Læsetid: 4 min.

Selvglad oldfrue eller viis sibylle

Suzanne Brøggers Jeg har set den gamle verden forsvinde anmeldes positivt over hele linjen. Men velviljen vakler
15. oktober 2010

Suzanne Brøgger har trods anmeldelser, der spænder fra det positive til det begejstrede, vakt forargelse med sin nye kulturkritiske bog om Mogadonien alias vort danske fædreland, der således opkaldes efter en stærkt sløvende sovepille. Blandt de hårdest ramte er Berlingske Tidendes Jens Andersen, der har svært ved at se bort fra, at Suzanne Brøgger jo egentlig må kaldes kulturradikal. Den »kulturelle opløsning i et lille velfærdsforkælet land højt mod nord,« (som Fru Z, bogens brevskrivende fortællerstemme, klager over, forstår man) »er foregået i noget nær sprint, siden Fru Z og hendes ligesindede venner bragte fantasien til magten.«

»Netop på det punkt det antiautoritære oprør, der sejrede sig ihjel synes man måske nok, at den selvglade oldfrue har lidt svært ved at gribe i egen leopardskindsbarm,« mener Berlingskes anmelder. Jens Andersen taler om, at Brøgger »sviner folket til« og er »højlydt uforskammet«, og Suzanne Brøgger omtales som »den rasende Fru Z« der fører en »groft injurierende tone«.

Også Ekstra Bladets anmelder, Frank Sebastian Hansens ros er en smule modstræbende. Her optræder Brøgger som »dansk litteraturs største sladdertaske«, og han taler om »forfatterindens senildemente ophørsudsalg«.

Vammelsmuk arier

Det, der først og fremmest er faldet de to aviser for brystet, er bogens omtale af Morten Messerschmidt (DF). Fru Z undrer sig i bogen over, hvorfor en politiker, der er født med det hæderlige navn Morten Christoffersen, absolut skal opkalde sig efter et af de tyske fly, der fræsede ind over Mogadonien 9. april 1940. Videre kaldes Morten Messerschmidt en »vammelsmuk arier« og »et blondt bestie«. Hendes »ultrahadske udfald mod Morten Messerschmidt, virker malplacerede i munden på en så trods alt kultiveret kvinde som Fru Z,« og »den tudse må derfor stå for forfatterens egen regning«, mener Jens Andersen. Det tilslutter Nordjyskes Jens Henneberg sig: »Det er bemærkninger, der må ligge i den injurierende gråzone, og de er ikke Suzanne Brøgger værdige.«

Ekstra Bladet har spurgt Morten Messerschmidt, hvad han selv mener, og han mener, at »det er fuldstændig ligegyldigt, hvad Suzanne Brøgger mener om mig.« Noget forvirrende oplyser Morten Messerschmidt til Ekstra Bladet, at »Suzanne Brøgger har valgt sit eget efternavn, men det har jeg ikke.« Han har sit efternavn fra sin mor, fortæller han. Ekstra Bladet glemmer at spørge, hvor Christoffersen så kommer fra.

Om det er Messerschmidt-Christoffersen, Kristeligt Dagblads Liselotte Wiemer tænker på, fremgår ikke, men hun godter sig over »enkelte indiskrete ondskabsfuldheder undervejs.« Selv svarer Suzanne Brøgger Berlingeren, at man »som skønlitterær forfatter ikke er ansvarlig for, hvad bogens personer tænker eller siger. Og jeg må til enhver tid tage afstand fra den demente frues rablen.« Suzanne Brøgger omtaler altså selv Fru Z som »dement«, så måske Ekstra Bladets Frank Sebastian Hansen alligevel har fanget et og andet, som ikke fremgår af hans anmeldelse, når han skriver, at det er »ømt at skulle lægge øre til forfatterindens senildemente ophørsudsalg, når hun forlorent kvidrer, at det kun er mennesker, der ikke har noget at sige, der kæmper for ytringsfriheden«. Eller har de mon bare følt sig truffet på Ekstra Bladet? Hansen kan i hvert fald ikke lide bemærkningen. Det kan til gengæld Liselotte Wiemer, der generelt er begejstret: Suzanne Brøgger »påkalder sig tavshedens ret og taler. Klart og hvæsset som i ungdommens vår«. Wiemer kalder også bogen »en række ualmindeligt veloplagte luftbårne breve,« og taler om »en tiltrængt refleksion over tiden, ikke en klagesang, ikke bagstræberi, ikke medløb, men ægte undren, vrede og indignation.«

Essayistikken bedst

Ligesom Politikens Thomas Bredsdorff mener hun, at Brøgger er bedst, når hun kaster sig over essayistikken, »som uselvhøjtidelig, rytmisk causerende opsanger«. Bredsdorff skriver, at »Brøggers metode, når hun er bedst, består i at opsøge et ledigt standpunkt, gerne et, der er langt ude, og så lade som om hun indtager det, for at se, hvordan verden ser ud derfra«. I modsætning til visse af de foregående, mener Bredsdorff ikke, at det er »afgørende, om man deler hendes synspunkter, eller for den sags skyld, om hun selv gør det. Det afgørende består i, at en skæv tanke yngler, og stivnede positioner bliver rusket op.«

Spørgsmål, ingen tør stille

Ligesom Bredsdorff og Wiemer er Kalundborg Folkeblads Stefan Andersen begejstret: »Veloplagt, snertende sarkastisk, humoristisk, men også vemodigt og trist til mode reflekterer Fru Z over rigets tilstand i mediebombardementets og populismens tidsalder (...) Hun beskriver tidens middelmådighed ikke med vrede og afsky, men med stor undren og den medlidenhed, som hun mener, Mogadonien fortjener.«

Endelig tangerer Informations egen Erik Skyum-Nielsen det ellevilde. Han fremhæver Suzanne Brøggers vilje til at stille »en række af de spørgsmål, ingen ellers tør stille.« Også stilen begejstrer ham. Brøgger skriver »i én lommefilosofisk omkringfarende pærevælling, skiftevis enfoldig og intellektuel, på samme tid sibylleviis og pjanket.« Resultatet er »en vanvittig og vidunderlig, herligt uimodståelig og helt igennem uundværlig bog (...) Hun fistrer ud ad alle tangenter, men er netop derved central. Forfjamsket, og just af den grund fornuftig.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

grete jørgensen

Det er en modig og klog bog, som man kan håbe mange vil læse og tænke over. Jeg både morer mig og græmmes over beskrivelserne af Mogadoniens tilstand, som er så genkendelige at man må græmmes.
En fin provokation at Fru Z. henvender sig til Prinsen - som må leve med Mogadonernes hån og nedgørelse, akkurat som andre der rager for højt op i andedammen.

slibrignitz

leibnitz sku' en gang ha' udtalt:

naturen overalt består

af kun glidende sammenhænge;

andre har kaldt leibnitz for:

en hofsnog ( meget a' propos ! ),

fordi han senere sagde:

diskrethed - en æressag !

leibnitz forsøgte så at

forsvare sig med

at hoffet og de dronninglige

jo er kultur og ikke er natur ! omend der naturligvis

( og hvorom man bør udvise noget diskrethed ) sker meget,

meget naturligt også der.

Den »kulturelle opløsning i et lille velfærdsforkælet land højt mod nord,«

---

øh! det er da de andre der bor søndenpå, og ikke os der bor i nord, vi bor jo i: riget i midten.