Læsetid: 10 min.

Brysternes og bøssernes befrielsesfront

Vestlige queer-organisationer, aktivister og feminister indgår i en mistænkelig alliance med konservative, islamofobiske kræfter, der retfærdiggør krig og racisme ved at give muslimer patent på kvindeundertrykkelse og homohad
Kampen for accept og adgang til borgerlige privilegier som ægte-skab er let forenelig med en nationalistisk dagsorden. Fælles front mod ydre fjender viser sig at være vejen til anerkendelse og nationalt tilhørsforhold, mener Anders Haahr Rasmussen. Billedet her er fra New York, hvor medlemmer af organisationen Queer Rising protesterer mod hadvold.

Kampen for accept og adgang til borgerlige privilegier som ægte-skab er let forenelig med en nationalistisk dagsorden. Fælles front mod ydre fjender viser sig at være vejen til anerkendelse og nationalt tilhørsforhold, mener Anders Haahr Rasmussen. Billedet her er fra New York, hvor medlemmer af organisationen Queer Rising protesterer mod hadvold.

Yana Paskova

26. november 2010

Bare bryster betyder frit samfund.

Sådan lød det, da Dansk Folkeparti for nylig kritiserede manglen på topløse kvinder i filmen Et liv i Danmark, som udlændinge med ønske om opholdstilladelse bliver præsenteret for, når de tager den såkaldte indvandringsprøve.

Filmen er halvanden time lang og fortæller om Harald Blåtand, enevælden, modstandsbevægelsen, ungdomsoprøret, gratis hospitaler og ligeløn, mens der spilles klavermuzak og vises flotte billeder af kornmarker og sandslotte, stavgængere i Fælledparken, fædre på barsel, homoer på Cafe Oscar og hjemløse foran Mariakirken.

Men der er ingen bare bryster, og det ærgrer de sig over i Dansk Folkeparti, for, som Søren Espersen sagde i P1 Debat for nylig: »Det er et vigtigt signal at sende til de unge piger, der kommer«, at »nu kommer man væk fra det puritanske samfund, man har levet i, (...) og som man også kendte til i gamle dage i Danmark. Nu kommer man til et land, hvor der er frihed (...) her kan man være fri, her kan man være sig selv.«

Det er fristende at tolke DF’s udmeldinger som endnu en retorisk varmluftsballon, der blot har til formål at sikre partiet og dets yndede udlændingepolitik omtale. Måske er det en hel del mere presserende at sætte brysterne ind i en større sammenhæng; en global sammenhæng, hvor konflikter mellem Islam og Vesten i stigende grad udspiller sig på den køns- og seksualpolitiske arena.

Det kommer til udtryk i en række afrikanske, mellemøstlige og asiatiske landes forsøg på at styrke den nationale identitet gennem en slags moralsk kalden-til-orden, en re-islamisering centreret omkring emner som omskæring, familielovgivning, homoseksualitet, prostitution, censur, unge menneskers seksualitet og beslægtede spørgsmål, der formuleres og reguleres med henvisning til religion og konstrueres i modsætning til udbredelsen af, hvad der opfattes som det imperialistiske Vestens fordærvede sædelighedsmoral.
Fra Vestlig side synes samme historie at blive fortalt blot med omvendt fortegn.

I den hjemlige debat gør liberale såvel som konservative politikere og debattører, hvad de kan for at parkere spørgsmålet om ligestilling hos indvandrergrupper – underforstået muslimer – der uvægerligt fremstilles som ofre for middelalderlige traditioner, som det nødvendigvis må være vestlige feministers fornemmeste opgave at frigøre dem fra. Egen manglende ligeløn, glasloft og underrepræsentation på ledelsesgangene affejes som luksusproblemer, der selvsagt må vige pladsen for indvandrerkvindernes anderledes alvorlige problemer med tvangsægteskaber, tørklæder og vold i hjemmet.

At der kan være lige så mange grunde til at gå med tørklæde, som der er tørklæder at gå med ignoreres let og behændigt, ligesom etniske danskeres udbredte vold inden for hjemmets fire vægge forbigås i tavshed (eller i hvert fald ikke gøres til et spørgsmål om hudfarve eller religion), og sådan lykkes det at fastholde det kolonialistiske hierarki ved konsekvent at italesætte muslimske indvandrere som tilhørende en tilbagestående kultur i skærende kontrast til de moderne, ligestillede danskere.

Omaima Abou Bakr, engelskprofessor ved Cairo University, satte for nylig ord på det over for Informations udsendte, der var på besøg hos kvindeorganisationen Women and Memory i Ægyptens hovedstad:

»Der findes det, jeg kalder for vestlig essentialisme; et komprimeret billede af kvinder i den muslimske verden, som notorisk undertrykte og gammeldags. Som kvindesagsforkæmper gør det reelt mit arbejde sværere; det betyder, at jeg hele tiden skal forsvare vores livsstil over for folk fra Vesten, mens jeg i den arabiske verden skal forsvare mig mod anklager om at være for vestlig. Men der findes en tradition for kvindekamp i den muslimske verden, og den eksisterer også i dag. Og efter min mening står den ikke i kontrast til islam.«

Det er ikke nyt. Vestlige, liberale feminister har længe gjort brug af den undertrykte brune kvinde som kontrast til at fortælle historien om deres egen frigørelse. Nu spændes bøsser og lesbiske for samme vogn – eller som Jasbir K. Puar, kønsforsker ved Rutgers University, skrev i en kronik i den britiske avis The Guardian tidligere på året:

»’Hvor godt behandler I jeres kvinder?’ blev et afgørende parameter for koloniserede lande eller udviklingslandes evne til at regere sig selv. ’Spørgsmålet om kvinder’ er ikke just forsvundet, men vi ser en tilføjelse i form af ’Spørgsmålet om homoseksuelle’ eller ’Hvor godt behandler I jeres homoseksuelle?’ som et aktuelt paradigme, der bruges til at evaluere nationers, befolkningers og kulturers evne til at tilpasse sig universaliserede forestillinger om civilisation.«

Tag eksemplet med den jødiske organisation StandWithUs, der kæmper Israels sag i konflikten med Palæstina ved netop at promovere landet som homo-venligt med lesbiske parlamentarikere og bøsseparader i gaderne. Løbesedler kan downloades og printes fra organisationens hjemmeside med budskaber om, at »Israel respekterer liv«, og er et »fristed for mange homoseksuelle palæstinensere, der bliver udsat for vold, fængslinger og drab i deres familier og af det palæstinensiske politi«. Den eksplicitte alliance med visse accepterede former for homoseksuel adfærd fungerer som en queer camouflage – en pinkwashing – af de omfattende forbrydelser, som Israel begår mod det palæstinensiske folk, samtidig med at det afleder opmærksomheden fra den udbredte homofobi, der eksisterer blandt israelere.

Ifølge en undersøgelse bestilt af avisen Haaretz anser 46 procent af landets befolkning homoseksualitet for at være en perversion.

Samme pointe tordnede en håndfuld palæstinensiske og libanesiske queer-organisationer ud med, da StandWithUs fik lov til at arrangere en workshop ved US Social Forum i Detroit i sommer.

»Vi kan ikke acceptere at blive brugt til at bringe den palæstinensiske sag i miskredit. StandWithUs forsøger at bilde alle ind, at den palæstinensiske sag er uværdig pga. den homofobi, der eksisterer i det palæstinensiske samfund, som om homofobi ikke eksisterer andre steder, og som om kampe for retfærdighed er baseret på en slags iboende ’godhed’ hos de undertrykte snarere end på principper om frihed, retfærdighed og lighed for alle overalt,« lød det fra organisationerne Helem, Al-Qaws, ASWAT og Palestinian Queers for BDS, der også gjorde opmærksom på Israels vold mod homoseksuelle palæstinensere:

»Mens StandWithUs er hurtigere til at udpege undertrykkelsen af queer palæstinensere under Det palæstinensiske selvstyre og Hamas, så bliver det på behændig vis glemt, at de selvsamme queers ikke er immune over for de bomber, blokader, aparthed og ødelæggelser, som den israelske regering dagligt forvolder dem, og at Israels mange former for undertrykkelse ikke just skelner mellem heteroseksuelle og homoseksuelle palæstinensere.«

Alligevel er pinkwashing-tendensen tydelig på begge sider af konflikten: Den britiske LGBT-organisation OutRage! arrangerede for nogle år siden en Fri Palæstina-demonstration, der havde til hensigt at bekæmpe både islamofobi og homofobi. Demonstranternes bar skilte blandt andet med påskriften »Israel: Stop forfølgelsen af palæstinensere! Palæstina: Stop forfølgelsen af queers

Her ses en sammenkædning af budskaber, der som utilsigtet konsekvens tegner billedet af det moderne jødiske Israel over for det reaktionære islamiske Palæstina – en modsætning som Israels kontroversielle håndtering af konflikten henter en stor del af sin begrundelse i. For igen at citere Puar, der har eksemplet med i sin bog Terrorist Assemblages – Homonationalism in Queer Times:

»Ironisk nok kommer OutRage!’s budskab til at reproducere den selvsamme logik, der ligger bag staten Israels rationalisering og retfærdiggørelse af dens besættelse af Palæstina og dens grusomme behandling af palæstinenserne: den tilbagestående, fundamentalistiske muslimsk-palæstinensiske selvmordsbomber-terrorists påståede barbari og umenneskelighed.«

På samme måde har torturscenerne fra Abu Ghraib-fængslet i Irak vist sig i høj grad at være funderet i forestillinger om en særlig arabisk-muslimsk konservatisme – et tabubelagt forhold til nøgenhed generelt og homoseksualitet i særdeleshed.

Fangerne blev afklædt, bagbundet og placeret med numsen i vejret eller stablet ovenpå hinanden i homosex-simulerende positurer. De blev iklædt dameundertøj, kaldt bøsser og fotograferet i selskab med kvindelige vagter, der stod som overlegne symboler på den stærke, magtfulde, frigjorte, ligestillede vestlige kvinde over for den ydmygede, frygtsomme og skamfulde muslim.

Den amerikanske journalist Seymour Hersh har i The New Yorker beskrevet, hvordan selve fotograferingen spillede en afgørende rolle i torturen. Bogen The Arab Mind – et studie af arabisk kultur og psykologi fra 70’erne, der fremstiller arabere som udpræget hæmmede og undertrykte i forhold til sex – var vældig populær hos Bush-regeringen og inspirerede den amerikanske hærs torturmetoder.

»Der var en forestilling om, at fangerne ville gøre hvad som helst – inklusiv at udspionere deres medsammensvorne – for at undgå udbredelsen af de skamfulde billeder til familier og venner,« skriver Hersh, der videre citerer en konsulent for den amerikanske regering:

»’Jeg fik at vide, at formålet med billederne var at skabe en hær af informanter, folk du kunne sætte tilbage ud i den almene befolkning’. Ideen var, at de ville være motiveret af frygten for at blive udstillet og derfor indsamle oplysninger om kommende oprørshandlinger, sagde konsulenten. Hvis det var tilfældet, så var det ikke særlig effektivt. Oprøret fortsatte med at vokse.«

Hændelserne i Abu Ghraib og motiverne bag er et godt eksempel på den dobbelte strategi, der gør sig gældende: Man eksporterer homofobien ud af Vesten for på den måde at usynliggøre den på hjemmebane og retfærdiggøre aggression ude.

Det accepteres uden videre, at muslimer skulle være pålagt en særlig form for seksuel undertrykkelse, og at denne undertrykkelse står i kontrast til den ’frigørelse’, som vi i Vesten på selvretfærdig vis har konstrueret en fortælling om gennem især de seneste 40 år – som om sex er en størrelse, der skal sættes fri. Som om det for en stund glemmes, at denne ’frigørelse’ for længst har vist sig at være sin egen form for tvang med konstante krav om seksuel selvrealisering, optimering, italesættelse, sandhedssøgen, identificering, ja, nærmest besættelse (der, i parentes bemærket, allierer sig på fornem vis med et marked, som villigt byder sig til med alskens hjælpemidler, legetøj, magasiner, film, selvhjælpsbøger, kropspleje, terapi, osv).
Det præsenteres, som om vi befinder os på et højere udviklingsstadie. Som om arabere er særligt ømtålelige over for at blive afklædt, bagbundet og smidt i bunker.

Der er tilsyneladende ingen, der spørger, hvordan den amerikanske hær – med sin diskriminerende Don’t Ask, Don’t Tell-politik – mon kender homofobiens væsen så indgående. Scenerne fra Abu Ghraib ender på en eller anden måde ikke med at blive fortællingen om Vestlig hyperseksualitet repræsenteret af en helt igennem homofobisk militærinstitution. I stedet tegnes der billedet af seksuelt frigjorte og kønsligt ligestillede amerikanere over for de fundamentalistiske, sexforskrækkede og homofobiske irakere.

Samme logik gør sig gældende i debatten om hadforbrydelser. Vold mod bøsser og lesbiske bliver til et spørgsmål om indvandrermiljøernes iboende homofobi. Billederne af unge og (i varierende grad) mørke drenge fra Nørrebro, der kaster sten mod Pride-paraden står lysende klart i hukommelsen og i mediedækningen. Repræsentanter fra homomiljøet bidrager med anekdoter om aggressive andengenerationsindvandrere, hvis handlinger tilsyneladende kun kan forklares kulturelt-religiøst og ikke socio-økonomisk eller individuelt-depraveret, sådan som det er tilfældet med etniske danskeres omfattende hadvold.

Der finder en mistænkelig queer-konservativ alliance sted. En strategisk indoptagelse af bestemte seksuelle minoriteter i en nationalistisk skræmmekampagne mod ikke mindst Islam. En form for homonormativ, homonationalistisk islamofobi for at bruge et udtryk, der har vundet indpas i de senere år.

Den afdøde hollandske politiker Pim Fortuyns succes viste med al tydelighed, at der ikke er nogen modsætning mellem at være højreorienteret, indvandrerfjendsk og erklæret bøsse. Kampen for accept og adgang til borgerlige privilegier som ægteskab er let forenelig med en nationalistisk dagsorden. Fælles front mod ydre fjender viser sig at være vejen til anerkendelse og nationalt tilhørsforhold, som det så tydeligt blev symboliseret af Gay.com’s landsdækkende kampagne ’Come together’, der bestod af plakater med to nøgne, hvide mænd i omfavnelse kun dækket af det amerikanske flag.

Tendensen bliver mødt med modstand. Den 19. juni i år afviste den berømte amerikanske queer-teoretiker Judith Butler en Civil Courage Prize ved Christopher Street Day-homoparaden i Berlin. Hun troppede alligevel op og benyttede lejligheden til i sin afvisningstale at kritisere arrangørerne for racistisk retorik og manglende afstandtagen fra samme.

»Jeg må tage afstand fra denne meddelagtighed i racisme inklusiv anti-muslimsk racisme. Vi har alle lagt mærke til, at bøsser, biseksuelle, lesbiske, trans- og queer-folk kan blive anvendt af dem, som ønsker at føre krig, det vil sige kulturel krig mod indvandrere via tvungen islamofobi og militær krig mod Irak og Afghanistan. På den måde bliver vi i disse tider rekrutteret til nationalisme og militarisme,« sagde Butler, inden hun ytrede ønske om at give prisen videre til en række organisationer, der anser kampen mod homofobi som uløseligt forbundet med racisme, anti-semitisme og immigrationslovgivning.

Samme toner er hørt i Danmark, hvor Enhedslistens Queerudvalg under overskriften »Der er ingen pride i racisme – nej til homonationalisme« stillede sig kritisk an over for den årlige homoparade i de københavnske gader.

»LGBT-sagen [bruges] i stigende grad som skyts i diverse imperiale og racistiske projekter. ’Befrielse’ af kvinder og seksuelle minoriteter legitimerer vestlige angrebskrige i f.eks. Afghanistan, ligesom krav om »homotolerance« og »ligestilling« bruges som argumenter for at underkaste migranter ekstra mistænkeliggørende teknologier, når de ønsker at søge opholdstilladelse i Danmark,« lød det, inden den underliggende dobbeltmoral blev udpeget:

»Samtidig er der stort set ingen europæiske lande, der accepterer forfølgelse på baggrund af seksualitet som et argument for asyl.«

Sådan viser det sig ofte, at seksuelt frisind først og fremmest er blevet noget, man bryster sig med i en politisk og symbolsk magtkamp, der skal positionere ’de andre’ som ufrie og gammeldags. Apropos bryster, så viser Dansk Folkepartis ærgrelse over manglende bryster i Danmarksfilmen at være et glimrende eksempel på den dobbeltmoral, der ligger bag den globale politisering af køns- og seksualpolitiske spørgsmål.

Nogle vil måske huske, at Københavns Kommune for et par år siden diskuterede kvinders ret til at bade topløse i byens offentlige svømmehaller. Kommunens kulturudvalg bestemte sig for at tillade bare bryster, og der var næsten enighed om beslutningen. Kun et enkelt parti stemte imod. Gæt hvem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ups! Her er den rigtige link til min kronik
"Fri kvinde i burka og naturist på samme strand – en utopi?" Klik gerne på:
http://www.just-well.dk/burka.htm
--------------------------------------------------
Alle minoriteter, muslimer, bøsser, lesbiske, naturister, queers har brug for hinanden!

Derfor, se gerne min kronik:
Fri kvinde i burka og naturist på samme strand – en utopi?
- skrevet af TROELS SCHMIDT, medlem af BUPL

Sindbilledet på modpolerne i traditionelle danske og andre værdier ses tydeligst i hvad jeg kalder et sindbillede på en “Fri kvinde i burka & naturist”.
Konceptet er at naturister og kvinder i burka respekteres 100% i deres ret til kropslig selvbestemmelse. Schmidt er stifter af Netværket Frie Kroppe der deltog i den erotiske festival, debatforum og udstilling Kinky Copenhagen. Læs hele kronikken og kommenter den her
- klik på:
http://www.just-well.dk/burka.htm

Kirsten Marie Øveraas

Al respekt for vores danske frisind, men er billedet af de bare, struttende bryster virkelig det mest relevante til denne artikel?

At afgøre om sexualitet og politik følges ad, er en umulig opgave. Artiklens antydninger blev indgående diskuteret efter krigen. Til trods for den officielle nazistiske holdning til sex, blev det åbenlyst, at homoseksuelle forhold fandt hyppigt sted uanset militær rang og dermed også uanset klasse, også blandt DNSAP'erne og danskere i tysk tjeneste. Imidlertid kan det forplumre opfattelsen af højrefløjens politik, navnlig den racistiske eller fascistiske holdning. Derimod er det bemærkelsesværdigt, at de samme bevægelser på højrefløjen både dengang og i dag på den ene side er yderst nationale - Danmark for danskere osv. - og at de samtidig indordner sig under den stærkeste magt og ret, altså gør en undtagelse fra nationalismen, dengang Tyskland, i dag USA. Den samme debat, dilemmaet om fællesskabsfølelsens tilhørsforhold, førtes faktisk også under krigen blandt hjemmestyskerne i Nordslesvig, forholdet mellem NSAP og NSDAP, tyskere i Waffen-SS m.v.
(En anakronisme består dog i, at det moderne sexualitetsdilemma, der er blevet et ligestillingsspørgmål, dengang var en privatsag, hvorpå man, så vidt jeg husker, ikke målte folk - der var så mange andre problemer.)

Per

Det er lige præcist samme forbehold jeg sidder tilbage med, efter jeg har læst artiklen.
Artiklen er i øvrigt interessant... men en anelse ureflekteret og ikke videre dybdegående.
Det jeg finder mest beklageligt er imidlertid ikke koblingen mellem homoseksualitet og intolerance, nogle muligvis kan læse ind i artiklen. Det er derimod det modsatte. For jeg fornemmer, at man (ubevist) tilskriver homoseksuelle nogle egenskaber de ikke nødvendigvis har - skåret ud i pap finder jeg det hverken bemærkelsesværdigt eller kontraintuitivt, at homoseksuelle følger strømningerne i samfundet generelt. Man må jo huske på at homoseksuelle først og fremmest er mennesker. Dvs. der findes homoseksuelle der er konservative og islamofobiske, lige så vel som der er heteroseksuelle der er det. Med andre ord finder jeg det en anelse uhyggeligt, at der et eller andet sted mellem linjerne står at homoseksuelle da er for fine til den slags... Vel er de da ej.
Hvis man så kunne påvise en eller anden generel trend eller noget, blandt de homoseksuelle, kunne artiklen have været sprængfarlig. Men istedet "lykkedes" det kun at henvise til nogle enkelte og i øvrigt relativt isolerede tilfælde... Jeg mener, at der findes en stærkt nationalistisk homo-interesseorganisation i Israel er vel næppe overraskende? Det ville nok være mere overraskende, hvis organisationen ikke fandtes, da nationalismen nærmest er hvad landet er bygget på.

Det korte af det lange er at artiklen overhovedet ikke lykkes med at indfri de løfter, der fremstilles i indledningen. Efter man har læst artiklen står men sådan set bare tilbage med et "nå"...

Artiklen giver skam stof til eftertanke,

navnlig om ligestillinge i sexuel betydning (hvilket ifølge nazismens praksis viste sig dobbeltmoralsk, nær sagt selvfølgeligt, når man anbefaler drenge både kolde bade og at avle rendyrkede germanere).
Men for mig er artiklen gennemgående et udtryk for landets nye religionsmodsætning, korstoget imod muslimer, som har grebet de rigtige danskere´, som var det selve livets idé.
Peter Skaarups morgenbollepiger spiller videre på muslimfobien, der startede en kampagne imod tørklædet og heldragten i en konstrast til danske piger på strøgtur en sommerdag. omtrent nøgne med vrikkende hofter og vuggende barme, hvilket for så vidt er yderst provokerende, eftersom meningen er gemen seksuel vækkelse.
Deri findes et moralsk forarget Dansk Folkeparti og deres evigt moraliserende politik. Hvad Skaarup et co. tænker om og praktiserer med piger og seksualitet må gerne forblive deres egen sag. Dengang tyskerne gik over grænsen, var dannevirke næsten skjult i marken, nu er den blottet..

Henrik Kristensen

Apropos denne diskussion, så har FN lige de facto tilladt tilfældige henrettelser af homoseksuelle med vedtagelsen af en ændring til en resolution om udenretslige, vilkårlige og summariske henrettelser.

http://www.huffingtonpost.com/thor-halvorssen/united-nations-its-okay-t_...

Jeg synes stemmeafgivelsen taler for sig selv, og at det er brand ærgerligt, at nationalister og islamofobers kidnapning af LGBT-sagen nu gør det illegitimt at kæmpe for LGBT-personers liv og rettigheder i lande hvor disse er truet eller ikke-eksisterende

Igen....
Det er min overbevisning, at seksualdebatten er tidens slør eller skærmbræt for eller dække over politiske modsætninger. Måske fordi nogen" ikke vil vedstå sig nogle historiske kendsgerninger.

Man kan naturligvis sige artiklen giver stof til eftertanke. Det er bare ikke verdens dybeste eftertanke. For hvor er de konkrete "beviser" for, at det forholder sig som det fremstilles i artiklen. Det er lidt en hønen og ægget diskussion. For det er da korrekt, at seksuelle frihedsrettigheder også bliver brugt af højrefløjen, i deres agenda. Men er det udtryk for homoseksuelle er blevet mere højreorienterede eller er det et udtryk for de homoseksuelles kamp for rettigheder er ved at give pote, siden højrefløjen i stigende grad tager "homo-rettighederne" til sig og ligefrem anser dem som fundamentale menneskerettigheder? Jeg synes det er en vigtig distinktion og jeg synes overhovedet ikke artiklen gør noget for at besvare det spørgsmål. Tværtimod synes jeg man let og elegant springer over det spørgsmål, fordi det har potentiale til at spænde ben for den præmis artiklen er skrevet ud fra. Nemlig at de homoseksuelles kamp er blevet "kapret" af højrefløjen.

Derudover finder jeg det dybt kritisabelt, at der mere end antydes, at de homoseksuelle da bestemt ikke må være højreorienterede og deres kamp i øvrigt skal være en bred politisk kamp.
At det kommer bag på folk, at homoseksuelle også kan være højreorienterede synes jeg er dybt forkasteligt. I min verden er det nok en af de største fordomme, de homoseksuelle står over for i den vestlige verden. Homoseksuelle bliver rutinemæssigt portrætteret i medierne osv. som omvandrende stereotyper. Bøsser og lesbiske er åbenbart helt ufarlige mennesker, der aldrig kunne finde på at tænke en "dårlig" tanke. Bare se på The L Word, der vel bedst kan beskrives som blød heteroseksuel porno - vi ved jo alle lebber er unge, smukke og knepper som kaniner. Man kan også se på diverse stil- og indretningsprogrammer, hvor man dårligt når at se mere end 5 minutter før en eller anden ekstremt "camp" bøsse vælter ind og pakker hele lortet ind i skrig-farver og halstørklæder.
Sidste trin på stigen er så åbenbart, at homoseksuelle da naturligvis hører hjemme på venstrefløjen, og formaster nogle sig til at bevæge sig til at spille på det andet hold, så er de stakkels mennesker naturligvis blevet kapret af den onde højrefløj. Det er jo helt åbenlyst noget sludder og jeg synes holdningen er decideret frastødende.
De homoseksuelle er altså ikke en homogen masse, heller ikke politisk. Så i og med de, i runde tal, udgør 10% af befolkningen kan det altså ikke komme bag på nogen, at nogle af dem altså er højreorientede og også ligefrem racistiske.... hvilket jeg i øvrigt mener de er i deres fulde ret til at være, ligesom rødhårede, folk der snyder i ludo og andre også har ret til.
At enhedslisten endda tillader sig at stille krav om de homoseksuelle skal homogeniseres (no pun intended) og slå fælles politisk front i andre spørgsmål end homo-rettigheder synes jeg er fuldstændigt blæst. De skulle fandme skamme sig over den skrivelse, der er bragt på modkraft.dk. Først og fremmest er det pissehamrende dobbeltmoralsk - jeg har ihvertfald aldrig hørt eller læst noget fra Enhedslisten, hvor de sætter samme ultimatum til andre grupper. Og forestil jer i øvrigt lige et ramaskrig, der ville være, hvis de meldte ud at muslimerne altså skal til at kæmpe for homorettigheder, før Enhedslisten vil støtte op om deres kamp.

Homoseksuelle er først og fremmest Homo Sapiens Sapiens, og det synes jeg både Enhedslisten og artiklens forfatter bør notere sig, før de en passant fraskriver dem helt grundlæggende menneskerrettigheder, som f.eks. at støtte en hvilken som helst politisk sag det fucking passer dem - venstrefløjen har ikke eneret på hverken de homoseksuelles rettigheder eller sind...

Vores fælles race, so Kim den latinske betegnelse for, er en broget forsamling, som politikere og videnskabsmænd indtil i dag forgæves har forsøgt ensrettet, men mens menneskerettighederne er udtryk for, at vi er hinandens forudsætning, er de måske ikke meget bevendt i praksis, så kan Kim dog ikke tage disse tanker og idéer til indtægt for en særlig befolkningsgruppe.

(Menneskerettighederne er hverken partipolitik eller et moralkodeks. Men for at følge Kims begrebsoverførsel til politik, har jeg nævnt til de nazistiske idealer, i praksis den dobbeltmoral, der også fik Hitler til at kalde nazismen demokrati (- fra hans tale 23.nov.37: "Vores demokrati bygger på den tanke, at....") Og jeg har nævnt en aktuel dobbeltmoral der viser sig vedi, at billedet af nøgne kvindebryster optræder i modsætning til billedet af tilslørede kvinder, hvilket fordømmes og forsvares i flæng som kvindefrigørelse. Indtil videre et politisk skinproblem, så længe politik ganske vist og forhåbentlig kan signalere moral, humanisme og menneskerettigheder, men ikke er det.)

Per

En generel politisk diskussion orker jeg ganske enkelt ikke :)
Jeg er bare skuffet over man serverer den slags fordomme omkring homoseksuelle, så råt her i avisen.
Man er tydeligvis forargede over højrefløjen "kaprer" homo-kampen. Mens Enhedslisten slipper af sted med deres eget kapringsforsøg, uden så meget som et enkelt negativt pip.
Det synes jeg ganske enkelt ikke man kan være bekendt over for de homoseksuelle. Jeg er ihvertfald af den mening, at homoseksuelle overhovedet ikke skal have nogen som helst politisk holdning trukket ned over ørene - hvadenten den så er til højre eller venstre for midten. I den forbindelse vil jeg endnu en gang gerne udtrykke min dybeste skepsis over for Enhedslistens "queer-udvalgs" småfascistoide udmelding i forbindelse med CPH Pride. For så vidt vides er der ikke nogle (hverken konservative eller islamofobiske), der har truet organisationerne i artiklen til at deltage i andre politiske kampe. De eneste der aktivt forsøger at kapre noget som helst i denne forbindelse er altså Enhedslisten... Med svulstig retorik om at man, som homoseksuel, sagtens kan miste sine rettigheder og at homo-kamp også er en kamp mod racisme, forsøger man at true sig til politisk indflydelse hos de danske homo-organisationer.... Det synes jeg lige man skal skrive sig bag øret, inden man bliver alt for forarget over den højreorienterede "kapring" af de homoseksuelles kamp.

Kim, Enhedslistens "queer-udvalg" er et debatforum og repræsenterer mig bekendt ikke partiet.
Læs hellere Nalle Kirkvågs omfattende kommentarer på en henvisning, om "dem-og-os" og om tørklæder og muslimer, mindre om seksuelle forskelle, men om befolknigsforskelle i almindelighed.
(Jeg vil til Kirkvågs tilsyneladende kategoriske og almene opdeling af "dem-og-os" tilføje, at det antagelig er et grundlæggende træk hos 'homo sapiens' at "tænke os", måske et medfødt og naturligt vilkår (moderbindingen), der afspejler sig overalt, bl.a. i vore personlige stedord, men bemærk, at opdelingen kan opfattes både positivt og negativt, og det gælder måske også homosagen?)

Per

Nej det er naturligvis en ting der skal understreges... Men som "queer-udvalget" også selv gør helt klart, så er der jo ikke nogen bred enighed i partiet, omrking hvilken holdning man skal repræsentere. "queer-udvalgets" holdning er imidlertid soleklar - de homoseksuelle er en homogen masse, der skal repræsentere Enhedslistens partiprogram... Og det synes jeg er en direkte ækel holdning at have - de skulle sgu skamme sig, skulle de spader i "queer-udvalget".
Tørklæder og muslimer orker jeg så ikke at agitere for i dag - dem er der vel også rigeligt herinde, der farer i det digitale blækhus for? Så deres sag vinder eller taber nok ikke noget hvadenten jeg kæmper den eller ej.
De homoseksuelle bliver imidlertid taget som gidsler i denne sag (ihvertfald efter min mening)...og det synes jeg ikke er i orden. Så jeg har valgt min "kamp" - nemlig at gøre folk opmærksomme på det er respektløst og fordomsfuldt, at pakke de homoseksuelle ned i kasser... uanset om man så stiller kassen til højre eller venstre.

Homoseksuelle er mennesker og mennesker er altså forskellige...

Kim, det er både ækelt og fordomsfuldt at sætte andre folk i båse.

Personligt kender jeg ikke forskel på folk af foskellig seksuel tilhørsforhold (- jeg blev forlovet med min kone i 1954, og vi lever stadigvæk i et parforhold, der imidleritid er båret af langt mere end seksualitet, men ikke skal være et forbillede). Hvad der vakte min opmærksomhed var, at mange bliver så optaget af denne arketype udfoldelse imellem kønnene, at de misforstår eller forplumrer den politiske filosofi og debat.
Hvis man alligevel skal gøre sagen politisk, så må man som antydet til den politiske højrefløj, hvor det homofobiske budskab faktisk bliver udbredt. Det sker i Dansk Folkeparti og deres samarbejdspartnere i EU-parlamentet (Europa for Frihed og Demokrati / Cameron ville ikke have dem tilsluttet i Europas Konservative og Reformister), og det gælder alle DFs bekendtskaber i Tyskland, Østrig, England, Frankrig, Baltikum og Øst- og Sydeuropa, et utal a (endnu små) højrenationalistiske partier og forsåvidt nu Sverigesdemokraterne, senest igennem DFUs kontakt til sommerens stiftelse i Tokyo af en international bevægelse ala Pia Kjærsgaards oprindelige tilslutning til den panantikommunistiske.
Her kommers så mit indspark, at vi i politik taler dobbeltmoralsk. Ved at nævne forholdene i en tidligere højrenationalistisk bevægelse, nazismen-fascismen, forsøgte jeg at henlede opmærksomheden på, hvor stor forskellen er mellem idé og levevis. Ingen kan båndlægge sexualiteten. Man kan sige demokrati og mene diktatur, man kan sige homofobi og i realiteten demonstrere det modsatte. Det ender med en ækel racisme.

Per

Nu handler artiklen, såfremt jeg har forstået den korrekt, ikke om homofobi. Den handler (bl.a.) om en påstået kapring af de homoseksuelles kamp for ligestilling, foretaget af højrefløjen. Det er den påstand jeg tager fat i og holder op mod "queer-udvalgets" kronik på modkraft.dk. For jeg mener, kort sagt, påstanden er fordomsfuld og på ingen måde velbegrundet, og kronikken fra Enhedslistens "queer-udvalg" understøtter min holdning.

Vi er da alle enige om racisme er noget skidt... Men der hvor vores meninger skilles er hvor man begynder at kræve bestemte politiske holdninger og handlinger af folk, FORDI de er homoseksuelle. Det er sgu da diskrimination, så det batter. Men det er åbenbart fløjet over hovedet på både artiklens forfatter og "queer-udvalget".

Min pointe er kort og godt:

Homoseksuelle er mennesker og der er altså forskel på mennesker. Nogle mennesker er racister, nogle er søde og rare, og nogle kan lide Dan Browns bøger... uanset om de er homo- eller heteroseksuelle - så fat det dog og lad dog folk være forskellige :)

Spektret er bredt.
Hvad Kim skriver, er vist stort set, hvad jeg forsøgte at vise i det historiske forløb, idet jeg har samlet begrebet i betegnelsen homofobi. Og vist, at også i dag blander de europæiske højrenationalister homofobi, homoseksualitet, islamfoibi, antisemitisme, racisme og ikke mindst antikommunisme i deres nationalisme - en slem cocktail.
Nogle partier er kristne og udelukker dog kvinder i medlemskredsen eller til ledelsesposter. De samme tanker har været fremme i det nationale Trykkefrihedsselskab, blot i den særlige islamfobiske form (forargelsen): de mulsimske mænd voldtager deres piger. Selskabet er i nogen grad tilsluttet det hjemmenationale Dansk Folkeparti, der i de senere år også ført Dansk Samling i stilling. Og iblandt findes folk af næsten indremissionsk karakter, bl.a. Jens Rosendal, der skriver i Kristeligt Dagblad, og som kan nævnes på grund af de bøssesange, som han har fået optaget i Højskolesangbogen. Kendest er nok "Du kom med alt, hvad der er dig". Her blandes gud og homoseksualitet: "Vorherre selv bød ind til fest.... Din næve var så varm og god".
Sig mig Kim, handler sagen om at samle eller at skille men'sker?

Per

Så langt tror jeg hverken "queer-udvalget" eller artiklens forfatter har tænkt. Man så en mulighed for lidt DF bashing og generel kritik af højrefløjen. Den mulighed løb man så med, og overså totalt hvordan verdenen rent faktisk er. Man ignorerer (behændigt), at "queer-udvalget" ønsker at overtage homo-kampen i DK og gøre CPH Pride til en politisk organisation, med et bredt defineret program.... upåagtet, at CPH Pride netop ikke har et bredt politisk program og det sandsynligvis både er derfor tiltaget har så stor opbakning og noget man bevidst har valgt. Med andre ord handler CPH Pride om homo-rettigheder (og i øvrigt også bi- og transseksuelles rettigheder - dem skal vi jo ikke glemme). Den handler ikke om alle mulige andre ting. Dermed ikke sagt hverken arrangørere eller deltagere er ligeglade med f.eks. racisme - det er bare ikke formålet, med paradan, at bekæmpe racisme. Hvis man mener paraden skal omdefineres til at have et bredere politisk budskab, så må det være op til arrangørerne, ikke Enhedslisten eller deres "queer-udvalg".

Med andre ord ender artiklens ureflekterede indhold med at opstille et fordomsfuldt billede af de homoseksuelle. Først og fremmest opstilles der er billede, hvor der antydes de i stor stil lader sig "kapre" af højrefløjen. Om de så lader sig kapre frivilligt eller fordi de er svage er jeg sådan set ligeglad med, jeg mener billedet er misvisende. Jeg tror ganske enkelt ikke på de homoseksuelle er blevet hverken mere eller mindre højreorienterede. Der har ALTID været højreorienterede homoseksuelle. Det jeg mener er der jo også har været homoseksuelle racister, konservative osv. før i tiden... Nu kan de så bare gå på gaden og sige "We're here, we're queer and we're conservative" - det er da, for de homoseksuelle, en god ting? Det er da fantastisk, at homoseksuelle kan træde ud af klichéernes skygger, hvor de er totalt uskyldsrene mennesker. Nu må de homoseksuelle være nogle dumme svin - det er sgu da fedt :)
Lige bortset fra hovederne i "queer-udvalget", her må de homoseksuelle bestemt ikke respektere forskellene blandt de homoseksuelle. I Enhedslistens "queer-udvalg" er alle homoseksuelle gode venstreorienterede mennesker, der naturligvis gør deres egen sag til en generel politisk sag... Undskyld mig, men det er fandme ikke frisind og det er, i min bog, langt værre, end den "kapring" artiklen har så travlt med at hænge højrefløjen ud for. At man kræver politisk ensretning blandt en så divers gruppe, som de homo-, bi-, og transseksuelle er, finder jeg ærligt talt lidt skræmmende. Det viser jo at "queer-udvalget" enten ikke aner noget som helst om den befolkningsgruppe, de har til formål at hjælpe... eller også accepterer man bare ikke forskelligheden. Hvad svaret end er, så finder jeg det uhyggeligt.

Min pointe er bare at jeg mener det næste store "issue" for homo-kampen i DK må være retten til at være et dumt svin. For læser man ovenstående artikel er det jo tydeligt, at den ret har man altså ikke opnået endnu... og det må godt nok være en rigtigt trist erkendelse, at ens seksualitet skal definere ens politiske standpunkt.

Er queer-udvalget lig med falsk og ond tale?

Brugen af lighedstegn er veldefineret. Og lad os efterprøve dine begreber ifølge et par logiske skemaer, idet jeg definerer 'queer' som noget/nogen, der ikke er sædvanligt, og anvender ordene *alle, *nogen, *ingen (dvs.*ikke nogen):

Hvis alle queer er homoseksuelle, og alle i Enhedslisten er queer, så er alle i Enhedslisten homoseksuelle.
Hvis ingen queer er homoseksuelle, og alle i Enhedslisten er queer, så er ingen i Enhedslisten homoseksuelle.
Hvis nogen i queer er homoseksuelle, og nogen i Enhedslisten er queer, så er nogen i Enhedslisten homoseksuelle.
Tilsvarende (syllogismer) kunne gennemrpøves med heteroseksuelle, og vi kunne udvide med følgende opstilling:
Hvis ingen homo/heteroseksuelle er queer, og nogen i Enhedslisten er queer/heteroseksuelle, så er nogen i Enhedslisten ikke queer.
Og tilsvarende kunne kunne gennemrøves for alle partier eller bevægelser.

Hvis disse påstande er sandfærdige,
og du mener, at et eller flere er gældende,
så er det du mener sandfærdigt.

Allerede her er tale om omfattende kombinationer, som Kim forøger med bi- og transseksuelle tilfælde og yderligere kan forøges med begreber som racisme - i sandhed et omfattende materiale, som imidlertid udgør billedet af menneskers meget forskellige holdninger. Så, hvilke er da gældende i vores eksempel?

Jeg tror ikke "queer-udvalget" bevidst taler hverken ondt eller falsk. Jeg er overbevist om udvalget er nedsat og handler efter de bedste hensigter om at gøre verden et bedre sted.
Min indvending er bare, at den specifikke udmelding er dybt beklagelig og udtryk for et meget grimt menneskesyn. At den er det tilskriver jeg så ungdommelig uvidenhed. Hvilket naturligvis står helt for min egen regning, jeg kender ikke gennemsnitsalderen i udvalget. Men det ville ærligt talt overraske mig ekstremt, hvis den lå højere end 20-22 år. For den afspejler overhovedet ikke noget reelt kendskab til begrebet homoseksualitet. Den afspejler derimod en studentikos og romantiseret udgave af seksualiteten, hvor bøsser og lesbiske alle er gode, rare og (ikke mindst) politisk aktive mennesker.... Og de fordomme synes jeg næsten er værre end de mere "traditionelle" fordomme. For fordomme om at alle bøsser læsper og lebber er grimme, er jo så åbentlyst forkerte, at deres udbredelse er på retræte - om ikke andet holder de kun indtil folk ser Adrian Hughes eller Queen Latifah (er hun ikke blevet "outed" for nylig?) i fjernsynet :)
Men fordommen om at homoseksuelle er gode mennesker, der naturligvis stemmer til venstre for midten er tydeligvis ikke så nem at slippe af med... Artiklen forudsætter det i sit forsøg på at skandalisere forholdet mellem VISSE homo-organisationer og højrefløjen... "Queer-udvalget" kræver det. Hvilket jeg fandme synes er skræmmende.
At homoseksuelle historisk har stemt til venstre for midten er naturligvis sandt... men det hænger jo sammen med det typisk har været venstrefløjspartierne, der har været hurtigst med at adoptere de seksuelle frihedsrettigheder i deres programmer. Pointen; det betyder IKKE venstrefløjen har patent på de homoseksuelles "hearts and minds".

Jeg ved i øvrigt ikke hvad meningen er med alle de "hvis, så" sætninger der stilles op... Jeg begynder at få fornemmelsen af vi snakker fuldstændigt forbi hinanden?
Jeg synes det er forkasteligt, at skyde ting i skoene på de homoseksuelle og forvente de opfører sig som en homogen gruppe.... Du mener et eller andet med Hitler var dobbeltmoralsk? Ja ja...

I øvrigt er grunden til jeg primært forholder mig til emnet med henvisning til homoseksuelle, rent pragmatisk. Det vil simpelthen være for rodet, at skrive homo-, bi- og transseksuelle hele tiden - men de bi- og transseksuelle skal naturligvis ikke glemmes, hvilket jeg pointerede i mit tidligere indslag. Så den retoriske krølle kan der vist ikke koges mere suppe på.

Ligestilling og ytringsfrihed.
Kim bevæger sig nu så langt omkring eller ind i en mig ukendt verden, at jeg ikke længere kan følge med, men håber, at et par folk fra det såkaldte queer-udvalg har læst Kims indlæg, der gør opmærksom på, om vi egentlig véd, hvad det dog er, vi "går og siger" til hinanden.

Anders Haahr Rasmussen

Jeg læser lidt sent med på debatten her, så for overskuelighedens skyld vil jeg nøjes med at forholde mig til din sammenkogte pointe:
Homoseksuelle er mennesker og lige som alle andre mennesker har de hver især ret til at være højreorienterede, racistiske, etc.

Det har jeg ingen indvendinger mod. Det samme kan vel siges om kvinder: De er mennesker og har ret til at være højreorienterede, venstreorienterede, etc.
Man kan ikke kræve eller forvente, at enkelte feminister eller homoseksuelle skulle være venstreorienterede.

Men man kan påpege, når en gruppes kamp for social retfærdighed (feminisme, lgbt-bevægelser) bliver en del af en islamofobisk, nationalistisk agenda. Jeg forsøger ikke at komme med en kritik af bestemte højreorienterede homoseksuelles racistiske eller nationalistiske holdninger. Det handler ikke først og fremmest om hvad enkelte individer måtte gå rundt og synes.
Det er til gengæld interessant, som jeg refererer til i artiklen, at det også gør sig gældende for en organisation som OutRage! der vel netop kan karakteriseres som venstreorienteret/pro-palæstinensisk, men alligevel ender med at reproducere en anderledes konservativ logik.

Sådan som jeg forstår homonationalismen, så er dens strategi to-fold: Den camouflerer homofobi på hjemmebane ved at eksportere det sydpå, hvor det bliver brugt som argument for aggression.
Som eksemplet med de bare bryster gerne skulle illustrere, så forsøger DF at tegne et billede af dem selv og Danmark som seksuelt frigjort for at portrættere muslimer som tilbagestående i kontrast, men når det så bliver en spørgsmål om lokalpolitik, så er frisindet væk, erstattet af en insisteren på tildækning.

Feministiske bevægelser og tænkere har i en række år beskæftiget sig med og underlagt sig selv en postkolonialistisk kritik af egne foretagender. Noget lignende synes på vej (tiltrængt) blandt LGBT-miljøet. Som jeg citerer Jasbir Puar for:

»’Hvor godt behandler I jeres kvinder?’ blev et afgørende parameter for koloniserede lande eller udviklingslandes evne til at regere sig selv. ’Spørgsmålet om kvinder’ er ikke just forsvundet, men vi ser en tilføjelse i form af ’Spørgsmålet om homoseksuelle’ eller ’Hvor godt behandler I jeres homoseksuelle?’ som et aktuelt paradigme, der bruges til at evaluere nationers, befolkningers og kulturers evne til at tilpasse sig universaliserede forestillinger om civilisation.«

Der er skrevet mangt og meget om sammenhængen mellem køn, seksualitet, race, religion, etnicitet -- om hvordan de forskellige marginaliseringer påvirker og infiltrerer hinanden og nødvendigvis må forstås og analyseres i sammenhæng med hinanden. Det kunne jeg passende have uddybet yderligere i denne artikel. Pladsen blev brugt til noget andet, så forhåbentlig bliver det næste gang.

Anders

Jamen det er da også fint nok. Jeg forstår bare ikke begrebet "homonationalisme". Du skriver du ligefrem påpeger det - som vel må forstås i betydningen "jeg udpeger X, så alle ved hvor det er". Men jeg kan bare ikke finde det nogen steder. Jo, jeg kan godt finde homoseksuelle grupper, der er højreorienterede og nationalistiske. Men jeg kan også finde miljøorganisationer, presseforeninger og foreninger for avl af guldhamstere, der er højreorienterede og nationalistiske. Men alligevel bliver der ikke skrevet artikler om det og Enhedslistens udvalg truer ikke disse grupper. Hvordan kan det være? Jo, det kan måske være fordi der er en fordom om at homoseksuelle altså er eller bør være venstreorienterede.
Med andre ord mener jeg man fuldstændigt bytter om på "cause and effect" i artiklen. Højrefløjen "bruger" homorettigheder i deres kamp.... Men kunne det ikke forestilles, at homo-kampen bare er nået så langt, at (visse) homorettigheder nu også antages med største selvfølge ude på højrefløjen? Og hvad er mere interessant, er det ikke en god ting?
Eller foretrækker man højrefløjen skal rulle deres seksualpolitik 50 år tilbage og tale mod homorettigheder, så venstrefløjen kan beholde monopolet på de homoseksuelle?

Jeg føler ihvertfald artiklen er fordomsfuld, når man opstiller det som et problem, at højrefløjen i større og større grad tilføjer homorettigheder til deres program.
At der så er problemer i forhold til andre menneskerettigheder, som f.eks. retten til ikke at blive diskrimineret mod pga. race og religion... ja det er en helt anden snak. En snak jeg i øvrigt ikke ser nogen fordel i, for hverken muslimer eller homoseksuelle, at tage med udgangspunkt i queer-rettigheder.

Anders Haahr Rasmussen

Hej Kim.

Du skriver:
"Kunne det ikke forestilles, at homo-kampen bare er nået så langt, at (visse) homorettigheder nu også antages med største selvfølge ude på højrefløjen? Og hvad er mere interessant, er det ikke en god ting?"

Jo, det kunne sagtens forestilles.
Men den pointe, jeg prøver at få igennem i artiklen, og som jeg også forstår som Judith Butlers, Jasbir Puars, Queerudvalgets pointe, er, at det 1) Ikke kun er højrefløjen, der anvender (eller komme til at anvende) lgbt-kampen i islamofobisk/nationalistisk/kolonialistisk ærinde, fordi denne sammenkædning ikke altid foregår som en bevidst strategi (hvilket blot er endnu en grund til at påpege den, som fx med OutRage!-eksemplet), 2) at rettigheder kan være dyrt vundne, hvis de finder sted på et grundlag af racisme/islamofobi. Det er ikke i sig selv et problem, at højrefløjen måtte tilføje homorettigheder til deres program. Det er måden det sker på. Diskursen det er en del af. Og 3) at 'højrefløjen' og dens interesser for homorettigheder og seksuelt frisind ofte viser sig ikke at afspejle reel bekymring og politisk handlen på disse områder på nationalt plan, men snarere fungerer som retoriske/strategiske kneb til at fremstille 'de andre' som tilbagestående, homofobiske, misogyne, etc. Man ser jo, at de samme politikere, der i debatter om indvandrere/Islam bryster sig af ligestilling, frisind og homorettigheder i en række tilfælde modarbejder netop dette realpolitisk plan.

De afsluttende bemærkninger af artiklens forfatter må stå som en eksklusiv forklaring til Kim og andre debatdeltagere. Den moderne historie.

Mine indlæg tog udgangspunkt i den historie, som jeg antog kunne mane til eftertanke, nemlig nazisternes skrækkelig forsøg på at forme ungdommen, bl.a. med kønslige standarder, specielt vendt mod de homoseksuelle ligesom imod jøder. Det mislykkedes selvfølgeligt, navnlig fordi man ikke kan ændre folks naturlige seksualitet, og dels fordi homoseksualitet som en bevidnelse viste sig udbredt blandt nazisterne selv helt til tops. Historien synes at kunne gentage sig med de nye radikale bevægelser på højrefløjen, der har fået fodfæste li partidannelser (men ofte lever skjult med medieskyhed).

Emnet er et kulturtræk, som har forbindelse med et diktaturs kamp for ensretning, vendt imod alt anderledes, tydeligt i kunst, der i Tyskland blev kaldt abartig eller entartet (perverst og dekadent), og i en mildere udgave har været ført frem her i landet, først af en Rindal, siden af en Kjærsgaard.

Straks efter regeringsovertagelsen i 1933 satte nazisterne ind over for opdragelse og kunst. Eksempelvis afsattes Max Reinhardt straks som kunstnerisk leder af det tyske teater, Goebbels propagandaministerium blev oprettet, der indførtes godkendelsespligt for kunst, film hylder særlige mandlige og kvindelige dyder (f.eks.Das Mädchen Johanna), piger i gymnasiet skulle eksamineres i de husmoderlige færdigheder, drenge og pige skiltes i hver sine skoler, og al ungdom indskrevedes i Hitlerjugend eller Bund deutscher Mäden - altsammen og mere i de første år, siden mere detaljeret og abartigt.
Et afskrækkende eksempel var de homoseksuelles behandling i kz-lejrene, men som sagt dobbeltmoralsk. Kim kunne foreslås læse om den danske læge Carl (Peter) Værnet, der blev Himmlers prominente kz-forsøgslæge i Prag og Buchenwald, og som med kirurgiske indgreb og kunstige hormonmidler forsøgte (forgæves) at ændrfe mandlige fangers seksualitet.

Mine indlæg bestod derfor i at vise, hvorledes en historie, som foregik med min medviden, omfattede kønsdiskriminering og anden entartethed, aldeles hurtigt udviklede sig til en egentlig racisme. Men hvis histoiren kun er en lære for min generation, må en yngre gøre sine egne erfaringer, som det sker for tiden med forsøget på krigsførelse.

Anders

Jamen det er da også helt fint. Min pointe er bare, at der altså ikke rigtigt er noget nyt under solen her. Nyhedsværdien eller den påståede nyhedsværdi i det her er at homoseksuelle nu bliver sat i forbindelse med konservative og islamofobiske holdninger... og det ved du, lige så godt som jeg, kun er en "nyhed", fordi homoseksuelle historisk set har befundet sig på venstrefløjen. Hvorfor venstrefløjen har bildt sig selv ind, at de altså har en eller anden form for monopol på de homoseksuelle - bøsser kan da ikke være racister! :)
For der er jo så absolut ikke noget nyt i højrefløjens taktiske spil.... Højrefløjen har altid sat højere krav til "de andre", end de har sat for dem selv - seneste eksempel er Kjærsgaards krav om at lukke ned for arabisk fjernsyn, mens Kurt Westergaard bliver hyldet som en helt, i ytringsfrihedens navn.
Derudover synes jeg måske også artiklen ville være tjent med et større skel mellem lands- og lokalpolitik... At det var en DF'er, der stemte mod bare bryster i svømmehallerne siger ikke nødvendigvis noget om den generelle holdning i partiet - enhver med bare et minimum af kendskab til lokalpolitik ved der bliver foretaget handler og afgivet stemmer på kryds og tværs af partiskel, på en måde man aldrig ville se det ske i folketinget. Var der f.eks. ikke noget med en velnæret københavnsk lokalpolitiker der fik tilranet sig en borgmesterpost, på en handel med "djævlen", ingen ville kunne forestille sig ske i folketinget? I Nordjylland sidder sidder der vist også en borgmester, der fik posten via en, i forhold til landspolitikken, ret kontroversiel aftale - SF løb fra en aftale med S og pegede på en fra V til borgmesterposten.

Pointen er jeg mener artiklen er skrevet på et yderst spinkelt grundlag... og jeg finder det direkte kritisabelt, at man overhovedet ikke forholder sig til den fordomsfulde og fascistoide holdning "queer-udvalget" udviser i sin artikel. Copenhagen Pride handler om queer-rettigheder og formålet er at favne så bredt som muligt, hvorfor det overhovedet ikke er i takt med konceptet, at gøre det til en bred politisk demonstration... Groft sagt handler det bare om det er okay, at være bøsse, lebbe, bi- eller transseksuel... ligegyldigt hvad ens øvrige holdninger og beskæftigelse end måtte være - hvorfor f.eks. forsvaret også deltager i paraden. Med andre ord ville det givetvis skade opbakningen til paraden, hvis man slår de politiske pjalter sammen med Enhedslisten og gør den til en reklame for deres partiprogram... Det ville derimod gavne Enhedslisten, hvis Copenhagen Pride blev til 4 dages reklame for Enhedslisten - men med holdningerne fra artiklen in mente, så er det vel ikke så god en ting, at man bruger homo-kampen til at pushe sekundære og tertiære politiske agendaer på bekostning af det centrale budskab? Eller, hvis vi skal være helt ærlige, så er det kun et problem, hvis de budskaber der pushes ikke er venstreorienterede?

At læse: artiklen og de mange indlæg er helt surreelt. Er der nogen bøsser der skriver her?
Da jeg var en ung teenager som opdaget sin homoseksualitet gik der ikke mange uger inden jeg fandt ud af af fjende i mit liv var kristendommen. Mine helte lå i antikken, Sparta, Athen og Rom. Illiaden var min bibel, med guder der ikke gik op i alt det familie pis. Constantins opløftning af kristendommen til statsreligion, de efterfølgende lukninger af Oraklet i Delphi og Akademiet i Athen var og er i mine øjne det største forræderi mod civilisationen. Sprængningen af den store Buddha Afghanistan er en mini udgave af det samme.
Den Franske revolution var en ny morgen efter næsten 2000 års kristen undertrykkelse. 'Code Napoleon' gav os ret til bolle løs inden for hjemmets fire vægge. 20 og 30 i Berlin og Paris blev livet som bøsse igen tåleligt
Kristendommen har i Europa ikke samme styrke som i min barndom, en halvslået ideologi som ikke rigtig ved hvad den mener. Nej nu er fjenden Islam, det samme forfærdelige produkt i en ny indpakning.
Begge vil aldrig i deres grundkerne acceptere fri sex og en alternativ familie struktur der ikke producere børn (de kan måske ændre sig med teknologien).
En rigtig bøsse i mine øjne er nød til (i en vesteuropæisk kontekst) at være ateist, kristianophobe og Ja uha Islamophob (en der ikke kan lide islam), (at være andet er vel en form for masochisme men der da jo også mange bøsser der er lol). For hvis man bare læser lidt af biblen (som jeg gjorde dengang jeg var 14/15) og umiddelbart også koranen som jo har samme aner, så går det hurtigt op for en, at vi bøsser ødelægger det hele i deres forfærdelige guds planer, Hver gang vi har sex er en fornærmelse mod den hellige familie :-) og hvad skal vi med 72 jomfruer i paradis (ulækkert).
ja i mine øjne må en intelligent og konsekvent bøsse ende med at blive ateist (for enkelhedens skyld holder jeg Buddhismen udenfor) og når jeg ser mig omkring så er det også tit det jeg ser.
At se min/vores bøsse kamp i forhold til højre venstre er derfor fuldstændigt åndssvagt i mine øjne.
Ja engang var de venstre som bekæmpet min fjende kristendommen og højer som var så kristent. Nu er det mere broget. Venstre er forblindet a post kolonial islamofilie og højre er ikke særligt kristent mere (og er nu med på at sikre vores basale rettigheder).
Muslimer plejer tit at få mig til at tænke positivt om islam ved at sige at kristendommen jo har en speciel plads i deres religion (Bogens religioner), for mig har den sammenligning den modsatte effekt, Abrahams forbandelse vil jeg kalde det (jeg synes også at holdningen et dybt nedværdien over for Hinduister og Buddhister. Give mig Pallas Athena (ikke fordi jer tror på hende bogstaveligt lol).
Dette er selvfølgeligt et super forenklet billede og kan virke lidt hårdt. Kritikten her går på ideologien kristendom/islam ikke på den almindelige hygge kristene eller muslim. Og fremstillingen er måske også lidt teatralsk, en anden bøsse karakteristika som begge religioner bebrejder os.
Men når jeg ser unger bøsser bliver henrettede i Iran så identificere jeg mig med dem, det er min Ummah som bliver slagtede af Abrahams sønner.
Så jo mere venstrefløjen prøver at tvinge islam ned i min hals, jo mere rykker jeg til højre. Men hvis højre så begynder på deres kristene horror show så må jeg jo rykke til venstre igen. De kan selvfølgelig godt være at det ender med der ikke er noget sted tilbage til mig. Men de har jo været bøssens lod igennem 2000 år - Som bøsse har man også en følelse at stå uden for samfundet.
For at vi bøsser virkelig skulle forsvare vores rettigheder så skulle vi jo nok starte en bøssereligion så kunne vi få institut for menneske rettigheder til at argumentere at vi har en ret til at bære vores glimmer solbriller og læder chaps på arbejdet - misbruge religions friheden til politiske formål.
Jeg ved ikke hvem guden skule være men Jean Paul Gaultier kunne være en af dens helgener.
Hmm jeg elsker Haram (Måske skulle det være navnet på min hund).
Igen undskyld mig for det halvdårlige dansk (jeg bor der og taler det ikke i hverdagen).

Debatten forekommer mig udtømt på de givne præmisser, idet jeg på grundlag af Kims rimelige indvendinger imod Enhedslistens queerudvalg, og fordi Anders Haahr Ramsusnen nævnte "en mistænkelig alliance", har skrevet nedenstående til kontaktpersonen for queerudvalget, der mig bekendt er et politisk debatforum for 'køns- seks- og queer-holdninger':

FOR ET MENNESKE ER INTET MENNESKELIGT FREMMED.
Queer-udvalget har formentlig bemærket et indlæg i dagbladet Information d.26.november benævnt "Brysternes og Bøssernes Befrielsesfront". Heri har jeg et par indlæg, men diskussionens præg af modernitet sætter min mangel på erfaring ud på et sidespor.
Imidlertid formulerer Kim Sørensen, uanset seksualemnet, egentlig en racismeproblematik, der har bekræftet mig i en til vished næret formodning om, at magtstræb og magtudøvelse (uanset hvem og hvor) i en eller anden udstrækning vil bygge på racisme, og at denne racisme, understøttende magtbrynden, nødvendigvis gør blind for selverkendelsen, eftersom de egenskaber, som man fordømmer hos andre ofte i lige så høj grad findes hos én selv, ikke nødvendigvis i samme tilsynekomst, men ofte fordækt.
Magtstræbet synes overalt at kræve en prügelknaben, et konkret nærliggende mobbeobjekt, nazistisk var det nogle jødefordomme og seksuelle fordømmelser. For nazismen var og blev kommunismen modstanderen, men i dagligdagen trådte jøderne i stedet for som hadeobjekt under betegnelserne "blod" og "skam". Ikke desto mindre besidder germanerne samme 'biodiversitet' som enhver befolkning, herunder det naturlige seksualbehov.
Og her finder man den racistiske grænse for erkendelse og levevis, den kulturopfattelse, der erkender queer-fænomenet som alment og uden at organisere sig derefter (homo- eller hetero), der fremskynder dannelsen af racismen, fordømmelsen af og magten over en anden part.
Måske kan et historiske og udenrigspolitisk eksempel vise tankegangen. Vestens forhold til Mellemøstens folk bliver af nogle omtalt i racistiske vendinger. Misforholdet består antagelig i helt andre modsætninger. Historisk har Mellemøsten været befolket af muslimer, men forsøgt koloniseret af europæere, førhen englænderne. Indtil 1.verdenskrig modsatte palæstinenserne sig engelsk dominans, men jøderne fik ved at stille sig på englændernes side indført Balfourddeklarationen i 1917. Så vendte magtbilledet og demed racismen. Englænderne ville i mellemkrigsårene alliere sig med palæstinenserne og begrænsede den jødiske indvandring, hvilket medførte, at Ben Gurion søgte støtte hos USA og Sovjet, men krigen viste hurtigt, at hvis palæstinenserne skulle bevare landet, måtte Hitler og stormuftien af Jerusalem Amin el-Husseini slutte sig sammen, et resultat, der efter krigen viste sig ulykkeligt for palæstinenserne, for nu ramte racismen dem.
(Som et sideforløb kan man nævne Dansk Folkepartis nationalisme udvikle sig gennem årene under indtryk af holocaust-enertien. Engang mente partiet, at "jøderne var jordens sletteste folk" og at Epstein, Swane og Freddy viste pervers kunst. Nu støttes jøderne og Sig.Swane.)
Kunst- og kulturopfattelsen er meget forskellig, men som queer-udvalget tidligere har målsat, vil man arbejde for seksuel ligestilling og modsætte sig statsregulering. Det politiske problem er ikke knyttet til moralen, men til dobbeltmoralen. Dn østrigske forfatter, Karl Kraus, skrev på baggrund af 1.verdenskrig om fremskridtet og teknikken: "Tvivlen som den store moralske gave, som mennesket kunne takke sproget for og til dato har forsmået, ville være den reddende hæmsko for et fremskridt, der med fuldkommen sikkerhed fører til enden for en civilisation, som det bilder sig ind at tjene." (Der Zweifel als die grosse moralische Gabe, 1932).