Læsetid: 2 min.

DF ønsker værdidebat om kunststøtteordningen

DFs kulturordfører Karin Nødgaard mener, at man kan diskutere, hvorvidt en fisk i en blender eller lort på dåse skal have offentlig støtte
8. november 2010

Dansk Folkepartis kulturordfører Karin Nødgaard ringer tilbage på Informations mailhenvendelse:

- Kunstrådets formand, Mads Øvlisen ser gerne en politisk debat om, hvordan og hvorfor vi støtter kunsten.

»Jeg kender godt Øvlisens synspunkter, og jeg var for nylig med på et to-dages seminar i Nordsjælland, hvor vi diskuterede hele konstruktionen af Kunstfond og Kunstråd ...«

- I to dage?

»Ja ja! Det er et sundhedstegn! Og Dansk Folkeparti har længe gerne set en drøftelse af, om vi bruger pengene på den rigtige måde. Der kommer ikke flere penge, så det gælder om, at bruge dem der er, godt nok. Og man kan overveje, om der er nogen forældede forhold, der trænger til større gennemsigtighed i spørgsmålet om, hvordan millionerne fordeles. Og hvem der giver hvad til hvem!«

- Kan man bore sig ned i det, tror du?

»Det er det, Kulturministerens nye udredningsudvalg nu skal prøve at få klarlagt.«

- Kunne du tænke dig selv at sidde med i udvalget?

»Nej dér hører de politiske ordførere bestemt ikke til. Foreløbig er det iøvrigt kun Lars Liebst, der er udpeget som formand. Resten står åbent. Men det, der skal undersøges er, om Kunststyrelsen fungerer tilstrækkelig hurtigt og smidigt. Om udnyttelsesgraden er optimal. Det er den administrative side af sagen. Og så er der hele den holdningsprægede debat ...«

- Har du opbakning til kulturstøtte fra dine vælgere?

»Ja det har jeg da! Og tilslutningen kan også ses på vores indstilling til Finans-loven.«

- Som gammel folkeskole-lærer føler du dig ikke i et pædagogisk forhold, når spørgsmålet kommer op ude i landet?

»Jeg forelægger vores politiske program. Og vores interesse i et alsidigt kulturliv. Helt at lukke for kunststøtten, er slet ikke på tale. Men det er klart at man kan diskutere, om en fisk i en blender eller lort på dåse skal have offentlig støtte. Det er fint med en værdibaseret debat, synes jeg.«

- Men kunststøtten som sådan står ikke principielt til debat?

»Det er klart at det kan være sværere at argumentere for kunststøtte end for støtte til kræftforskning. At forklare kulturens funktion i samfundet, i forhold til andre områders betydning.«

- Hvad er dine egne vægge mest præget af? Bøger eller billeder ...

»Det er nok billeder! Bøger kan man låne på biblioteket.«

- Og hvad går du helst i? Biografen eller teateret ...

»Det kommer an på repertoiret! Men mon ikke det er fifty-fifty?

Serie

Kunststøtte

Hvad vil vi med kunststøtten? Hvad skal den fremme eller sikre? Og bliver den tilstrækkelig politisk diskuteret?

I anledning af den kommende kulegravning af den nuværende kunststøtte vil­ Allan de Waal i den kommende uge ringe til Folketingets kulturordførere.

Seneste artikler

  • Brugerne skal selv betale for kunsten

    10. november 2010
    De Konservatives kulturelle ordfører mener ikke, at det kulturelle demokrati skal have topprioritet. Det skal den kunstneriske kvalitet. Og hvad dét er, afgøres i Statens Kunstråd og -fond
  • Begrænset støtte til kunstnere med høj indtægt

    9. november 2010
    Enhedslisten lægger vægt på midler til kunstnerisk udfoldelse, som ikke kan overleve de almindelige markedsøkonomiske vilkår
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu