DR2-chef centrum for klage

Arne Notkins 30-årskrig mod Palæstina-sympatisører blev en del af jagten på røde lejesvende
26. november 2010

Den 8. maj 1980 smækkede DR2’s nuværende kanalchef Arne Notkin et dokument i hovedet på professor Svend Holm-Nielsen under et ophedet møde i Århus om Israel og Palæstina. Her var, sagde Notkin dengang, beviset for, at palæstinensernes danske venner var en samling terrorist-sympatisører.

30 år senere smækkede DR-journalist Jakob Rosenkrands det samme papir i synet på DR-journalisterne Ruth von Sperling, Jens Nauntofte og Per Schultz. Her var beviset for, at en række medarbejdere i DR ikke alene var røde lejesvende, men også terrorist-sympatisører.

Da Arne Notkin brugte papiret i 1980 var Blekingegade-bandens grove kriminalitet endnu ikke afsløret. Men da bandens morderiske adfærd til støtte for PFLP, Folkefronten til Palæstinas Befrielse, lå klar efter retssag og domfældelse tog Arne Notkin papiret frem igen. Sammen med Bent Blüdnikow skrev han i Weekendavisen om " Terrorismens danske heppekor". Nu var de folk, der stod på det famøse papir, ikke alene terrorist-sympatisører, nu blev linjen trukket op til et medansvar for Blekingegade-bandens grove forbrydelser: "De pæne mennesker sagde A. Blekingegade-banden gjorde B", som makkerparret skrev i Wekendavisens udgave 4.-10. november 1994.

I udsendelsesrækken "Jagten på de røde lejesvende" sendt på DR2 tre søndage i træk i efteråret 2010 dukker det samme papir som nævnt op igen.
Det problematiske ved DR-udsendelsens genbrug er, at papiret både i 1980, i 1994, i 2002 og under optagelserne i 2010 blev afvist som et falsum forstået på den måde, at underskrifterne ikke tilhørte underskriverne.

Det er næppe i overensstemmelse med DRs program-etik – eller straffeloven – at belastende beskyldninger, som er tilbagevist for 30, 16 og otte år siden nu flyttes fra aviser til fjernsynet, som om der er belæg for beskyldningerne. Det er efter en analyse af forløbet nærmest umuligt at tro, at tilrettelæggeren kan have været i god tro.

Erklæringen er angiveligt fra 1973, selv om Notkin-Blüdnikow i 1994 daterer den til 1979 og i den efterfølgende avisdebat i WA retter det til 1974. Under optagelserne til udsendelsesrækken fortalte Jens Nauntofte tilrettelægger Rosenkrands, at han tidligere havde afvist papiret som et falsum og havde støttet sin afvisning på, at han på papirets tilblivelsestid slet ikke var i Danmark og kunne være spurgt om en underskrift. Han regnede derfor med, at temaet udgik.

Loyalt gengiver Jacob Rosenkrands i sin første udsendelse, at det er Notkin-Blüdnikow, der i 1994 retter angrebet på "nogle af de største DR-profiler" for at have givet ubetinget støtte til PFLP. Men han har intet med om de årelange tilbagevisninger.

I stedet viderebringer han påstanden akkompagneret af billeder af flykapringer og derefter billedet med blodpøl og den dræbte politibetjents tjenestepistol liggende i Købmagergade, dræbt af Blekingegade-banden. Mens jeg som seer smerteligt husker, at ingen i banden blev dømt for drabet, så skærer Rosenkrands det ud i pap og siger direkte under det blodige billede:" Blandt de anklagede er Per Schultz, Ruth von Sperling, Jens Nauntofte"

Det må være DR-ledelsens afgørelse, om billedsiden er ansvarlig dramatisering eller fra propagandaens og intimideringens overdrev, eller måske injurierende i sig selv. Det er ikke et spørgsmål, om man kan behandle DR-medarbejdere på den måde, men et spørgsmål, om man overhovedet kan behandle mennesker og medvirkende på den måde.

I 1980 afviste professor Sven Holm Nielsen Notkins påstand, og han gentog sin afvisning efter WA-artiklen i 1994. Det samme gjorde dusinvis af de andre mennesker, der hævdedes at have skrevet under på den uforbeholdne støtte til terrorbevægelsen. Der blev fremlagt god dokumentation for, at erklæringen havde så mange særheder, at den var svær at tro på, hvis man ikke - netop som Notkin - havde båret rundt på den i mindst 14 år.

For det første indeholder papiret en opfordring til at støtte to forskellige indsamlinger med to forskellige gironumre. Foreningsfolk og aktivister vil sige, at sådan arbejder de ikke, og det sagde de så. Det andet er selve påtrykket af den ubetingede støtte, det grafiske billede. Utroværdigt. Dertil kommer hele kredsen af de 72 underskrivere, der med sikkerhed kunne skrive under på støtte for et undertrykt palæstinensisk folk, men bestemt ikke kunne solidarisere sig med terror i form af ubetinget tilslutning til PFLP.

Det er ubestrideligt, at påstanden blev tilbagevist i 1994, så den ikke kunne tages frem igen, medmindre nyt materiale dukkede op. Det gjorde der ikke, til gengæld kom historikeren Jens Liljegren i 2003 med en systematiseret og analytisk og videnskabelig gennemgang af Blüdnikow-Notkin og Weekendavisens kampagne mod venstrefløjen med påvisning af så mange fejl, citatfusk og fordrejninger, at man bliver bekymret på de to menneskers vegne fordi deres engagement så åbenbart sprinter forud for dokumentationen.

Det slutter med, at Wekendavisens chefredaktør Anne Knudsen i en ledende artikel i 2003 skriver:

"Det er en alvorlig sag for en avis som Weekendavisen at blive beskyldt for citatfusk, og sagen bliver ikke mindre alvorlig af, at samtlige de involverede medarbejdere faktisk er historikere af uddannelse.Forsyndelser mod reglerne for korrekt citat er blandt de værste, man kan begå som troværdig avis – og de er blandt dødssynderne inden for historieforskningen. Der er altså al mulig grund for avisen til at beklage og angre, at skribenterne Arne Notkin, Bent Blüdnikow og Bo Bjørnvig ved flere lejligheder har taget passager ud af de citater, de har bragt i Weekendavisen, uden at markere det ved (...), som man sædvanligvis gør. Det kan ikke undskyldes."

Med denne pressehistoriske tilrettevisning af tre navngivne medarbejdere kunne man generelt forvente sig den yderste påpasselighed med artiklen fra 1994 som arbejdsgrundlag endsige dokumentation, selv om Anne Knudsens kritik IKKE behandler artiklens tema om underskrifterne fra 1973/79.

Men de blev arbejdsgrundlag, da Jacob Rosenkrands producerede de tre udsendelser, som ifølge ham selv og Arne Notkin, var hans egen ide og hans egen selvstændige gennemførelse.

Det er ganske ligegyldigt, om inspiration fra chefen Notkin har spillet en stor, en lille eller slet ingen rolle, selv om den sidste situation nok kunne give Copenhagen Business School anledning til noget spændende forskning i "tankeoverføring i ledelsesarbejde".

Det afgørende er ikke, hvor det kom fra. Det afgørende er, at det blev sendt ud. Til licensbetalerne, der i selve udsendelsen hørte tilrettelæggerens ord for, at han med udsendelsesrækken havde sat sig for "at afprøve de vigtigste anklager de sidste 40 år om DR.s programmer."

Og som i udsendelsen kan høre ham kalde Weekendavisens 1994-papir for dokumentation.

Det kan ikke med rimelighed hævdes, at den påståede støtteerklæring til PFLP hører til blandt de vigtigste anklager mod DR de seneste 40 år. For det første er den alene frembåret af tilrettelæggerens journalistiske chef og hans medskribent og mangeårige nære ven, og de har rejst med den i 30 år uden at vinde gehør, tværtimod. For det andet drejer det sig ikke om programmer i DR. Der er ikke PFLP eller Blekingegade-sympatisant-programmer, men en underskriftsindsamling uden for DR.

Nu er det ikke sådan, at påstand står mod påstand og Jacob Rosenkrands har valgt at lytte til den ene side. Nej, det er sådan, at selv anklageren Bent Blüdnikow har fået kolde fødder.

I sin bog "Bombeterror i København", Gyldendal, 2009, skriver han i en note på side 506. at Ruth Sperling og Jens Nauntofte 6. juli 2002 i Berlingske Tidende har oplyst, at de aldrig havde skrevet under, selv om deres navn optrådte på listen. Blüdnikow konstaterer så, at "Man kan ikke afvise, at folk fra Palæstinakampagnen selv har lavet en navneliste uden at spørge "underskriverne"."

I udsendelsesrækken Blüdnikow selv på skærmen, at der ikke er bærende beviser for dokumentets ægthed, kun beviser for, at det fandtes, eller som han selv siger: "Vi kan dokumentere, at teksten med deres navne og ubetingede støtte var lagt ind i diverse tidsskrifter, der er ikke fuldkommen bevis for, at deres navne ikke blev misbrugt af Palæstina-komiteen, men sandsynligheden taler dog for, at nogen af dem sandsynligvis skrev under. Så lad den stå der og simre, så at sige".

Her slutter programtilrettelægger Rosenkrands sig så til Blüdnikow med ordene:" Ja her står anklagerne mod DR-profilerne så og simrer…"

Kan man det? Kan man med billederne af blodpølen i Købmagergade lægge op til en snak med Ruth von Sperling, der nok synes, at det er lidt stærk tobak at hendes børnebørn og andre sagesløse seere skal se hende relateret til terror i både Mellemøsten og Købmagergade?

Når Blüdnikow året forud har sat "underskriverne" i citationstegn med sit eget forbehold, hvordan kan DR2 lade som om, det er en relevant del af DRs historie? Det er overvejende sandsynligt, at det er et falsum, og det har aldrig været en del af udsendelsesvirksomheden, så hvad pokker skal det der? Ja, hvad skal det der, hvis også Arne Notkin som ansvarlig for udsendelsen er i tvivl om sin egen fortids spredehagl, og det er han ifølge Ruth Sperling. Efter at have overværet præsentationen af programmerne, hvor Arne Notkin på scenen kun havde roser til Rosenkrands skrev hun et læserbrev i Politiken, hvor hun fremhæbede Blüdnikows tilbagetog og derefter lød det:" Også Arne Notkin er i tvivl. Efter pressevisningen for en uge siden, spurgte jeg ham, hvorfor den gamle sag skulle skamrides igen, når der var tale om et falsum. Han medgav, at mit og andres navne kunne have været misbrug. Ja, han fandt det faktisk sandsynligt."

Det var efter denne presseforevisning, at Politikens udsendte medarbejder Bjørn Bredahl 23.september skrev: "Jeg fik det fysisk dårligt af forevisningen, af klapsalverne og af den samlede forestilling i biografen, hvor seriens hovedmand og forhørsdommer, Jacob Rosenkrands, fik ros og blomster af sine chefer, kulturdirektør Morten Hesseldahl og DR 2-chef Arne Notkin."

Allerede af den grund burde DR’s ledelse havde sat sig for at undersøge hele sagen. Det er ikke hver dag, at DR fremkalder fysisk ubehag.

Og mit kapitel her drejer sig kun om et af de spørgsmål, som udsendelsesrækken rejser. De store spørgsmål er 1. Hvorfor man ikke alene beskæftiger sig med DR’s programvirksomhed, men hovedsageligt med medarbejder-aktiviteter uden for DR, når man nu vil "at afprøve de vigtigste anklager de sidste 40 år om DR.s programmer" 2. Hvorfor er alle medarbejderne på anklagebænken, bortset fra en enkelt, netop den persongruppe som Blüdnikow-Notkin har haft horn i siden på de seneste 30 år med skriverier både her og der?

Det er ikke kun kanalchef Arne Notkin men DRs samlede ledelse, der har ansvaret for, at DR er fair, anstændig og hæderlig i sin oplysningsvirksomhed.

Det er hverken kunder, kilder eller seere, der skal klage og kræve sagen gennemgået. Det er DR’s ledelse, den nuværende og fremtidige, som må vise, om en injurierende, krænkende, vildledende og forkert påstand kan bæres frem uden hold i andet end det flagrende og gennemhullede papir, som kanalchefen på DR2 har rejst med i mindst 30 år uden at få medløb andre steder end hos sin ven Blüdnikow og sin medarbejder Rosenkrands.

Poul Smidt, journalist, cand.jur. var i det meste af perioden 1973-2004 ansat i DR.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Dorte Sørensen

Tak til Information og ikke mindst Poul Smidt.
Personligt har jeg og mine børn haft mange gode oplevelser og mange gode snakke om B&U s udsendelser. Ligeledes har jeg været glad for Ruth Sperlings mange år med Orientering. Fx. hendes og Mette Holmens mange indslag om Hongkong s overdragelse til Kina.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels  Mosbak

En særdeles oplysende artikel - særligt henset til Arne Notkins dømmekraft, der påny bliver udfordret.

Sidste år skrottede han en produktion der havde kostet DR 7 millioner kr., nemlig den meget omtalte men ikke viste julekalender H*A*S*H.
Den bliver så sendt i år på denne kanal på nettet http://www.hashtv.dk/.

Den var ikke morsom, hævdede hr. Notkin efter at have set to ikke færdigklippede afsnit.

Men serien "De Røde Lejesvende" blev trods manglende substans og tendentiøs indfaldsvinkel, leveret til den licensbetalende befolkning, på trods af at hr. Notkin vidste eller burde vide, ser vi i nærværende artikel, at dele af grundlaget der blev smækket i ansigtet på seerne, var hans egen personlige politiske opfindelse som han havde rejst med i mange år.

Er det et led i Arne Notkins ansættelseskontrakt, at han skal forfølge sine egne politiske kæpheste i programfladen?

Og hvad har det så kostet licensbetalerne denne gang, fristes man til at spørge?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Diepgen

"Røde lejesvende" er en pragtfuld glose for alle bedsteborgere i dette land - lige til at smage på. Kriminalitet er grimt, men det er meningstyranni også. Vi er stadig en del røde, uanset om de sorte kalder os lejesvende for at dække over, hvad de i alle årene har været væbnere for. Vi vil stadig støtte folk, der tyranniseres af andre, og må risikere, at legitimitet bliver omgjort til ulovligheder og terrorisme.

anbefalede denne kommentar