Det tyske udenrigsministerium var dybt involveret i jødeudryddelser

Det tyske udenrigs-ministerium medvirkede aktivt i mordet på seks millioner europæiske jøder, viser ny bog. Allerede inden bogen, der er skrevet af en fire mand stor historiker-kommission, udkommer torsdag, kalder tyske medier den 'chokerende'
26. oktober 2010

I oktober 1941 var Franz Rademacher på tjenesterejse til Serbien. Da han efter hjemkomsten skulle aflægge rejseregnskab, angav han som rejsens mål: »Likvidering af jøder i Beograd«. Franz Rademacher var diplomat, såkaldt 'jødereferent', i det tyske udenrigsministerium. Han ledede den afdeling, der stod for ministeriets deltagelse i Holocaust. Dokumentet med Rademachers pertentligt håndskrevne rejseformål er ikke nyt. Det blev allerede benyttet i processen mod ham i 1950'erne. Nu bringer de fire historikere Eckart Conze, Norbert Frei, Peter Hayes og Moshe Zimmermann det atter frem i lyset i deres store værk Ministeriet og fortiden. Tyske diplomater i Det Tredje Rige og i Forbundsrepublikken, der udkommer på torsdag.

For et par uger siden nævnte Cilly Kugelmann, vicedirektør ved Berlins Jødiske Museum, i en samtale med Information bogen og kaldte i den anledning udenrigsministeriet og dets rolle i Holocaust for »en af de sidste bastioner, der mangler at falde«. Udenrigsministeriet har hidtil stået i et skær af at have været befolket med storborgerlige adelsfolk, der stort set alle deltog i modstandskampen.

Ignoreret hidtil

Her et par dage inden udgivelsen er tyske medier enige om, at bogen tegner det stik modsatte billede: Udenrigsministeriet var gennemsyret af den nationalsocialistiske mission og gjorde sig i høj grad umage for at udføre Det Tredje Riges voldsordrer.

»I udenrigsministeriet var massemordet på jøderne ingen hemmelighed. Helt ned til bogholderne vidste man besked,« sagde Eckart Conze i et interview med Frankfurter Allgemeine Zeitung i weekenden.

Det var netop i udenrigsministeriet, at man i 1947 fandt den eneste kopi af protokollen fra Wannsee-konferencen, der fandt sted den 20. januar 1942, og hvor 15 af Det Tredje Riges mest højtstående embedsmænd mødtes til »konference med efterfølgende morgenmad« og besluttede 'den endelige løsning' - mordet på Europas 11 millioner jøder. FAZ kalder fundet for »spøgelsesagtigt«, og Conze understreger:

»Udenrigsministeriet deltog fra begyndelsen aktivt i jødernes forfølgelse, rettighedsfratagelse, fordrivelse og tilintetgørelse. (...) At tilintetgørelsen af jøderne først var det store projekt fra 1941/42 passer ikke. Allerede fra den 30. januar 1933 var der en utrolig dynamisk antisemitisk politik, der til stadighed accelererede og radikaliserede sig - en proces, som kloge iagttagere og aktører tydeligt erkendte og tilmed deltog i. Det gælder især for spidsdiplomaterne. Målbetegnelsen 'den endelige løsning' var allerede meget tidligt tydelig.«

Socialdemokratiets fraktionsleder Frank-Walter Steinmeier, der er tidligere udenrigsminister, kalder i ugebladet Der Spiegel afsnittene om efterkrigstidens udenrigsministeriums måde at tackle sin deltagelse i jødeudryddelserne for »nogle af de mest deprimerende«. For det er ikke flatterende, hvad historikerne har at sige om Forbundsrepublikkens selvransagelse. Eller mangel på samme.

Konrad Adenauer, Vesttysklands første kansler og dertil udenrigsminister fra 1951 til 1955, lod ganske enkelt, og på trods af at han vidste god besked, gamle nazier beholde deres embede. De mest belastede blev ofte sendt til den arabiske verden eller Sydamerika, hvor man ikke stillede så mange spørgsmål.

Moshe Zimmermann sagde i går i et interview med Süddeutsche Zeitung, at belastede medarbejdere ved ministeriet kunne regne med 'formildende omstændigheder', hvis de ikke havde været medlemmer af SS eller NSDAP. Dermed kunne de beholde deres stillinger som embedsmænd efter 1945.

»Bevidstheden, om at der mellem 1933 og 1945 foregik en grundlæggende uret, dukkede først op i 70erne,« sagde Zimmermann. Ifølge historikeren herskede der i nazitidens udenrigsministerium »konsensus om fjernelsen af jøderne«.

Oprør fra mumierne

Kommissionens rapport er blevet til på opdrag af Joschka Fischer. I 2003, da han endnu var udenrigsminister, havde nogle embedsmænd i en indenministeriel tryksag skrevet en >respektfuld nekrolog over den tidligere generalkonsul Franz Nüßlein. Hvad, nekrologen undlod at nævne, var, at Nüßlein som overstatsanklager i det tysk besatte Prag var medansvarlig for hundredevis af henretninger. Fischer bestemte nu, at der fremover ikke skulle skrives mindeord om tidligere NSDAP-medlemmer. Året efter blev der brug for bestemmelsen, da Franz Krap døde. Han havde været NATO-ambassadør under Hans-Dietrich Genscher, men tidligere gjort karriere som medlem af både SS og NSDAP. Der lød nu et ramaskrig fra 'mumierne' som de tidligere tyske diplomater kalder sig selv. Flere har sikkert set deres egne fremtidige nekrologer i fare, de mente ikke, at man kunne lade et tidligere partimedlemskab gælde som kriterium, og det kom til et regelret oprør, noget >ministeriet ellers havde forsømt i nazitiden.

Herefter nedsatte Fischer historikerkommissionen, og der er ingen tvivl om, at han trods de beskæmmende konklusioner har svært ved at tørre et triumferende smil af sit ansigt: Ifølge Der Spiegel har han om rapporten udtalt: »Dette er det eftermæle, de herrer fortjener.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Norbert Frei, Peter Hayes og Moshe Zimmermann
Karl Blessing Verlag
München 2010
880 sider
34,95 euro

http://de.wikipedia.org/wiki/Eckart_Conze
http://de.wikipedia.org/wiki/Norbert_Frei

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer