Et spørgsmål om form

»Hun er forfatter. Jeg er forfatter. Vi har tre børn tilsammen. Det går fantastisk. Vi er en fantastisk familie. Det lykkes, dét som vi sætter os for. Vi lever i al evighed.«

Sådan åbner Pablo Llambias sin nye digtsamling Ud over havet. Det går fantastisk for parret i bogen, men siden går det skidt, og forholdet går i opløsning. Og det er så det.

Det er en meget, meget lille historie, der udfoldes. Så lille, at man kan undre sig over, at den overhovedet er blevet til en bog. Men det er den, og udgivet af landets største forlag Gyldendal.

Nuvel, Ud over havet er ikke skrevet af hvem som helst, men er endnu en konceptbog fra en af de dygtigste litterære konceptmagere her i landet og som sådan altid lidt interessant. Men heller ikke mere end det. Tue Andersen Nexø kalder bogen i sin anmeldelse her i sektionen for mere mærkelig end god. Og oprigtigt talt kan det være svært at finde ud af, hvorfor den her bog skulle udgives.

Ikke kun fordi bogen er så lille i både omfang, og måden, den behandler sit emne, men også fordi man må spørge sig selv, om forfatterens skilsmissehistorie, selvom den private historie er forsøgt objektiveret, virkelig vedrører os?

Personligt eller privat

Nu fylder skilsmisse en del i dansk litteratur for tiden. I det hele taget er det i den helt nye danske litteratur svært at overse en tendens til at fremstille privatliv i litterær form. Der findes en litterær dogmeregel om, at man gerne må skrive personligt, men ikke privat, fordi det private ikke er interessant for andre. Spørgsmålet er, uden nødvendigvis at efterlyse det store samfundsengagement i litteraturen, om man er ved at bevæge sig for langt i den forkerte retning.

Hvis man tænker på Helle Helles roman Ned til hundene er der ingen tvivl om, at en privat skilsmissehistorie er gjort litterært interessant.

Men kan man sige det samme om eksempelvis Lone Hørslevs digtsamling fra sidste år Jeg ved ikke om den slags tanker er normale med undertitlen Skilsmissedigte? Eller om Claus Handberg Christensens Tak for mørket far? Formmæssigt er ingen af de to sidstnævnte bøger særlig fuldendte, men sært strittende og ubearbejdede.

Mon de slet ikke har gjort sig overvejelser over, om og hvordan man skal delagtiggøre andre i sine private sager?

Og nu altså Pablo Llambias Ud over havet.

Helt overordnet går jeg ikke ind for regler for, hvad man kan og især ikke kan skrive om. For min skyld må man bekende hvad som helst. Stort og småt. I princippet kan de fleste hændelser og begivenheder blive til god litteratur. Det handler udelukkende om form. Og om at mestre den vanskelige bekendelsesform.

Norske Karl Ove Knausgård lyser i den sammenhæng op med sit gigantiske værk Min kamp som eksempel på, at man godt kan skrive helt uhyrlig tæt på sig selv og sine nærmeste og så alligevel gøre stoffet alment og litterært interessant for andre. Han har sat en helt ny standard for bekendelseslitteraturen, som får hans skandinaviske søstre og brødre til at blegne og se underligt private ud.