Læsetid: 4 min.

Brystværn mod ugræs

Hvorfor ikke oprette et regulært landeværn, et brystværn nærmere, langs den dansk-tyske grænse, bestående af danske kvinder i klædelige rød-hvide bluser, som de når som helst vil kunne trække op i, og blotte deres bryster, lige så snart de observerer en ekstremistisk muslim på vej, som ugræs, over grænsen
Hvorfor ikke oprette et regulært landeværn, et brystværn nærmere, langs den dansk-tyske grænse, bestående af danske kvinder i klædelige rød-hvide bluser, som de når som helst vil kunne trække op i, og blotte deres bryster, lige så snart de observerer en ekstremistisk muslim på vej, som ugræs, over grænsen
19. november 2010

Hvad er det værste, der kan overgå en ekstremistisk muslim? Politiets Efterretningsvæsen? Forsvarets? Det kunne man tro, men hvis man ellers kan stole på Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti, er det en magt af en helt anden slags, der vil få dem til at tage benene på nakken og bringe sig i sikkerhed, f.eks. i Malmø. Nemlig bare kvindebryster. I alt fald har manden foreslået, at en informationsfilm om Danmark, som alle asylansøgere skal se, bør indeholde en passende mængde nøgne pigebryster, så de værste af de muslimske asylansøgere, nemlig ekstremisterne iblandt dem, forstår at vores kønne lille land nok ikke er et sted for dem.

Kvindekønnets magt er stor, alene ved at være til stede på samme jord som tynges ned og gøres flad - og bøvet - af alt for mange mænd med plumpe fantasier og underlige, politiske opfattelser. Det ved vi godt. Uden kvinder ville det aldrig gå, slet ikke reproduktionen. Så måske har Skaarup fat i noget. Men hvorfor i grunden indskrænke sig til kun at vise bare patter i en film, hvorfor ikke oprette et regulært landeværn, et brystværn nærmere, langs den dansk-tyske grænse, bestående af danske kvinder, unge og blonde som den danske sang, i række og geled. I klædelige rød-hvide bluser og med et solidt greb om den så de når som helst vil kunne trække op i blusen, og blotte deres bryster, lige så snart de observerer en ekstremistisk muslim på vej, som ugræs, over grænsen. Det skal nok jage ham væk. Uha, vil han tænke, lad mig komme til Sverige, hvor kvinderne er knap så livstruende. For at sætte trumf på kunne de rød-hvide piger, idet de trækker op i blusen, udråbe et kernedansk: Bøh! Så skulle enhver risiko være elimineret, ingen ekstremistisk muslim vil nogensinde stifte bekendtskab med hverken al Sjællands ynde eller Jyllands vælde, som det hedder i den gode sang fra vores fælles, danske kulturarv. Ikke engang Fyn og de øvrige øer, vil de turde betræde.

Skriv grænsevagt på dit cv

Tanken om at værne sig mod uønskede elementer med andet end vold og magt, talstærkt politik og restriktiv lovgivning, bål og brand, er ikke ny. Det er heller ikke nogen original idé, Skaarup har fået, ved så at sige at tage æstetiske værdier i brug for at jage uvelkomne personer på porten. Vi kender det fra Københavns Hovedbanegård. Den 'lille' udgang, den ud mod Jernbanegade - tror jeg, den hedder - har i årevis genlydt af klassisk musik. Det skal nok holde de hjemløse og narkomanerne væk, mener man, og der er vist noget om det. Det lader til at virke. Man kunne selvfølgelig forestille sig andre løsninger på den slags sociale problemer, som hjemløse og narkomaner udgør, men når nu Mozart virker, hvorfor så ikke fortsætte med at bruge ham. Han er vel billigere, langt billigere, end noget som helst andet, man kunne finde på.

Når det drejer sig om unge, blonde kvinder til at bemande et effektivt lande- og brystværn mod syd, findes der også en rimeligt billig løsning. Ikke så billig som Mozart, men man kan ikke få alt. Man behøver ikke vente på at tilstrækkeligt mange piger melder sig frivilligt, man kan bare udvælge de bedst egnede blandt arbejdsledige og give dem et aktiveringstilbud, de ikke kan sige nej til - hvis de da ikke vil miste deres dagpenge. Sådan set er det jo ikke mere fjollet end så mange andre aktiveringstilbud, man har udsat de arbejdsløse for den sidste halve snes år. Og hvorfor også altid se så negativt på det hele: de fleste af pigerne vil jo sikkert kun være glade og stolte over at kunne skrive 'brystværnstjeneste' og 'grænsevagt' på deres CV. Når fremtidige arbejdsgivere skal tage stilling til deres jobansøgninger, vil det med garanti tælle på plussiden, at de har gjort deres for at holde landet rent for ekstremistiske muslimer - eller, for nu at udtrykke det lidt poetisk: været med til at stoppe det ugræs, der var i færd med at fyge over hegnet.

Endelig åbner Skaarups lyse indfald også op for en mulighed for os drengerøve for at få en på opleveren. Det må være en smal sag at arrangere ture ned til Tyskland, klæde os ud som ekstremistiske muslimer og så, i flok og følge, hujende og skrigende, at storme den danske grænse, hvor vi vil blive mødt af en fjendtligtsindet hær bestående af en overflod af krigerisk nøgne pigepatter. Evig sjov, det må selv de politisk korrekte og kedelige degnehoveder, der læser Dagbladet Information, da indrømme?

Hvor får du det fra? har man lyst til at spørge Peter Skaarup. Når vi andre får den slags gode ideer, plejer det at være fordi vi har drukket hjernen ud af hovedet. Men det kan man vel ikke forestille sig, når vi taler om et medlem af det danske Folketing? Vi tillader os at gå ud fra, at manden har været fuldkommen ædru, da han fremsatte sit forslag. Det maner skam til respekt. Alligevel er det nu lidt krysteragtigt at sende kvinder ud forrest i fronten. Vi burde selv stille op, med blottet, mandigt bryst, og vise de ekstremistiske muslimer vintervejen - det vil sige vejen til Malmø. Peter Skaarup burde anstændigvis stå i allerforreste række. Kvindebryster har han selvfølgelig ikke, men hvis han nu drak sig så forsvarligt stiv, som hans eget forslag fortjener, så ville han med stor sandsynlighed udvikle den slags brystudvækster som mellem os karlfolk sædvanligvis benævnes ølpatter.

At se ham stå og svinge lidt med dem, må under alle omstændigheder være et frygtindgydende syn.

Serie

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Østergård

Ja, altid en fornøjelse at læse Bent Vinn Nielsens betragtninger.
Men han burde få lidt bedre styr på geografien omkring Hovedbanegården. Det er vist et par sæsoner siden bagudgangen, med lo-fi Mozart, som burde skræmme alle væk, førte ud til Jernbanegade.

Kanske Peter Skaarup burde foreslå, at vise en af de kære danske, gamle sengekantsfilm til indvandrerne? De indeholder jo det hele, som er så dansk så dansk, så selv Ole Hyltoft ville genfinde sin virilitet. Desuden er danske hængepatter (som jeg i min ungdom kaldte for to sokker med en gammel femmer i hver) jo blevet til en af de danske værdier... jeg mener...

Hvis nogen skulle få den tanke at Bent Vinn er lidt for langt ude her, så er det på ingen måde tilfældet.

Peter Skårup kan skam sine klassikere. Et sådant brystværn har nemlig før vist sin værdi. Hør fx hvad der står i Thorfinn Karlsevnes saga: ”Da skrællingerne nåede hende, tog hun sine bryster ud af klæderne og slog på dem med det blottede sværd; det blev skrællingerne bange for, løb tilbage til deres både og roede bort”.

For fuldstændighedens skyld skal det tilføjes at dette skete på Nordens yderste forpost mod det fremmede i vest, nemlig i Amerika, eller Vinland som vi kaldte det dengang. Og den snarrådige kvinde med de skræmmende bryster var ingen ringere end Erik den Rødes datter Freydis. Og skrællingerne, ja det var datidens fremmede, indianerne.

Så når Freydis kunne skræmme de fremmede væk med sine bryster, så kan Peter Skaarups nye grænseværn sikkert også. Måske skulle man slå et smut omkring Padborg og Kruså og se hvordan det virker i praksis.