Læsetid: 4 min.

Selvets gener ligger i det konkrete levede liv

Videnskabsjournalisten Lone Frank fortæller næppe noget nyt i sin bog fra genetikkens overdrev til gengæld bidrager hun til at forstærke myten om, at mennesker skabes af deres gener. Det er en hån mod mennesker ramt af depression og stress som følge af den kultur, der omgiver dem
Arv og miljø. Lone Franks rejse ind i genlandskabet er udtryk for en biofetichisme, som medicinalindustrien sikkert er begejstret for. Men der er intet ved mennesket, der ikke kan forklares med kulturen, skriver kronikøren.

Arv og miljø. Lone Franks rejse ind i genlandskabet er udtryk for en biofetichisme, som medicinalindustrien sikkert er begejstret for. Men der er intet ved mennesket, der ikke kan forklares med kulturen, skriver kronikøren.

Sigrid Nygaard

15. oktober 2010

Steen Nepper Larsen anmeldte i Information den 9. oktober Lone Franks nye bog Mit smukke genom. Både anmeldelsen og bogen trænger til et par yderligere kommentarer. Den biologiske metafor hærger ikke bare i Danmark, men i hele den vestlige verden. Den giver os et eller andet pseudostabilt at holde fast i. Den biologiske og genetiske metafor får mennesker til at fremstå som maskiner. Det kan man da forstå. Eller som computere.

Den mekaniske tankegang i forhold til vores psyke er ikke så nem at slippe af med. Medicinalindustrien har også en lineær tankegang i forhold til vores psykiske liv og tjener gigantiske formuer på at få lægerne til rundhåndet at ordinere psykofarmaka.

»Der bliver uddelt for meget psykofarmaka her i landet,« udtalte professor emeritus Tom Bolvig fra Rigshos-pitalet i en tv-debat, han og jeg havde i foråret i Deadlines 2. sektion på DR 2.

Både i Lone Franks nye bog Mit smukke genom og i et interview med hende i Politiken søndag den 3. oktober får man indtryk af, at hun fortæller noget nyt. Det gør hun måske på det somatiske felt. Det ligger uden for min ekspertise at vurdere. Men hun fortæller absolut intet nyt på det mentale felt.

Som journalist beskriver hun med sig selv som forsøgsperson, hvordan man kan få testet sine gener, sin arvemasse, ved at sende et udskrab fra ganen til en genetisk test i et af de mange private firmaer, der skyder op mest i USA. Men Lone Frank valgte et på Island. Man kan få at vide, om man har større eller mindre sandsynlighed for at få kræft, Alzheimers, blindhed eller andre fysiske sygdomme, når man sammenligner sin genpulje med sandsynlighederne i forhold til tusindvis af andre menneskers registrerede gener.

Hardcore genetikere må udtale sig herom. Jeg tvivler på, at hendes bog formidler noget afgørende nyt.

Når Lone Frank skriver, at hun har arvet sin fars »lortegene« i forhold til depressioner, så ved hun næppe, hvad hun taler om. Hendes synspunkt er ikke nyt. Overhovedet ikke. Der har i mange hundrede år været kamp om sjælen: Er mennesket et socialt og kulturelt væsen, eller er det biologi, styret af og overladt til genernes regime? Lone Frank er fortaler for det sidste synspunkt. Hun mener, at vores gener er de kort, vi har på hånden. Jeg mener omvendt, at generne er vores hånd, der kan spille med kulturens kort med de sociale normer og standarder, vores liv er bygget op omkring.

Hun mener, at generne er som en varm sweater. Jeg mener omvendt, at generne er som vores skelet. Kulturen, vores konkrete levede liv og oplevelser af kærlighed, bekræftelse, inklusion, udelukkelse, frygt, de små traumer, der som umærkelige dråber langsomt siver ind i vores krop og fungerer som et patchworktæppe, bliver den klædedragt, vi kan smyge om os.

Trætheden ved sig selv

Lone Frank beskriver i interviewet i Politiken bl.a. sine egne depressioner. Den første kom, da hun ensom og nederst i hierarkiet arbejdede på sin ph.d. i laboratoriet i USA. Klart nok.

Depressioner er forbundet med oplevelsen af ensomhed og udmattelse. Det er ensomhed og følelsen af afvisning, der skaber depressioner. Ikke omvendt.

Det påviste allerede den berømte chimpanseforsker Jane Goodall: Når en chimpanse blev udelukket fra flokken udviklede den depressionslignende træk. Det var ikke dens gener, der udelukkede den fra flokken. Den franske sociolog Alain Ehrenberg beskriver noget tilsvarende på det sociale område i sin fremragende nye bog Det udmattede selv, der for nylig udkom på Informations Forlag. Den franske titel er mere sigende. Direkte oversat lyder den: Trætheden ved at være sig selv.

Hvis det forholdt sig, som de biosociale freaks påstår, at vores humør og psyke er styret af vores gener, ville det være en hån mod de hundredtusinder af mennesker, der hver dag slås med depressioner i Danmark: De har ikke spillet deres genetiske kort ordentligt. Det ville være en hån mod de 35.000 mennesker, der dagligt er sygemeldte med stress: Det er ikke deres konkrete vilkår, der er noget galt med eller de sociale normer, der pisker os, og som vi forsøger at leve op til nej, det er personernes gener, der er noget galt med.

Man må tage sig til hovedet over denne arrogance, over denne ligegyldighed over for effekten af menneskers oplevelser og deres levede liv.

Det er hverdagens små traumer i familielivet, i skolen, på jobbet og i andre kulturelle fællesskaber, der som små elektriske stød sårer og langsomt hober sig op for til sidst at kortslutte selvfølelsen, der skaber depressioner.

Gener er sociale

Jeg har arbejdet med mennesker med alvorlige psykiske lidelser i mere end 33 år. Jeg har aldrig mødt et menneske, hvis lidelse ikke var forståelig ud fra de faktiske kærligheds- og bekræftelsestab og følelser af ensomhed og forkerthed, de har haft. De, som overlevede koncentrationslejrene havde ikke specielt stærke gener, men de havde en stærk tro og følte et fællesskab og en forbundethed i forhold til denne tro hvad enten det var kommunister, jøder eller Jehovas Vidner (som Victor Frankl skriver om).

Fire ud af fem depressioner kan helbredes gennem parterapi. Det er den mest effektive terapiform i forhold til depressioner, som den engelske psykiater professor Julian Leff har dokumenteret. Narrativ terapi bruger de samme principper, når der inddrages såkaldte eksterne vidner i terapien.

Hvornår får den etablerede psykiatri øjnene op for at inddrage flere mennesker end den ensomhedsramte patient i behandlingen?

Menneskers gener er sociale, og selvets essens ligger i kulturen. Ikke i naturen. Det får jeg bekræftet hver dag i mit kliniske arbejde.

Allan Holmgren er psykolog, mag.art., DISPUK, adj. professor CBS

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Børre Nielsen

Den biologiske synsvinkel kan ikke have ret, for hvis de har ret, 1) bliver medicinalindustrien glad, og 2) bliver folk med dårlige gener kede af det. Jovist, argumentationen er som sædvanlig top notch.