fået lov til at spy deres hule retorik om at "sprede demokrati" i verden for længe, ja så meget at dem med lidt korte fattere faktisk tager bullshittet alvorligt og går ud og handler på det, bare se ham staklen Breivik som var blevet så hjernevasket af det hule snak at han faktisk var begyndt at tage det seriøst.

Patriot Act var allerede en gang blevet AFVIST i senatet FØR 11. september under et andet navn, den fik en lille polering og blev fremsat igen i den kaotiske stemning efter 11. september hvor ingen rigtig kunne protestere,.. for så var de jo som sagt,.. med terroristerne ikke.

Anti terrorlovgivningen, hysteriet i lufthavnene og det uendelige kiggen den almene borger i samfundet over skulderen, fængsling uden rettergang eller retten til advokat??? er folk rablende gale i deres hoveder?

Jan Aage Jeppesen

Tak for kommentaren Anne Albinus. Indledningsvis anfører du:

"Irak-krigen stred mod folkeretten. Linker lige til en artikel i Berlingske om en hollandsk rapport."

Folkeretten er ikke en endelig fastlagt juridisk norm hvor en international domstol træffer afgørelse. Jeg er ikke folkeretsekspert og må derfor bygge min personlige vurdering på personer jeg har tillid til. I dette tilfælde Preben Wilhjelm, der i en glimrende analyse fra marts 2004, konkluderer at USA og dets allierede, herunder Danmark, omgik folkeretten ved at anvende magt over for Irak på et ikke fuldt tilstrækkeligt og klart grundlag.

Min personlige vurdering er, at begge krige mod Irak under anførsel af USA var en politisk fejltagelse, selv om den første krig for at befri Kuwait var sanktioneret af Sikkerhedsrådet, fordi Vesten som altovervejende princip ikke bør blande sig militært i interne konflikter mellem islamiske nationer. Sådanne indbyrdes konflikter svækker den muslimske verden og næsten uanset hvad Vesten gør vil det opfattes som utidig indblanding eller overgreb mod muslimer. I stedet bør Vestren begrænse sig til at føre krig per stedfortræder mod den magt man anser for den største trussel mod fred og stabilitet, som man gjorde da man støttede Saddam Husseins krig mod Iran, militært og politisk.
I stedet for den første Golfkrig ville det realpolitisk set have været langt mere fordelagtigt at lave en underhåndsaftale med Saddam Hussein om, han han ikke gik videre i sine erobringer end til Kuwait, og så iøvrigt lovet hjælp og støtte hvis tyrannen efter at have skabt et Stor-Irak atter angreb Iran med fuld styrke.

Moralsk set er sådan en pragmatisk eller opportunistisk politik selvfølgelig forkastelig, men i storpolitik gælder tesen, at min fjendes fjende er min ven - i hvert fald indtil den fælles fjende er nedkæmpet.

Wilhelm konkluderer da også, i artiklen, at alternativet er en supermagtsdominans som kan blive mindre betryggende end den nuværende. Han mener, at det sådan set er heldigt at det er USA der er den dominerende magt i storpolitikken og ikke andre magter, som f.eks. Kina, og at alle nationer med en tilsvarende styrke som USA's ville have handlet på samme måde. Dette er jeg nu ikke helt enig med Wilhjelm i.

Med hensyn til Afghanistan så kan USA og dets allierede bebrejdes at have brudt proportionalitetsprincippet. Havde det primære krigsmål været defineret som at fordrive Taliban og AQ, så kunne og burde Vesten have trukket alle tropper ud i 2002, for da var dette mål nået.

Både i Irak og Afghanistan synes supermagten at have overvurderet egen styrke og hvad det overhovedet er muligt at opnå med militære og politiske midler i muslimske nationer. Det er en fejlvurdering som har kostet dyrt både økonomisk og i tabte menneskeliv, har svækket supermagtens prestige både i Vesten og den muslimske verden og har været en medvirkende årsag til den politiske og økonomiske krise USA befinder sig midt i.

Situationen er nu den, at i Irak orienterer det shia muslimske flertal der på demokratisk vis har erhvervet regeringsmagten sig stadig tydeligere i retning af en alliance med trosfællerne i Iran, mens de sunni muslimske ledere bliver sat fra magten. Dette udfald var selvfølgelig forventeligt. Som så mange andre har jeg forudset det gennem mange år.

At USA siden 'krigen mod terror' blev indledt i 2001 har sat sig ud over grænserne for hvad en demokratisk retsstat er forpligtet på, er jeg ikke uenig i. Sådan reagerer stater der føler sig truet. Frihedsrettighederne indskrænkes både for borgerne og behandlingen af krigsfanger lever efter min opfattelse ikke op til krigkonventionerne, ligesom forbudet mod tortur er blevet klart overtrådt. Faktisk gik man langt videre efter angrebet på Pearl Harbor, der dog var et rent militært mål, idet alle af japansk afstamning blev interneret ved dekret fra Præsidenten. Og hvis USA brød proportionalitetsprincippet i krigene mod Afghanistan og Irak, så gjorde det det tusinde gange mere under Anden Verdenskrig hvor krigsmålet var defineret som fjendens betingelsesløse kapitulation.

Uanset sådanne fejlgreb i krigstid så er USA stadig den ledende fortaler for demokrati og ytringsfrihed, men Europa skal selvfølgelig kritisere supermagten for dens unilateralismen - vi alene vide mentaliteten - og brud på egne grundlæggende principper og den internationale retsorden.

USA synes at have lært lektien og er måske på vej imod en ny politisk isolationisme hvor man trækker sig ud af konflikter og fører en langt mere tilbagetrukken politik. Det så vi med den humanitære intervention i Libyen, hvor USA spillede en tilbagetrukken rolle, mens lande som Frankrig og Storbritannien tog tæten. Også tavsheden da iranerne protesterede mod et manipuleret valg kan tolkes som en omlægning af sikkerhedspolitikken i mindre aktivistisk retning.

Uenigheden i vore positioner synes således ikke særligt stor, når det kommer til stykket.

Når jeg udtrykte mig som jeg gjorde skyldes det, at folkeretseksperter vitterligt anlægger forskellige vurderinger. Således var der blandt folkeretseksperterne i Justitsministeriet både ved den planlagte militære indsats mod Irak i 1998 og i 2003 faktisk var enighed om, at folkeretten var overholdt. I 2003 skriver man tilmed, at der nu, til forskel fra i 1998, eksisterede et klarere og mere opdateret grundlag for magtanvendelse.

USA har mistet magt og indflydelse og er ikke længere den moralske leder for den frie verden den engang var. Det synspunkt er jeg enig i. Supermagten har kæmpet de forkerte kampe på en forkert måde mod de forkerte fjender og betaler nu prisen. Men spørgsmålet er, om ikke Wilhjelm har ret i, at enhver anden nation med den samme magt ville have handlet på samme måde, eller som jeg ser det, anvendt endnu mere brutale midler for at fastholde sin dominerende magt i verden. Men behøver blot at se på hvilke midler Sovjetunionen i sin tid tog i anvendelse for at fastholde og udvide sin magt, eller det imperialistiske Storbritannien før det blev overhalet af USA for et århundrede siden. Ud over det som allerede her er bebrejdet USA er der vel kun tilbage at bebrejde supermagten for kulturimperialisme?

Heinrich R. Jørgensen

Ole Hartling:
"Nu betragter jeg ikke Nietzsche som en rationel filosof, da han benægter at værdier kan begrundes rationelt"

Værdier kan ikke begrundes med henvisning til deres "nytte". Målet helliger ikke midlerne, lige så lidt som midler helliges af deres "værdi".

Hvad det angår, er det intet i vejen med Nietzsches skarphed i tanken.

Til gengæld er der grund til at være bekymret over hans "evner" hvad at nå frem til bastante konklusioner hvad angår "historisk udlægning" af verdens skæve gang, på et meget, meget tyndt grundlag. Mange af hans konklusioner er ikke blot pinligt fejlagtige, men også direkte tåbelige. Ofte skåret over læsten "hvad jeg ikke forstår, er idioti".

Her har han dog heller ikke filosof-kasketten på. Han skriver ofte snarere som amatør-historiker, og tilmed en ganske ringe én af slagsen. Trods vildskuddene er der dog ganske mange fuldtræffere.

Ole Hartling,
Tak for dit svar. Vedr. "folkeret":

Den hollandske rapport bekræfter, at Briterne og Amerikanerne intet folkeretsligt mandat, dvs. FN-mandat havde. Den 500 sider lange rapport viser tydeligt, at ingen af ​​de beslutninger, der var blevet vedtaget af Sikkerhedsrådet i FN siden 1990 var tænkt som en tilladelse til den anglo-amerikanske intervention mod Irak i 2003. Lederen af ​​den hollandske undersøgelseskommission sagde under en pressekonference, at den hollandske regering havde støttet den amerikanske militær intervention i Irak velvidende dette.

Tv-avis den 12.1.2010, da rapporten udkom, kan ses her. Klip fra pressekonferencen kan ses 6 minutter inde. Dav. statsminister Balkanende forkastede enkelte aspekter af kritikken. Resumé på engelsk sidst i det hollandske resumé.

Rapporten fra den britiske Iraq undersøgelse er endnu ikke udkommet.

Kasper Hvid 23.37.

Islamkritikere/religionskritikere findes over hele det politiske spekter.

At tro islamkritikere har en bestemt poltisk holdning må siges at være stereotypt.