Læsetid: 1 min.

Dansker genåbner Tycho Brahes grav

Efter næsten 10 års kamp er det endelig lykkedes for en dansk forsker at få lov til at genåbne Tycho Brahes grav i Tjekkiet. Nu skal astronomens liv og død for 400 år siden undersøges
12. november 2010

I længere tid end de fleste sikkert ville have tålmodighed til, har en dansk forsker banket på døre, snakket med kontorchefer og mødt kirkens folk med ét formål for øje. Og endelig har han fået det, han kom efter. Nemlig en tilladelse til at genåbne Tycho Brahes gravsted i den katolske Tyjnkirke i Prag. Lektor i middelalderarkæologi Jens Vellev fra Aarhus Universitet har brugt næsten 10 år af sit liv på at få genåbnet graven. På mandag kl. 10 vil det lykkes. »Det er da klart, at jeg glæder mig. Men på en måde er det som enhver anden arkæologisk udgravning. Der dukker sikkert noget op, som man ikke havde forventet, og så må man tage stilling til det,« siger Jens Vellev. Formålet er, at få undersøgt de menneskelige rester og dermed kunne fastslå Tycho Brahes generelle helbredstilstand og hans dødsårsag.

Forgiftet eller ej

Omstændighederne omkring den verdenskendte danske astronoms død i 1601 har været genstand for masser af debat. En af teorierne går på, at Tycho Brahe deltog i et middagsselskab, hvor han holdt sin tissetrang så meget tilbage, at hans blære sprængte, hvorefter han døde. En anden teori antyder, at Brahe havde et stort indhold af kviksølv i kroppen, som han kunne have dræbt ham. Endelig foreslår en teori, at astronomen blev myrdet.

I 1901 blev Tycho Brahes gravsted i Tyjnkirken åbnet første gang og hans rester blev undersøgt med datidens begrænsede teknologi. Nu håber forskerne, at blandt andet CT-scanning, DNA-analyser og såkaldte PIXE-analyser vil kaste lys over hans helbredstilstand. ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu