Læsetid: 2 min.

Ene pige blandt gale mænd

Enhver historisk tv-serie er et spejl af sin egen tids konflikter. Det gælder også superhittet 'Mad Men'
Enhver historisk tv-serie er et spejl af sin egen tids konflikter. Det gælder også superhittet 'Mad Men'
18. november 2010

»You can't be a man. Be a woman. It is powerful business when done correctly.« sådan lyder et af de mange råd til lille ambitiøse Peggy Olson, som vil frem i reklameverdenen, i det store amerikanske seriehit Mad Men.

En tv-serie om kvinder og mænd i New Yorks reklamebranche i 1960'erne, som i øjeblikket kører på min dvd-afspiller. Jeg sluger serien med samme vellyst, som danskerne i sin tid slugte Matador. Ikke bare fordi serien handler om en tid, hvor man drak whisky og gik med strømpeholdere til hverdag, men også fordi Mad Men kaster lys over konflikterne i det moderne arbejdsliv.

Enhver historisk film, tv-serie eller bog er nemlig ikke bare et billede af en historisk periode. Den er også et produkt af den tid, som den er skrevet i. Det gælder i høj grad Matador og Mad Men.

'Kom nu ud på arbejdsmarkedet, kvinder. I dør som hjemmegående,' lød det implicitte budskab til kvinderne i 1970'ernes historie om Korsbæk i mellemkrigstiden. Måske var det hårdt at være Agnes Jensen, men det var dog bedre end Maudes migræneplagede martyrium.

I Mad Men behøver forfatterne ikke argumentere for arbejdsmarkedets velsignelser, for den hjemmegående Betty Draper er indiskutabelt ynkelig, til gengæld har seriens forfattere blik for de nye dilemmaer, som kvinderne møder ude på kontorerne.

Min yndlingsfigur er Peggy Olson, som kæmper sig ud af sekretærflokken og ind på den kreative afdeling, men må se sig ekskluderet af både det mandlige og kvindelige fællesskab. Som reklameforfatter er hendes styrke, at hun kan sælge til kvinderne, alligevel er det også the powerful business - kvindeligheden, som spænder ben for hende.

»Er jeg så Marilyn eller Jackie?« pipper hun, da drengene jubler over deres nye undertøjskampagne, som spiller på, at alle mænd ser alle kvinder, som enten den sexede Marilyn Monroe eller sofistikerede Jackie Kennedy.

»Du er Gertrude Stein,« svarer drengene tilbage.

Uden kollegaernes støtte er Peggy helt og aldeles afhængig af det mandlige geni Don Draper, men forholdet er ikke altid til hendes fordel.

»Hold nu op med det plageri,« afviser han hende brutalt, mens hun pipper op om ligeløn og sin seneste succes. Hendes forsøg på at rage de gode opgaver til sig er synligt ucharmerende. Så er der mere forståelse for den jævnaldrende Pete Campbell, som bliver mellemleder til sin hjemmegående kones henrykkelse.

Da tredje sæson slutter, er Peggy stadig single, og indvarsler den nye kvindetype med styr på karrieren og rod i kærlighedslivet, som man siden kan genfinde i Sex and the City. Til gengæld har hun fået en ven. Han er bøsse.

Mad Men yourself hedder en applikation på Facebook. Her kan man klæde sig ud som figurerne fra serien på computerskærmen. Mine veninder vælger ikke Betty Drapers dragter eller chefsekretæren Joanies cocktailkjoler. Vi vil alle sammen være Peggy. På det endelige skærmbillede står man derfor på chefkontoret - ene pige omgivet af mænd. Den position må vi hellere vænne os til, hvis vi vil gå efter karrieren. Det er jo stadig sådan chefkontorerne ser ud i de fleste af dagens firmaer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis vi holder os inden for reklamebranchen er der jo rent faktisk en del kvinder ansat, i øvrigt også i lederstillinger. Mht. toplederstillinger er der måske stadigvæk langt mellem kvinderne, i den branche. Men omvendt så er der altså heller ikke særligt mange kvinder, der starter reklamebureauer op selv. Så det kunne måske forklare lidt af den "ulige" kønsfordeling.
Så måske det alligevel ikke er så slemt, at være kvinde i dag, som artkilen prøver at bilde os ind det er?
Derudover ville det i øvrigt være rart, hvis man forholdt sig til den uddannelsesmæssige sammensætning af bestyrelser og den slags. Der eksisterer så vidt jeg ved ikke rigtigt nogen seriøs forskning, der har klarlagt den uddannelsesmæssige sammensætning af virksomhedernes bestyrelser. Så det er svært, at sige noget definitivt. Men hvis man f.eks. kigger på Vestas, så er bestyrelsen altså bestående af folk, der primært har taget uddannelser der ganske enkelt ikke er særligt mange kvinder der læser. Det er primært økonomiske tekniske uddannelser, af forskellige slags. Så i den generelle debat om ligestilling ville det måske give mere mening, at snakke om hvordan man får flere kvinder til at læse økonomi, end hvordan man får flere kvinder ind i bestyrelserne. For det nytter jo ikke noget at spænde æslet for kærren.

Derudover er det altså også lidt fesent, at man konstant skal høre på hvor forfærdeligt det er at være kvinde, når de problemer med "ligestilling", der rammer mænd, overhovedet ikke nyder samme opmærksomhed. F.eks. er der ikke rigtigt nogen der tør tage godt og grundigt fat i det forhold, at langt flere mænd end kvinder aldrig nogensinde får børn - på trods af den biologiske drift for at formere sig må antages at være den samme for begge køn.
Den statistik er i øvrigt ekstra deprimerende, når man tænker på der jo sådan set er flere kvinder i DK, end der er mænd. Med andre ord burde det, statistisk set, være nemmere for mænd, at "formere" sig end for kvinder. Men alligevel halter mændene bagefter på den konto - vi taler om at næsten hver fjerde mand aldrig kommer til at opleve glæden ved at få børn. Hvis man sætter den erkendelse op mod det forhold, at kvinder tilsyneladende slet ikke forbereder sig (via uddannelse), så de rent faktisk er interessante i forhold til en bestyrelsespost, så bliver hele ligestillingsdebatten kun mere fesen.
Ang. de barnløse mænd tilbyder de i øvrigt også en interessant forklaringsmodel på hvorfor kønsfordelingen er som den er i landets bestyrelser. For det viser sig nemlig, at de barnløse mænd primært skal findes i de lavere sociale klasser. Dvs. de mænd der ikke kan finde en partner at få børn med også er de mænd, der ikke ligefrem nyder en erhvervsmæssig karriere i overhalingsbanen. Med andre ord pålægger kvinderne et ret voldsomt pres på mændene i forhold til at komme ud af de karrieremæssige starthuller.
Det betyder naturligvis ikke forholdene er "i orden". Det betyder bare, at ligestillingsdebatten bør nuanceres. For noget kunne altså tyde på det ikke så meget er de onde mænd, der holder kvinderne tilbage. Det er nok nærmere de samfundsmæssige normer, hvor kvinder da naturligvis læser humaniora og i øvrigt vælger potentielle partnere fra pga. deres sociale status, der afspejles i toppen af dansk erhvervsliv.