Dette er en udgang

»Mit hjerte galopperer. Jeg vil ikke snakke med nogen. Ikke med journalisten, der skal interviewe mig, ikke med skuespilleren, der skal læse brudstykker af min bog højt, ikke med nogen som helst, der har med arrangementet at gøre. Ingen. Det eneste, jeg har lyst til, er at kaste op, og jeg har på forhånd bedt om, at der skal stå et privattoilet ledigt, hvis det skulle ske.«

Inde i salen er 400 forventningsfulde fans samlet denne mandag aften i Den Sorte Diamant i København for at se og høre forfatteren Bret Easton Ellis. Anledningen er udgivelsen af hans syvende og måske sidste bog, Imperial Bedrooms. Den egentlige årsag til, at Dronningesalen er fyldt til bristepunktet, som ifølge Det Kongelige Bibliotek snildt kunne være fyldt en gang mere, er dog hans livstidsdom på evig kultdyrkelse, efter i begyndelsen af 90erne at have forarget, nej, chokeret det meste af den vestlige verden med supernarcissisten og seriemorderen Patrick Bateman i American Psycho.

Men selv om den enorme hype har klæbet til den nu 46-årige forfatter på hver bogturné i knap to årtier, er mødet med publikum dog stadig lige skræmmende.

»Den paniske angst varer i fem minutter. Derefter tager jeg de svære skridt op ad trapperne, kommer ind på scenen, får sat mig ned, og hvad er der så at gøre? Tilstedeværelsen af et publikum tvinger dig til at være på. Så det er jeg,« fortæller Ellis 16 timer senere, mens han læner sig tilbage i en lille, anonym sofa i et væsentligt mindre lokale på 4. sal i Købmagergade hos hans danske forlag, Rosinante.

En meget gammel baby

»Man kan ikke brokke sig over en bogturné,« skynder han sig at slå fast, som er sætningen bestilt højere oppe i hierarkiet. Tidligere har han ellers ikke haft et problem med at kalde turnéerne for et særligt sted i Helvede, og i Dronningesalen var han til salens store morskab ikke bleg for at sammenligne sin nuværende situation med de indespærrede chilenske minearbejdere, der i flere måneder har været fanget under jorden.

Næste latterbrag udløste han med historien om, hvordan han på en netop overstået bogmesse i Berlin havde ageret abe, da han efter timer uden mad og drikke på messen begyndte at tigge en forbipasserende om at blive fodret med pomfritter.

Beskrivelsen af hans sammenbrud i Frankrig, hvor han, efter eget udsagn, ændrede karakter til »en meget, meget gammel baby«, gik også rent hjem, og det var mere end svært at se, at Bret Easton Ellis trods kvalmen ikke sultent labbede al opmærksomheden i sig.

Er du narcissist?

»På en bogturné? Helt sikkert. En intens narcissist. Alle fortæller dig, hvor meget de elsker dig, dine bøger, whatever, og morgenen efter skal du tidligt op og deltage i et tv-show. Alt handler om Bret, Bret, Bret, Bret, Bret men så ... BANG! Så er du tilbage på hotelværelset med en sandwich, mens du sluger en pille for at falde i søvn. Der er intet. Det er alt sammen tomhed. Narcissismen er der. Den er tilgængelig, men i bund og grund nyder du den ikke.«

Jeg var Patrick Bateman

Også hans bøger er fyldt med narcissister, der oplever tomheden, og Imperial Bedrooms er ingen undtagelse.

I fortsættelsen af Under Nul, som for et kvart århundrede siden kickstartede den dengang 21-årige Ellis forfatterkarriere, følger vi igen hovedpersonen Clay. Han er flyttet fra New York tilbage til millionbyen Los Angeles, »hvor 26-årige får nervøse sammenbrud over at fylde 27«, for at prøve kræfter med filmbranchen. Fuldstændigt som Ellis selv.

»Før havde jeg svært ved at indrømme, at det, jeg skrev, handler om mig. Men det gør det. Jeg var Patrick Bateman. Det var mit liv, mit tøj, mine oplevelser, min oplevelse af at være komplet isoleret. Og Clay er mig. Du kan finde bogen frem, og jeg kan udpege for dig, hvad der er mig. Jeg er på hver side i den bog. Det handler om mig, mig, mig, mig.«

Først var Imperial Bedrooms tænkt som en kærlighedshistorie mellem Clay og hans ungdomskæreste Blair. Men undervejs i skriveprocessen måtte Ellis ændre historien til i stedet at handle om, hvordan Clay forsøger at skaffe sin gamle ven Julian af vejen.

»Alt blev mørkt, da jeg først kom til L.A. Og Julian i bogen er en metafor for, hvordan jeg stak min bedste ven, Nicholas Jarecki i ryggen, da vi sammen arbejdede på filmmanuskriptet til The Informers (Ellis fjerde bog, der blev filmatiseret for to år siden, red.). Han mente, vi skulle trække os ud af projektet, fordi han kunne se, det var de helt forkerte fyre, der var involveret, og at det ville blive en dårlig film. Men i stedet foretog jeg nogle telefonopkald og fik et par advokater indover. Alt sammen meget hemmeligt. Det tog en uge, og så havde jeg fået min bedste ven smidt ud af projektet. Da han ringede til mig, dybt frustreret, lagde jeg bare på. Og græd. Jeg troede så meget på filmen, men var samtidig et nervevrag. Det var fysisk smerte, som jeg kun fik dæmpet, når jeg skrev på Imperial Bedrooms, og det var dér, bogen skiftede fra at være en kærlighedshistorie til noget andet og langt mere dystert.«

Sex med talentløse piger

I Imperial Bedrooms er stridspunktet ikke en film, men en pige. Den talentløse, men utroligt kønne skuespillerinde Rain Turner, forsøger at få gang i sin karriere ved at dyrke sex med Clay.

»Der var også et par Rain Turners i mit liv. Faktisk ringede en af dem til mig efter at have læst et udkast af bogen. Hun var rasende. Du brugte så meget af vores lort i den bog, så hvad tror du, at folk tænker om mig nu, råbte hun. Jeg sagde til hende, at det alt sammen bare var fiktion. Det er ikke dig. Det var anderledes med dig. Men selvfølgelig havde jeg brugt mange detaljer. Og selv om mit forhold til de virkelige Rain Turners ikke var lige så sygelige og fyldt med tvangstanker som Clays forhold til Rain er i bogen, så var de stadig fyldt med min vrede og forvirring over, hvor falsk det hele var. Og ja, der var et tidspunkt, hvor jeg troede, at det var muligt at have et forhold til en Rain Turner i L.A. Det var en læreproces i en for mig ny verden.«

Et øjeblik stopper Ellis sin talestrøm. Næsten længe nok til at stille et spørgsmål. Men kun næsten.

»Jeg ville ikke kunne have ført den her samtale, da jeg var 21 eller 26 år (hvor Ellis udgav Under nul og American Psycho, red.). Den eneste måde, jeg kunne snakke om mine bøger på dengang, var den måde, som kun en meget selvbevidst, ung person kan snakke om sine bøger på. Sådan en, der tror, det er rigtigt, når kritikerne siger, han er talsmand for hele sin generation. Hvor hver af hans bøger bliver betegnet som et vigtigt værk skrevet af en, der er forrest i frontlinjen. Men det passede ikke. American Psycho er den mest personlige bog, jeg nogensinde har skrevet, og den handler udelukkende om mit behov for at blive accepteret i samfundet som mand. At være den ideelle mand i et samfund, hvis idealer du ikke bryder dig om. Og det er altså et kompliceret sted at være.«

Bullshit

»Det er samme problemstilling i filmen Fight Club, hvor Ed Norton bilder sig ind, han er Brad Pitt. At han er muskuløs, tonet, stærk, klar til at banke de andre og score pigen. Og jeg forstår det. Jeg forstår alt det her med at være løven, leder af flokken, manden med alle de lækre gadgets, alle kvinderne. Men det er alt sammen bullshit.«

Men i Imperial Bedrooms sætter Ellis et uventet punktum for sit eget bullshit. I bogens sidste linje har han skrevet årstallene 1985 2010, som markerer den periode, hans forfatterkarriere har strakt sig over.

»Jeg vidste ikke, hvad de årstal betød for mig. Jeg satte dem ind, tog dem ud, satte dem ind og tog dem ud igen. Men da jeg var færdig med at skrive Imperial Bedrooms, følte jeg, at noget var afsluttet, og noget andet begyndt.«

Kunstpause

»Jeg ledte ikke efter en udgang, men jeg følte, at jeg nåede en udgang. Jeg så skiltet, der førte mod udgangen og tænkte Okay. Fint nok. Selv om jeg mener, at mine bøger er forskellige, har de alle en særlig ... følsomhed over sig, som blev taget fra mig, da jeg havde skrevet Imperial Bedrooms færdig. Den forsvandt bare. Og jeg ved ikke, hvad den vil blive erstattet af. Jeg har ingen idé. Jeg skriver ikke på nogen bog. Jeg har ingen ideer til en bog.«

Men hvis bullshittet er væk, hvad er der så tilbage? Hvad er du?

»Jeg er min egen mand. Min egen mand, der lever efter mine egne regler og ikke lytter til samfundets krav med alle dets forkerte værdier. Jeg er en dude, der går i biografen, som kan lide at tage på vandreture, at lave mad og gå rundt barfodet. Jeg tager ikke til bogfestivaler privat. Jeg deltager ikke i litterære paneler, og jeg skriver ikke en klumme, hver gang der sker noget i nyhederne, som mange af mine forfattervenner gør. Jeg er bare ikke den type forfatter. Men hvad er jeg præcist? Det er svært at definere. Jeg er blevet min egen mand, der ikke er slave af et bjerg af lorteværdier.«

Sin egen Mad Men

»Lige nu er jeg meget interesseret i film. I at instruere, producere, skrive dem. Jeg er fascineret af Mad Men og dens skaber Matthew Weiner, der har haft en helt bestemt vision for sin serie igennem mindst fem-seks år, og det er som om, vi alle er vidne til, at denne vision folder sig ud. Film kræver en særlig opmærksomhed på hver enkelt detalje, og det er meget dragende for mig i dette nye stadie i mit liv.«

Bret Easton Ellis holder endnu en lille pause i sin talestrøm.

Svarene er begyndt at blive så lange, at han glemmer, hvor de begyndte.

»Jeg ved ikke, hvad forbindelsen er her. Men jeg ved, at jeg vil skrive noget til tv, ligesom Mad Men, eller Sopranos, The Wire eller Six Feet Under. Hvad oddsene er for at slå igennem, har jeg ingen anelse om.«

Hvad ønsker du så står tilbage fra dine syv bøger? Hvis du ikke er talsmand for en generation, hvad vil du så gerne huskes for?

»Jeg ønsker ikke at blive husket. Det betyder ikke noget, og det interesserer mig ikke. Alt, hvad jeg skriver, er strengt personligt, også selv om jeg ved, at det ender med at blive meget offentligt. At der er et stort publikum til de her bøger. Men det er ideen om Bret Easton Ellis, der er sexet ikke Bret Easton Ellis selv.«

Hvis bøgerne kun er om dig, hvorfor appellerer de så til så stort et publikum?

»Jeg ved det ikke. Det er op til jer at finde ud af, for jeg har aldrig haft en plan. Hvis jeg havde en plan, havde jeg skrevet flere bøger. Så ville jeg have tvunget mig selv til det. Men at skrive under de vilkår, lyder som helvede for mig, og jeg hader tanken, selv om jeg tror, mange forfattere arbejder på den måde.«

Der bliver banket bestemt på døren ind til det lille mødelokale. Audiensen er hastigt ved at nærme sig sin slutning.

Forsoning

Er du og Nicholas Jarecki blevet venner igen?

»Ja. Nu er vi. Da filmen kom ud og fik dårlige anmeldelser og ikke lavede nogen penge, tror jeg, han følte en form for retfærdiggørelse. Han fik ret.«

Kan han lide Imperial Bedrooms?

»Ja. Meget.«

Hvad er der på den anden side af den udgang, du fandt i bogen?

»I lang tid har jeg tænkt, at verden kun roterede om mig. Det er særligt let at tro, når man er kendt. Men jeg er nødt til at droppe ideen om, at det hele handler om mig. Du rammer muren, og lærer, at du ikke er i kontrol. Det er en stor og smertefuld erkendelse. Når jeg arbejder på en film, kan jeg ikke kontrollere folk, som jeg kan med mine karakterer i romanerne. Og jeg har fundet ud af, hvor lidt jeg betyder i de store sammenhænge. Det er en meget, meget vigtig ting at erfare, og det gør mig mere ydmyg.«

Så bag udgangen fandt du ud af, at det her ikke handlede om Bret Easton Ellis?

»Ja.«

Audiensen er ovre. Ellis iklæder sig de karakteristiske, mørke Ray-Ban-solbriller og gør sig parat til at blive fragtet til Milano, hvor bogturnéen fortsætter. Af en mand, der har fundet udgangen på en epoke i sit liv, ligner han pludselig forbløffende meget igen Clay, Patrick Bateman og ikke mindst brandet Bret Easton Ellis.