Tvangsarbejdere i nazismens vold

Nazisterne brugte 20 millioner menneskersom tvangsarbejdere. Nu vises den komplette europæiske dimension af tvangsarbejde under krigen på stor udstilling på det Jødiske Museum Berlin
Nazisterne brugte 20 millioner menneskersom tvangsarbejdere. Nu vises den  komplette europæiske dimension af tvangsarbejde under krigen på stor udstilling på det Jødiske Museum Berlin
20. oktober 2010

BERLIN På Berlins Jødiske Museum kan man for første gang opleve en fremstilling af den komplette europæiske dimension af tvangsarbejdet under krigen. Som italieneren Claudio Sommaruga, der var tvangsarbejder fra 1943-45, siger i et videointerview på udstillingen: »Det er en anerkendelse af vores forhold, der interesserer os. Penge interesserer os ikke, for en deportation kan man ikke godtgøre. Der findes ikke den sum i verden, der kan godtgøre en deportation.«

Anerkendelsen er der i hvert fald nu taget hul på med efterårets store udstilling: Tvangsarbejde. Tyskerne, tvangsarbejderne og krigen. 13 millioner mennesker måtte i løbet af Anden Verdenskrig udføre tvangsarbejde i »det stortyske rige«, dertil kom syv millioner i de besatte eller tysk kontrollerede områder. Senest fra 1942 var de del af hverdagen både i by og på land. Antallet af døde kender man kun i forhold til rigsområdet, hvor tallet anslås til cirka 2,7 millioner. De omkom af sult, sygdom, mishandling eller mord. Hårdest led koncentrationslejrfangerne og de sovjetiske krigsfanger.

Det nationalsocialistiske Tyskland var i god tid med planlægningen af krigen, hvis endelige mål var underkastelsen og udbytningen af Europa. Hertil blev de besatte områder udplyndret, og millioner af mænd, kvinder og børn slæbt til det tyske rige. Som det også hedder i kataloget:

»Overalt blev tvangsarbejdere sat ind på rustningsfabrikker, på byggepladser, i landbruget, i håndværk eller i private husholdninger. Enten som besættelsessoldat i Polen eller som bondekone i Thüringen alle tyskere har mødt tvangs- arbejdere, næsten alle var involveret. Tvangsarbejde var ingen hemmelighed, det var en vidt udbredt forbrydelse, der fandt sted i fuld offentlighed.«

Jødehad sat i system

Cilly Kugelmann, museets programdirektør og stedfortrædende direktør, tager imod Information i sit lille kaotiske kontor højt oppe i Daniel Libeskinds snørklede bygning.

»Det hører til de temaer, hvor folk siger: Det kender vi. Men det gør de jo i virkeligheden ikke,« siger Kugelmann. Udstillingen begynder længe før krigen, den viser, hvordan jorden langsomt gødes, så den for alvor kan bære frugt, da tyskerne går i gang med deres store projekt »Lebensraum«.

Et eksempel er en serie små fotografier taget af bogholderen Hans Käbel i Dinslaken i Nordrhein-Westfalen. Sommeren 1935 stillede han sig op foran forskellige jødiske forretninger og knipsede snapshots af de folk, der handlede hos jøderne. Fotografierne sendte han til det antisemitiske hetzblad Der Stürmer, der i midten af 1930erne havde et ugentligt oplag på over 450.000. På bagsiden af billederne har Käbel omhyggeligt skrevet meddelelser på maskine som: »Denne kvinde købte hos skojøden Davids Dinslaken« eller »Denne mand købte hos kræmmerjøden Salmon, Dinslaken, Schlageterstrasse. Han bærer sågar et SA-bælte, vi skal nok få fat i ham!« Nazisterne havde allerede den 1. april 1933 iværksat en boykot af jødiske forretninger.

Käbels ihærdighed er med på udstillingen for at vise, hvordan man langsomt opbyggede et racistisk samfund, hvor tvangsarbejde til sidst var en selvfølge.

»Hver eneste tysker har deltaget uden at indse, at denne slags tvangsarbejde er en del af det racistiske samfund. Man bearbejdede samfundet, så det til sidst delte opfattelsen af, at mennesker ikke er lige. Og så var det pludselig helt normalt at tage sådanne billeder og sende dem til Der Stürmer, siger Kugelmann. Hun nævner, at man også ramte folk midt i deres forelskelse. En serie fotografier viser, hvordan parret Juda Rosenberg og Elisabeth Makowiak blev udmyget og hånet på gaden i Gelsenkirchen i 1935. Han bærer en højt hat med påskriften raceskænder og et skilt på maven med navn og adresse. Hun bærer et skilt ligeledes med navn og adresse og med teksten: Jeg blonde engel sov med denne jødefyr. Rundt om dem står mange begejstrede og ivrigt deltagende civile tyskere.

»En slags Romeo og Julie-historie«, kalder Kugelmann det. »Bortset fra at hos Shakespeare var det to rivaliserende familier. Her er det en opdeling i mennesker og ikke-mennesker,« tilføjer hun.

Rystende billeder

Fotografierne har en særlig rolle på udstillingen. De er ikke bare illustration, de fortæller historier i sig selv, og det er dem, der sidder fast, når man forlader de 10 sale. En polsk tvangsarbejder, der bliver hængt. Hans medfanger i stribede fangedragter er tvunget til at optræde som bødler. Sovjetiske kvinder, der ligger i sengene med deres nyfødte og udhungrede børn, der er dømt til at gå sultedøden i møde. En ulasteligt klædt tysk civilist, der med blød hat, dobbeltradet jakke, slips og skjorte holder liget af et lille barn i armene i Warheim den 3. maj 1945. Her havde SS-brigadeføreren Hans Kammler fra den 21.-23. marts 1945 befalet tre nedskydninger af slægtningene til en gruppe russiske tvangsarbejdere, som Kammler og hans stab stødte på under tilbagetoget. Det kostede ialt 208 ofre, heriblandt mange kvinder og børn. Da den amerikanske hær nåede hertil, jog den de westfaliske omkringboende, herunder den pæne mand med blød hat, ud i skoven, så de kunne få syn for sagn. Kammler begik selvmord dagen efter den tyske kapitulation.

Tvangsarbejdere var et vidt begreb, Der var de civile fremmedarbejdere, der var krigsfangerne, der var straffefangerne, som sinti og roma og kz-fanger, og så var der arbejdsjøderne. For jøderne og for sinti og roma var arbejdet blot et stadie på vejen til udryddelse. Og den historie er det vigtigt for Kugelmann at få fortalt.

»Nazisterne udbredte jo forestillingen om, at arbejde kunne hjælpe en til at overleve. At man kunne beskytte sit eget liv, hvis man arbejdede. Slaverne i ghettoerne så arbejdet som en redningskrans, men den eksisterede ikke,« siger Cilly Kugelmann. Endnu har hun ikke modtaget nogle personlige reaktioner på udstillingen. Ud over et par antisemitiske mails. »Den ene mente, at vi skulle få ryddet op i vores egne sager i Mellemøsten, før vi lavede sådan en udstilling. Den anden var forarget over udstillingens plakat,« fortæller hun. Plakaten forestiller en polsk-jødisk mand med fuldskæg og endnu ved sit huld, der graver, mens han kigger op på en ung tysk soldat, der skriger ham ind i hovedet. Nogle børn står og kigger interesseret på.

»Billedet er taget i Polen i 1939, og man ser denne jødiske mand, og hvordan han med al mulig forundring kigger op på sin plageånd. Han er endnu ikke reduceret til en fange, men har sin fulde menneskelige status«, siger Kugelmann. Om det er den endnu velbevarede menneskelighed eller fremstillingen af den rabiate tysker, der har provokeret den pikerede mailskriver, melder historien ikke om.

Bastionerne falder

»Tvangsarbejdet er den anden af de tre sidste bastioner, der har været regnet for clean, som nu falder. I efterkrigstiden har tvangsarbejdet været betragtet som en beklagelig, men uundgåelig følge af krigen. Det gør denne udstilling op med. Den første bastion, der faldt var værnemagten, der fik taget sin uskyld i 1995, da fotoudstillingen »Tilintetgørelseskrig. Værnemagtens forbrydelser 1941-44« åbnede i Hamburg i 1995. Den tredje bastion er udenrigsministeriet. En af efterkrigstidens mest hårdnakkede legender er, at det tyske udenrigsdiplomati med dets rige opbud af adel var en rede for modstandskampen,« siger Kugelmann.

Bogen Das Amt und die Vergangenheit (Ministeriet og fortiden), der udkommer senere i denne måned, vender endegyldigt vrangen ud på denne forestilling. De tyske diplomater var tværtimod overalt i Europa særdeles aktive i jagten på og udryddelsen af jøderne. Modstand hørte til sjældenhederne.

Zwangsarbeit. Die Deutschen, die Zwangsarbeiter und der Krieg, Jüdisches Museum Berlin, 28. september 2010-30. januar 2011.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu