Læsetid: 5 min.

'De har tørstet efter en måde at udtrykke sig på'

Hiphop er på kort tid blevet et centralt talerør for palæstinensere. Både kvinder og ældre er med på bølgen, der drejer sig en del, men ikke kun, om konflikten med Israel. I disse dage besøger én af grupperne Danmark
'Vi kan ikke gøre andet end at kæmpe, men det er ikke terrorisme; det er modstand. Vi bærer på samme tid budskabet om fred, håb og fællesskab og modstand og protest,' fortæller Mohammed S. Antar fra DARG Team (nummer to fra venstre).

'Vi kan ikke gøre andet end at kæmpe, men det er ikke terrorisme; det er modstand. Vi bærer på samme tid budskabet om fred, håb og fællesskab og modstand og protest,' fortæller Mohammed S. Antar fra DARG Team (nummer to fra venstre).

9. oktober 2010

Rapperen Chuck D kaldte engang hiphop for de sortes CNN. Det var dér, deres fortællinger om undertrykkelse, kærlighed, knuste drømme, håb og brudte løfter strømmede fra, for main-streammedierne prioriterede dem ikke.

Nu kan Chuck D roligt tilføje palæstinenserne til sit slogan, for gennem de sidste fem år har et stærkt stigende antal unge brugt rap på arabisk som ventil for deres betragtninger om livet i de besatte områder.

Et af de nyeste navne er DARG Team fra Gaza, og de er på plakaten torsdag og lørdag ved den københavnske festival Displaced Expressions. Til det sidste har der hersket tvivl om, hvorvidt alle medlemmer ville få visum til Danmark, men med møje og besvær ser det ud til at lykkes. Allerede sidste efterår skulle de have optrådt i København og Odense efter at have vundet den palæstinensiske talentkonkurrence HipHopKom; de blev imidlertid forhindret i at forlade Gaza.

»Fordi vi er fra Gaza, har vi svært ved at planlægge vores liv og fremtid. Mellem september 2009 og juni i år er vi gået glip af mere end 15 koncerter og festivaler, fordi vi ikke har kunnet rejse,« fortæller den ene af gruppens fire rappere, 24-årige Mohammed S. Antar via e-mail internet- og teleforbindelserne tillader ikke andet.

På spørgsmålet om, hvilken grund, der bliver givet, når de bliver hindret udrejse, svarer han et kort: »Ingen«.

Netop den type frustrationer har drevet hiphoppen frem blandt palæstinenserne. Udspringet er gruppen DAM, som omkring årtusindskiftet så en video med Tupac, hvor den amerikanske rapper bevægede sig rundt i en ghetto. Og selv om de ikke forstod ordene, kunne de unge mænd spejle deres egen verden i billederne. De fik teksten oversat, og det afkræftede deres fordomme om, at hiphop kun var materialistisk blær, og de opdagede i stedet, hvor kraftfuld en motor formen bar rundt på.

Den dag i dag er det stadig Tupac, unge palæstinensiske hiphoppere henviser til som det store idol.

Ham og så DAM, der med nummeret Men Erhabi? Hvem er terrorist? blev kendt blandt stort set alle landsmænd. Sangen nåede videre til New York, hvor den vækkede nysgerrighed hos dokumentarfilminstruktøren Jackie Salloum, som siden fulgte hiphopscenens udvikling i fire et halvt år frem til 2008.

Det blev til den prisvindende film Slingshot Hip Hop, der blev vist under My World Images festivalen i starten af september, og som også er på programmet ved Displaced Expressions.

»Det er helt vildt, hvor ekstremt populært det er blevet. Især de sidste fem år,« fastslår Jackie Salloum.

»Da jeg tog derned i 2003, skete der næsten ingenting. Der var bare DAM og enkelte andre i alle de palæstinensiske områder. I Gaza fik de først en koncert i 2004, men det spredte sig hurtigere dér end andre steder, for det er et virkelig klaustrofobisk sted, så de har tørstet efter en måde at udtrykke sig på. Den er kommet gennem hiphop, for når du ikke har medier til at fortælle din historie, finder du andre måder,« siger Jackie Salloum.

Også intern kritik

Konflikten med Israel og med Vestens billede af palæstinensere har ganske naturligt været et yndet tema for rapperne. Tonen blev slået an allerede fra Men Erhabi?, og DARG Team, hvis forkortelse dækker over Da Arabian Revolutionary Guys, har nedfældet målsætningen Vi vil vise det sande billede af Gaza og blandt andet lavet nummeret 23 Yoom, 23 dage, om den israelske offensiv i Gaza hen over årsskiftet mellem 2008 og 2009.

Hiphopperne knytter sig dog ikke til enkelte politiske bevægelser, fortæller den dansk-egyptiske rapper Zaki Youssef, der har optrådt flere steder i de palæstinensiske områder blandt andet sammen med DARG Team.

»De er hverken for Hamas eller Fatah, for det ligger i hiphoppens natur at være antiautoritær. Og Hamas er slet ikke glade for musikken, fordi den lyder vestlig. Hiphopperne støtter heller ikke selvmordsbomber, men de stiller en masse spørgsmål til blandt andet begrebet terrorist: Hvorfor bliver det kaldt terrorisme, når vi forsvarer os mod en tank, der kører ind i en flygtningelejr? Hvorfor skal vi mistænkeliggøres i vores eget land?,« forklarer Zaki Youssef.

Ofte er temaerne ikke direkte politiske, men fordi klimaet er så anspændt, får selv umiddelbart nøgterne hverdagsberetninger et skær af oprør.

»De kan nærmest ikke tage et skridt, uden det bliver et manifest. Teksterne behandler gerne helt konkrete, jordnære problemer. Mit vand bliver taget, eller jeg bor i Haifa, og Jenin er en halv time væk, men det tager mig seks timer at komme dertil. Alle mulige daglige frustrationer. Og det er egentlig ret nuanceret, for de er heller ikke bange for at kritisere palæstinensiske autoriteter for eksempelvis korruption. De går længere, end man tør i Syrien og Egypten,« siger Zaki Youssef.

Plads til kvinder

Også debatten om kvinders rettigheder er kommet til overfladen via rapteksterne. For de senere år er en del kvindelige rappere på helt ned til 14-15 år begyndt at husere i miljøet, og de medbringer nogle helt nye synsvinkler, som bydes velkommen af de mandlige kolleger.

»Hvor man i Vesten mest bliver udsat for et sexistisk billede af kvinder via mainstreamrap, rapper mændene i Palæstina også om kvindeundertrykkelse. Og de opsøger kvindelige rappere for at samarbejde med dem og støtter dem, hvis de møder nogle, der vil forhindre dem i at rappe,« siger Jackie Salloum. De mange budskaber kommer ud via netkanaler som YouTube, og de palæstinensiske fans er ekstremt aktive og opretter fora, hvor de deler klip og filer. Mere unikt er det, at de ældre palæstinensere ligeledes bakker op om de nye toner.

»Den ældre generation finder en poesi i rapteksterne, som de kan relatere til, fordi fortællingerne er så konkrete og på arabisk. Jeg har været til koncerter, hvor hele første række er familier i deres søndagstøj, og grupperne bliver inviteret til traditionelle festivaler, hvor de optræder side om side med folkemusik. Forældrene giver dem kram efter koncerterne og takker dem for at sprede historierne ud til verden,« siger Jackie Salloum.

De fire medlemmer i DARG Team var selv ganske overraskede, da de oplevede det på egen krop.

»Vi havde aldrig troet, at vi ville få et publikum med ældre mennesker, men vi har fundet ud af, at vi rammer noget blandt folk i alle aldre,« skriver Mohammed S. Antar og konstaterer:

»Vores primære publikum er dog stadig unge mænd og kvinder. De, der er fremtiden for vores land og har muligheden for at skabe forandringer.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer